Nobelprisen i økonomi gik til forskning med en forældet opfattelse af bankernes rolle

Nobels mindepris i økonomi er i år blevet uddelt på særdeles tvivlsomt grundlag. Prisen går til tre amerikanske økonomer, der har forsket i banker og finanskriser, men som støtter sig til en forældet opfattelse af, hvad banker foretager sig.

Priskomiteen skriver i deres begrundelse: »For at samfundsøkonomien skal fungere, skal opsparing kanaliseres til investeringer.« Bankerne er »formidlere« mellem opsparere og låntagere, hedder det. Hermed bekræftes vores børnelærdom, nemlig at bankerne formidler allerede eksisterende penge.

Men det er ikke sådan, bankerne fungerer i dag. Banker formidler ikke eksisterende penge, men skaber nye penge gennem hvert udlån.

Grundlæggende erkendelse

Bank of England fastslog i 2014 i artiklen »Money Creation in the Modern Economy«: »Banker fungerer ikke som simple formidlere, der udlåner de indskud, som kunder har placeret hos dem … Bankudlån skaber indskud«. Denne erkendelse er komplet fraværende i pristagernes forskning.

»Ben Bernanke, Douglas Diamond og Philip Dybvig får prisen for det lys, de har kastet over bankers funktion og den rolle, de spiller i bankkriser. Det har forbedret vores forståelse af bankernes betydning for økonomien, særligt i finanskriser,« siger priskomiteen.

Det kan virkelig diskuteres. Deres forskning har skubbet bankerne lidt længere frem på scenen, når vi skal forstå finanskriser, men ved at gribe så galt fat om bankernes centrale rolle som producenter af penge i en moderne økonomi har de svunget mørkelygten grundigt hen over pengenes centrale rolle i finanskriser og recessioner.

Forestillingen om, at der skal opsparing til, før en bank kan låne penge ud, passede fint for 300 år siden, dengang kunder placerede deres sølvmønter hos en købmand – en tidlig form for bank. Først da havde købmanden noget at låne ud. Men siden udviklede købmænd bogføring og førte konti for kunderne. Nu bevilgede købmanden udlån ved blot at skrive cifre ind på låntagers konto – for købmandens egen regning og risiko.

Disse købmænd tjente styrtende med penge på at udvide samfundets pengemængde og selv score fortjenesten: renterne. Købmænd blev til banker, og banker udlåner ikke længere kontanter, kun bankpenge, kontopenge. Den dag i dag skabes kontopenge af banker gennem udlånet, og i Danmark udgør kontopenge i dag 96 procent af pengemængden. Resten er kontanter.

Diamond og Dybvig får prisen for at vise, hvordan banker udlåner penge ved at foretage »løbetidstransformation«. Det vil sige, at banken skriver cifre ind på låntagers konto, som hun kan bruge til et boligkøb om fem minutter, alt imens hun skylder banken penge de næste 30 år. Sådan undgår man at sige, at banken skaber penge for kunden, uden at banken finder dem på en anden kundes konto først.

Banken skal bestemt have reserver, altså penge på sin foliokonto i Nationalbanken, for at låntager kan overføre det lånte beløb til sælger af boligen. Men disse reserver udlånes ikke – de indgår i bankernes indbyrdes clearing, hvor de overføres mellem bankerne hver nat. Alt imens stiger pengemængden i landet med hvert udlån (og falder med hvert afdrag).

Globale konsekvenser

Det er ikke bare semantik og ordkløveri, om banken udlåner eksisterende penge eller skaber nye penge i udlånsøjeblikket. Det har dramatiske konsekvenser. For eksempel fortæller vestlige økonomer de fattige lande, at siden de ikke har megen opsparing, kan de kun investere i deres lokale erhvervsliv ved at låne penge i Vesten.

Det globale syd satte sig derfor i voldsom gæld i 1980’erne og har levet under et urimeligt åg lige siden. Landene kunne have ladet deres egne banker eller centralbanker skabe pengene, for det er bankers hovedfunktion: pengeskabelse.

I bogen Africa’s Last Colonial Currency skriver Fanny Pigeaud og Ndongo Samba Sylla, »Det er ironisk, at disse stater, hvis interne finansieringsevne er begrænset, ofte tvinges til at låne i en udenlandsk valuta fra internationale private banker, som skaber penge ’ud af intet’!«

Årets prismodtagere har tændt en femwattspære i pengejunglens bælgravende mørke og kastet det svagest tænkelige lys over bankernes rolle i finansiering og finanskriser.

Uvidenhed om penge og banker tjener til at skjule bankernes pengemagt, deres privilegium til at skabe penge. Det er et kæmpe demokratisk problem i de rige lande, mens det i de fattige lande er selve forskellen mellem gældsslaveri og økonomisk selvstændighed.

Ib Ravn er lektor i organisatoriske videnprocesser ved Aarhus Universitet og Jonas Jensen-Dharmaratne er forperson i Gode Penge.