Kronikken bragt i Information den 28. november om sammenhængen mellem sociale forhold i nabolag og beboernes mentale helbred rejser en interessant problemstilling om, hvordan danskernes mentale helbred er socialt skævt fordelt. En vigtig pointe, som jeg ser som en afgørende faktor for den mentale mistrivsel, er, hvordan storbyer generelt kan forværre ens psykiske helbred ved en uholdbar høj befolkningstæthed.
Som byplanlægger stiftede jeg for mange år siden kendskab med den amerikanske antropolog Edward T. Hall og hans syn på storbyernes problemer, som jeg mener er yderst relevant at inddrage.
I 1965 udgav han bogen Den skjulte dimension, der ud fra en biologisk vinkel sammenholder amokadfærd hos pattedyr med mennesker, som trænges sammen i større og større enheder i mere segregerede byer, når det kommer til klasse, etnicitet og kultur. Hall mener kort sagt, at storbyer udgør en trussel mod vores mentale sundhed.
Mennesket som pattedyr
Vi ved allerede fra dyrenes verden, at det kan få katastrofale følger, når deres habitater overbefolkes. Overpopulationer udgør nemlig en neurologisk og biologisk belastning, der kan føre til aggression, apati og afmagt for dyrearterne.
Alle pattedyr har et mindstekrav for rum og afstand i forhold til artsfæller, som er noget, der udgør selve organismens kritiske rum. Det hænger evolutionært sammen med egen overlevelse.
Når så den kritiske afstand overskrides ved overpopulationer, påvirkes binyrernes cellestruktur. Langvarig hyperaktivitet i binyrebarken kan medføre alvorlige stofskifteforstyrrelser, og fordi binyrerne spiller en afgørende rolle for både vækst, formering og angrebs- og forsvarsberedskab, vil det også påvirke dyrenes mentale tilstand.
Territorialitet er vigtig for bevarelsen af arten og for dens indbyrdes individuelle og sociale relationer, både inden for populationen selv og i forhold til fremmede flokke og arter, og det udgør et grundlæggende adfærdssystem for alle levende væsner.
En overpopulation i dyreverdenen indebærer både en overstimulering og sammenbrud af sociale relationer, der kan føre til krise, panik og kollaps af bestanden. Og da mennesket jo også er et pattedyr, betyder dyreverdenens territoriekrav derfor også noget for os.
Storbyer stresser os
Hall skriver: »Vi står som art over for en række destruktive forhold grundet befolkningskoncentrationen i byerne, der er mere livstruende end bomber, og som skyldes vores biologiske natur. Men vi har også en kulturel dimension, set som en evolutionær ekstension, der betyder, at vi kan udvikle sociale og kulturelle systemer, som gør det muligt at udholde populationstætheder, vi ikke er biologisk gearet til.«
Hans budskab til os byplanlæggere var derfor, at det er uforsvarligt ikke at se på den menneskelige patologi i forhold til at se byens kulturelle, sociale, fysiske, økonomiske og politiske strukturer som en samlet helhed.
Spørgsmålet er så, om ikke den fortsatte befolkningstæthed i store byer også spiller ind på et stigende antal mennesker med mentale lidelser?
For som Hall siger: »Mennesket er ligesom andre dyr sin biologiske mekanismes fange, hvorfor studier af dyreadfærd er relevante for at forstå menneskelig adfærd, der påvirkes af de vekselvirkninger og sammenstød mellem klasser og grupper, som opstår grundet de forskellige kulturelle, sociale, og økonomiske forhold, vi finder hos populationer i tætbefolkede byer«.
Når vi i modsætning til andre pattedyr har lært at udholde at bo tæt, skyldes det, at mennesket gennem evolutionen har udviklet en kulturel ekstension af vores biologiske organisme i kraft af evnen til at tale og samarbejde. Dette har været en betydningsfuld del af fundamentet for vores organisering i bysamfund.
Det er fortsat vores kulturelle ekstension, der gør det muligt for os at tage de valg, der skal til, for at kunne organisere byens sociale og fysiske strukturer, så vi kan holde ud at bo der.
Det kræver et politisk og fagligt udgangspunkt i en byplanlægning, der ud fra en målrettet plan kan skabe sunde bysamfund med gode sociale fællesskaber for alle, hvis vi vil undgå at bidrage til den fortsatte nedbrydning af vores mentale sundhed.
Det kræver også, at vi bryder med de individuelle kulturopfattelser, der strukturerer vores opfattelser af andre mennesker; noget, der ofte bidrager til andres eksklusion og isolation inden og uden for byens rammer.
