Jagten på flere sygeplejersker starter ved uddannelsen, og efter sygeplejestrejken i 2021 har ansøgertallet på sygeplejestudiet været nedadgående. Dårlig løn og ringe arbejdsvilkår i faget har været hovedargumenterne for de faldende ansøgertal. I stedet for at vente på, at arbejdsmarkedets parter og regeringen kommer med løsninger, bør blikket rettes mod sygeplejeuddannelsen.
Vi foreslår derfor et praktiktillæg til SU’en, fordi det er svært at passe et studiejob og fritidsinteresser, når arbejdsbyrden er enorm, og vi samtidig indgår i forskellige vagtlag.
Sygeplejeuddannelsen er et fuldtidsstudie, svarende til 41,25 timer om ugen, der varer 3,5 år, og består af syv semestre. Det er et studie, som veksler mellem teoretisk undervisning og praktisk undervisning på en klinik. Det er derfor svært at balancere et studiejob og fritid med uddannelsen, fordi ens studiekalender er så omskiftelig og uforudsigelig. I praktikperioderne har vi skiftende arbejdstider samt weekendvagter, der bestemmes af det enkelte praktiksted.
Mere eftertragtet og mindre presset
Sygeplejestuderende indgår i vagtskemaer med skiftende vagtlag, hvor vi arbejder 30 timer om ugen uden anden betaling end almindelig SU. Dertil kommer, at de sidste 11,25 timer skal bruges på medicinlogbøger, studieplaner, og hvad uddannelsen ellers kræver for at bestå praktikperioden. Det giver hverken overskud eller tid til at arbejde ved siden af studiet.
For de fleste rækker SU’en lige til at dække huslejen, og et arbejde ved siden af er for de fleste nødvendigt. Et praktiktillæg til SU’en ville kompensere for de skiftende vagtlag og mistede weekender, aftener og nattesøvn. Akkurat som uddannede sygeplejersker får weekend-, aften-, og nattillæg til deres løn. På den måde ville praktikken afspejle virkeligheden efter endt uddannelse, og samtidig ville det kompensere for den begrænsede mulighed for at arbejde ved siden af studiet.
Sådan kan sygeplejeuddannelsen gøres mere eftertragtet og mindre økonomisk presset, hvilket er fundamentalt på et studie, hvor tiden er knap, studiebyrden stor og vagtlagene tunge.
Et praktiktillæg vil ikke løse rekrutteringskrisen her og nu, men det ville være et afgørende skridt på vejen til at gøre sygeplejeuddannelsen mere attraktiv.
Karen Lolk Lund-Larsen og Lisa Kramme Pedersen er sygeplejestuderende på Københavns Professionshøjskole
Nå, lad sygeplejersker og de andre professionsuddannelser igen modtage elevløn.
Ja, Steffen Gliese. Jeg er helt enig.
Ligesom vi har haft på sosu uddannelsen i mange år.
Det har godt nok ikke hjulpet meget på optaget, og vi mangler stadig utrolig mange hænder, så det kan nok ikke stå alene.
God idé med bedre økonomi under uddannelsen.
I dagens avis skrives om unges mulighed for at komme til Danmark for at studere,hvilket også kan være en lille brik i et større puslespil,om at få flere ansøgere.
Men polikerne må se i øjnene,at det koster !
i 70/80’ertiden var et normalstudieår 2 semestre/8mdr på akademiet + 1mdr studierejse + 3mdr byggeplads/overenskomstløn og tegnestue/gratis/studenterløn + nattevagter på Kommunehospitalet + SU stipendie + SU lån til 22% – det meste af resten var billigere – solid kantinemad og piskold lejlighed med strøm petroleum gas til 325 uden brus til 8 på anstalten lige om hjørnet – det var tider
Det er jo netop det de mangler, bedre økonomi til de unge sygeplejersker, både for dem der er under uddannelse, men også ny uddannede.
Desværre har jeg på fornemmelsen at de 3mia MF giver, vil ende med at blive fordelt forholdsvist mere til ældre sygeplejersker, der i forvejen er blandt danmarks 15-20% bedst betalte skatteydere. Og i så fald vil det ikke hjælpe på sygeplejerske manglen.