Kronik

Udsatterådet: Vi havde håbet, at ny psykiatriplan ville hjælpe de hjemløse. Det gør den ikke

Det kan være vanskeligt for socialt udsatte at blive udredt for en psykisk lidelse og få hjælp – og det bliver desværre ikke nemmere med den nye tiårsplan for psykiatrien. Den mangler både målrettede indsatser, fleksibilitet og rummelighed
En snæver psykiatrisk behandlingsmæssig indsats kan sjældent stå alene, når det handler om socialt udsatte mennesker med psykiske lidelser, mener forstander for Mændenes Hjem og Udsatterådet.

En snæver psykiatrisk behandlingsmæssig indsats kan sjældent stå alene, når det handler om socialt udsatte mennesker med psykiske lidelser, mener forstander for Mændenes Hjem og Udsatterådet.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
8. oktober 2022

Når man kommer til København, skal man ikke bevæge sig mange meter, før man møder storbyens sociale problemer. Mennesker, der lever deres liv på gaden. Mennesker med psykisk sygdom. Kaotiske rusmiddelbrugere.

Samtidig er der den usynlige udsathed blandt de mennesker med psykisk sygdom, som lever et stille liv i deres lejlighed uden kontakt til omverdenen.

Alle eksempler på en særlig type udsathed, som er fremtrædende i Danmarks hovedstad. Vi havde håbet på, at aftalen om den nye tiårsplan for psykiatrien havde adresseret nogle af disse problemer. Det er langtfra tilfældet.

Hvis socialt udsattes psykiske helbred bliver bedre af den nye tiårsplan, vil der være tale om indirekte effekter: Den regionale behandlingspsykiatri skal begrænse brugen af tvang, hvilket måske vil betyde, at også socialt udsatte bliver mindre udsat for tvang. Og kvaliteten i de socialpsykiatriske tilbud, for eksempel botilbud, skal forbedres, hvilket måske kan gøre dem bedre til at rumme vanskelige beboere og dermed forebygge hjemløshed.

Men socialt udsatte har brug for mere end afledte effekter, og vi ved, at målrettede indsatser for gruppen af socialt udsatte er det bedste redskab. Det har man desværre ikke taget i brug i forbindelse med den nye aftale.

I denne kronik peger vi på fem områder, hvor det er særligt vigtigt, at der bliver tænkt mere på socialt udsatte.

Hjemløse uden for psykiatrien

Vores hovedstad har et betydeligt antal gadehjemløse uden for eller med perifer kontakt til psykiatrien. Der er gennem de senere år kommet tilbud til denne målgruppe i form af Psykiatrisk Gadeplansteam og herbergsteamet, men der er fortsat brug for udbygning af indsatserne.

Der er brug for at skabe relationer til de gadehjemløse gennem indsatser, der er fleksible og innovative. Det kan for eksempel være indsatser, der sætter fagpersoner med højt specialiseret faglig ekspertise sammen med personer, der selv har erfaring med livet på kanten, for at facilitere relationsskabelse og brobygning.

Dertil bør specialiserede fagpersoner i langt højere grad have mulighed for at være fleksible med hensyn til tid og sted, når de skal levere deres ydelser, så for eksempel en samtale om mulig medicinsk behandling kan finde sted klokken 21 i kontoret på en natcafé, hvis det passer den hjemløse bedst.

Fleksibel udredning

Udredning er en vigtig indgang til at få hjælp fra det psykiatriske behandlingssystem, men det kan være meget vanskeligt for socialt udsatte at blive udredt for en psykisk lidelse og dermed få hjælp.

Det kan skyldes, at der er et samtidigt brug af rusmidler, som gør det vanskeligt at stille en diagnose. Det kan også skyldes en kaotisk livsstil, som gør det svært at møde op på aftalte tidspunkter og deltage i længerevarende samtaler.

Udredning skal foregå mere fleksibelt end i dag, hvor folk meget ofte afvises på grund af et misbrug. I andre dele af landet kan noget af denne fleksibilitet opnås ved mere håndholdte indsatser, men på grund af antallet af socialt udsatte i hovedstaden vil der her være brug for mere strukturelle og organisatoriske løsninger.

Dobbeltdiagnoser

Mennesker, der både har en psykisk lidelse og et rusmiddelbrug – i psykiatrien kaldet dobbeltdiagnose – er en udsat og sårbar gruppe af mennesker, som behandlingssystemerne igennem mange år har haft svært ved at håndtere.

Den nye nationale hjemløsetælling fra VIVE finder, at 42 procent af hjemløse både har en psykisk lidelse og et misbrug. En ikkerepræsentativ undersøgelse af 243 udsatte stofbrugere på den åbne stofscene i København finder, at 34 procent også har en psykiatrisk diagnose. Der er altså tale om en stor andel af de hjemløse, som er i denne kategori.

Det blev i sommer besluttet, at der skal laves et nyt regionalt dobbeltdiagnosetilbud for den del af målgruppen, der er udredt. Det vil være ekstremt vigtigt, at dette tilbud kan rumme de mest socialt udsatte dobbeltdiagnosepatienter – det vil sige, at det skal være meget mere rummeligt, end psykiatrien er i dag.

