Læserbrev

Beskæftigelsesindsatsen skal være enklere. Landspolitikere, vend blikket mod København

Kommunernes jobcentre modtager hård kritik. I Socialudvalget i Københavns Borgerrepræsentation er vi enige om, at borgerne på jobcentrene skal have bedre hjælp. Derfor skal de udsatte borgere samles i Socialforvaltningen
De mest udsatte borgere i København skal flyttes fra jobcentrets regi til Socialforvaltningens regi.

De mest udsatte borgere i København skal flyttes fra jobcentrets regi til Socialforvaltningens regi.

Thomas Lekfeldt

Debat
21. november 2022

Kommunernes jobcentre modtager for tiden hård kritik. De skal nedlægges, de skal afbureaukratiseres, de skal finansiere skattelettelser og Arne-pension. Men vi mener – i al ubeskedenhed — at vi i Københavns Kommune er kommet længere end blot at svinge sparekniven.

Vi ved, at mange jobcentre ikke gør det godt nok. Derfor har vi forslag til, hvordan det kan blive bedre for de borgere, der skal have førtidspension, eller som skal hjælpes ind på arbejdsmarkedet. Et politisk flertal har besluttet, at de mest udsatte borgere simpelthen skal flyttes fra jobcentrets regi til Socialforvaltningens regi.

Vi taler om borgere, som har andre problemer end at få et arbejde. Som det er nu, skal de forholde sig til to forvaltninger, der ukoordineret hiver og flår i borgeren fra hver sin side. Som udsat borger har man måske et misbrug, som man går i behandling for i Socialforvaltningen, mens jobcentret kræver, at man dukker op i det samme tidsrum. Dertil kommer utallige eksempler på, at der er gang i en social indsats, der skal hjælpe borgeren, men at kontanthjælpen lige pludselig bliver inddraget. Det sætter en stopper for fremskridt.

Forvaltningen taler om ’komplekse borgere’, men det er snarere det system, vi har opbygget, der er komplekst at finde rundt i. Det, mener vi, skal forbedres. Det er for letkøbt bare at sige, at det hele skal lukkes. Vi mener, at vi i stedet skal gøre det enklere og bedre for de borgere, systemet er sat i verden for at hjælpe.

Det betyder, at et flertal i København Kommunes Borgerrepræsentation i november 2021 besluttede at arbejde på, at de mest udsatte borgere skulle samles i Socialforvaltningen. Problemet er, at beskæftigelseslovgivningen spænder ben. Derfor har vi brug for Christiansborg til at vende lovgivningen på hovedet. For lige nu er den et sandt studie i micromanagement uden tillid til den enkelte medarbejder. 

Derfor skal det være slut med, at de mest udsatte skal forholde sig til flere forskellige forvaltninger.

Så når landspolitikerne taler om at forbedre jobcentrene, kan de jo kigge i retning af København for at se, hvordan man laver en beskæftigelsesindsats med øje for borgernes sociale problemstillinger.

Gyda Heding, Enhedslisten

Katrine Kildgaard Nielsen, Det Radikale Venstre

Line Ervolder, Det Konservative Folkeparti

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Det er et længe ventet initiativ fra en kommune, der før har været kritiseret for at være et eksempel på, hvor arbitrært og retsløst man kunne behandle syge og handicappede borgere i Jobcenteret.

Forhåbentlig vil andre kommuner følge efter, og flytte mennesker med sygdom, handicap og nedsat arbejdsevne tilbage fra beskæftigelsesforvaltningen til socialforvaltningen.
Og det burde politikerne på Christiansborg lytte til.

For det kræver meget mere.

Det kræver gennemgribende ny lovgivning om førtidspension, fleksjob, sygedagpenge, kontanthjælp, etcetera.
Og det kræver, at der gøres noget for retssikkerheden, der som det er idag, sejler mere eller mindre i sin egen sø.
For eksempel har Ankestyrelsen ikke sanktioneret én eneste kommune for at bryde loven, selvom den har behandlet over en halv million klager.
Selv når det sker systematisk:

https://www.altinget.dk/arbejdsmarked/artikel/udsatteraad-og-handicapfor...

De lange ventetider på sagsbehandling og uendelige ressourceforløb bør der også gøres op med, især da den vedtagne afklaringsret nu hænger i en tynd tråd efter det nylige folketingsvalg, da den ikke nåede at blive endeligt vedtaget ved lov.

https://www.information.dk/indland/2022/06/kontanthjaelpsmodtagernes-nye...

Derudover kræver det en forbedring af kommunernes økonomi med serviceloft, budgetlov og flere penge til regioner og kommuner, samt en ændring af hele det ideologiske mindset bag den førte politik over for de syge.

Det kræver i særdeleshed også en øget vægtning af og respekt for lægers vurderinger af borgerens helbred.

Og sidst men ikke mindst, kræver det bedre kvalificerede sagsmedarbejdere i kommunerne, helst egentlige socialrådgivere, og det kræver at der gives ordentlig tid til den enkelte sagsbehandler til at oplyse sagen inden den skal vurderes. 

Der er nok at tage fat på!

Sara Sindberg Bentsen, Thomas Tanghus, Mette Johansson, Katrine Damm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar