Det er ikke udfordrende at finde årsager til trivselskrisen blandt unge. Flere eksperter peger blandt andet på det accelererende samfund, det øgede fokus på præstation, det stigende forbrug af sociale medier og pandemien. Til gengæld er der ikke ret mange, der kommer med konkrete bud på, hvordan vi som samfund løser problemet. Det er også svært, når det på mange måder er samfundets værdier og strukturer, som er en del af det.
Lad os gribe fat i præsentationspresset: Linjen er allerede lagt fra folkeskolen med nationale test og bliver kun værre op gennem uddannelsessystemet. Jeg fornemmer, at mange unge sidder tilbage med en forståelse af, at hvis man snubler på vejen, så får man ikke det liv, som man er opdraget til at stræbe efter.
For når man som barn og ung bliver målt og vejet på den måde, så bliver man tvunget til hele tiden at reflektere over sig selv og sin egen præstation. Gør man det nu godt nok til at nå i mål i samfundsræset?
Her kan det frivillige foreningsliv være en del af løsningen på trivselskrisen, fordi det netop kan noget, som resten samfundet ikke formår. Her skabes rum for samvær med andre, hvor man er sammen om noget meningsfuldt, uden at det skal handle om præsentationer. Her kan man udfolde sig og lære uden at blive målt og vejet. Det kan give følelsen af at høre til og være noget for andre, uden at det er betinget af et formål.
En oplagt mulighed er at blive frivillig i en af landets mange velgørende organisationer, for efter pandemien mangler vi alle sammen frivillige. Her kan man give udsatte børn gode oplevelser, ensomme unge selskab eller påtage sig at ændre samfundsforholdene for de svageste.
Uanset hvad du vælger, så er det vigtigste, at det er sjovt og meningsfuldt. Vi bør som samfund investere flere ressourcer i meningsfulde foreningsfællesskaber og som individer være med til at skabe, bakke op om og deltage i disse fællesskaber. Ellers bliver det svært at komme trivselskrisen til livs.
Marino Persiani er psykologistuderende og frivillig i Red Barnet Ungdom
