Valget i 1979 viste, at man ikke skal være bange for at prøve at danne regering over midten

Jeg blev første gang valgt til Folketinget i 1971, så der har været mange valg at vælge imellem, da jeg af Information blev bedt om at beskrive et af dem. De fleste har været dramatiske for Socialdemokratiet, men et af de mest afgørende for mig selv – ud over det i 1971, der betød, at jeg blev folketingsmedlem – var valget i 1979. 

For både Socialdemokratiet og Anker Jørgensen (S) var valget i 1979 vigtigt. Det var opgøret, efter det ikke lykkedes med SV-regeringssamarbejdet. Jeg var i den periode undervisningsminister og var glad for det.

Jeg troede på, at det var rigtigt at afprøve samarbejdsmuligheden med Venstre. Måske kunne Socialdemokratiet på den måde komme videre uden at opgive regeringsmagten. Det var tydeligt, at Henning Christophersen (V) og Anker Jørgensen havde det fint med hinanden, og det anså jeg for afgørende for, at resultatet kunne blive godt. Det kaldte dog på stor modstand i partiapparatet.

I kommunerne og ved kommunalvalgene var det næsten altid Venstre og Socialdemokratiet, der var oppe mod hinanden, så det var svært at forstå at i stedet for at bekæmpe hinanden, skulle de to partier samarbejde. I Otterupkredsen talte vi meget om det, men de accepterede, at det måtte prøves, fordi der ikke var så mange andre muligheder.

Dramaet ved dannelsen af SV-regeringen blev voldsomt, fordi Thomas Nielsen, daværende formand for LO, i den grad var imod. Så meget, at en af forhandlerne, gruppeformand Jens Risgaard Knudsen (S), trak sig fra forhandlingsresultatet for at støtte LO.

Det gjorde også mange i den socialdemokratiske gruppe usikre. Men næstformanden, Dorte Bennedsen (S), blev valgt til ny gruppeformand, og regeringssamarbejdet med Venstre kom i gang.

Det udviklede sig dårligere og dårligere, og Thomas Nielsen og LO var i hele perioden aktivt imod. Det kom så langt ud, at Thomas Nielsen kaldte Anker en lille lort. Samarbejdet blev opgivet, og det blev i stedet en socialdemokratisk mindretalsregering.

Fagbevægelsens indflydelse

Før ethvert valg spiller meningsmålingerne en stor rolle, og de var gode, da Anker Jørgensen i september udskrev valget. Det gik også godt for Socialdemokratiet og var vist et af de bedste valg, Anker havde. Selv sagde han, at det skyldtes, at han både fik stemmer fra dem, der var glade for, at han prøvede et samarbejde hen over midten, og dem, der var glade for, at det ikke holdt, og at det derfor var hørt op.

Det blev også et valg, der viste, hvor lille betydning fagbevægelsen med formanden fra LO, Thomas Nielsen, i spidsen havde – helt i modsætning til, hvad både han selv og mange socialdemokrater troede.

Ritt Bjerregaard et par måneder inden valget i 1979.

Annelise Fibæk/Ritzau Scanpix

Det altoverskyggende emne i valget var økonomien og herunder overskudsdeling. Ideen var, at lønmodtagerne skulle have andel i en virksomheds overskud, når medarbejderne skulle bidrage til at rette op på virksomheden med blandt andet løntilbageholdenhed.

Partiet Venstre havde totalt afvist at ville være med til noget i den retning, og Thomas Nielsen havde været rasende, også på Anker, fordi han parlamentarisk ikke kunne få det igennem. I mine erindringer skriver jeg, at det var en fejl, at Anker ikke ville tage det opgør med fagbevægelsen, der var brug for.

Et forslag til overskudsdeling var at oprette en central fond, som formanden for LO, Thomas Nielsen, skulle stå i spidsen for. Det havde ingen folkelig gennemslagskraft. Thomas Nielsen som type var udlevet, og ikke mange havde lyst til at se en brovtende mand med stor cigar, der skulle bestemme over deres penge. Derimod tror jeg, at ideen i en mere decentral form ville have haft store muligheder for at vinde tilslutning.

