Læserbrev

Vi skal have de internationale studerende tilbage for at løse manglen på arbejdskraft

Dansk Erhverv har lidt et omsætningstab på 176 milliarder kroner i 2021 grundet den generelle mangel på arbejdskraft. Derfor er de internationale studenterpladser vigtigere end nogensinde før. Specielt på de tekniske uddannelser
De internationale studerende er en berigelse for de danske erhvervsakademier, skriver forkvinde for Danske Erhvervsakademiers Studenterorganisation Mia Wilkenskjeld Jørgensen.

De internationale studerende er en berigelse for de danske erhvervsakademier, skriver forkvinde for Danske Erhvervsakademiers Studenterorganisation Mia Wilkenskjeld Jørgensen.

Sigrid Nygaard

Debat
10. november 2022

Debatter om sundhed, inflation og klima har kørt i loop gennem hele valgkampen. Dog er et nyt hot emne den akutte mangel på arbejdskraft, og ikke blot den ufaglærte, men i særlig grad den specialiserede arbejdskraft. Også før corona stod vi med en seriøs mangel på ingeniører, it-uddannede og i lignende boldgade.

Ifølge Dansk Erhverv har den generelle mangel på arbejdskraft medført et omsætningstab på svimlende 176 milliarder kroner i 2021. Samtidigt indgik regeringen også, sammen med sit heppekor hos SF og et par borgerlige, et forlig om at fjerne uddannelsespladser til internationale studerende. Og nej, det var ikke bare humaniorapladser. Det var en hel del it-faglige og tekniske pladser på de danske erhvervsakademier. Politikere fra begge blokke siger hele tiden, at den grønne omstilling kommer til at skabe arbejdspladser, men hvor skal de ansatte komme fra?

En berigelse for erhvervsakademier

Jeg studerer selv økonomi og it på Københavns Erhvervsakademi. Her har jeg mødt så mange dygtige udenlandske studerende. Jeg har mødt unge mennesker fra de baltiske og østeuropæiske lande, som får it-undervisning meget tidligere i deres skolegang. De internationale studerende er en berigelse for de danske erhvervsakademier. Og selv om det ikke er alle, der ender med at blive boende, så er dem, der gør, vildt vigtige, i kraft af den arbejdsmarkedssituation Danmark står i.

I dag er flere af mine bedste venner internationale studerende, som har valgt at bosætte sig. Men nu har jeg en kollega, som praktisk talt ikke kan få lov til at færdiggøre sin uddannelse, da den it-faglige ’top up’, han behøvede, nu er lukket. Hvem har fundet på noget så åndssvagt?

Det ved vi jo egentlig godt. Det var den stigende mængde af indvandrerfjendske levebrødspolitikere, der ville virke strammere end et par skinnyjeans fra 00’erne. Men sandheden er bare, at den politiske rap-battle i fremmedhad lige nu koster samfundet milliarder i tabt omsætning. For ikke at tale om det enorme indvandrerpolitiske bureaukratimonster, der blev sat på benene i Inger Støjbergs navn.

Flere partier har gennem seneste valgkamp kørt rundt med det slogan, at Danmarks udlændingepolitik bør være stram, men ikke tosset. Men aftalen om begrænsning af internationale pladser er fandeme tosset. Vi skal have de internationale studerende tilbage, og det skal hellere ske i går end i morgen!

Mia Wilkenskjeld Jørgensen er forkvinde for Danske Erhvervsakademiers Studenterorganisation

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her