Til slut kræver det et brud med den vækstcentrerede økonomiske politik, som i dag dikterer byudviklingen. Den kapitalistiske byudvikling skaber større befolkningstæthed gennem grundspekulation og færre friarealer til et stigende antal mennesker. Hertil kommer også øget trængsel af forurenende køretøjer og tætpakket kollektiv praktik, som udløser åbenlys vrede og aggression. Vores instinktive kritiske afstand overskrides nemlig hver dag, og som stressfaktor udgør det også en stigende trussel for vores mentale helbred.
Nyt byplanlægningsparadigme
Den spekulationsdrevne byudvikling, vi har set i de seneste 25 år, er et resultat af en politisk kultur, der øger uligheden og udelukker mange mennesker fra at bo i byen. Samtidig er byen domineret af en individualistisk konkurrence- og præstationskultur, som uundgåeligt påvirker vores psyke negativt.
Når vi ikke magter alt det, som familie, venner, arbejde og uddannelsessystemet kræver af os, eller når vi ikke har råd til at deltage i den forbrugeristiske kultur, der kræves af os, fører det også nemt til sammenbrud af sociale relationer.
Vi udsættes konstant for tilbud fra kommercielle sociale medier, og alt for mange lider af daglig stress enten for at følge med ræset, eller fordi de ekskluderes i den forbruger- og eventstyrede storby, som udgør en regulær og usund overstimulering.
I lyset af at pattedyrs evolutionære psyke ikke er gearet til vedvarende stress, er det ikke underligt, at vi ser et stigende antal mennesker med psykiske problemer og anden uhensigtsmæssig adfærd. Så vi er tilbage ved det problem, som Hall fremhæver som en af følgerne ved overpopulationer; at stress skaber en langvarig hyperaktivitet i binyrebarken, hvilket har en afgørende rolle for dyrets mentale tilstand. Der er altså behov for, at vi stopper med at behandle samfundsskabte problemer med lappeløsninger frem for at tage fat om ondets rod: Nemlig at se på det moderne bysamfund og dets kultur.
Storbyer er derudover umådeligt energikrævende og den måde, de fungerer på nu, er ikke bæredygtigt i et klimamæssigt perspektiv. Vi har i stedet brug for byspredning i mindre urbane, bæredygtige enheder med balance mellem bolig og arbejdssted lokaliseret rundt om i landskabet.
Gerne som delvist selvforsynende byenheder, der bygger på sociale og inkluderende kulturelle fællesskaber. Hermed kan vi få en udvikling af en samfundskultur, der kan komme de miljøskabte sindslidelser og klimaproblemer, vi ser nu, til livs.
Med andre ord: Det kræver, at vi skifter profit- og vækstparadigmet ud med en økosocialistisk omstilling, der ud over hensynet til naturen også varetager menneskers kulturelle, sociale og biologiske tarv, ellers risikerer vi, at den nuværende mentale mistrivsel forværres.
Hanne Schmidt er arkitekt
Det lyder som en god ide.
Hvordan gør vi det?
Landsbyromantik med mange fremmedord.
Mennesker frem for profit.
Tak for et godt indlæg.
Edward T. Hall er amerikaner. I USA findes der store tætbefolkede byområder. I vores hovedstad København er der strenge krav til hvor højt, der må bygges. Befolkningstætheden er ikke stor sammenlignet med andre hovedstæder. I 2017 boede der ca. 602.000 mennesker i København. Cirka det samme antal mennesker som der boede i København i 1972. I internationalt perspektiv kan København næppe kaldes en storby.
Jeg tror faktisk København er den mindste by, der har en metro?
Spændende hypoteser med at sammenligne stressfaktorer med andre pattedyr. Men der må også kunne være noget andet der bekræfter dette. Fx var befolkningstallet i 1950 højere end nu for København. Samtidig er der vel også brugt større areal til beboelse end 1950. Frederiksberg har større befolkningstæthed end København - trivselstal kunne sammenlignes. Det kunne være spændende med et socioøkonomisk perspektiv.
Endelig mener jeg ved flere lejligheder at have hørt at større byer mere energieffektive.
Så enig, så enig med HS.
Vi mangler lige det der med den økosocialistiske omstilling. Valget viste ikke den helt store interesse for ideen, så hvad skal der til? At folk mistrives giver dem ikke uden videre en anden politisk indstilling. Der skal undervisning til og det man kalder påvirkning i den rigtige retning. Det er altid problematisk, for der skal ikke meget påvirkning til, før der bliver råbt, Nordkorea. Jeg kan huske, da Dan Jørgensen anbefalede forældre at tale med deres børn ved aftensmåltidet. Det faldt nogle hårdt for brystet.
