Socialdemokratiets omsorg for børn er slået fejl: Man ignorerer de strukturelle problemer

Børnene – og det at fremstå som beskytter af deres interesser – er et af de helt store temaer for politikerne op til det netop udskrevne folketingsvalg. Den nuværende regering har med Mette Frederiksen (S) som selvudnævnt »børnenes statsminister« og reformen Børnene først fra sidste år sat sig selv i scene som værende på børnenes side.

I bybilledet toner ansigtet på Pia Olsen Dyhr (SF) frem på både busstoppesteder og togperroner, hvor budskabet lyder: »Lad os gøre det næste valg til børnenes valg.«

Alle vil tilsyneladende være på børnenes side. Men hvad indebærer børnevenligheden egentlig?

Adskillige børneorganisationer har i den seneste tid kritiseret Mette Frederiksen og hendes regering for at have svigtet i forhold til at bekæmpe børnefattigdommen. På trods af højkonjunktur er børnefattigdommen fortsat alt for høj og i særdeleshed blandt etniske minoriteter. Den påståede børnevenlighed indebærer altså tilsyneladende ikke et opgør med den børnefattigdom, som ellers er så afgørende en faktor for ulighed og mistrivsel i barndommen.

Reformen Børnene Først skal forbedre vilkårene for udsatte børn og unge, og i statsministerens nytårstale fra 2020 blev målet om at øge antallet af anbringelser uden for hjemmet og tvangsadoptioner lanceret som en måde at gribe rettidigt ind og »entydigt tage børnenes parti«.

Men reformens hensigter om en øget indgriben i form af anbringelser og tvangsadoptioner blev ligeledes mødt med kritik fra faglige organisationer. Organisationer, der blandt andet peger på manglende ressourcer i kommunerne, behov for at forbedre sagsbehandlingsprocessen og sikring af bedre kvalitet og stabilitet i anbringelsen som langt vigtigere fokuspunkter end blot at øge antallet af børn, der fjernes fra hjemmet.

Den børnevenlighed, som regeringen gerne bryster sig af, er altså på mange måder kommet til udtryk gennem tiltag, der fremmer kontrol og tvang. Regeringens ønske om at skabe en stærk og omsorgsfuld velfærdsstat, der tager ansvar for alle børns trivsel, har altså en indbygget dobbelthed, hvor kærligheden aldrig er gratis.

Velfærdens vold

Den nuværende børnevenlige politik individualiserer det enkelte barns behov og trivsel og løsriver hermed barnet fra den sociale og strukturelle kontekst. På den måde omformuleres ulighed og social uretfærdighed til spørgsmål om psykologisk udvikling, moral og ansvar for den enkelte. Det bliver altså muligt at fremstille sig selv som børnenes redning uden at være forpligtet til at bekæmpe fattigdom eller forandre et anbringelsessystem, der ikke fungerer.

Når det gælder tvangsadoption, kan de børnevenlige tiltag være på kant med menneskerettighederne. Vores naboland Norge har tabt flere sager i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om netop bortadoption af børn uden forældrenes samtykke. Disse sager har ledt til en betydelig nedgang i antallet af tvangsadoptioner i Norge, mens tiltaget fortsat fremmes i Danmark.

Den politiske promovering af tvangsadoption har desuden vækket bekymring hos organisationer, der repræsenterer mennesker med handicap og psykiske lidelser, eftersom det er medlemmer af disse grupper og deres børn, som oftest berøres af politikken.

Tvangsadoption indebærer en irreversibel og total umuliggørelse af slægtskabet mellem barn og forældre, hvor det første slægtskab annulleres og erstattes med adoptivfamilien, som bliver den eneste legitime familie. Når man taler om at hjælpe børnene, er det centralt at forholde sig til, hvilke slægtskaber der ikke anses for at have værdi.

Politikernes børnevenlighed handler i lige så høj grad om at definere, hvem der retmæssigt kan gøre krav på statens omsorg, og hvem der må bekæmpes som farlige for velfærdsstatens moral og sammenhængskraft. Og hvem disse ’interne fjender’ er har ikke forandret sig meget igennem velfærdsstatens historie.

