’Vind eller forsvind-valget’ i 1998 er beviset på, at enhver stemme tæller

Folketingsvalget i 1998 blev på forhånd kaldt for »Vind eller forsvind-valget«. Selv om spådommen primært gjaldt de to hovedkombattanter – den siddende statsminister Poul Nyrup Rasmussen og udfordreren Uffe Ellemann-Jensen – skulle den vise sig at ramme flere.

Poul Nyrup Rasmussen fik – efter at have væltet Svend Auken som formand i Socialdemokratiet – nøglerne til Statsministeriet forærende efter Poul Schlüters fald på Tamilsagen og formåede at genvinde dem i egen ret ved valget i 1994. Hans berettigelse til formandsposten var derfor, at han i modsætning til Auken havde formået at levere statsministerposten tilbage til partiet efter et årtis ørkenvandring.

Men sårene fra formandsopgøret var endnu friske. Hvis Nyrup tabte magten, stod mange klar til at hjælpe ham med at finde udgangen, hvis han ikke selv var hurtig nok. Socialdemokratiet og fagbevægelsen mente fortsat, at de ejede førstefødselsretten til at lede landet. Andre muligheder skyldtes foregående formænds uduelighed og var som sådan kun parenteser.

Med Schlüters afgang opløstes de konservatives lederrolle i den borgerlige lejr. Ved valget i 1994 blev Venstre for alvor storebror, og dermed fik deres partiformand rollen som oppositionsleder. Uffe Ellemann havde som partiformand og succesfuld udenrigsminister igennem ti år overladt ledelsen af den hjemlige politik til partiets næstformand, Anders Fogh Rasmussen. Den arbejdsdeling blev ikke ændret mærkbart i oppositionsårene. Den politiske sult i Ellemann var tydeligvis ikke skabt af dagligdagens forligsmageri og hjemlig politikudvikling, men af chancen for igen at kunne præge de store linjer med et ryk ind i statsministeriet.

Efter Hans Engells berusede møde med en betonklods var Per Stig Møller blevet ny leder af Det Konservative Folkeparti. Uffe og Per Stig kendte hinanden fra ungdomstidens studenterpolitik og udviklede hurtigt et tillidsfuldt samarbejde om at genetablere VK som aksen i det borgerlige regeringsalternativ.

Nyrup vs. Ellemann

Der var lagt op til en benhård hanekamp mellem Nyrup og Ellemann. Meningsmålingerne havde givet blå blok blod på tanden, selv om der indimellem havde været nogle gode for de røde.

Målingerne var således ikke helt ringe for Nyrup ved Folketingets åbning i efteråret, og han skabte dramatik ved at afbryde debatten og indkalde til hasteforhandlinger om revolverkrav over for oppositionen. Han for op som en løve og faldt ned som et afpillet lam, for han havde ikke taget de radikales Marianne Jelved i ed. Hun ville ikke have valg og stod fast. 

Det hele endte et par dage efter i en lille aftale kaldet Peanutforliget koncentreret om ATP’s pensionstilbud med Venstre og Det Konservative Folkeparti, fordi heller ikke de konservative tragtede efter et hurtigt valg af hensyn til de skrøbelige interne forhold for den nye leder. Men det er en helt anden historie.

Der skulle senest være valg i september, og derimellem lå en folkeafstemning om Amsterdamtraktaten, hvorfor tiden begyndte at tage kraften ud af valgvåbnet for Nyrup.

Den 19. februar 1998, hvor målingerne ikke så helt tossede ud for ham, valgte statsministeren at udnytte sin ret til at få ordet uden for dagsorden for helt uprovokeret at udskrive valg til afholdelse 11. marts med en appel til vælgerne om at få mandat til at fortsætte den førte politik. Begrundelsen var, at »der er ro i det politiske klima lige nu til at diskutere fremtiden«, og at en lang og opslidende valgkamp ville grave grøfter og forsinke resultater.

En kort og hektisk valgkamp gik derfor i gang med fokus på den hjemlige fordelingspolitik. Medierne dækkede valgkampen som et præsidentopgør mellem Nyrup og Ellemann. I langt de fleste målinger stod blå blok til at vinde.

