Den nye regering bør nedlægge Vejdirektoratet. Det står i vejen for en grønnere infrastruktur

Hvis vi nogensinde skal blive i stand til at modernisere infrastrukturen i Danmark, kræver det institutioner, der understøtter en tidssvarende udvikling.

Vejdirektoratet blev etableret i 1949 og har den dag i dag et meget afgrænset ansvar for planlægning, anlæg og drift af statsvejene – altså det overordnede vejnet af motorveje og hovedveje.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at medarbejderne er kompetente, men de organisatoriske rammer, de indgår i, er forældede. Det giver ganske enkelt ingen mening at have en styrelse siddende for sig selv med det formål at retfærdiggøre milliarddyre motorvejsanlæg. Det spænder blot ben for udviklingen af en sammenhængende, bæredygtig og klimavenlig infrastruktur.

Se bare på den 161 milliarder kroner dyre CO₂-belastende trafikaftale fra sommeren 2021, der stort set udelukkende har til formål at fremme bilismen på baggrund af en forventet stigning i antallet af biler.

Trafikal skævvridning 

Hvis vi bare bliver ved med at udvide vejene, i takt med at antallet af biler stiger, svarer det til at løsne bæltet i bukserne, i takt med at man bliver federe og federe. Det løser ikke rigtigt problemet.

Tværtimod, bliver det en selvforstærkende negativ spiral, der blot gør infrastrukturen endnu mere usund, og det er måske netop en af grundene til, at det nu er så svært at sætte ind med den rette behandling.

Det ensidige fokus på privatbilismen har i sig selv medvirket til, at mange borgere i dag har svært ved at klare sig uden en bil. Mange familier er endda afhængige af to eller tre biler for overhovedet at få hverdagen til at hænge sammen.

Ud fra en klimamæssig og ressourcemæssig betragtning er det skørt, og ud fra en social betragtning er det voldsomt uretfærdigt over for den borger, som bliver tvunget til at gældsætte sig, fordi det er blevet nødvendigt at eje en bil for at kunne komme rundt. I værste fald bliver borgeren ekskluderet fra job og lignende, fordi det ligger uden for økonomisk rækkevidde at købe en bil.

Det er uretfærdigt. Alle bør kunne bevæge sig frit rundt, uden at de er tvunget til at eje en bil.

Hvis Danmark skal holde sig ’fit’ på det trafikale område, kræver det altså en anden og mere helhedsorienteret tilgang. Det er derfor, der er behov for at nytænke – og udvide – de organisatoriske rammer. Der er brug for rammer, der i langt højere grad understøtter en sammenhængende, effektiv og ikke mindst bæredygtig infrastruktur på tværs af landet og på tværs af land og by.

Opret Mobilitetsdirektorat

Det er klart, at der stadig er borgere, der har brug for at køre bil, men hvis man forestiller sig, at de gode medarbejdere fra Vejdirektoratet i højere grad bliver en del af en organisation, som får ansvar for hele mobilitetsområdet, så vil vi alt andet lige få udviklingsprojekter, der rækker ud over de ineffektive anlæg af nye og større motorveje.

Og tilsvarende, hvis alle transporttyper indgår som afsæt for al udvikling, så vil vi få løsninger, der rækker ud over det hidtil snævre fokus på privatbilisme.

Hvis vi så ovenikøbet giver et nyt ’Mobilitetsdirektorat’ som opdrag altid at vægte den mest muligt bæredygtige infrastruktur, så vil vi for alvor kunne begynde at se effektive og langtidsholdbare løsninger, der peger ind i fremtiden.

Hele spørgerammen vil ændre sig, så det ikke længere kun handler om, hvor billigt og hvor hurtigt det kan lade sig gøre at anlægge et stykke motorvej.

I stedet vil nye spørgsmål blive relevante. For eksempel – hvilket transportmiddel er mest bæredygtigt i den givne situation? Hvordan kan man begrænse antallet af de ressourcetunge privatbiler? Kan man understøtte en bedre udnyttelse af den danske bilpark, så de biler, der nu engang skal være der, ikke behøver at holde stille 95 procent af tiden? Hvordan skaber vi bedre sammenhæng med byområderne? Er der overhovedet brug for privatbiler i byområderne, hvis vi dér prioriterer de mest bæredygtige transportformer? Og sådan kunne jeg fortsætte.

Organiseringen er altså afgørende for, om vi bliver i stand til at modernisere og udvikle en sammenhængende og effektiv infrastruktur – i stedet for som nu blot at blive ved med at løsne bæltet og udvide med nye veje til flere biler.

Forældede beregningsmodeller

En ny, forbedret organisering af infrastrukturområdet vil også give en anledning til at optimere de beregninger og analyser, som ligger til grund for politikernes beslutninger.

Det er der brug for, for i dag bygger værdisætningen af infrastrukturprojekter på forældede beregningsmodeller.

I de samfundsøkonomiske analyser, der følger anlægsinvesteringer på trafikområdet, er naturen for eksempel værdisat til nul kroner. Ja, du læste rigtigt: nul kroner. Selv når det drejer sig om en analyse af Hærvejsmotorvejen, som skærer igennem flere af Jyllands mest værdifulde naturområder, har naturen ingen værdi.

Det er der næppe nogen, der mener er rigtigt i dag, hvor vi midt i en klima- og biodiversitetskrise bruger store summer på at opkøbe arealer til natur.

Et andet eksempel er, at det indgår som samfundsøkonomisk gevinst, at en privatbilist også i sin fritid kan nyde godt af at køre på en ny motorvej i stedet for at benytte en af de eksisterende hovedveje.

Omvendt indgår det ikke i de samfundsøkonomiske analyser, at sundhedsudgifterne stiger, hver gang vi øger mængden af støj og anden forurening. For ikke at tale om de øgede sundhedsudgifter, der opstår som følge af mindre motion, hver gang vi lokker endnu et ungt menneske til at droppe cyklen for i stedet at tage bilen.

De nuværende samfundsøkonomiske analyser ved værdisætning af infrastrukturprojekter er med andre ord mangelfulde og misvisende. De gør det umuligt at træffe kvalificerede politiske beslutninger, som kan komme samfundet som helhed til gavn.

I det lys er det måske ikke så underligt, at trafikaftalen fra 2021, trods investeringer for 161 milliarder kroner, ikke løser de udfordringer, vi som samfund står over for. Hverken trængselsproblemerne, sundhedsproblemerne, klimaproblemerne eller noget andet. Aftalen tilfredsstiller lokalt valgte politikere, som har kunnet vise sig frem for deres bagland, men aftalen har ingen værdi i en større samfundsmæssig kontekst. Den kan snarere betegnes som skadelig.

Derfor bør vores kommende regering nytænke hele organiseringen omkring arbejdet med fremtidige infrastrukturprojekter. Det vil give politikerne et bedre grundlag for kvalificerede beslutninger, og det vil åbne for, at vi i langt højere grad kan modernisere infrastrukturen og sikre en langsigtet, bæredygtig udvikling, som kommer alle til gavn.

Bjørn Olsen er presseansvarlig