Læserbrev

LGBT+ Danmark: Lad os endelig tale om homofobi og islam – men på et sagligt grundlag

Vi vender ikke det blinde øje til homofobi i islam, fordi vi ikke kan kommentere alle sager. I stedet er vores altoverskyggende fokus, når det handler om muslimer og andre religiøse mindretal i Danmark, de LGBT+-personer, der lever i disse miljøer
Sekretariatschef i LGBT+ Danmark Susanne Branner Jespersen afviser at være berøringsangst i forbindelse med terrorangrebet i Oslo i juni.

Sekretariatschef i LGBT+ Danmark Susanne Branner Jespersen afviser at være berøringsangst i forbindelse med terrorangrebet i Oslo i juni.

Björn Larsson Rosvall/TT/Ritzau Scanpix

Debat
14. november 2022

I sin kronik den 9. november langer Christian Vinther ud efter »foreninger som LGBT+ Danmark« for at vende det blinde øje til homofobi i muslimske miljøer. Argumentet går på, at der har været en række sager med muslimsk homofobi, som vi i skribentens øjne burde have kommenteret.

LGBT+ Danmark er landets største og ældste organisation for homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede, og vi bliver dagligt opfordret til at kommentere på et væld af sager jorden rundt. Det ville både være useriøst og umuligt for os at kommentere på alle små og store hændelser – også når det gælder muslimske lande og miljøer. Vi har i øvrigt den 21. september opfordret til løsladelsen af de to iranske kvinder, hvilket skribenten ikke lader til at have set.

»Kulminationen« på vores ’berøringsangst’ skulle ifølge Vinther være vores udtalelser i forbindelse med terrorangrebet i Oslo i juni. Vi har udtrykt vores dybeste medfølelse med ofrene og det norske LGBT+-miljø, men har i første omgang afventet efterforskningen, inden vi går ind i motiverne.

At islamistisk terror flere gange har udset sig LGBT+-mødesteder som mål er vi smerteligt bevidste om – det gælder i øvrigt også højreekstremistiske terrorister, som også PET påpeger i deres seneste trusselsvurdering.

En del af Danmarks cirka 250.000 muslimer har uden tvivl homofobiske fordomme. Men tallene for området må bruges med omhu. Vinther bruger i sit indlæg tal for alle nydanskeres holdning til homoseksualitet, men der findes jo altså en række andre religioner blandt nydanskere, herunder en ganske stor andel kristne. Og der er en stærk korrelation mellem misbilligelse af homoseksualitet og graden af religiøsitet – uanset trosretning.

Vores altoverskyggende fokus, når det handler om muslimer og andre religiøse mindretal i Danmark, er de LGBT+-personer, der lever i disse miljøer. Dem nævner Christian Vinther ikke med et ord, og han kender tilsyneladende heller ikke vores prisvindende kolleger i foreningen Sabaah, der siden 2006 har arbejdet på at forbedre vilkårene for minoritetsetniske LGBT+-personer.

Så måske vi blot vil anbefale ham et støttemedlemskab af Sabaah, når nu homofobi i muslimske miljøer ligger Christian Vinther så meget på sinde.

Susanne Branner Jespersen er sekretariatschef i LGBT+ Danmark

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her