Jeg håber, at SH bare vil blive ved. Go for it!
Til Rune Møller. Ja befolkningstætheden var endnu værre i 1890, og vold og slagsmål var gængs . Det var det også i 50'erne, men alt andet lige var der også en stor inkluderende arbejderklasse, som holdt sammen i et social, politisk og kulturelt fællesskab, , og hertil naboskaber hvor man hjalp hinanden.
Men de elendige boligforhold og tætheder indebar jo også masser af aggressioner, gnidninger og sygdomme, som man netop forsøget at imødegå med de moderne byggerier med grønne arealer og gårde. I dag er der statistisk set mindre vold end dengang, men derimod mange flere med psykiske problemer.
Nu bygger man langt højere og lige så tæt som på Nørrebro end før gårdsaneringerne. Uanset et langt større boligareal oplever mange at føle sig socialt isoleret, hvilket er kulturelt betinget i en samfundskultur i byen der fragmenteres af et utal af subkulturer, der ofte lukker sig om sig selv, eller kommer og går.
Det, vi skal have, er et på alle måder bæredygtigt samfund. Det er der efter min mening ingen, der skriver om. Alternativet? Prøv at nævne ordet kapitalisme… Vil EL afskaffe kapitalismen? Ja, men EL går meget stille med det, for det kunne jo ske, at nogen hørte det.
Vi er der, hvor det ikke bliver til noget, og det skal det nok heller ikke, for det går jo meget godt, så hvorfor lave noget om? Det er grundindstillingen både til højre og venstre. Derfor skal højre og venstre side nok finde ud af at danne regering, for der er ingen afgørende forskel på dem. De vil det samme: Op med forbruget, så vi kan styrte os i afgrunden.
Det vil de aldrig indrømme, men kursen fortæller alt.
Du har ret. Partiets parlamentariske repræsentanter gør ikke meget for at promovere socialistiske alternativer, og det gør den fagbevægelse der engang rykkede jo heller ikke. Men vi er da stadig en stor gruppe medlemmer der endnu ikke har mistet modet. Men vi savner at folkelige organisationer går ind i kampen.
Det gælder også for mange grønne kræfter, som reelt er social liberale. Socialisme er jo ikke deres kop te.
Det forekommer at hele den middelklasse-gørelse af store dele af samfundet som socialdemokratiet har støttet siden 60'erne (med retten til villa, Vovse og Volvo) har givet bagslag.
Oprør 1968 og strejker i 70'erne var åbenbart blot de sidste krampetrækninger efter over 100 år kamp. En periode som en del af vores yngre mf'er herunder P. Skipper i Politiken kalder umoderne.
Der er nu noget galt ved at et socialistisk parti i den grad domineres af en lille veluddannet middelklasse, som har sat klassekamp på vågeblus og ikke evner at mobilisere en arbejderklasse, hvor mange heller stemmer på reaktionære borgerlige partier. Hvis man ikke evner at forklare hvad man vil eller hvor man vil hen med sin øko-socialisme er det selvfølgelig en tabersag.
Hanne Schmidt: Økosocialisme, Rød-Grøn, Bæredygtigt samfund og hvad man ellers kalder barnet har svært ved at manifesterer sig i det synlige rum. Det bliver mest til ‘klatter’ rundt omkring og personlige tilkendegivelser. Det er svært at få skovlen under kapitalismen, og den mest almindelige indstilling er da også, at den bare skal rettes lidt til. Den er lidt syg for tiden og skal bare have lidt fred, så skal den nok blive god igen.
Jeg har det ene ben i klimabevægelsen og det andet i EL. Klimabevægelsen vil gerne favne alle og går derfor stille med samfundsforandringen. EL har vel sin berettigelse som de små og fattiges parti. Det er utænkeligt, at vi kan vinde de fire tabte mandater tilbage ved at slå på ideologien, den ideologi vi selv er i vildrede med.
Der mangler i den grad en grøn-rød fløj, der kæmper for en ægte, grøn socialisme, hvis førsteprioritet ikke er vækst og arbejdspladser. Følgen af det undgår ikke at blive nedgang i forbrug, som retteligt bør hedde opgang i ansvarlighed. Vi kan dog ikke spise ansvarlighed, og vi ødelægger Jorden med vækst. Det er det dilemma, der skal løses, og det er vi nogle, der skal tage fat på nu.
Prøver at finde dig på nettet.