Kronik

Klimaaktivist: Jeg er stadig i tvivl om civil ulydighed, men det er desperate tider

Da vi afbrød Demokratiets Aften, var det første gang, jeg tyede til ikkevoldelig civil ulydighed. Det, vi gjorde, var ikke ulovligt, men vi placerede os et sted på en måde, som ikke var meningen. Og jeg er stadig i tvivl, om det var det rigtige at gøre
Mens partilederne diskuterede klima ved Demokratiets Aften i DR Byen i København, afbrød aktivister fra extinction rebellion debatten.

Mens partilederne diskuterede klima ved Demokratiets Aften i DR Byen i København, afbrød aktivister fra extinction rebellion debatten.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Debat
10. november 2022

Sidste søndag inden valget afbrød jeg sammen med en håndfuld mennesker Demokratiets Aften på DR1. Efterfølgende har vi forsøgt at forklare, hvad vi ville, og jeg har fortalt historien herfra, hvor jeg står.

Vi afbrød debatten i omtrent et minut for at sætte fokus på klimakrisens alvor og den manglende politiske handling. 

Den manglende politiske handling er en demokratisk tragedie, og det udstiller behovet for en samtale om udvidelsen af vores demokrati, så det i højere grad er rustet til at tage hånd om klimakrisen.

Vores konkrete krav med aktionen var, at der oprettes et klimaborgerting med et reelt mandat.

Men som ved mange af de protester, hvor de protesterende ikke er inviterede, bliver metoden efterfølgende heftigt diskuteret. Og det med god grund.

Det virker meget voldsomt at bryde med de vante rammer. Og selv om den klassiske demonstration på gaden også er et brud med de vante rammer, virker den ikke lige så voldsom. Vi har inkorporeret den type protest i vores samfund. Vi er vant til, at demonstrationer opstår og opløses igen.

Sådan er det ikke med den protest, vi lavede kort inden valget. Den satte sig tydeligere igennem, og modstanden gled ikke bare stille og roligt frem. Den kastede sig ud i rummet og brød med den planlagte orden i programmet.

Voldsom eller voldelig

Vi ødelagde intet fysisk, men det virkede måske voldsomt alligevel. Og grænsen mellem voldsom og voldelig er hårfin. Det sås tydeligt på reaktionen fra de politikere, der straks så det som en nødvendighed at gå fysisk tæt på os og råbe. Det sås også tydeligt, da vi blev skubbet fysisk rundt fra rum til rum i DR-byen et par timer og blev tilbageholdt af politiet, indtil vi blev sat fri, da arrangementet var slut, og pressen væk. En af vagterne fik endda gjort mig opmærksom på, at han nok skulle »lade være med at skubbe mig ned ad trapperne«.

Den voldsomme reaktion får mig til at tvivle på, om vi gjorde det rigtige. Klimakampen er en kamp mod vold. Den vold, vi udøver på naturen, på dyrene og på mennesker. Derfor skal vi ikke bidrage til den vold. Men kan en kamp være strengt ikkevoldelig? Det virker som en indbygget modsætning at kalde noget for både ’en kamp’ og ’ikkevoldeligt’.

Lige nu går en masse forskere under bevægelsen Scientist Rebellion på gaden. De benytter også civil ulydighed til at skabe fokus på både alvoren af deres klimavidenskab og deres følelse af ikke at blive hørt.

En af dem er Julia Steinberger, der er professor i økologi og økologisk økonomi i Schweiz. Hun lod sig for nylig anholde i en klimaprotest. I den forbindelse udtalte hun: »Hvis vi når det, hvilket er tvivlsomt, vil det være, fordi vi holdt op med at være forbrugere og genskabte os selv som mennesker, frie til at bestemme over vores forhold til verden omkring os og afviste udvinding, dominans og udnyttelse. Så tæt på som muligt og dog så langt fra.«

Det er nødvendigt at indgyde håb, men det er også svært. Steinberger taler ud fra en magtposition: Magten til at træde ud af sin rolle som forbruger, magten til at tage kontrollen. Og selv om jeg deler hendes drøm, skal vi ikke overse, hvor vigtig den kollektive, strukturelle handling er.

Det må ikke blive et blame game, hvor vi overser den privilegerede position, som nogle af os har mere end andre.

