Kommentar

Følger Mette Frederiksen ikke med i svensk politik?

Efter folketingsvalget er Danmark på vej ud ad samme spor, som har ført Sverige ud i politisk elendighed: Politik ’hen over midten’ giver ingen mening, når det ikke længere er arbejderbevægelsen og lønmodtagerne, der bestemmer, hvor midten ligger
Mette Frederiksen bør kigge mod Sverige for at se, hvordan en midterregering i virkeligheden folder sig ud – og lade sig påvirke af, hvad hun ser hos naboen, skriver Åsa Linderborg i denne kommentar.

Mette Frederiksen bør kigge mod Sverige for at se, hvordan en midterregering i virkeligheden folder sig ud – og lade sig påvirke af, hvad hun ser hos naboen, skriver Åsa Linderborg i denne kommentar.

Jens Dresling

Debat
18. november 2022

Danmarks socialdemokrater har fået deres bedste valg siden 2001. I det nyvalgte folketing råder rød blok over sin egen flertalsmulighed. Alligevel afsøger Mette Frederiksen nu mulighederne for at danne en regering hen over midten, eventuelt med Moderaterne.

Man skulle tro, hun overhovedet ikke havde fulgt med i nyere svensk politik.

Sverige har i de seneste år oplevet midterpolitik i så store mængder, at det efterhånden er umuligt at sige, hvornår miseren begyndte. Men lad mig sætte skellet ved 2006 og den såkaldte Allians-regering.

Det var, dengang Fredrik Reinfeldt hittede på den snedigste trolddomskunst i svensk politisk historie, da han begyndte at kalde sine neoliberale Moderaterna for »det nye arbejderparti«. Vi er de sande socialdemokrater, erklærede han. Og strøede om sig med citater fra Olof Palme og andre røde koryfæer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Martin Jacobsen

I disse tider med stigende priser på alt slås politikerne om hvem der skal have magten. Men i en stigende del af befolkningen handler det om at undgå at blive smidt ud at boligen, og for flere og flere om at vælge imellem at få mad på bordet eller betale for medicin. Hvis der var en anstændighed i beslutningslokalerne, ville overførselsindkomsterne stige med de stigende priser på mad og andre nødvendigheder, og den nuværende krise skulle betales af dem som har fået store formuer ud af systemet. Det er det man kalder en ikke inflationsskabende omfordeling. Men der hersker en hensynsløs velfærdskrig i dette land, fattigdommen og uligheden mørkelægges. Meningsdannerne stå sammen med den borgerlige fløj, for at få skattelettelser.

De borgerlige har haft magten i femten ud af tyve år. Vi har set bevidst fattigdomsskabelse og stadig øget ulighed. De to år med Thorning fortsatte den borgerlige økonomiske politik pga. De Radikale. De sidste tre år med Socialdemokraterne har ikke rullet de sociale nedskæringer tilbage som Lars Løkke Rasmussen skabte.

"En midterregering skal få os trygt igennem usikre tider." Igen strander hele præmissen på et ord: "os". Ordet "os" betyder for politikerne middelklassen og overklassen. Halvdelen af rød blok, nemlig venstrefløjen bliver endnu engang usynliggjort, det er således Socialdemokraterne ser verden.

Nogle hævder at en bred regering vil sikre trygheden for arbejderklassen, men hvis de synes at Thorning regeringen var asocial med mange forringelser for bl.a. arbejderklassen, hvorledes bliver så en regering med Socialdemokraterne, Lars Løkke Rasmussen og Ellemann?

En midterregering handler om at øge uligheden. Lars Løkke Rasmussen siger det lige ud: "En midterregering handler om at udelukke venstrefløjen". Det projekt er nu fuldstændigt slået igennem hos Socialdemokratiet.

Lars Løkke Rasmussens vælgere er fortrinsvis mænd med en årsindtægt over en million, med andre ord handler det projekt, uanset hvad han siger i pressen, om at forbedre vilkårene for overklassen, ligesom De Konservatives projekt, og om at trække vælgere væk fra rød blok og over til blå blok. Intentionerne med en midterregering er at de borgerlige skal ind i statsministeriet, med alle midler. Lars Løkke Rasmussens femte-kolonne-virksomhed er nemt gennemskueligt.

Hvis demokratiet virkede, ville rød bloks vælgere i fire år få forbedringer, og venstrefløjens vælgere ville få halvdelen af forbedringerne. De næste fire år er det så blå blok vælgeres tur. Således er det ikke gået i årtier. Hvorfor?

Mette Frederiksens fremtid som statsminister blev afgjort i samme øjeblik hun lukkede landbrugets afdeling for mink. Den sag alene viser os mere om magtforhold i Danmark end nogen andet. Det var den borgelige presse som gjorde det beskidte arbejde med at hjernevaske hele befolkningen, med hver dag, fireogtyve timer i døgnet, at råbe op om mink. Overklassen har opbygget en effektiv politisk firewall ved arbejdsgivernes interesseorganisationer, lobbyistvirksomheder, omkring halvtreds tænketanke samt den borgerlige presse. Investeringer i politik kommer tifold tilbage. Rød blok er nu ude af stand til at forbedre den sociale situation som Lars Løkke Rasmussen smadrede.

Politik afgøres i medierne, men ideerne starter bag lukkede døre. Borgerne er sat på sidelinjen. Demokratiet er indskrænket. I alt højere grad er demokratiet en illusion, en myte vi får fortalt. Uligheden er steget i fire årtier, det er ikke et tilfælde. Flertallet ville aldrig tillade at uligheden steg, hvis der faktisk eksisterede en borgermagt.

Lars Løkke Rasmussens tale om en midterregering handler om den sædvanlige kamp om at flytte vælgere over midten, i dette tilfælde fra rød blok til den borgerlige. Vi så det samme taktiske spil op til valget i 2019, hvor Socialdemokratiet omfavnede DF, nogle medier talte om et ægteskab. Dengang lykkedes det at flytte vælgere den anden vej, naturligvis hjulpet af at DF blev overmodige, og åbent erklærede at de havde varme forbindelser til de yderliggående højreorienterede kræfter i Europa.