En flertalsregering bør tænke kulturen ind i løsningerne på tidens store udfordringer

Vi har haft den laveste stemmedeltagelse i dette årtusind og et historisk højt antal blanke stemmer. I mine øjne har det aldrig været vigtigere at styrke kunsten og kunstnerens rolle i samfundet som et demokratisk værn.

For splittelsen virker stor mellem land og by. Mellem unge og ældre. Mellem dem, der tror på politikerne, og dem, der ikke gør.

Mange tror stadig, at kunsten er et filantropisk projekt for lidenskabelige sjæle. Sandheden er, at kunst er nødvendig for at træne vores demokratiske muskel – og binde os sammen som folk.

Derfor har jeg et klart ønske til det nye Folketing og til en kommende regering: I må foretage et paradigmeskift i kulturpolitikken og i jeres forståelse af kunstens rolle i demokratiet og menneskets liv.

Vi har brug for politikere, som fører aktiv kulturpolitik. Det må gerne betyde flere penge til kunsten – klart. Men nok så meget handler det om, at man på Christiansborg begynder at sammentænke kunst i Sundheds- og Ældreministeriet, Erhvervsministeriet og andre ministerier.

Og som jeg vil komme ind på til sidst. Så er kunst en stærk demokratisk kraft, vi risikerer at svække i krisetider – medmindre politikerne tør prioritere den.

Bare se på coronakrisen. Det viste sig til politikernes overraskelse, at fællessang, kunst og kultur var en styrke for solidaritet, samfundssind og det sammenhold, som skulle bære os igennem krisen. Det bør en ny regering huske på. For inflation og energikrise rammer allerede hårdt og tvinger flere scener og koncertsteder til at holde lukket.

Myten om kunst som byfænomen

I første omgang er der behov for, at politikerne starter så simpelt et sted som at anerkende kunstnerne for deres samfundsbidrag.

Vi husker fortidens kunstnere for deres bedrifter, der har smedet os stærkere sammen som land. Desværre har flere politikere en tendens til at tage afstand fra det elitære, eller ligefrem skjule deres forbrug af for eksempel opera. Ingen nævnt, ingen glemt.

Og det er dumt af to årsager. For det første er det fejlagtigt og fornedrende over for de danskere i landdistrikter og små byer, som faktisk bruger scenekunsten.

Lad mig præsentere nogle eksempler.

I 2018 var der flere koncertarrangører i Sydjylland end i København. Der er cirka lige så mange danskere, der lytter til musik i Faaborg som på Frederiksberg ifølge Danmarks Statistik. Og i Jammerbugt Kommune bruger man flere penge på kulturen end København pr. indbygger.

Så når man negligerer kulturen, negligerer man hele landet. En vigtig dagsorden på Christiansborg er jo, at livet i yderområderne er truet af, at der ikke længere ligger en folkeskole, politistation og købmand tæt på.

Men forestil jer, hvis der oven i den udvikling stopper med at komme scenekunst og musik ud til koncert- og forsamlingshuse, spillesteder og teatre? Det ville næppe binde Danmark bedre sammen. Tværtimod.

Hvad de fleste politikere og holdningsmagere glemmer er, at artister og musikere er nogle af dem, der kender og arbejder for danskerne, som de er flest. Vi rejser land og rige tyndt for at samle borgerne om fælles oplevelser.

Dansk Industri ser endda, at kulturen kan skabe 36.000 job og værdi for 22 milliarder kroner. Derfor anbefaler selv arbejdsgiverne, at Danmark satser langt mere på kulturen.

Kunsten spiller også en kæmpe rolle for vores mentale ve og vel. Kunsten er en ventil for vores følelser. Kunsten er med til at forme vores identitet. Kunsten giver os et rum for fordybelse og refleksion. Kunsten danner ramme om vores fællesskaber. Derfor er det ærgerligt, at kunst i politik tænkes som et lille ressortområde. Læg oveni, at kulturministeriet ligger i bunden af regeringens egen rangering, når en minister udpeges.

Jovist, er man i flere kommuner begyndt at ordinere musik til stressramte, dans til demente og malerkurser til deprimerede medborgere. Resultaterne er lovende, men mangler dokumentation og uddannelse til at støtte op om nødvendige kompetencer. Og det er ærgerligt – ikke mindst for det stigende antal danskere, der mistrives psykisk. Christiansborgs fokus på kvalitetstilbud af kunst i sundhedsvæsenet og folkeskolen mangler, og et stort potentiale går tabt.

Den femte demokratiske søjle

I Tyskland har de netop højnet tilskud til kunstlivet på finansloven med hele syv procent. Argumentet er, at »det aldrig før har været mere nødvendigt at styrke demokratiet«. Danmark er ikke i nærheden af at være så fremsynet, selv om vi gennem mange år har haft et solidt støttesystem. Til at starte med kan vi bytte ordet ’støtte’ ud med ’investering’.

Vigtigst er nemlig kunstens afgørende rolle for demokratisk vækst og debat. Jeg påstår, vi kunne kalde det ’den femte søjle i demokratiet’.

Se bare hvad for eksempel Yahya Hassans digte gjorde ved venstrefløjens forståelse af problemer i indvandrermiljøer. Derfor bekymrer det mig, når politikere peger bestemte forfattere ud, som man mener bør fratages hæder og støtte. Her savner jeg, at ansvarlige politikere går i brechen for forsvaret af den frie kunst og tanke.

Det, politikere ofte glemmer, er, at vi i et demokrati har brug for en alsidig kunst, der sætter perspektiv på Nye Borgerlige såvel som Enhedslisten.

Den frie kunst og tanke får svære vilkår, hvis politikerne hugger en økonomisk sabel i knæet på kunstnere, de finder irriterende. Det er ikke noget, vi gør i Danmark, men i lande, som ingen af os ynder at fremhæve.

Vi har derimod brug for en offensiv kulturpolitik. Så hvad skal politikerne gøre?

En offensiv kulturpolitik handler faktisk både om at styrke kvaliteten i kunsten, hos kunstneren og i mødet med borgerne. Men den handler også om at inkludere dem, som har mindst.

Vi har nogle indikationer på, at der er en stor ulighed i, hvem der forbruger kunst. Det er med til at øge polariseringen mellem samfundsgrupper, fordi vores fælles dannelsesgrundlag smuldrer. Her er det oplagt at bruge kunsten til at styrke sammenholdet på tværs af kulturforskelle.

Det gælder også på tværs af Danmark. Tal fra Kulturbarometeret viser, at 43 procent af befolkningen ville ønske, at der var en større geografisk spredning i kunst- og kulturtilbud i Danmark.

Og slutteligt bør politikerne fokusere på fremtidige generationers møde med kulturen. Forbruget af kunst hos unge flytter sig, og det fælles dannelsesprojekt ser helt anderledes ud i en globaliseret verden. Jeg er ikke bekymret for, at ny teknologi gør musikken dårligere. Jeg er bekymret over de nye borgere, som udelukkende møder kunst defineret af algoritmer, der er centraliseret hos multinationale techgiganter.

Jeg vil ønske, at det nye Folketing samler kræfterne om at komme med forslag til, hvordan kulturpolitik kan binde Danmark bedre sammen og hjælpe danskerne gennem endnu en svær tid. En markant opprioritering af kunstnernes rolle i samfundet og en styrket kulturindsats kan mindske mistrivsel og styrke vores demokratis helbred og gøre yderområderne rigere på det liv, de selv efterspørger.

Sara Indiro er forperson for Dansk Artist Forbund