Flere forhold på arbejdsmarkedet er i disse år under voldsom forandring. Der, hvor jeg oplever det højeste tempo, er på spørgsmål om arbejdsmiljø, krænkende adfærd og helt nye kulturer og omgangsformer på arbejdspladserne. Jeg har som tillidsvalgt brugt mere tid de sidste tre år på disse emner end de foregående 20.
På min egen arbejdsplads, Det Kongelige Teater, er en sådan sag nu blevet genstand for en meget offentlig diskussion. I sagen om det afbrudte samarbejde mellem Den Kongelige Ballet og den amerikanske stjernekunstner John Neumeier er det, som burde være personalesager, blevet til identitetspolitiske debatter for alle andre i offentligheden. Og hvad der andre steder blot ville være ledelsesbeslutninger om at genskabe tillid og sikre et trygt psykologisk arbejdsmiljø, har ført til anklager om censur og indgreb i den kunstneriske frihed.
TAK!
Ja, det er underligt: Det forlyder jævnligt, at stort set alle problemer i folkeskolen og sygehusvæsenet ville kunne løses ved at lytte til frontpersonalet - dem, der "har fingrene i bolledejen".
Men når nogen lytter til balletdanserne, der ikke blot har fingrene, men hele kroppen "nede i bolledejen" - ja, så er det svag ledelse...
Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor?
Fordi det jævnligt forlyder, at stort set alle problemer i folkeskolen og i sygehusvæsenet ville kunne løses ved at lytte til frontpersonalet, behøver det jo ikke at være rigtigt. Det er en folkelig og populistisk orienteret skrøne.
At dem, der skal udføre opgaverne og har erfaringerne med det, skal tages med på råd for at løse problemerne, er uden tvivl rigtigt.
Personale i offentlige institutioner har også særinteresser, og ofte er disse særinteresser mere eller mindre i modstrid med de interesser, der ud fra en samfundsmæssig synsvinkel skal varetages af institutionerne.
Offentlige institutioners opgave er ikke at skabe glade og tilfredse medarbejdere (de er ikke til for medarbejdernes skyld), men for at kunne udføre deres samfundsmæssige funktioner går det heller ikke, at medarbejderne ikke kan se sig selv i det arbejde, som de skal udføre.
Der skal lyttes til balletdanserne og tages forskellige hensyn, men de skal ikke kunne nedlægge veto mod balletmesterens og ledelsens beslutninger, hver gang der er noget, som de af forskellige årsager vil kunne opleve som grænseoverskridende ud fra en ny tids identitetspolitisk prægede normer og forestillinger.
For mig at se er det ikke så meget et spørgsmål om kunstnerisk frihed og armslængdeprincip (lad kunstnerne lege i deres sandkasse, som det passer dem), som det er et spørgsmål om, hvilke interesser kunsten skal varetage for at kunne leve op til samfundsmæssigt fastlagte forventninger.
@Bjarne Toft Sørensen
Det du skriver kan de fleste Information læsere slet ikke lide.
Så dem, der giver dig ret, må hellere holde deres mund...:)
@BTS – kunstens nyttige idioter i totalitær sovs – det kommer der ikke nødvendigvis dårlig kunst ud af – men oftest dårlig mundsmag .)
Jeg vil gøre tillidsmanden/skribenten opmærksom på, at der ikke er demokrati på danske arbejdspladser. Det fremgå også med al ønskelig tydelighed af 'Hovedaftalen's § 4 ang. arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet.
Der er ingen tvivl om at Neumeiers Ophelia indeholder kulturel approbation, som der ikke er belæg for i Shakespeares tekst, eller den Elizabethanske samtid. Det er godt set af danserne, som åbenbart ikke har fortrængt at Danmark havde kolonier med slaver og deltog særdeles aktivt i den Afrikanske slavehandel. Måske det er på tide den 83 årige Neumeier går på pension.
Og det er selvfølgelig Otello og ikke Ophelia, hun er helt uskyldig :)
Det må faktisk være en universel opgave på arbejdsmarkedet at skabe vilkår, som gør folk glade for deres arbejde, ikke, så der mangler dilemmaer og paradokser, uenighed und so weiter, men så alt dette er krusninger på overfladen i forhold til en grundlæggende tilfredshed med det, der skal gøres.
På kunstneriske arbejdspladser skal man skabe kunst af så høj kvalitet som muligt, men under hensyntagen til en uophørlig forandring i samspillet mellem værket og den retning og de mekanismer i samfundet, der går i fremskridtets retning, og som rummer universelle humanistiske principper. Som al kunst til alle tider.