Kronik

Jeg er mandligt voldtægtsoffer og offer for en maskulin kultur. I dag kæmper vi for mig

Der er behov for mændenes internationale kampdag, fordi det fortsat er et kæmpe tabu at være mandligt voldtægtsoffer. Vi findes næsten ikke i statistikkerne. Der er ingen at spejle sig i, og den maskuline kultur medvirker til, at problemet er uudtalt
Vi bliver nødt til at skabe en kultur, hvor vi mænd tør og kan være sårbare, hvor der ikke bliver skævet mærkeligt til et mandligt voldtægtsoffer, og hvor det er normalt at gå til psykolog og få hjælp, skriver Hector Husum, der er danskstuderende ved Københavns Universitet, i denne kronik.

Vi bliver nødt til at skabe en kultur, hvor vi mænd tør og kan være sårbare, hvor der ikke bliver skævet mærkeligt til et mandligt voldtægtsoffer, og hvor det er normalt at gå til psykolog og få hjælp, skriver Hector Husum, der er danskstuderende ved Københavns Universitet, i denne kronik.

Anders Rye Skjoldjensen

Debat
19. november 2022

I dag, lørdag den 19. november, er det igen i år mændenes internationale kampdag. En dag, som jeg tror, de færreste overhovedet ved eksisterer, for hvad er der egentlig at kæmpe for? Vi mænd har det da meget fedt. Vi tjener flest penge og sidder på langt størstedelen af de magtfulde bestyrelses- og chefposter. Og listen fortsætter.

Men der er en grund til, at vi stadig har brug for en kampdag. For godt nok er der flest mænd i toppen af samfundet, men det er der også på bunden: I selvmordsstatistikkerne er mænd klart overrepræsenterede, og der findes nærmest ikke data på, hvor mange af os der udsættes for overgreb. 

Og så er det stadig helt enormt svært for mange af os at sige det højt og søge hjælp, når vi bliver ramt af psykisk sygdom som angst og stress. Det var det for mig, og det er det for alt for mange mænd til, at vi kan lade være med at gøre noget ved problemerne.

Mænd bliver også voldtaget

Da jeg i 2019 flyttede til København for at begynde på universitetet, blev jeg udsat for et seksuelt overgreb. Jeg var lige fyldt 20 år.

Da det skete, havde jeg kun hørt om én anden mand, der var blevet udsat for overgreb. Jeg troede ikke, at det kunne ske for én som mig, men det gjorde det.

Jeg var til en fest, hvor jeg dansede og drak og havde det sjovt med mine nye venner på universitetet. Han var ældre og i en position, hvor han burde vide bedre end at gå efter mig. Men det gjorde han. Han udnyttede, at jeg havde fået for meget at drikke og var i en tilstand, hvor jeg hverken kunne sige til eller fra.

Med samtykkelovens ordlyd ville man nok i dag sige, at han voldtog mig.

Men det sagde jeg ikke, da det skete, selv om jeg i dagene efter tænkte ekstremt meget over, hvad der var sket. Hvorfor havde jeg det så underligt over det? Det var jo nok bare et dårligt knald, som jeg havde fortrudt. Og så lagde jeg det ellers på hylden.

Jeg kunne ikke overskue at tænke på, hvad der var sket, og fik på en eller anden måde stort set fortrængt oplevelsen fra mit system. Mænd bliver jo ikke voldtaget. Troede jeg.

Men selv om jeg ikke tænkte på, hvad der var sket, havde jeg konstant en fornemmelse bagest i hukommelsen af, at et eller andet var helt off.

Det var først, da jeg en aften, næsten et år efter overgrebet havde fundet sted, brød hulkende sammen foran en flok venner og fortalte dem, hvad jeg havde været udsat for, at én af dem sagde: »Men Hector, det du beskriver, det er ikke OK« Først da forstod jeg endelig helt, hvad der var sket. At jeg ikke bare havde fortrudt at have bollet med en fyr, men at han havde gjort mig ondt. Og at jeg var i min gode ret til at være vred og sørge over, hvad han gjorde ved mig.

Alligevel er det noget, som jeg her tre år senere stadig kan have svært ved at forstå.

Ingen at spejle sig i

Efter at jeg fik den her åbenbaring og delte, hvad der var sket, gik det ned ad bakke for mig. Nu var proppen røget af, og jeg var nødt til at forholde mig til min situation.