Min fremtid i partiet

Jeg var menigt medlem af den socialdemokratiske gruppe, efter at Anker i SV-regeringens tid havde fyret mig for opholdet på Hotel Ritz i Paris. Det var dengang, jeg skulle skaffe en dansker en plads i UNESCO’s bestyrelse. Det skete i julen 1978, og jeg var vendt tilbage til folketingsgruppen i januar. Mine gamle kolleger var venlige, og jeg fik plads i energiudvalget. Det var jeg glad for og kastede mig over det nye og spændende område.

Valget ville vise, om vælgerne var enige med Anker i, at der var tale om et overforbrug, og at jeg havde svigtet uskrevne regler og brugt alt for mange penge, eller om vælgerne bakkede op om mig. Før valget havde rigsrevisionen erklæret, at jeg ikke havde brugt flere penge end andre ministre i lignende situationer, så jeg var fortrøstningsfuld, men også spændt. Det kunne blive afslutningen på min karriere som professionel politiker, hvis vælgerne ikke stemte på mig.

I Otterupkredsen, hvor jeg var opstillet, gjorde vi, hvad vi kunne i valgkampen, og i modsætning til andre valgkampe var jeg stort set kun på Fyn, hvor jeg havde været sammen med Anker rundt i landet. Det havde han ikke brug for til dette valg.

Resultatet blev godt for partiet og enestående godt for mig. Jeg nåede op på 58.829 stemmer og var nummer et i antal stemmer på Fyn. Nummer to var Poul Søgaard med 12.683. Med andre ord var vælgerne godt tilfredse, så nu var spørgsmålet, hvordan regeringsdannelsen ville gå. Det endte med, at Anker blev statsminister igen, og han dannede igen en mindretalsregering.

Der var altså mulighed for, at der blev plads til mig. 

Endnu en kvindelig socialminister

Det foregår vist stadig sådan, at når regeringen skal dannes, så er det statsministeren, der ringer rundt til dem, vedkommende gerne vil have med i sin regering. Turen kom også til mig. Der var ingen snak om fyringen, overforbrug eller Hotel Ritz, og Anker ville gerne have mig med i regeringen som socialminister. Det var overraskende.

Meget bevidst havde jeg aldrig politisk arbejdet med socialområdet. Jeg var opmærksom på, at det næsten altid blev tildelt kvinder, og jeg ønskede ikke at blive placeret i en bestemt bås på grund af mit køn.

»Kunne det ikke blive en anden post?« dristede jeg mig til at spørge. Det mente Anker ikke. Heller ikke da jeg sagde, at jeg havde arbejdet med energi i den sidste tid. Den post var optaget.

Ritt Bjerregaard og Anker Jørgensen i 1986.

Annelise Fibæk/Ritzau Scanpix

Anker havde tilføjet, at Socialministeriet havde brugt alt for mange penge, og at han var sikker på, at jeg kunne få ryddet op.

Ikke ligefrem interessante udsigter for mig. Men en socialdemokrat kan ikke sige nej til at blive socialminister, så jeg sagde ja, men vidste så også, at sagen om fyringen ikke var glemt. Heller ikke efter mit gode valgresultat.

Nu skulle jeg gennemføre en politik, der sparede på det sociale område. Det ville bestemt ikke gøre mig populær, og valget i december 1981 blev mit dårligste valg. Jeg fik kun 26.894 og til sammenligning fik Poul Søgaard 15.981, så der var virkelig sket en alvorlig reduktion.

Lærte vi i Socialdemokratiet noget af valget i 1979?

Ja, måske at vælgerne godt ville acceptere, at nye regeringsmuligheder blev afprøvet. Partiet blev ikke straffet for at gå i regering med hovedmodstanderen, Venstre. Vælgerne kunne godt se, at Anker var kørt fast, og at der skulle noget nyt til.

Også i dag tyder meget på, at vælgerne gerne ser et regeringssamarbejde mellem partierne. Ved det valg, vi står over for nu, er der ligefrem partier, der har gjort det til en mærkesag, at der skal flere partier med i en regering, og tilmed at det skal være på tværs af opdelingen mellem rød og blå blok.

Det er i hvert fald ikke valget i 1979, der viser, at det ikke er muligt – om det så i 2022 ville gå bedre med det praktiske samarbejde i en regering, vil fremtiden kun kunne vise, hvis en sådan model skulle blive prøvet. Let er det i hvert fald ikke.

Ritt Bjerregaard er tidligere overborgmester i København og minister for Socialdemokratiet