De fleste børn kommer til verden i familier, der under opvæksten bevidner barnets liv på godt og på ondt. I den proces opstår fortællinger, der danner barnets selvopfattelse. Som regel fortællinger, der får barnet til at føle sig elsket og værdsat. Og se verden som hjælpsom.
Hermed skabes grobunden for det gode selvværd. Og for tillidsfulde relationer til verden.
De fleste børn skulle helst komme til verden med det perspektiv foran sig.
Men nogle børn kastes ind i en anderledes verden og udvikler en helt anden selvopfattelse. Uden nødvendig forældreomsorg udvikler de et billede af sig selv som ikkeelskværdige og ikkeværdsatte. Og så vil de ikke se verden som hjælpsom. I stedet udvikler de et lavt selvværd. Og møder verden med mistillid.
Allerede når barnet er godt et år, kan en sådan selvopfattelse blive barnets primære indre negative arbejdsmodel. Og skabe utrygge tilknytninger.
Det er godt at der kan skrives sådanne sagsakter - men kunne denne erkendelse ikke også anvendes af politikere og andet "godt folk" i forbindelse med debatter om indvandre.
Får udtalelser som når folk fra dit og dat fortæller, at muslimske indvandre er dårligt integreret ikke disse grupper til at følge sig sat udenfor og der med mistrives?