Kronik

På et lille græsk hospital fik jeg et glimt af, hvad fremtiden kan bringe for vores sundhedsvæsen

Jeg ved, at det forfærdelige hospitalsophold, jeg oplevede i Grækenland, meget vel kan være vores virkelighed her i Danmark om 10-15 år, hvis vi bliver ved med at presse vores eget sundhedssystem. Derfor stemmer jeg på velfærden i dag
Hjemme i Danmark var der ingen hårde hænder, men masser af omsorg. Her følte jeg mig tryg og blev tilbudt al den hjælp, jeg havde brug for, skriver Ellen-Birgitte Zorn i denne kronik.

Hjemme i Danmark var der ingen hårde hænder, men masser af omsorg. Her følte jeg mig tryg og blev tilbudt al den hjælp, jeg havde brug for, skriver Ellen-Birgitte Zorn i denne kronik.

Morten Pape

Debat
1. november 2022

Jeg har for nylig haft en oplevelse, der fik mig til at tænke en del over, hvordan vores velfærd er sat sammen – mere specifikt vores sundhedssystem.

For hvad sker der, hvis vi danskere holder op med at prioritere velfærden? Hvad sker der, hvis vores samfund udvikler sig i retning af (endnu) mere individualistiske værdier uden hensyn til de medborgere, der har brug for, at vi rækker dem en hånd?

Det fik jeg en lille forsmag på på et lille græsk hospital.

Jeg var på ferie i det græske øhav med en veninde. Vi skulle være væk i nogle uger, vi er begge pensionerede og havde sparet op til turen i et års tid med stor forventning. Men allerede på anden dag af ferien, var jeg så uheldig at falde på færgen fra fastlandet til øen Syros og slå mig rigtig slemt. Efter ankomst til øen var jeg nødt til at tage på skadestuen på det lokale hospital.

Her begyndte en af de mest skræmmende og ubehagelige uger, jeg har oplevet.

Indlagt med brækket ryg

Da jeg efter lang ventetid blev undersøgt og MRI-skannet, viste det sig, at jeg havde en fraktur i anklen og i en af de nederste ryghvirvler – en skade med risiko for at føre til lammelser, hvis den blev destabiliseret. Jeg blev indlagt og fik at vide, at jeg ikke måtte bevæge mig eller stå ud af sengen.

På hospitalet var det kun nogle få af lægerne, der kunne en smule engelsk. Jeg måtte benytte mig af Google-translate på min telefon til ubehjælpeligt at gøre mig forståelig, men kunne ikke selv forstå noget, der blev sagt til mig.

Jeg blev indlagt på en stue med seks senge, hvor der lå tre andre patienter foruden mig, de fleste med familiemedlemmer, der befandt sig på stuen nat og dag. Heller ingen af dem kunne tale engelsk.

Det lykkedes mig ved hjælp af telefonen at gøre det forståeligt for en sygeplejerske, at jeg havde brug for et bækken. Men da jeg så fik kommunikeret, at jeg havde brækket ryggen og havde brug for hendes hjælp til at komme op på bækkenet, kiggede hun mig lige i øjnene og sagde simpelthen »no«. Man kan sikkert forestille sig det hygiejnemæssige aspekt af min situation.

Der var (muligvis) et rent lagen på sengen, da jeg blev indlagt, men de fem dage, jeg var indlagt, blev sengetøjet ikke skiftet, selv om det var over 30 grader varmt, og aircondition blev aldrig tændt. Jeg blev indlagt i min sommerkjole, og alle, der var indlagt, lå i deres eget tøj. Ingen fik udleveret hospitalstøj. Der lå en kvinde over for mig med en halskrave og med blod på hendes lagen og hendes hovedpude i alle de dage, jeg var der.

I betragtning af, at det var et hospital, er det svært at tro på, hvor snavset der var. Både stuen vi lå på, sengene og os patienter. Den eneste måde at få rent tøj, var tilsyneladende, hvis en pårørende bragte det til hospitalet.

Der var et badeværelse tilknyttet stuen med et toilet uden toiletbræt, en håndvask og en bruser uden forhæng. De, der har rejst på de græske øer, ved at man ikke må komme sit brugte toiletpapir i kummen, da kloakeringen ikke kan håndtere det – derfor var der også en stor spand ved siden af toilettet til brugt toiletpapir. Badeværelset blev benyttet af 5-6 mennesker, og spanden blev kun tømt en enkelt gang om dagen. I middelhavsvarmen lugtede det ganske forfærdeligt.

