Udlændingedebatten har nået et stadie, hvor den risikerer at skade unges tillid til demokratiet

Valgtid er vores fælles chance for at forvisse børn og unge om, at »demokratiet er den mindst ringe styreform«, som Winston Churchill sagde.

Hver dag er landets uddannelsesinstitutioner forpligtede på at danne til demokrati. Så med valget på trapperne er scenen sat til at hylde og demonstrere – i ord og gerning – hvilke værdier vores demokrati er bygget på.

Klimakrise, krig, inflation, energikrise, velfærdskrise, trivselskrise og så videre – listen over valgtemaerne kan gøres lang.

Så meget desto mere nedslående er det, at den gamle kending – udlændingedebatten – igen popper op som et letantændeligt og forudseeligt debatemne. Navnlig set i lyset af, at stadig færre danskere synes, at netop det emne er vigtigt – ikke mindst er de unge langt mere optagede af at redde klimaet, mens tid er.

Men for 13 procent af vælgerne er udlændingepolitikken stadig noget, der kan afgøre deres stemme, viste en nylig undersøgelse fra Megafon.

Politisk kant

Ved dette folketingsvalg er der 14 partier, som kæmper om at skabe en politisk kant, så vælgerne kan se forskel. Her er debatten om indvandring og integration tilsyneladende emnet, der til enhver tid kan trækkes op af hatten. Måske fordi den rører ved dybe følelser, der handler om tilhørsforhold, om at stå i eller uden for fællesskabet, om religiøsitet og identitet. Her kan der skabes kant.

Men ofte er tonen beskæmmende og fordommene grove. Eksemplerne står i kø alene inden for de seneste uger: Morten Messerschmidt udtaler, at islam skal ud af sygehusene, så de ikke ligner beduinlejre. Kommissionen for den glemte kvindekamp anbefaler et forbud mod at bære tørklæde i folkeskolen for at undgå social kontrol, Mette Frederiksen mener, at muslimske friskoler skal lukkes, fordi eleverne er afvigende fra »det mest normale«.

Disse nedslag kommer i kølvandet på de senere års indførelse af såkaldt tryghedspakke, ghettolov, smykkelov, bandepakke, foreningsforbud, maskeringsforbud, hjemsendelse af syrere og senest planerne om et modtagecenter til asylbehandling i Rwanda samt fængselspladser til udvisningsdømte i Kosovo og så videre.

Igen og igen ser vi fremtrædende politikere, der med næsten nonchalante skuldertræk signalerer (eller siger højt), at menneskerettigheder, FN, religionsfrihed, grundlov og retsprincipper er fænomener, der kan være til forhandling og bør udfordres.

Den vedvarende udlændingedebat afføder to risiciscenarier: For det første nærer den tvivlen om, hvorvidt folkestyret reelt kan løse de problematikker, som truer vores eksistens, og som de unge er optaget af – og kræver indflydelse på.

For det andet skal man ikke være psykologiprofessor for at gennemskue, at fjendtlighed og provokation over for en afgrænset befolkningsgruppe til syvende og sidst vil føre til det stik modsatte af dét, der – tilsyneladende – er målet.

For hvad er egentlig det politiske ønskescenarie, kan man spørge? Handler udlændingedebatten om ægte interesse i at integrere herboende medborgere i samfundets fællesskaber? Eller handler den om, hvor de sidste 13 procent af vælgerne sætter deres kryds? Hvis det er det første, er metoderne direkte obstruerende. Hvis det er det sidste, er motoren i udlændingedebatten rent og skært magtbegær.

Ny forskning viser, at det gøder jorden for radikale islamiske grupper, når retorikken bliver skinger, og politiske initiativer skaber skarpe opdelinger mellem ’dem’ og ’os’.

Usunde fællesskaber

Hvorfor? Fordi mennesker har brug for fællesskaber og følelsen af at høre til. Ensomhed kan drive folk mod usunde fællesskaber, hvor det er let at samles om et modtryk.

Demokrati er en livsform, der blandt andet handler om at forstå sig selv som en del af et fællesskab. Det er i bund og grund dét, demokratisk dannelse – som skolerne underviser i på daglig basis – handler om.