Den nuværende regering har gjort op med nogle af velfærdsstatens fortidige overgreb i form af officielle undskyldninger. Der er blevet sagt undskyld til de Godhavnsdrenge, som oplevede voldsomme overgreb, mens de var anbragt på børnehjem. Der er blevet sagt undskyld til tvangsadopterede personer fra Grønland. Og senest har regeringen lovet, at mennesker udsat for overgreb i den såkaldte åndssvageforsorg også skal modtage en undskyldning.

Det, som regeringen nu siger undskyld for, er gode eksempler på velfærdsstatslig omsorg, der kommer til udtryk som vold. Ved at sige undskyld giver regeringen indtryk af at være hævet over fortidens fejltagelser og i stand til at se dem i øjnene, fordi den netop befinder sig langt væk. Væk fra noget, der allerede er afsluttet. Noget, vi er kommet videre fra.

Meget er forandret i nutidens velfærdspolitik, men undskyldningerne peger på vigtige overvejelser om forandring og kontinuitet i den måde, den danske velfærdsstat forholder sig til de udsatte borgere på, som den hævder at beskytte.

Den sociale slagside

Ligesom socialdemokratiske ikoner som Peter Sabroe (1867-1913) og K.K. Steincke (1880-1963) er det nuværende socialdemokrati interesseret i at fremme velfærd for en udvalgt gruppe i samfundet og altså ikke i at gøre grundlæggende op med de strukturer, der ligger til grund for klassesamfundet og dets indbyggede uligheder og vold.

Det projekt udmønter sig for eksempel i en reform som Børnene først, hvis tiltag om tvangsanbringelser og bortadoptioner så tidligt som før barnets fødsel i høj grad rammer skævt i forhold til de samme grupper, som i fortiden har været udsat for overgreb.

Det drejer sig om børn og forældre, der befinder sig i den fattigste del af befolkningen, som lever med psykiske lidelser eller handicap og etniske minoriteter, som er overrepræsenteret i de danske anbringelsesstatistikker.

Med til præsentationen af Børnene først var også daværende integrationsminister Mattias Tesfaye (S), og aftalen indeholder et afsnit dedikeret til mistænkeliggørelsen af familiepraksisser i familier kategoriseret som ikkevestlige.

Børnevenligheden kommer altså også til udtryk som etnisk og racialt målrettet overvågning og sanktioner på familieområdet med forslag som for eksempel styrket fokus på underretninger om børn med ikkevestlig baggrund og rettighedsskoler i kategoriserede ghettoområder.

Disse forslag ligger i forlængelse af de racistiske familiepolitikker, som vi allerede kender fra ghettoloven om blandt andet tvungen dagtilbud og økonomisk straf for forældre til elever med højt skolefravær.

Der er altså stadig en systemisk forskel på, hvilke børn der har mulighed for at udleve deres omsorgsrelationer, og hvilke der lever under vilkår, hvor omsorgen bliver umulig.

Børnevenligheden, som den giver sig til kende i den politiske debat, fejler. Det gælder i forhold til den manglende bekæmpelse af børnefattigdom og forandring af anbringelsessystemet. Men også i forhold til at gentænke vilkårene for at yde og modtage omsorg, og hvordan disse vilkår bestemmes politisk. Hvad skal der til, for at flere børn vil få mulighed for at vokse op i omsorgsfulde relationer?

På trods af officielle undskyldninger bliver der ikke taget stilling til velfærdsstatens voldelige dobbelthed, hvilket har store konsekvenser for både børn og deres forældre. Så lad os både under og efter valgkampen være kritiske over for børnevenligheden og stille større krav til, hvilke politikker den skal indebære.

Amalie Sehested Rom er ph.d.-studerende i dansk og norsk tvangsadoptionspolitik ved Roskilde Universitet (RUC) og Universitetet i Stavanger (UiS).