Jeg ville give min familie mit efternavn, fordi jeg er manden. Så slog vi plat og krone

»Lad os bare kalde hende Sydradal,« siger min kæreste endelig en dag, hvor vi går barnevognstur på Frederiksberg Kirkegård. Det har været en stor ting imellem os.

»Jeg synes stadig, det hele lugter lidt patriarkalsk,« fortsætter hun, »men det kan jo i princippet lige så godt kan være dit navn som mit. Du giver dig ikke, så nu gør jeg. Ellers kommer vi aldrig videre.«

Vi lægger låg på, giver vores datter Sydradal til efternavn, og (især jeg) taler ikke for meget om det.

Indtil nu. Nu er vores to døtres navne pludselig oppe i luften igen.

Fordi jeg er manden

Jeg hedder Tobias Sydradal Lund. Jeg bliver døbt i 1990 og får både min fars mellemnavn og efternavn.

Det her helvede bryder løs, da min kæreste og jeg i 2018 skal blive enige om vores første datters efternavn. Jeg tænker, det skal være Sydradal. Min kærestes udgangspunkt er, at det er noget forældet bullshit, hvis vi lader mit, mandens, navn blive det sidste. Det vigtigste.

Jeg er også feminist. Men desværre ikke altid pr. refleks.

Sandheden er, at jeg havde en forventning om, at mit efternavn skulle blive det sidste, fordi jeg er manden. Ikke fordi jeg synes, mænd er vigtigere end kvinder. Nok nærmere fordi det lod til at være kutymen: Hele min opvækst har jeg uden problemer kunnet tage det for givet, at når jeg hørte et efternavn, så fortalte det noget om, hvem manden i familien var.

Det virker ikke til at være meget anderledes i dag. Når jeg spørger Danmarks Statistik, så møder jeg tal, der tyder på, at kvinder i langt højere grad end mænd skifter efternavn, når de gifter sig. I 2021 stod kvinder for tre ud af fire efternavneskift. Hverken Danmarks Statistik eller Kirkeministeriet har opgørelser over, om børn oftest får deres fars eller mors navn som sidste efternavn.

At mit navn skulle stå sidst, fordi jeg er manden, var ikke en udtalt forventning i mig. Det er først langt senere, jeg indrømmer – også over for mig selv – at det blandt andet var dét, der lå til grund.

I diskussionernes hede argumenterer jeg kraftigt og af urent hjerte for, at det skal være Sydradal, fordi det er det eneste efternavn, der stammer fra en kvinde: min farmor, som var den første, der fik navnet. Dét er da feminisme, hva’?

Jeg taler og taler og ignorerer følelsen af, at jeg godt ved, det er mit eget mindreværd, jeg forsøger at holde for døren: Hvad vil de andre mænd mon tænke, hvis jeg ikke får mit efternavn som det sidste? Tøffelhelt?

Lige muligheder

To et halvt år senere får vi en datter mere.

»Skulle hun så måske have mit navn til sidst,« spørger min kæreste, og så er vi i gang igen.

Men noget er anderledes denne gang. Jeg er. Jeg har arbejdet med mit selvværd og har over en bred kam fået det meget bedre med, hvem jeg er. Desuden har det ansporet min feminisme, at jeg har fået to døtre. Forhåbentlig havde jeg været en lige så feministisk far til to sønner, men jeg tvivler.

Det er stille og roligt gået op for mig, hvor bekvemt det mange gange kan være at være mand. Og hvor ufortjent det er. Jeg vil gerne have, at mine døtre vokser op i et samfund, hvor de tillægges lige så stor værdi som deres jævnaldrende af hankøn.

Begge mine døtre hedder nu Sydradal til efternavn. Jeg synes, det er et flot navn. Men det stinker stadig lidt. Stanken fra den diskussion, navnet blev valgt under, er aldrig helt forduftet.

Min kæreste foreslår, at vi gør det om. Slår plat eller krone om, hvad vores døtre skal hedde til efternavn. Men det synes jeg alligevel er for meget, for mærkeligt, hvis vi ud af det blå skulle ændre kun deres efternavne.