Så, hvordan tør vi kaste os ud i en systematisk bekrigelse af indvandring, etnicitet (og islam), der risikerer at gøre medborgere til modborgere? Hvordan kan det nogensinde blive et ønskescenarie?

Vi bliver ved med at tale om ’udlændinge’, ’integration’ og ’danskhed’ over for herboende, danske statsborgere – mennesker, som er født og opvokset i Danmark. Men vi er forbi integrationsperspektivet og bør i stedet tale om medborgerskab, som intet har at gøre med etnicitet og afstamning. Vi er alle medborgere og bør stille krav til hinanden om sprog, demokratisk deltagelse, uddannelse, arbejde og så videre.

Danskhed må forstås som et produkt af 2.000 års indvandring. Tog vi alle en dna-test, ville vi indse, at vi er et smukt konglomerat af nationaliteter. Danskhed må ikke reduceres til genetik og slægt. Det er for fattigt. For antikveret. Ude af trit med den globale tidsånd. Det er meningsløst at udelukke folk med ikkevestlig baggrund fra fællesskabet, fordi de ikke har vikingeblod i årene.

Langt de fleste er formentlig enige i, at det er fornuftigt at have rammer for indvandring i Danmark. Ellers vil vi ikke lykkes med at hjælpe de mennesker, der kommer hertil. Men lad os enes om, at de medborgere med anden etnisk baggrund end dansk, som allerede bor og lever i Danmark (mange af dem er født her), vil vi gøre alt for at byde ind i fællesskaberne. Ud fra – man fristes til at sige kristne – værdier som medmenneskelighed, anstændighed, ordentlighed, kærlighed.

Ud over at det handler om værdier, så er der også noget dybt irrationelt over frygten for ’de fremmede’. Vi ved jo, at vi kommer til at mangle folk i sundhedsvæsnet, i skolerne, i daginstitutionerne, på plejehjemmene og så videre. Det er en fast diskussion ved de igangværende valgdebatter. Vi har hverken moralsk, etisk eller økonomisk råd til at udelukke bestemte befolkningsgrupper fra at bidrage til samfundets udvikling.

Løb ikke efter folkestemninger

Sammenhængskraft er blevet et stort mantra. Men den kraft, der skal få samfundet til at hænge sammen, er ikke betinget af, at befolkningen skal være ens. Risikoen for, at samfundet brækker over, skabes derimod, når der ikke er plads til at være forskellige, og når polariseringen får næring. USA er et aktuelt og fortvivlende eksempel. Uffe Ellemann sagde engang, i sit ’Mands minde’-foredrag, at hvis »sammenhængskraft« bliver oversat til »udelukkelse af andre«, så sker der et skred.

Når der er valg, fejrer vi de fire centrale begreber – retsind, lovsind, frisind, storsind – som er malet på væggen i vandrehallen på Christiansborg. Danmark har været kendt for netop disse værdier gennem årtier – ikke mindst efter Anden Verdenskrig. I dag fremhæves Danmark i internationale medier for vores ekstreme initiativer til at holde udlændinge på afstand og gøre livet surt for dem.

Udlændingedebatten bærer kimen til at splitte os i poler og modpoler. Uanset om debatten føres ved familiefesten, ved kaffemaskinen, over hækken, på de sociale medier eller på Christiansborg. Måske fordi der er sket et langsomt, men sikkert skred i retorikken, i fjendtligheden, og hvad der siges offentligt. Det er blevet legitimt at være grov.

Vi har brug for politiske forbilleder, der kan give børn og unge tillid til, at demokratiet fungerer, at vi evner at skabe sunde, inkluderende tilhørsforhold, at vi kan finde ud af at debattere uden at blive grove, at vi kan prioritere politiske temaer efter det, der tjener landet (og verden) bedst – ikke efter enkeltpersoners jagt på indflydelse. Politisk lederskab handler ikke om at løbe efter folkestemninger.

Der er meget på spil. Lad os udvise et medborgerskab, som unge – og verden omkring os – igen kan rose os for.

Peter Bendix Pedersen er formand for Friskolerne
Maren Skotte er kommunikationschef for Friskolerne