Det er svært, for det kan tælles på meget få fingre, hvor mange mandlige overgrebsofre, der står frem, så man kan spejle sig i dem. Og jeg kan virkelig godt forstå, at de ikke gør det, for på diverse afkroge af internettet kan man næsten vide sig sikker på, at man bliver hånet: Hvilken mand vil ikke gerne have sex? Hvorfor sagde du ikke bare nej? Du er næsten to meter høj, du kunne da have gjort modstand.

Alt sammen tanker, jeg da også selv har tænkt. Mange gange efterhånden. Men samtidig har det hele tiden været vigtigt for mig, ofte i samarbejde med en meget tålmodig psykolog, at sige til mig selv, at det, der skete, ikke var min skyld. Uanset hvor fuld jeg var, hvor meget jeg kunne have kæmpet imod og så videre.

For jeg er et offer, og det siger jeg ikke for at få medlidenhed, selv om jeg sådan set synes, jeg har fortjent det. Men jeg er et offer. Både for en voldtægt, der stadig forfølger mig i dag, og som gjorde mig syg af angst og depression i årene efter. Men også for en maskulin kultur.

»Jeg håber, at der i de kommende år vil være flere mænd, der stiller sig op og fortæller om deres egne oplevelser. Og jeg håber, at Center for Voldtægtsofre, politikere og alle os andre omfavner dem, bakker op om deres mod og får taget samtalen om mænds sårbarhed og psykiske sundhed. Én gang for alle,« skriver Hector Husum.

»Jeg håber, at der i de kommende år vil være flere mænd, der stiller sig op og fortæller om deres egne oplevelser. Og jeg håber, at Center for Voldtægtsofre, politikere og alle os andre omfavner dem, bakker op om deres mod og får taget samtalen om mænds sårbarhed og psykiske sundhed. Én gang for alle,« skriver Hector Husum.

Anders Rye Skjoldjensen

En maskulin kultur, der gjorde, at der skulle gå et helt år, før jeg forstod, at jeg som mand var blevet udsat for et overgreb. Og en maskulin kultur, der gjorde, at det derefter tog mig et halvt år og et solidt los i røven fra mine forældre, der så, at jeg havde det forfærdeligt, før jeg tog kontakt til den psykolog, der gennem de seneste år har hjulpet mig med at få det godt igen.

Og det er måske også derfor, jeg har brug for at skrive det her. For helt egoistisk at få lettet mit eget bryst og sige højt, hvad der skete for mig i sensommeren 2019. Men også, fordi jeg selv savnede nogen at spejle mig i, som kunne sige: »Hey, min ven, jeg er virkelig ked af, hvad du er blevet udsat for, det er du ikke alene med.« For som 20-årig og alene i en fremmed by følte jeg mig som jordens allermest ensomme menneske.

Intet quickfix, men større fokus

I de senere år er der gudskelov kommet mere fokus på overgreb begået mod mænd. Senest særligt på overgreb mod LGBT+-personer som mig selv, blandt andet i DR’s dokumentar Uden samtykke. Men der er godt nok lang vej igen. En simpel googlesøgning viser stort set ingen brugbar information. Og hos Center for Voldtægtsofre af alle steder mødes man af beskeden: »Vi har ikke nogen tal for, hvor mange mænd der bliver udsat for voldtægt i Danmark.«

Jeg har ikke et eller andet quickfix, men det holder simpelthen ikke, at der ingen statistik er på området. Tal og statistikker er ofte forudsætningen for, at politikere får øje på et problem og griber til handling. Derfor er det afgørende med mere viden, som kan kortlægge omfanget af problemet.

For at vi nogensinde skal kunne komme videre, er vi først og fremmest nødt til at tale om, at mænd også udsættes for overgreb. Men det er uoverskueligt svært og grænseoverskridende at stille sig op og tale højt om sine oplevelser, når der hverken eksisterer nogen synderlig viden om emnet eller andre, hvis erfaringer du kan spejle dig i.

Derfor bliver vi nødt til at skabe en kultur, hvor vi mænd tør og kan være sårbare, hvor der ikke bliver skævet mærkeligt til et mandligt voldtægtsoffer, og hvor det er normalt at gå til psykolog og få hjælp. Også før det går helt galt.

I dag har jeg det heldigvis OK. Det har taget tid at nå hertil, og der er stadig aftener, hvor jeg ligger søvnløs og tænker tilbage på den nat i 2019. Det bliver sjældnere og sjældnere, men det kommer altid til at være en oplevelse, jeg har med mig.

Forhåbentlig skal den næste fyr, der oplever noget lignende, ikke være helt så alene med sine følelser, som jeg var det.