Ingen basal pleje

I sengen ved siden af min lå en ældre kvinde, der jamrede højlydt det meste af tiden. I den tid, jeg var indlagt, blev hun ikke flyttet fra sengen. Hun havde ble på, der kun blev skiftet en gang om dagen – hårdhændet – af en sygeplejerske, som jeg tror, familien havde hyret privat. Denne sygeplejerske kom om aftenen, og sad og sov på en stol ved siden af kvindens seng, indtil hendes familiemedlemmer kom og overtog om morgenen.

Kvinden lød, som om hun havde stærke smerter, men det så ikke ud, som om der blev gjort noget for at lindre dem. Efter fire dage kom der en person og gav hendes mand et stykke papir – han blev meget stille og vandrede op og ned ad gulvet, og så kørte de hende væk. Jeg gætter på, det var en regning. Grækenland har ikke offentlig sygesikring.

Sygeplejerskerne var et kapitel for sig. For det første var der alt, alt for få af dem. En af de sjældne gange, det lykkedes mig at tale med en læge, fortalte jeg om min oplevelse med bækkenet og fik at vide, at jeg måtte tilgive dem, da de kun var to sygeplejerske til syv afdelinger om natten, og ikke ret mange flere om dagen.

Sygeplejerskerne udførte kun de mest grundlæggende opgaver – tog blodtryk, blodsukker og temperatur – og det virkede, som om pleje og omsorg slet ikke blev betragtet som en del af deres arbejde. Måske var det derfor, alle de græske patienter havde familiemedlemmer til stede både nat og dag.

Der var ingen smil, ingen tid til øjenkontakt eller et venligt ord, ingen lindring.

Privilegerede i Norden

Jeg tror på, at de, der uddanner sig til sygeplejersker, gør det ud fra et oprigtigt ønske om at hjælpe og pleje patienter, der har brug for det. Men hvis ens arbejdssituation er sådan, at man er kronisk underbetalt, og der altid er alt for få hænder til alt for mange patienter, sådan som vi begynder at se det herhjemme blandt både sygeplejersker og andre omsorgsfag, så er der jo en grænse for, hvor langt det kan strækkes, før plejepersonalet bliver så overbelastet, at selv den naturlige medfølelse med andre menneskers smerte drukner i stress.

Så jeg kan godt forestille mig, hvordan det er endt sådan for de græske sygeplejersker, men jeg har aldrig før været så uheldig at opleve det på egen krop, og jeg er dybt rystet.

Efter seks dage på det græske hospital lykkedes det mig langt om længe at blive fløjet hjem og indlagt på Hvidovre Hospitals ortopædkirurgiske afdeling i stedet.

Det første, der skete på Hvidovre Hospital var, at jeg fik foretaget fem forskellige podninger for at undersøge, om jeg var blevet smittet med multiresistente bakterier, fordi de sydeuropæiske sundhedsvæsener overforbruger antibiotika og har højest tvivlsomme hygiejnestandarder. Dette betød jeg skulle ligge i isolation i fire dage, og sygeplejerskerne skulle iføre sig beskyttelsesudstyr, når de kom ind på stuen. Men de kom dog ind, og de var uforanderligt søde, omsorgsfulde og dygtige alle sammen.

Jeg fortalte dem selvfølgelig om mine oplevelser i Grækenland og spurgte dem, hvordan de havde det med at arbejde i det danske sundhedsvæsen. Jeg fik bekymrede fortællinger om dårlige arbejdsforhold og ringe løn, men samtidig var de glade for deres arbejde, deres kolleger og deres patienter.

Her var der ingen hårde hænder, men masser af omsorg. Her følte jeg mig tryg og blev tilbudt al den hjælp, jeg havde brug for. Men jeg ved også, at det, jeg oplevede i Grækenland, meget vel kan være vores virkelighed her i Danmark om 10-15 år, hvis vi bliver ved med at presse vores eget sundhedssystem.

Man behøver ikke se sig ret meget omkring ude i verden for at se, hvor fantastisk privilegerede vi er i Norden, hvor vi faktisk har en samfundsmodel, der bygger på fællesskab, solidaritet og tryghed gennem fælles ansvar.

Men her i Danmark er den model ved at smuldre til fordel for liberalistisk selvtilstrækkelighed og ’enhver er sin egen lykkes smed’, uden hensyntagen til, at man ikke kan smede noget som helst, hvis man for eksempel har brækket ryggen.

Jeg håber, at alle i dag går til stemmeboksen med tanke på, hvordan vores sundhedsvæsen skal se ud i fremtiden. Selv vil jeg i hvert fald stemme på trygheden, velfærden og fællesskabet – ikke på hårde hænder og beskidte lagner.

