Informations leder den 12. oktober om, at børne- og ungdomspsykiatere forlader det offentlige, har fået flere ting galt i halsen.
I lederen nævnes, at tre ud af fire børne- og ungdomspsykiatere under 45 år i dag arbejder i det private. Tallet er baseret på en undersøgelse af 101 børne- og ungdomspsykiatere, men kun fire af disse er faktisk i den nævnte aldersgruppe. Der bliver altså videregivet nogle lovlig høje tal baseret på meget få besvarelser.
Derudover er det hverken sundhedsforsikringerne, de borgere, der har en forsikring, eller det private erhvervsliv, som er årsag til eller drivkraft bag, at psykiaterne søger mod det private. Det er tværtimod det faktum, at de offentlige tilbud lige nu ikke fungerer godt nok.
Jeg er nemlig enig med Informations leder i, at det er et stort problem, at der er 63 ugers ventetid på behandling i den offentlige psykiatri. Den offentlige kernevelfærd har svigtet, og det bør vores politikere hurtigt rette op på.
Når det offentlige ikke leverer det, som borgerne opfatter som vigtigt for dem – for eksempel, at psykisk syge børn kan blive udredt og behandlet inden for rimelig tid – så er der ikke noget at sige til, at de søger private løsninger. Det kan kun undgås, ved at kernevelfærden er stærk og klart defineret.
Vi har som branche intet ønske om at overtage børnepsykiatrien fra det offentlige. Men vi kan og vil levere velfærd, som supplerer – ikke erstatter – den offentlige kernevelfærd, så der i det offentlige er kræfter, penge og ressourcer til kerneopgaverne.
Mere end 2,3 millioner danskere er omfattet af en sundhedsordning. Det gælder både for 3F’eren, akademikeren og journalisten, og nu har også sosu’en fået en sundhedsordning. Den private sundhedsforsikring er med andre ord for de fleste, og det er gensidig risikodeling, når det er bedst.
Den danske psykiatri mangler ressourcer, og det kræver politisk prioritering. Det er vi i forsikrings- og pensionsbranchen dybt enige i. Vi er nemlig afhængige af et godt og klogt samspil mellem den offentlige kernevelfærd og de private, kollektive supplementer, der ligger uden om.
Den arbejdsdeling skal vi have styr på. Men det starter med gode løsninger og en veloplyst debat – ikke forhastede og misforståede fjendebilleder af de private sundhedsydelser.
Kent Damsgaard er administrerende direktør i Forsikring & Pension
"Derudover er det hverken sundhedsforsikringerne, de borgere, der har en forsikring, eller det private erhvervsliv, som er årsag til eller drivkraft bag, at psykiaterne søger mod det private. Det er tværtimod det faktum, at de offentlige tilbud lige nu ikke fungerer godt nok."
"Mere end 2,3 millioner danskere er omfattet af en sundhedsordning. Det gælder både for 3F’eren, akademikeren og journalisten, og nu har også sosu’en fået en sundhedsordning. Den private sundhedsforsikring er med andre ord for de fleste, og det er gensidig risikodeling, når det er bedst."
"Den danske psykiatri mangler ressourcer, og det kræver politisk prioritering. Det er vi i forsikrings- og pensionsbranchen dybt enige i. Vi er nemlig afhængige af et godt og klogt samspil mellem den offentlige kernevelfærd og de private, kollektive supplementer, der ligger uden om."
Ja.
Det offentlige virker ikke.
Det er heller ikke det, der er meningen.
Fordi: det er ikke et politisk ønske, at det skal virke.
= Det bliver ikke prioriteret.
Hvorfor dog?
Det lyder sgu da tåbeligt for den almindelige borger, ikke???
Ja.
Fordi det ønsker politikerne ikke!
De er lodret ligeglade med den såkaldte "almindelige borger"!
Han/hun eksisterer ikke i deres optik!
Selv om de taler op ad stolper og ned ad stolper om dem/os...
De vil hellere have et system, hvor et privat system tilgodeser dem, der har råd - og penge til partikasserne...
Beklager, diverse "erhvervs-foreninger"...
Og som et sidste hug:
En ganske væsentlig del af psykiatrifondens forskning og udgivelsere er finansieret af - tadaa - medicinalindustrien...
Kan man herefter undres?
Indlægget af Bernie Sanders andet sted i dagens udgave af Information viser med tydelighed resultatet af disse prioriteringstendenser.
Var der andre der bed mærke i, at mennesker udenfor arbejdsmarkedet IKKE er omfattet af private forsikringer og dermed må vente i kø for at få hjælp?
Ja, det er en politisk beslutning at undlade at prioritere sundhed for alle.
Det ligger en mere eller mindre bevidst politisk interessse i, at befolkningen skal undre sig over, hvad de i grunden betaler skat til, når det ikke er sundhedsvæsnet.
Og dernæst skal den mest egennyttige (og sunde) del af befolkningen råbe om skattelettelser, for de vil ikke betale for et sundhedsvæsen, som ikke fungerer.
Hvilken del af det politiske spektrum er det nu, der altid råber på skattelettelser og at "penge ligger bedst i borgernes lommer"?
Har de vundet kampen om dagsordenen?
Ja.