Store reformer bliver jævnligt rullet ud over børn i forsøget på at forberede dem på det ansvar, der venter dem senere i livet. Problemet er bare, at reformerne ofte ender med at gå ud over børnene. Indsatserne er nemlig ikke afprøvet og evalueret, og derfor risikerer de i værste fald at skabe mistrivsel.
Der er flere oplagte eksempler, men det mest illustrative og gennemgribende af dem er folkeskolereformen. Reformen blev vedtaget i 2013 af et bredt flertal i Folketinget, som ville forbedre børnenes faglighed og trivsel. Fra 2014 blev mange tiltag indført over hele landet og på én gang.
Her næsten ti år efter udrulningen har VIVE undersøgt reformen og konkluderer, at målene ikke er nået. Lærere og elever i folkeskolen har brugt mange kræfter på forandringer, der hverken ser ud til at have forbedret elevernes faglighed eller trivsel.
Det kan dog ikke udelukkes, at dele af reformen faktisk har virket efter hensigten, men at de positive effekter er blevet udlignet af andre elementer med negativ effekt. Vi aner det ikke, men kan blot forsøge at gætte. For en systematisk evaluering, hvor udviklingen for børn og unge sammenlignes i en indsats- og kontrolgruppe, er umulig på bagkant af reformen.
Prøveklude
Når det gælder vores børn og unges dagligdag, accepterer vi, at de er prøveklude for indsatser, der ikke er testet og evalueret. Men når indsatser udrulles inden for den fysiske sundhed, stiller vi helt andre og høje krav.
Under coronapandemien stod mange af os over for valget mellem at lade vores børn vaccinere mod coronavirus eller ej. Hvilke bivirkninger kunne vi risikere at udsætte vores børn for? Var vaccinen overhovedet testet grundigt nok? Og specifikt på børn?
Spørgsmålene stod i kø, og vi fik svar på de fleste. For i den somatiske sundhedssektor kommer intet nyt præparat på gaden uden mange og dybdegående test. Inden nye behandlinger rulles ud, er de gennem lodtrækningsforsøg testet for præcis, hvordan de virker. Kun på den baggrund kan lægen garantere, at den behandling, hun tilbyder, er effektiv.
Uden et lignende kvantitativt evalueringsdesign og uden systematiske og solide data på det øvrige børne- og ungeområde er det umuligt at vide, om indsatserne gør en positiv forskel, eller om vi risikerer at gøre mere skade end gavn.
Vi har brug for en tilgang, der ligner den på det somatiske sundhedsområde, så vi ved, hvad der virker og dermed kan sikre kvalitet i daginstitutioner og skoler. Sådan kan vi sikre tidlig og tilstrækkelig hjælp til skolebørnenes og de unges mentale trivsel og læring. Holdninger og gode ideer er ikke nok, når ressourcerne skal bruges optimalt. Der er brug for en ny, ambitiøs og kvantitativ praksis på området.
Den finske succes
I Finland samarbejder politikere og forskere i en skala og et omfang, som er helt enestående på verdensplan. Lige nu tester finnerne en potentiel reform af førskoleindsatsen i et stringent og systematisk forskningsdesign. Den afprøves i et tilfældigt udsnit af befolkningen og med mulighed for at sammenligne med en kontrolgruppe af børn, der modtager den sædvanlige indsats.
På den måde kan finnerne undersøge, om reformen har den forventede positive effekt – eller om der måtte være negative effekter – før reformen rulles ud i hele Finland.
Tænk, hvis vi i Danmark havde afprøvet de forskellige elementer af folkeskolereformen, inden den blev implementeret i hele landet. Så havde vi fået øje på knasterne, inden alle landets skolebørn blev udsat for eksperimentet.
Det vil kræve et stort arbejde at finde en fælles vej mod mere effektfulde indsatser på børne- og ungeområdet. Og det er et arbejde, der kræver, at vi samarbejder på tværs af sektorer. Sammen kan alle os forskere, beslutningstagere og praktikere lære af det finske pionerarbejde. Vi kan finde ud af, hvad der skaber positive forandringer for børn og unge i deres liv og udvikling. Der er brug for at se på en lang række punkter som kompetenceudvikling i daginstitutioner, forældrerettede indsatser og forandringer af folkeskolen og uddannelsessystemet som helhed.
Så kære politikere på børne- og ungeområdet: Vær ambitiøse. Invitér forskningen ind på Christiansborg og investér i en langsigtet og ambitiøs strategi på børne- og ungeområdet, som prioriterer veldesignede, systematiske undersøgelser af centrale indsatser.
