Det nuværende opbrud i dansk politik er intet imod jordskredsvalget i 1973

Det kan godt være, der er opbrud i dansk politik i disse dage. Men intet imod det opbrud, der var, da jeg første gang var i valgkamp.

Anker Jørgensen (S) var en meget usikker ny statsminister indsat af Jens Otto Krag (S) dagen efter folkeafstemningen i 1972. Han bidrog til at udløse et arabisk stop for olieforsyninger med uforsigtige udtalelser om, at araberne ville smide israelerne i havet. Det havde han ganske vist ret i, men det kostede at sige det – ligesom under Muhammed-krisen.

Erhard Jacobsen foragtede både Anker og hans nye hold af unge socialdemokratiske ministre: Ritt Bjerregaard, Karl Hjortnæs med flere. Han varmede åbenlyst op til at danne sit eget parti til bekæmpelse af bilskatter, boligskatter, folkeskolen og Danmarks Radio.

Da han en dag uforvarende kom for sent til en afstemning i Folketinget, fordi han løb tør for benzin, udskrev Anker Jørgensen valg i håb om, at Erhard ikke kunne nå at samle underskrifter nok.

Det var en historisk fejlberegning. Erhard med Centrum-Demokraterne og Glistrup med Fremskridtspartiet blev valgets nye store stjerner, der vendte op og ned på dansk politik.

En underholdende valgkamp

Det blev et opslidende efterår. Jeg havde netop skiftet job fra Askov Højskole til Aalborg Seminarium, hvor jeg havde seks overtimer ugentligt. Det var mit første valg. Jeg var nyopstillet i Thistedkredsen, som jeg skulle lære at kende.

Under valgkampen kørte Venstre-kandidaterne rundt i en valgbus og stod og frøs i den høje sne ved torve, butikker og plejehjem. Med i bussen var Venstres Ungdoms kandidat, Anders Fogh Rasmussen, der altid havde nogle punkter, som han opremsede med staccato stemmeføring. Jeg forudså straks, at han ville blive statsminister – og skrev det i en artikel, som jeg desværre ikke kan finde, men som Anders godt kan huske.

Jeg anede, at han kunne blive den Fortinbras, der kommer ind i slutningen af Shakespeares Hamlet og rydder op i den forløjede råddenskab. Der var jo »something rotten in the Kingdom of Denmark«.

Mit første vælgermøde fandt sted i Tinghallen i Viborg, hvor både Erhard og Glistrup var med som folketingskandidater.

Erhard snakkede som et vandfald. Han havde karisma som ingen andre. Da kandidaterne efter mødet fik øl og snitter, fortsatte han talestrømmen, som om han også ville overtale sine modkandidater.

Glistrup underholdt den tusindtallige forsamling med sine overdrevne og usaglige, men underholdende analyser og programpunkter. Indkomstskatten og papirnusseriet skulle afskaffes. Forsvaret skulle erstattes af en telefonsvarer, der siger »Vi overgiver os«. På russisk! Socialhjælpen skulle erstattes af havregrødsautomater, og skattesnydere skulle hyldes som jernbanesabotørerne under krigen.

Det må være den mest underholdende valgkamp nogensinde. I monopol-TV-avisen var det de næsvise journalister Uffe Ellemann-Jensen og Ole Andreasen, der i den bedste sendetid stod for underholdningen. Efter min erindring foregik det blandt andet sådan:

»Hr. Mogens Glistrup, vil De selv være statsminister, hvis De får flertallet?«

»Nej, jeg skal være minister for afvikling af offentlig virksomhed!«

»Men hvor mange skal der da være ansat i den offentlige sektor?«

»Otte!«

»Men hr. Mogens Glistrup, Hvis alle de offentligt ansatte er unyttige, hvem er så de mest nyttige samfundsborgere?«

»Fiskerne!«

Svarene kom prompte på syngende bornholmsk. Han havde svar på alt.

Mange år senere sendte han mig en bog med dedikation: »Her får du en bog med noget andet end den sædvanlige løjtnant-von-Buddinge-tom-tønde-bravadesnak!«

Han så et lys i mig. Han havde læst mine skriverier. Min bog Institutionernes Tyranni blev optrykt i sin helhed i bladet Fremskridt. Han stemte på mig ved alle europaparlamentsvalg. Hans partiformand Ulrik Poulsen tilbød mig en sikker kreds, men jeg var bange for at blive afhængig af Glistrup. Han skræmte mig ved sin uberegnelighed.