Jeg håber, at der i de kommende år vil være flere mænd, der stiller sig op og fortæller om deres egne oplevelser. Og jeg håber, at Center for Voldtægtsofre, politikere og alle os andre omfavner dem, bakker op om deres mod og får taget samtalen om mænds sårbarhed og psykiske sundhed. Én gang for alle.

Ikke kun, når enkeltpersoner stiller sig frem og fortæller, hvordan de har det. Og ikke kun på mændenes internationale kampdag.

Hector Husum studerer dansk ved Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er super at du tager dette svære emne op. Jeg har en ex, som var blevet udsat for overgreb af sin far, og han havde slet ingen steder at gå hen. Der er ingen lette løsninger, men det er nødvendigt at tage det op for at noget kan ske.

Som du også nævner, så er det et problem, at ingen har nogen som helst ide om omfanget. Det kunne man gøre noget ved i den næste store undersøgelse af LGBTI-personers levevilkår.

Sara Sindberg Bentsen, Karen Grue, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Kim Folke Knudsen, Troels Ken Pedersen, erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche og Jonas Efternavn anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er nu ikke alene LGBT+ menneskers problem.

At mænd bliver voldtagede af andre mænd er en gammel sandhed, og voldtægt handler mere om magt og kontrol end om sex.

Det bør italesættes og undersøges i hele samfundet.

Tak for kronikken.

Sara Sindberg Bentsen, Karen Grue, Alvin Jensen, Steffen Gliese, Kim Folke Knudsen, Dennis Tomsen, Troels Ken Pedersen, Lise Lotte Rahbek, erik pedersen, Jan Damskier, Alexander Bak og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Niki Dan Berthelsen

Hvad de mænd der bliver taget i livet af kvinder der laver p-pille finten?

Niki Dan Berthelsen

*med

Lise Lotte Rahbek

En voldtægt er en voldtægt. Om offeret er en mand eller en kvinde eller noget derimellem er lige slemt. Selvfølgelig skal alle voldtægtsofre have samme/tilsvarende opbakning, støtte og retssikkerhed. Men noget tyder på, at vi mangler at anerkende voldtægter af andre end kvinder ?

Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Karen Grue og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

@Niki
Det er folk som dig der kommer med sådanne vås der er en del af grunden til at det her ikke tages mere alvorligt. Du er til skade for dit eget køn.

Niki Dan Berthelsen

@Alvin

I lige måde.

Niki Dan Berthelsen

Tror jeg bliver nødt til at sætte lidt flere ord på hvorfor jeg mener at denne artikels emne er en falliterklæring for mændenes kampdag.

Det er fordi den handler om mænd der krænker mænd.

Så det vi mænd så skal kæmpe imod, ved at støtte denne artikel er - mænd. Ikke kæmpe for ligestilling for mænd, ikke sige fra overfor kvinder. Men kæmpe imod mænd.

Man kunne have taget svære problemstillinger op med mænd der ikke får lov til at tage barsel, mænd der får tæsk af kvinder, mænd der udsættes for psykisk vold af kvinder, mænd der topper højest på selvmordsstatistikkerne, mænd der ikke får lov til at se deres børn.

Eller mænd der tvinges til at blive fædre, med kvinder de måske bare har haft en våd aften i byen med. Eller kvinder der dropper p-pillerne uden mandens vidende.

Eller kvinder der voldtager mænd.

Jeg har både hørt historier om den mandlige pædagpraktikant der følte sig presset til sex af en kvindelig leder, og har hørt om en mand hvor ekskonen nægtede ham at se sit barn - uden at han turde lægge sag an af frygt for hvad konflikten ville gøre ved barnet. Eller mænd der finder ud af at en kvinde har 'lavet et barn på ham' - og han derfor skal betale til barnet, mens han ikke må være der når det blev født, eller få samvær.

Der er så mange mænd der røvrendes at kvinder.
Men i har på information ikke 'nosserne' til at skrive om det.

Der er det sikrere at skrive 'mænd kan også voldtages at mænd' - fordi det passer i det accepterede narrativ - at mænd er dem der 'tager andre i livet'.

Denne artikels emne har min fulde sympati, det er et problem der skal tages hånd om. Men det har i 364 andre dage til at tage den op i. Eller i kunne lave en række artikler for at nå bredere omkring.

Men at kun fokusere på mænd krænker mænd på mændenes kampdag. Det er fanme et selvmål.

Niki Dan Berthelsen

@Alvin
Hvis dit eneste fokus er 'giftige mænd', og ikke ser at 'giften' kan sprede sig fra begge køn. Så er du til skade for dit eget køn.