For der er mange mennesker, der føler, at vi overser eller direkte bekæmper dem, når vi taler klimakampens sag. Som oplever vores opråb under Demokratiets Aften som voldelige – ikke bare mod systemet, men imod dem selv. Det er min største bekymring om den protestform, vi brugte.

Glem ikke menneskene

Vi har ikke været gode nok til at fortælle, hvad klimakampen bekæmper, og hvad der kæmpes for at opbygge. Mange mennesker oplever, at vi i kampen også bekæmper dem. Mange af dem, som vi selv oplever, vi er allierede med, kan vi ikke nå. Med ’vi’ mener jeg unge klimaaktivister og tilhængere af de grønne venstrefløjspartier, der har størst tilslutning i storbyerne.

Og fremmedgørelse er et problem, fordi en stor del af klimakampen handler om forandringen af vores fødevare- og energiproduktion. Og det vedrører først og fremmest livet for en masse mennesker, vi ikke taler tilstrækkeligt med i klimabevægelsen.

Det er samtidig de mennesker, der måske får den laveste timeløn for deres arbejde, og som får mindst ud af den vækst, som deres arbejdssektorer er så optagede af at bevare.

Vi glemmer at inddrage mennesker i kritikken af de sektorer, de arbejder i. Det er, som jeg ser det, den største opgave for den danske klimabevægelse lige nu. Jeg er ked af, hvis mennesker føler, at vi bekæmper dem, når vi taler om klimaet, fordi de fleste har nok at kæmpe med i forvejen.

Dette er særligt tydeligt lige nu, hvor inflationen går amok, og energipriserne eksploderer. Og der er en risiko for, at de følte, at vores aktion overdøvede den bekymring, de har for at kunne betale deres varmeregning. At både vores opråb og utopier virker langt ude og langt væk.

Samtidig kan vi ikke ignorere, at verdens største olieselskaber har meldt rekordhøj profit i det seneste kvartal – en profit samlet fra lommerne af mennesker, der har svært ved at betale for basale behov. Vi bør ikke tale om den ene uretfærdighed uden at tale om den anden. 

Det har virket før

Store folkebevægelser har gennem tiden forandret deres samfund grundlæggende gennem civil ulydighed: borgerrettighedsbevægelsens kamp for ophævelse af racesegregering, suffragetternes kamp for kvinders stemmeret, Otpors kamp for at vælte Milošević og arbejdernes strejker.

Mange protestbevægelser har brugt civil ulydighed, og det er lykkedes mange af dem at forandre samfundet. Den historie læner klimabevægelsen sig op ad.

Men klimakampen er særlig, fordi den ikke handler om ét særligt politikforslag eller om én marginaliseret gruppes inkludering i det politiske rum. Den handler om en mere omfattende samfundsændring end nogensinde set før. Hvordan taler man til alle om alle på en gang?

For mange bevægelser har det desuden taget flere generationer at opnå forandring. Den tid har vi ikke i klimakampen. Det gør vores bevægelse fundamentalt anderledes end de historiske bevægelser, vi læner os op ad. Retfærdighed haster selvfølgelig altid, men i klimakampen er der arter, steder og økosystemer, der ikke kan reddes, hvis vi ikke lykkes med reduktionerne nu.

Og den tragiske sandhed er, at den politiske indsats indtil nu ikke har været tilstrækkelig. Klimakatastrofen er ikke afværget, og vi tager nu afsked med de mål, der blev sat i Paris i 2015. Jeg må anerkende min tvivl, min uvidenhed og min sårbarhed undervejs, mens jeg prøver at gøre noget nyt for at sætte fokus på klimaet. 

Jeg tror virkelig på, at vi kan, og at demokratiet kan forhindre klimakatastrofen og den enorme globale ulighed mellem mennesker. En ulighed, der er tydeligere end nogensinde før. 

Men vi bliver nødt til at diskutere, hvad der skal være anderledes, for at det kan lykkes. For noget må forandres. Det er åbenlyst. Derfor afbrød vi Demokratiets Aften i bedste sendetid.

Virkede vores protest, eller fremmedgjorde den endnu flere mennesker over for klimasagen? Det spørgsmål har mange stillet mig. Det mest ærlige svar er, at jeg ikke ved det.

Sådan er det at gøre noget vovet i desperate tider. Og civil ulydighed er en desperat handling. Steinberger havde ikke ladet sig anholde, hvis hun følte, at hendes forskning blev hørt. Og jeg havde ikke afbrudt debatten, hvis jeg følte, at mine bekymringer blev hørt.

