Morten Messerschmidt: Mange af EU-Domstolens afgørelser kan være i strid med grundloven. De bør prøves ved Højesteret

Her 50 år efter afstemningen om EF er der grund til at kigge tilbage og overveje, om det EU, vi har i dag, også er det, som danskerne forventede, da 63,4 procent i 1972 stemte ja.

Godt nok har vi som et af de få lande været lykkeligt begunstigede af folkeafstemninger, hvor danskerne – af og til et par gange – er blevet spurgt, inden nye traktater er trådt i kraft. Og som det ser ud nu, er et klart flertal af danskere da også tilhængere af fortsat medlemskab. Et andet og mere grundlæggende spørgsmål, som kalder på overvejelse, er imidlertid, om et tilsvarende flertal af danskere også er tilfredse med alle dele af det EU-samarbejde, vi har. Det er nok mere tvivlsomt.

Igennem tiden har to af EU’s traktater været prøvet ved Højesteret. Først Maastricht- og siden Lissabontraktaten, hvor samvittighedsfulde borgere har bedt vore domstole undersøge EU-traktaternes forenelighed med grundloven. Selv om de bekymrede borgere i begge sager ikke endte med at få medhold i deres påstande, har begge afgørelser dog vist sig gavnlige ud fra et grundlovsmæssigt synspunkt.

I seneste dom fra 1998 blev det eksempelvis slået fast, at EU-retsakter eller afsagte domme fra EU-Domstolen kan prøves i forhold til både traktat og det forfatningsretlige grundlag.

I den kommende valgperiode mener vi, at der er grund til at tage denne mulighed alvorligt.

Suveræniteten siver

Danmark overdrog senest suverænitet til EU i 1998. Alle efterfølgende traktater har været gennemført efter grundlovens almindelige bestemmelser og har således ikke aktiveret §20. I sin redegørelse fra 1998 skrev Justitsministeriet endog, at »Amsterdam-traktaten indeholder bestemmelser, der indebærer overladelse af beføjelser i grundlovens forstand. [ … ] Det er endvidere Justitsministeriets vurdering, at anvendelse af proceduren efter grundlovens §20 er tilstrækkelig som grundlag for dansk tilslutning til Amsterdam-traktaten«.

Enhver EU-dom eller -retsakt skal selvfølgelig kunne rummes inden for den mængde suverænitet, som Danmark havde overdraget i maj 1998. Men en række sager – især fra EU-Domstolen – udfordrer denne antagelse, hvilket en række EU-eksperter som professorer som Hjalte Rasmussen og Nina Holst-Christensen igennem årene har problematiseret. Sidstnævnte gik i 2012 så langt som til at tale om visse af domstolens afgørelser som »hitte-på-som EU-jura«. 

I det lys er der i dag – 25 år efter den seneste suverænitetsoverdragelse til EU – grund til at overveje, om alle de domme og afgørelser, Danmark underlægger sig og accepterer, reelt også er forenelige med den suverænitet, vi har overdraget.

Hvert år, ja nærmest uge for uge, strammer systemet i Bruxelles grebet om Danmark og danskernes selvbestemmelsesret. Og en række konkrete sager er derfor værd i en ny valgperiode at bede Højesteret om at undersøge nærmere. For hvornår er det egentlig, at Danmark har overdraget EU magt på spørgsmål som indfødsret, social- og udlændingepolitik? Det har aldrig indgået i nogen af EU-valgkampene – ej heller i 1998. Og det store spørgsmål er derfor, om det egentlig er lovligt, når EU presser Danmark til at acceptere og følge disse domme, hvoraf et par skal nævnes i det følgende.

Accepterede overraskende sag

I Rottman-sagen valgte EU-Domstolen højst overraskende at acceptere en tysk sag, som handlede om tildeling af statsborgerskab. I en erklæring fra 1992 havde ministerrådet ellers ret klart slået fast, at spørgsmålet om, hvorvidt en person har den ene eller anden nationalitet, udelukkende hører under medlemsstaternes lovgivning. Men da en tysk statsborger fik frataget sit statsborgerskab som følge af svig, valgte EU-Domstolen alligevel at behandle sagen og med udgangspunkt i EU-statsborgerskabet at konkludere, at den slags spørgsmål »efter sin natur og sine konsekvenser« er omfattet af EU-retten.

Intetsteds i den danske tiltrædelseslov fremgår det imidlertid, at spørgsmål om indfødsret er en del af EU-retten, og intetsteds kan man udlede, at dette skulle være en del af unionsborgerskabets »natur«. Vi finder, at Højesteret derfor bør behandle dette spørgsmål og afgøre, om en dom som Rottman har retsvirkning i Danmark.

Også udlændingeområdet har påkaldt sig interesse – ikke mindst i Danmark, hvor retsforbeholdet jo formelt burde forhindre EU’s indblanding, men hvor EU-Domstolens fortolkning af reglerne om vandrende arbejdstager alligevel har haft vidtrækkende konsekvenser for dansk udlændingepolitik. Professor Hjalte Rasmussen mente i 2008, at EU-Domstolen med Metoc-dommen var gået ud over sine beføjelser, men siden er flere domme fulgt med, som er gået endnu længere. Begrundelsen henviser til, at der just forinden var sammenskrevet en række bestemmelser i ét direktiv, men, som Nina Holst-Christensen gør opmærksom på, strider den forståelse imod præamblens tredje punkt, som netop understreger, at intentionen med det nye direktiv ikke er en udvidelse af anvendelsesområdet.

Foreneligt med grundloven

Også spørgsmålet om udlændinges adgang til velfærdsydelser har de seneste 20 år været under voldsom udvikling. I Grzelczyk-dommen fremlægger domstolen den idé, at unionsborgerskabet udgør »den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere«, hvilket dommerne selv kommer frem til. Hverken traktat eller direktiv underbygger denne idé. Til gengæld vælger dommerne hyppigt herfra at henvise netop til denne grundtanke og har i mange efterfølgende domme henvist netop hertil som begrundelse for at udvide EU-rettens anvendelsesområde på medlemslandenes sociale ordninger.

I Bidar-dommen konstaterede dommerne således, at »medlemsstaterne har pligt til ved organiseringen og anvendelsen af deres sociale sikringsordninger at vise en vis økonomisk solidaritet med statsborgere fra andre medlemsstater«. Et ganske vidtrækkende synspunkt, som følgelig også har haft konsekvenser for yderligere domme i relation til, hvem de danske skatteydere i dag er forpligtet til at udbetale velfærdsydelser til – for eksempel er det blevet vurderet ulovligt at indeksere børnepenge til familier uden for landet efter beboelseslandets leveomkostninger.

Også på sundhedspolitikken kunne en række afgørelser fremhæves som eksempler på, at EU-Domstolen er gået langt ud over de beføjelser, som Danmark i 1998 havde overladt til EU. Men af pladsmæssige årsager lader vi det blive ved denne korte oplistning, som ikke desto mindre understreger behovet for, at Højesteret igen påtager sig en grundlovssag.

Man kan være for eller imod dansk medlemskab af EU, men vi antager, at alle er enige om, at medlemskabet skal hvile på et grundlag, der er foreneligt med grundloven. Netop derfor er der brug for, at vi i den kommende folketingssamling tager initiativ til, at de mange afgørelser og domme, som i bedste fald er på kanten af grundloven, bliver prøvet ved vores højeste domstol.

Morten Messerschmidt er cand.jur. og formand for Dansk Folkeparti

Anders Vistisen er cand.jur. og folketingskandidat for Dansk Folkeparti