Sådan kan vi sikre, at folkeskolereformens fejl ikke gentages. Midt i en mental mistrivselskrise skylder vi vores børn og unge at gå systematisk til værks frem for at spille hasard med deres trivsel.
Meltem Daysal er lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet
Mette Ejrnæs er professor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet
Mette Foged er adjunkt ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet
Mette Gørtz er professor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet
Sophie Reijman er adjunkt ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet
Johanne Smith-Nielsen er lektor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet
Miriam Wüst er lektor ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet
Mette Skovgaard Væver er professor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet
8 skriver otte forskere skriver at vi kan lære af finnerne og undgå fejl hvis vi laver veldesignede undersøgelser af indsatser. Inden der var gået fem minutter 2013 havde stort set alle i folkeskolen råbt: hjælp! De lange dage, den korte forberedelsestid og elefanten i rummet inklusionsroderiet. Kunne de otte ikke fortælle hvad der skulle gøres, i stedet for at vente på en evaluering. Lige nu tror jeg de fleste lærere ved hvad der ikke skulle have været gjort. Evaluering er et fint instrument, men åbenbare fejl behøver ikke en besværlig evaluering. De skal bare rettes. Så hurtig som muligt.
Skolen bliver vejet hele tiden, 500 er ansat til at undersøge hvordan det går Fint, men store klasser og diagnostiserede børn er den hårde dagligdag. Giv lærerne små klasser, to-lærerordninger, forberedelsestid og langt friere rammer i dagligdagen og fjern den snævre målstyring. Undersøg derefter om ikke det hjælper. Jeg tror det.
Det er faktisk værre endnu. Ikke blot opsøgte politikerne ikke forskningsviden, inden de tromlede deres skolereformer ud. De tilsidesatte den ligefrem.
Lige før forhandlingerne om skolereformen begyndte, omkring årsskiftet 2012-13, meddelte tre forskere (Peter Allerup, Jan Mejding og Louise Rønhede, DPU) , at danske fjerdeklasser nu var rykket op i top fem i læsning i de internationale læseundersøgelser. Et højst ubelejligt budskab for politikerne, der netop havde udset sig folkeskolen som den brændende platform, hvis spektakulære redning skulle sikre regeringen den succes, den desperat manglede.
Allerup et al. fastslog for åben skærm, at forskningen viste, at regeringens grundlæggende påstand ikke stod til troende: Mere undervisning er ikke ensbetydende med dygtigere elever. I et desperat forsøg på damage control rykkede Antorini allerede samme aften ud med et dementi af forskerne, som efter ministerens mening ikke helt havde forstået deres egen forskning - formentlig ud fra en forestilling om, at forskerne ville trække følehornene til sig, sådan som forskere har for vane, når politikerne begynder at slå under bæltestedet.
Men Antorini havde gjort regning uden vært. Forskerne krævede et møde i ministeriet, og en embedsmand fik besked om at holde dem hen med snak. Ministeriet beklagede. Dog ikke ministerens misinformation, viste det sig. Antorini fortsatte, som om intet var hændt. Hun blev kaldt i samråd, hvor hun fremturede med sine påstande, og forskerne slog igen med en pressemeddelelse, hvor de anklagede hende for bevidst, systematisk misinformation af offentligheden. Og minsandten om ikke hele forestillingen gentog sig en måneds tid senere, hvilket fik Allerup til at betegne Antorini som slet og ret ’fræk’.
Politikerne er generelt mere optaget af at gennemføre den poltik, de har slået sig op på, end af at gøre det rigtige. Hvis vi skal have løst folkeskolens problemer, skal den rives ud af politikerne kvældende favntag.
Det er muligt, at folkeskolereformen fra 2013 er slået fejl. Men løsningen som foreslået af forskerne her er ikke RCTer i eksperimentelle designs inden reformer føres ud i livet. USA er moderlandet for alle RCTer i uddannelser, og her er man blevet mere end skeptisk overfor denne systematik, for den tager sjældent højde for socioøkonomiske forskelle bag børns udvikling i 4-5års alderen:
https://psycnet.apa.org/record/2022-18712-001
og kommer endnu sjældnere med løsningsforslag, som er overraskende simple. Folkeskolereformer behøver ingen store, dyre og usikre RCTer. Børnene får det på alle målelige parametre bedre ved at forældre taler mere med deres børn. Og ja, ud fra de amerikanske erfaringer er løsningen faktisk så simpel:
Hart and Risley (1995) Meaningful Differences in the Everyday Experience of Young American Children.