Christine Roj er studerende og klimaaktivist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Sørensen

Hvor er det bare godt og eftertænksomt skrevet!

Ditlev Palm, Mads Horn, Alan Frederiksen, erik pedersen, Ejvind Larsen, Bjarne Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Lisbeth Nykjær og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar

Hvis kampen for klimaet ikke går hånd i hånd med en betydelig reduktion i antallet af fødsler, så kan Christine Roj demonstrere alt det hun vil. Voldeligt eller fredeligt. Det har ingen betydning i macroregnskabet, men er blot et tegn på afmagt.

Vi bliver mere end 200.000 mennesker flere, hver enste dag, her på jorden, 365 dage om året, og har for længst overskredet hvad vores blå planet kan bære, oksekød eller plantefars, olie eller vindkraft. Det gør reelt ingen forskel hvad vi gør i lille Danmark.

Alan Frederiksen

Efter min bedste overbevisning er "civil ulydighed" det bedste svar på politikernes manglende handling på klimaområdet. Jeg er overbevist om at jeres aktioner har opbakning i store dele af den danske befolkning. Vi venter (alle) på, at politikerne skal tage førertrøjen på i klimakampen og vise os vejen. I stedet har de vist sig at være dødvægt.

Coop 27 er der ingen der tager alvorligt. Mens gangstere bruger "whitewashing" bruger politikere "greenwashing".

Inden længe står vi overfor en 5 graders temperaturstigning og 15 meters stigning i vandstanden i havene i år 2100 . Husk politikere skal genvælges minimum hver fjerde år og der er laaang tid til år 2050 eller for den sags skyld år 2100 set i det perspektiv.

Held og lykke med jeres aktioner på menneskehedens vegne.

Morten Jensen, Jeppe Lyngsø Bundgaard, Eva Schwanenflügel, Mads Horn, Lisbet Kjeldsen, erik pedersen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Alan Frederiksen

Hvis der ikke snart sker noget på klimaområdet, må vi sætte vores lid til at Arnold Schwarzenegger kommer fra en fjern fremtid, hvor alt er gået galt pga. manglende klimahandling, og ordner det for os.

Men jeg tvivler på det sker.

Det der umiddelbart ser ud som et oplagt svar, - at selvfølgelig skal de aktivisterne have lov at afbryde den demokratiske debat, fordi deres (aktivisternes) sag er en retfærdig og god sag, - er mere kompliceret end som så. For vi står her over for det klassiske Martin Niemöller dilemma. Nemlig at hvis jeg tolererer udenomsparlamentariske aktioner for en sag som jeg sympatiserer med , må jeg så også tolerere udenomsparlamentariske aktioner for sager som jeg måske ikke er enige i, men som tydeligvis synes vigtig for de personer der udfører aktionen. Og pludselig ende i et samfund hvor jeg ikke har lyst til at være. Hvor det er gadens stormtropper der overtager magten.

Med andre ord: Går der ikke en farlig linje fra udemokratiske aktioner i det små og til fx. stormen på USA's kongresbygning. Angriberne var her tydeligvis mennesker som efter deres opfattelse ikke blev hørt af systemet, men som brændte inderligt for deres sag og derfor mente sig i deres fulde ret til at agere udenfor demokratiets rammer.

Revolutioner har deres egen indbyggede inerti som ikke lader sig kontrollere og ender desværre ofte med at æde sine egne børn.
Det tjener kronikkens forfatter til ære at hun selv gør opmærksom på den problematik. For selvfølgelig bør og skal der forsat demonstreres for klimasagen. Men hvis vi ønsker at bevare den beskyttelses indenfor retssamfundets rammer som også demonstranterne nyder godt af, er der grund til hver gang nøje at overveje om en aktion gavner eller skader.

Note: https://da.wikipedia.org/wiki/Martin_Niem%C3%B6ller

Morten Jensen, Torben Kjær Andersen, Torben Larsen og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar

@ Jacob Nielsen
Det passer faktisk ikke.

Hvis vi deler retfærdigt er der kapacitet til 9-10 milliarder mennesker her på kloden.
Heldigvis viser al forskning at en retfærdig fordeling og sikring af indkomst får fødselstallet til at falde, så det er bare med at komme i gang med omfordelingen.