Alligevel vil jeg gerne af med stanken. Så jeg slår en større handel op: Hvad med at ændre navne i forbindelse med, at vi skal giftes til næste år? Det ligner en mere almindelig anledning, tænker jeg. Min kæreste – og forlovede – er med på den.

Det mest feministiske er vel, hvis både jeg og pigerne tager min kærestes efternavn?

»Ikke nødvendigvis,« siger min kæreste og fortsætter:

»Feminisme handler jo bare om at have lige muligheder. Men vi to kan ikke længere tale om, hvad vi helt objektivt synes lyder bedst. Den diskussion er sjasket ind i alt for meget bagage og indlærte forventninger til vores køn. Plat eller krone ville være fair – det ville være frigørende.«

Jeg tror, hun har ret. Men det fylder mig med en let panik: forestillingen om mønten, der snurrer hidsigt rundt i luften, før den alt for pludseligt lander og bestemmer, hvad vi skal hedde. Så jeg tøver. Prøver stadig at gøre det til noget, jeg selv kan afgøre.

Familien Frejvald

Min kæreste vil ikke tage mit navn. Hun kan lide sit navn uforandret. Frigjort af gammeldags forventninger til kvinder og som et symbol på hendes uafhængige identitet; den fornemmelse, man har af sig selv, når man er alene.

Så der kommer aldrig til at stå familien Sydradal på vores postkasse. Men der kunne godt komme til at stå familien Frejvald – min kærestes efternavn. Hvis jeg traf det valg – og det er det eneste, jeg har mulighed for at træffe uden mønt – ville det stemme godt overens med noget, jeg i øvrigt også går og mener: at familielivet tillægges for ringe værdi i vores samfund.

Jeg tror, vi er for optagede af at være unikke individer, der skal ud og opnå lykke og succes hver for sig. I stedet oplever jeg, at der er en fundamental tilfredshed at hente, hvis man har gode relationer til sin nære flok: familien – og de tætteste venner, for den sags skyld.

Jeg synes, der er noget menneskeligt smukt og individuelt frigørende over at lade sig hengive til familiens større sammenhæng. At forpligte sig på hinanden og lade sig forandre af hinanden. Et fælles familienavn til min lille kernefamilie afspejler de værdier, synes jeg.

Når jeg får stemt følelserne så højt som i det, jeg lige har skrevet, virker familien Frejvald som et ligetil valg.

Men så snurrer mønten i mit hoved. Lander den på krone, hedder vi familien Frejvald. Bliver det plat, hedder pigerne og jeg Sydradal til efternavn, mens min kæreste hedder Frejvald. Pigerne har desuden stadig et mellemnavn fra deres mor, ligesom de følger hendes families tradition for et ekstra fornavn.

Jeg kommer i tanke om, at familien Sydradal slet ikke er på bordet, og at det irriterer mig.

»Men hvorfor egentlig?« Min ven Martin ser situationen lidt udefra:

»Er det, fordi du gerne vil have, at hun også giver noget, nu hvor du giver hende muligheden for, at I alle tager Frejvald som efternavn?«

Ja, det er det vist. Ville det ikke være mere lige?

»Du står jo dybest set bare i en situation, der minder om den, kvinder altid har stået i. Men det er jo kun, når du selv insisterer på, at I skal hedde det samme, at I ikke står helt lige. Og det er jo dine egne værdier, du insisterer ud fra – så det er måske også meget fair, at det er for din egen regning.«

Men hvad med Familien Friskov? En fordanskning af Frejvald. En ny fælles fane for familien! Nej, det bliver for konstrueret. Jeg ved det ikke. Føler mig slap og ubeslutsom. Mønten snurrer i mit hoved.

Min kæreste kaster mig en redningskrans:

»Måske er det på tide, du lader være med at overtænke det her mere. Kommer det så ikke også bare til igen at lugte lidt for dig bagefter? Jeg synes, du skal tage imod mit forslag om plat eller krone. Jeg tror, det ville være dejligt befriende for dig.«

Hun har ret.

En almindelig eftermiddag, halvvejs oppe ad Valby bakke, kaster vi en mønt i vejret. Den snurrer næsten ikke; skifter bare side et par gange undervejs, før den blødt lander på jorden.

Krone.

Familien Frejvald.

Velduftende.

Tobias Sydradal Lund er journalist og hjemmepasser