Per Stig Møller bad mig om at supplere sig i krydsilden efter de konservatives valgudsendelse. Det gik godt, vi fik fine tilbagemeldinger, og meningsmålingerne for Det Konservative Folkeparti lå efter omstændighederne o.k., trods tilbagegang.

En stor fejl

Ikke mindst boligpolitikken blev central i særligt de allersidste dage. Venstre og Det Konservative Folkeparti havde blandt andet stillet forslag om at lempe lejeværdien, hvilket gav de røde anledning til indrykning af helsidesannoncer med billeder af Ellemanns hus og beregninger af, hvor meget han personligt ville score.

Den sidste søndag inden valget indrykkedes helsidesannoncer med vilde påstande om, at Venstre og de konservative ville give huslejerne i udlejningsbyggeri fri, og at det ville betyde voldsomme stigninger for lejerne. Vi sendte vores boligordfører på banen for at pande de voldsomme påstande ned, og han kom i radioen i løbet af dagen.

Samme aften så jeg partilederdebatten sammen med min mor, som halvt inde i udsendelsen spurgte mig: »Hvor meget tror du, min husleje vil stige?« Da blev jeg klar over, hvad der var på spil, og jeg ærgrede mig over, at Per Stig og Uffe først allersidst i udsendelsen kom ind på huslejepåstandene – og endda ikke specielt skarpt.

Jeg er ikke i tvivl om, at det var en stor fejl, at vi ikke meget hurtigere og på et langt højere niveau fik banket det spøgelse ned. Man ved jo godt, hvor vigtig trygheden om folks bolig er.

Valgaftenen

På valgaftenen mødtes vi konservative i gruppeværelset, som var udstyret med to fjernsyn. Det ene var tunet ind på DR og det andet på TV 2. Stemningen var høj, for nok stod partiet til en tilbagegang, men den var ikke katastrofal. Alt pegede på en ny borgerlig regering.

Til støjen fra glade menneskers summen kan det være svært at høre tv’et, og jeg måtte sidde helt tæt på det ene af dem for at være rustet til journalisternes spørgsmål. De to kanaler var ikke helt enige, og den første tid blev afstanden større. Den ene havde blå blok som vinder, den anden rød. Jeg blev bedt om at kommentere og lænede mig mere og mere op ad blås vinderkanal.

Men en gyser af rang udspillede sig: De to kanalers prognoser nærmede sig et fælles bud på rødt flertal, samtidig med udsigten til et konservativt blodbad og utrolige rygter om at Per Stig Møller måske slet ikke var valgt.

Jeg troede også at have tabt mandatet, fordi jeg var nyopstillet i en lille kreds og kunne ikke matche modkandidaternes kampagnemidler. Jeg bad derfor næste morgen min sekretær om at skaffe flyttekasser uden at kende de personlige stemmetal.

Op ad dagen stod det dog klart, at vores Per Stig var valgt på et tillægsmandat, og at jeg selv ikke alene blev valgt på et kredsmandat, men det første i amtet.

Læren af valget

På valgnatten gik Uffe Ellemann af som Venstres leder. Nogle dage senere gik også Per Stig Møller, og jeg selv kom til som partileder.

Kun ganske få stemmer skilte det afgørende mandat på Færøerne til Nyrups fordel. Så sig ikke, at hver stemme ikke tæller.

Sig heller ikke, at politik er kedelig og ikke rummer ironi: Nyrup var nok den allermest upopulære politiker i netop det høje nord på grund af sin håndtering af den færøske bankkrise.

Læren? Ingen kæde er stærkere end det svageste led – heller ikke i politik. Og ved »Vind eller forsvind-valget« var det de konservative, som betalte med en styrtblødning og kostede en borgerlig regering magten.

Venstre omlagde hele deres strategi og satsede herefter på erobring af velfærdspolitikkens midtervælgere, hvilket ledte til magten ved de følgende valg. Og så er et valg aldrig hjemme, før alle stemmer er talt.

Pia Christmas-Møller er tidligere partileder for Det Konservative Folkeparti