Vi kan måske ikke spise kød hver dag, vi kan ikke længere smadre nabolande fordi toppolitikere har brug for at aflede opmærksomheden og vi har ikke råd til milliardærer, men mon ikke de fleste overlever alligevel?

erik pedersen, Eva Schwanenflügel og Ditlev Palm anbefalede denne kommentar

@Claus Petersen
Gode overvejelser, men har du et bedre forslag?

FNs generalsekretær sagde at vi er på vej mod et klimahelvede med speederen i bund.
Det blev knapt nævnt i Storbritannien, hvor pressen gik i selvsving over at klimaaktivister havde blokeret en motorvej.

Du kommer ikke til orde i dag, hvis du følger reglerne.

Det er dybt tragisk, men skal vi scceptere et langsomt, kollektivt selvmord fordi de nuværende regler står i vejen for at fortælle folk om alvoren??

Hvis gennemsnitsborgeren vidste hvor kritisk situationen er, kunne vi mobilisere og omstille i morgen.
Vi har den viden og teknologi der skal til.

Danny Hedegaard

Skåret ind til benet, så var denne og andre udenomsparlamentariske aktioner.
Slet og ret klima ekstremisme, og ikke klima aktivisme!

Der er slet og ret tale om at umodne og ansvarsløse mennesker, der blot chikanerer de mennesker.
Som skribenten udtrykker en påtaget bekymring for, at de ikke bliver forstået af.

De saboterer det demokrati vi flest respekterer, og som vi ønsker at beskytte!

Det er ikke aktivistisk, det er destruktivt!

Og det bør få konsekvenser for de skyldige.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Anders Bentsen, Torben Kjær Andersen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar

@Mads Horn

Det passer faktisk, det som jeg skriver. Jordens årlige ressourcer er opbrugt når vi er halvvejs igenem det, sådan cirka.

Men du kan også have ret, i den verden som ikke eksisterer, men som havde været ideel, kaldet utopia.

Tror du iøvrigt at befolkningstilvæksten stopper ved 9 eller 10 milliarder? Og hvad så hvis det ikke gør?

Torben Kjær Andersen

Et væsentligt problem for de 8 mia’s sameksistens er den vedholdende opfattelse, at hvis bare alle vidste det samme, så fik vi paradis på jord i morgen. Positivt, at klimaaktivisten nærer en tvivl om sin rolle, og endnu mere positivt - ja, faktisk uomgængeligt for vores fremtidige sameksistens- at Niemøllers dilemma ikke er glemt. Den biologiske diversitet omfattet også tanker og overbevisning. Lev med det.

Det er jo ikke “deres “ sag.
Det er VORES .
Også jeres . I der synes det forstyrrede fem minutters demokratisk bla bla bla

Mads Horn, Flemming Berger og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar
Hans T. Møller

Hvad nu, hvis valget står mellem at redde demokratiet og at redde økosystemet?

Kan det ikke tænkes, at demokratiet reagerer for langsomt, simpelt hen fordi der er flest stemmer - og for øvrigt også mest berømmelse, jfr. Bjørn Lomborg - i at fortælle folk, at de skal tage det roligt og ikke hehøver at ændre deres vaner?

Torben Kjær Andersen

Hvis problemet også er “vores” antager jeg, at “vi” også må tage del i løsningen, herunder at afgøre, hvorvidt det rent faktisk handler om at redde enten demokratiet eller miljøet? Og hvis det gør, så hvordan det skal gøres?

Danny Hedegaard

Aner de ekstremister overhovedet hvad de taler om?

Eller generer de bare de her mennesker, som de giver udtryk for, at de er bekymret for at støde fra sig.

Klimaaktivister tog nye metoder i brug på Aarhus Havn: Nu går man direkte mod udlederne
https://www.information.dk/moti/2022/09/klimaaktivister-tog-nye-metoder-...

"Kort efter stopper en hvid varebil foran blokaden. En mand i arbejdstøj stiger ud og kigger mod demonstranterne.
Han er fragtmand i virksomheden City Logistic, og ifølge ham er det noget »forbandet pis« sådan at afspærre vejen.

»Jeg kører endda i en elbil. Det er ren klima!«

Hans bil er en hvid varebil fra MAN, der ligesom resten af vare- og lastbilerne i City Logistics kører på elektricitet.
Transportvirksomheden har ud over elektriske vare- og lastbiler blandt andet cykler, som de bruger til at bringe varer ud for virksomheder i større danske byer.