Ellen-Birgitte Zorn er pensioneret sagsbehandler i et jobcenter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Velkommen til LA-, NB- og Løkkeland

Inger Pedersen, Poul Genefke-Thye, Carsten Geisle, Lisbeth Glud, Poul Reynolds, Lise Lotte Rahbek, Martin Christensen, Ole Andersen, Tommy Clausen, erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Dan Jensen, Mathias Petersen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Mathias Petersen

Skrækkelig og skræmmende beretning. Tak for at dele den. Jeg bliver så inderligt harm og arrig, når fortalere for de neoliberalistiske privatiseringsmodeller turer frem og er så ligeglade med fællesskab og solidaritet og de værdier, som Ellen-Birgitte skriver om her. De typer burde læsses ud på deres egen ø, hvor de isoleret kunne drive rovdrift på hinanden og deres begrænsede omgivelser.

Lisbeth Glud, Lise Lotte Rahbek, Ole Andersen, Morten Jensen, Tommy Clausen, erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Tak for den Halloween-relevante historie om et gyserophold på et græsk hospital, som skæbnesvangert forvarsler situationen i det danske sundhedssystem om føje år.

Det er lykkedes for den lille krejler (som Mai Villadsen omdøbte den lille svindler i aftenens partilederdebat) og alle hans nyliberalistiske kumpaner at ødelægge grundlaget for hele den offentlige sektor, i særdeleshed sundhedsvæsenet.

Professor Morten Sodemann skriver:

"2,3 millioner danskere har private sundhedsforsikringer.

Det skaber en kæmpe overbelastning af sundhedsvæsnet, fordi det giver en firesporet motorvej direkte ind til specialisten på sygehuset udenom ventelister og vanlig vurdering af Doktor Hansen.

Middelklassens banale smålidelser bliver behandlet lynhurtigt, mens de lavtlønnede og kortuddannede multisyge kronikere må vente."

https://sundhedsmonitor.dk/debat/art8282149/De-raske-har-stukket-de-syge...

Med indførelsen af privathospitaler det offentlige reelt finansierer igennem uddannelse af personale samt tilskud til behandling, er befolkningen allerede inddelt i et A og B-hold.

Hvis ikke der snart reageres imod privatiseringsbølgen, kan vi meget vel snart se ind i en krisesituation, der underminerer hele samfundet.

Så jeg vil gerne støtte opfordringen til at sætte krydset ved et ægte rødt parti.
Det inkluderer ikke S eller R.

erik jensen, Peter Mikkelsen, Inger Pedersen, Mette Johansson, Poul Genefke-Thye, Karsten Nielsen, Lise Lotte Rahbek, P.G. Olsen, Poul Reynolds, Bjørn Pedersen, Martin Christensen, Ole Andersen, Morten Jensen, Tommy Clausen og erik pedersen anbefalede denne kommentar

Med håb om at alle neoliberalisterne må få sundhedsplatformen galt i halsen....

Inger Pedersen, Mette Johansson, Eva Schwanenflügel og Ole Andersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Forleden blev jeg mindet om, at hvis jeg skulle have tilskud til operationer på privathospital fra sygeforsikringen danmark, skulle jeg tilmelde mig og betale inden jeg fylder 60.
Det er en del af glidebanen, så det bliver nejtak herfra.

Vi skal have flyttet mennesker fra det private til det offentlige, hvis vi skal klare fremtidens udfordringer.
Jamen skal vi ikke først tjene pengene ? Nej, det gjaldt lige til vi begyndte at overforbruge - nu ligger vort overflødige forbrug der hvor vi bruger vores penge som privatpersoner.
De fleste af os kan sagtens luge ud i vort privatforbrug, uden at det går ud over vort velbefindende.

Jan Damskier
31. oktober, 2022 - 21:14
Velkommen til LA-, NB- og Løkkeland

Lige netop!

Men dem, der tror sig som en del af "de tilstrækkeligt velaflagte" til at "undgå sumpen" vil sandsynligvis komme til at erfare, at hvis de ikke VIA ET JOB!!! har en sundhedsforsikring - tjaee, de vil sikkert komme til at havne i samme situation som beskrevet her: Deres pleje og overlevelse vil være afhængig af de pårørendes indsats.

Samme er allerede skitseret fra flere sider i forhold til beboere på plejehjem...

HVORDAN samme pårørendes indsats i forhold til pleje, pasning og overlevelse i forhold til gamle og syge slægtninge overhovedet skal kunne være en tænkelig mulighed - ud fra, at samme politikere i samme åndedrag stiller krav om større indsats på arbejdsmarkedet - og større deltagelse og opbakning til børns hverdag i alt fra dagpleje, vuggestuer og børnehaver, skoler og gymnasier til psykologer og psykiatri...

HVOR MANGE TIMER TROR POLITIKERNE EGENTLIGT, FORÆLDRE OG PÅRØRENDE HAR I DERES DØGN???

KAN I STAVE TIL ORDET ANSVARSFRALÆGGELSE???

Finn Egelund, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar