Når mennesker med handicap eller kroniske sygdomme ansøger om et hjælpemiddel hos kommunen, er der ikke tale om unødige luksusgoder, men om uundværlige løsninger, der afhjælper nedsat funktionsevne og højner livskvaliteten.
Det var også tilfældet for Preben Olsen, der forsøgte at få bevilget en elektrisk kørestol, så han kunne komme rundt i sit hjem, tage på besøg hos familien eller købe ind. Derfor ansøgte han om hjælpemidlet for at kunne klare hverdagen.
Halvandet år senere fik han afslag fra kommunen. Dermed skriver Preben Olsen sig ind i statistikken over mennesker med handicap, som får afslag på en ansøgning om nødvendige hjælpemidler. I både Diabetesforeningen, Danske Handicaporganisationer og Ældre Sagen oplever vores medlemmer den uacceptable praksis, der er en klar forringelse af rettigheder.
Vi oplever også, at der er store forskelle mellem kommunerne, når det kommer til at tildele hjælpemidler. Blandt andet fordi kommunerne fortolker loven forskelligt. Det har eksempelvis Diabetesforeningen dokumenteret i en aktindsigt hos alle landets kommuner, der viser massive forskelle i bevillingsprocenten på et hjælpemiddel til blodsukkermåling mellem kommunerne.
Herudover er der heller ingen garanti for at få hjælpemidlet med sig, hvis man flytter kommune, hvilket i praksis stavnsbinder personer med handicap. Det kan bedst beskrives som et urimeligt postnummerlotteri, som kalder på politisk handling.
I en tid med knappe ressourcer og mangel på medarbejdere i velfærden er det svært at forstå, hvorfor der politisk ikke er større fokus på de allermest udsatte borgere. Når mennesker med handicap, kronisk sygdom og svækkede ældre ikke modtager den rette hjælp, kan det på sigt betyde yderligere tab af funktionsevne og dermed livskvalitet.
Den tidligere regerings ekspertpanel offentliggjorde deres forslag til en ny ældrelov i september, og her fremhævede de netop visitation til hjælpemidler som et område med udfordringer. Det bør en kommende ældrelov se på.
Derfor skal der igangsættes en reform af hjælpemiddelområdet, så flere får de hjælpemidler, de har ret til og behov for. For lige nu svigter vi mennesker, der er afhængige af velfærdssamfundet, og det kan vi ikke være bekendt.
Thorkild Olesen er formand for Danske Handicaporganisationer. Bjarne Hastrup er direktør for Ældre Sagen, og Jørgen Andersen er formand for Diabetesforeningen.
Det virker ubegribeligt, både at fattig-ydelsen er så stram, at jeg ikke selv kan købe hjælpemidler på det frie marked, ligesom jeg selv køber mad og tøj og biler og briller, men også at det kan tage så lang tid at vurdere, om min funktionsnedsættelse berettiger et gratis hjælpemiddel.
Hvis jeg akut eller permanent har en funktionsnedsættelse, burde det ikke tage mere end fem minutter af mit næste besøg hos lægen, til også lige at udfylde en lægeerklæring om behov for hjælpeudstyr, midlertidigt eller permanent. Og vurderingen af en lægeerklæring burde ikke tage meget længere end at skimme journalen, og læse "kørestol" og "muskelsvækket", ikke "atletisk som en sportsstjerne".
En elektrisk kørestol koster ca $700-$3700, altså sammenligneligt med prisen på sagsbehandlingen af samme.
Det handler sandsynligvis om kommunernes økonomi. (igen)
Måske skal argumenterne ikke så meget slå på den sørgelige kvalitetsforringelse af de hjælpemiddel-søgendes liv, som af at den hjælp der er tiltrængt i højere grad skal varetages af sosu-personale og hyppigere brug af sundhedssystemet. Sosu-personale har kommunerne svært ved at skaffe nok af, og det er dyrt at hyre vikarordninger ind.
Konklusion: Kommunerne som overordnet ramme sparer ingen penge ved at undlade at bevillige hjælpemidler, tværtimod. Udgiften bonger bare ud i nogle andre af kommunens kasser.
Ja det er et af resultaterne af LLR og AFR's Strukturreform - kun vedtaget med VK-regeringen og DF's stemmer -
Enten bør staten overtage opgaven eller den tilbagegives til Regionerne - der blev LLR's erstatning for de gl. amter , dog og ulyksaligt uden skatteudskrivning og derfor helt afhælgig af hvad regeringen og Folketinget ville bevillige Regionerne.
@ uffe hellum
Hvis du skal have vristet hjælpemidler ud af kommunen, så skal du ikke forbi lægen, men derimod din borgerkonsulent i kommunen (alle har en hvad enten de ved det eller ej) og en kommunal ergoterapeut (evt, i kombination med fysioterapeut). Den/de sidstnævnte laver en vurdering af dit hjælpemiddelbehov og borgerkonsulenten repræsenterer dig. Det er bøvlet, men det er også et af de forhold, hvor man får mere ud af at arbejde med bureaukratiet, end at kæmpe mod det.