»Vi skal jo starte et sted,« siger chaufføren:

»Jeg har skrottet både oliefyret og fået en varmepumpe og solceller, og hvad ved jeg.«

Han ryster på hovedet."
------------------

Jeg synes at de her ekstremister skulle opsøge industrikvarterer, opstille et telt et par dage.
Og invitere virksomheder og medarbejdere til en dialog i øjenhøjde.
Til en samtale om virkeligheden i maskinrummet, sådan som den ser ud hos de mennesker, der rent faktisk får hjulene til at køre rundt i det her samfund.

I stedet for i egen selvretfærdige frelsthed, at chikanere mennesker der bare passer deres daglige arbejde.

Det kunne jo være at de samme mennesker, rent faktisk ville tale med dem, hvis de gjorde det?

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Hans T. Møller

@Torben Kjær Andersen

Jeg skal gerne give en opskrift på at redde Kloden: Nedskær dit forbrug og hold op med at dyrke forbrugerisme som ideal!

Jeg under skam alle mennesker her på Planeten at kunne sove trygt om natten, at kunne spise sig mætte to gange om dagen, ikke at fryse eller have det for varmt, at have adgang til lægehjælp efter behov, undervisning efter lyst og evne samt kultur som inspirationskilde.

Men derudover?

"Vi må alle bringe vore ofre", som tjener Bolt siger i "Matador".

Jacob Nielsen skrev.
Tror du iøvrigt at befolkningstilvæksten stopper ved 9 eller 10 milliarder? Og hvad så hvis det ikke gør?
For de fleste mennesker i verden stagnerer eller mindskes fødselstallet. En meget væsentlig del i at vi har en befolkningstilvækst skyldes, at folk ganske enkelt lever længere, og dermed bliver vi flere.
Jeg ved faktisk ikke hvor mange vi kan regne med at jorden kan bære, men der er nul problemer med at producere mad til alle i dag. Der er måske et problem med hvem der skal betale for mad og distribution, så alle kan få.
I øvrigt har jeg længe sagt at FN skal udvikle et hydrosystem til at dyrke grøntsager og avle fisk, i et rum baseret på led lys og solceller. Folk skal i langt højere grad end i dag være i stand til at producere dele af deres egen mad året rundt. Et lukket hydro system bruger kun ganske lidt vand sammenlignet med vanding af marker, og så høster man løbende det man skal bruge, men ellers kan man høste 12 gange årligt.
Det eksisterer selvfølgelig i forvejen men det er ikke konkurrence dygtigt med marker, hvis man skal betale de avancer det bliver pålagt i vestlig commersiel prisdannelse. Derfor er det en opgave for FN, men det ligger muligvis ikke indenfor FNs rammer i dag at forebygge at sultkatastrofer opstår. Fn har jo sit levebrød i at hjælpe med at styre flygtningelejre. Færre flygtninge vil betyde mindre grund til at støtte FN, så er det derfor de ikke vil forebygge? For det er vel ikke helt nyt for dem at man kan forebygge....

@Jacob Nielsen
Ja, jordens ressourcer er opbrugt i juli, og hvis alle forbrugte som os danskere var datoen i marts.
Men det viser faktisk at jeg har ret: Der er andre der lever så skånsomt at de kompenserer vores overforbrug.
Det ER altså teknisk muligt at 10 milliarder lever på kloden.

Læg hertil at en stor del af vores forbrug ikke giver større livskvalitet. At købe et nyt køleskab hvert 5-7 år gør ikke mit liv bedre end hvis jeg arvede min bedstemors køleskab: Det jeg har brug for er køling, ikke shoppingoplevelsen

En stor del af de sygdomme vi pådrager os er livsstilsrelaterede. Vi ville være lykkeligere længere, hvis vi arbejdede mindre, og derfor havde mindre behov for trøstespisning og en lille en eller fem hver aften.

Vi kan altså leve godt alle ~9 milliarder, hvis vi vælger at samarbejde.
Hvis vi derimod insisterer på at leve som vi gør lige nu i Danmark, er vi alle sammen færdige.

Så ja, jeg er meget sikker på at vi ikke bliver over 9 milliarder: Enten deler vi pænt og begynder at samarbejde så den globale befolkning flader ud på ~9 milliarder, for derefter at falde langsomt, eller også fortsætter vi med foden på speederen og når ikke de 9 milliarder før det hele crasher hårdt.