Der skal være tilstrækkeligt med pladser, ligesom man bør være opmærksom på, hvordan man kan hjælpe de mennesker med dobbeltdiagnose, der ikke bliver en del af det nye tilbud. Det er for eksempel alle dem, der ikke er udredt, og som ikke kan blive udredt i den eksisterende indsats eller i en ny, mere fleksibel udredende indsats. Eller dem, hvis psykiske lidelse ikke er alvorlig nok til at komme i behandling i den regionale psykiatri – det gælder for eksempel nogle angstlidelser og personlighedsforstyrrelser.

En løsning kan her være fremskudte, fleksible indsatser eller opnormering af psykiatrifaglige kompetencer i nogle af de sociale tilbud, der møder socialt udsatte mennesker.

Fastholdelse af eget hjem

Den nye hjemløsetælling viser, at 2.666 mennesker lever i hjemløshed i Region Hovedstaden. Det svarer til 41,5 procent af alle mennesker i hjemløshed i Danmark.

Når aftalen om 4.000 nye boliger til hjemløse forventeligt bliver til lovgivning, vil Housing First-tilgangen blive den gennemgående metode i kampen mod hjemløshed i Danmark. Metoden indebærer, at borgeren tilbydes en selvstændig bolig i almindeligt byggeri og samtidig modtager bostøtte, og den har vist sig meget lovende i vores nabolande. Men for at Housing First kan fungere, skal metoden hænge sammen med psykiatrisk behandling, da psykisk sygdom og hjemløshed hænger sammen.

Mennesker med psykiske lidelser, der skal bo i egen bolig efter lang tids hjemløshed, har brug for indsatser, der er opsøgende og støttende i deres nye hjem. Ligesom der er brug for, at den psykiatriske indsats koordineres så tidligt som muligt med de øvrige indsatser, der skal støtte borgeren i fastholdelsen af eget hjem.

Sammenhæng på tværs

Når vi har at gøre med socialt udsatte mennesker med psykiske lidelser, kan en snæver psykiatrisk behandlingsmæssig indsats sjældent stå alene. For socialt udsatte er deres samlede situation i høj grad en del af deres psykiske lidelser.

For eksempel ved vi, at dårlige, ustabile boligforhold har betydning for udviklingen af psykiske lidelser og muligheden for at komme sig. Vi ved også, at for eksempel brug af rusmidler skaber øget risiko for at få en psykisk lidelse, og at behandlingen bliver vanskeligere.

Men hjælp til bolig og effektiv hjælp til rusmiddelbehandling er ikke snævre sundhedsfaglige indsatser. For socialt udsatte vil der være brug for en markant satsning på også sociale indsatser inden for de eksisterende psykiatriske indsatser, herunder også i det førnævnte regionale dobbeltdiagnosetilbud, som er besluttet.

Det politiske arbejde med at fastlægge rammerne for psykiatrien er ikke tilendebragt med den seneste aftale. Vores anbefaling er, at politikerne i de kommende års opfølgende forhandlinger giver de socialt udsattes vilkår i psykiatrien et stort løft og iværksætter indsatser, som særligt retter sig mod de mest sårbare psykisk syge.

Der er nemlig brug for, at forholdene bliver markant anderledes, hvis man om ti år skal kunne bevæge sig længe rundt i Københavns gader, før man møder det første psykisk syge udsatte menneske med behov for hjælp og støtte.

Ivan Christensen er forstander for Mændenes Hjem og skriver på vegne af Udsatterådet i Region Hovedstaden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brian W. Andersen

Det piner mig at skulle skyde det håb ned, som Ivan Christensen har på vegne af så mange udsatte mennesker, men når valget er overstået d. 1. november, så eksisterer flertallet bag aftalen om 4.000 boliger ikke længere, fordi det hviler på en aftale, der kun er holdt oppe med stemmerne fra EL, SF, DF og KD. Der skal ske en vælgerflugt fra højre til venstre for at redde både denne og flere andre af de seneste års aftaler på det sociale område, hvilket ikke lige ligger i kortene.

Om det bliver Mette Frederiksens brede regering over midten eller om det bliver en regering til højre for midten ledet af enten Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen, der kommer til at lede Danmark igennem næste kriserunde, er næsten hip som hap i denne sammenhæng. De fleste af folketingets parter på højresiden tror nemlig langt mere på arbejde først, end de tror på Housing First modellen, som løsning på hjemløsheden. De er derfor begejstrede for projekter som Pant-for-Pant og Sydhavnspedellerne og ser flere af denne type projekter som en vej til at få hjemløse væk fra gaden.

Og uheldigvis er dette kun starten på de dårlige nyheder, så Ivan Christensen, jeg selv, Udsatterådet og diverse NGO'er og foreninger, samt alt hvad vi kan skrabe sammen af frivillige hænder, får forbandet travlt i den kommende vinter og i de kommende år. Og ligegyldigt hvor meget vi knokler, så vil man kunne møde psykisk syge udsatte og andre hjemløse på gaderne i København og i andre større byer også om 10 år.