Massakre blandt »gammelpartierne«

Jeg havde som så mange andre haft tårnhøje forventninger til, at VKR-regeringen, der sad fra 1968-71 med den radikale Hilmar Baunsgaard i spidsen, ville danne epoke med en liberal og borgerlig reformpolitik. Jeg klippede et billede af VKR-regeringen ud, indrammede det og hængte det op på væggen. Skuffelsen blev enorm.

Forfatteren Knud Sørensen har sammenlignet 73’er-oprøret med det, der skete hundrede år tidligere, da de folkelige bevægelser og vækkelser fejede hen over landet. Titusinder af danskere, der ellers ikke var særligt politisk engagerede, troppede pludselig op til møder som i Tinghallen i Viborg. Her var noget, der gav genklang, og som alle kunne forstå. Her kunne mange menneskers indestængte harme få afløb. Det var dette oprørte vælgerhav, Erhard og Glistrup fiskede i. Ligesom Inger Støjberg i dag.

Valgresultatet var et chok. Fremskridtspartiet blev næststørst med 28 mandater. Erhard Jacobsen fik 14. Både Retsforbundet, Kristeligt Folkeparti og Kommunisterne kom ind. Det førte til en massakre blandt »gammelpartierne«, som Glistrup kaldte dem.

Politikerleden var stor. Og »nu bredte vælgerleden sig på Christiansborg«, som den radikale leder Niels Helveg Petersen så morsomt udtrykte det.

Det var samme Niels Helveg, der udtalte, at han »hellere ville nærme sig spærregrænsen end nærme sig Glistrup«. Det var dumt sagt, for derved kom Glistrup til at stå alene og stærkt, også med den del af kritikken, der var berettiget. Det forsinkede de nødvendige reformer, hvad Niels Helveg da også siden har erkendt.

Alle gammelpartierne gik tilbage, men Venstres tab var dog mindst, og da Erhard Jacobsen og Kristeligt Folkepartis Jens Møller pegede på Poul Hartling, kunne han kort før jul 1973 danne sin ’smalle Venstre-regering’ med kun 12 ministre, der hvilede på Venstres 22 mandater i Folketinget. »Reaktionære kuske«, som SF’s leder Gert Petersen kaldte dem.

Jeg var en ilter styrvolt

Selv blev jeg dog ikke valgt. Dels fordi nabokredsens kandidat boede i min kreds og huggede stemmer fra mig. Dels fordi jeg ragede uklar med Indre Mission, der stod stærkt i Hurup-området syd for Thisted.

Jeg var åbenlyst tilhænger af fri abort, og jeg sagde frejdigt, at hvis man ikke kunne lide Thorsens omdiskuterede jesusfilm, så kunne man lade være at se den. Og hvad Christiania angik, kritiserede jeg ikke christianitternes frihed fra alle mulige regler – jeg kritiserede, at de samme friheder ikke gjaldt for os andre. Kort sagt, jeg var en ægte liberal, og det huede ikke Olander, Indre Missions formand i Hurup.

Det gavnede heller ikke mit valg, at jeg søndagen før valget i Thisted Dagblad blev citeret for, at jeg var træt af at se på Kristeligt Folkepartis »åndelige indvolde« – selv om SF’s kandidat Henning Philipsen jublede over min fortalelse. Kort sagt: Jeg var en ilter styrvolt og trængte til at få slebet nogle kanter af.

14 måneder senere, den 9. januar 1975, fik jeg et kanonvalg i Sæby-kredsen i Nordjylland med 10.025 personlige stemmer. Da jeg opdagede, at det meste af kredsbestyrelsen bestod af missionsfolk, spurgte jeg formanden, om han var klar over, hvorfor jeg dumpede i Thisted. »Jow«, sagde han, »men her i Nordjylland må man godt have en anden mening, hvis man har den på en seriøs måde!«

Jeg havde åbenbart fået slebet kanterne, så min ilterhed i det mindste fremstod mere seriøs. 

Bertel Haarder er folketingsmedlem og tidligere minister for Venstre.