Kronik

Det psykiatriske system er bygget på misinformation, som myndighederne formidler

Myndighederne misinformerer grundlæggende befolkningen ved at stå fast på, at psykisk lidelse skyldes kemiske ubalancer. Det bakkes ikke op af den bedste forskning på området, men videreføres, fordi læger og psykiatere sidder tungt på psykiatrien
De skadelige effekter af psykofarmaka omfattende og kan være farlige.

De skadelige effekter af psykofarmaka omfattende og kan være farlige.

Jakob Eskildsen/Ritzau Scanpix

Debat
17. november 2022

I en ideel verden ville den bedste videnskab føre til den bedste praksis. Praksis ville begrunde fremtidig forskning, og begge dele ville som politisk beslutningsgrundlag skubbe samfundsudviklingen i den mest hensigtsmæssige retning.

Men det er ikke det, vi ser.

Op til folketingsvalget har man ofte kunnet læse, at psykiatrien er udsultet. Der skrives om »historisk stor opbakning til« og »historisk enighed om« behovet for at løfte psykiatrien. Og mange brugerorganisationer bakker også op om tiårsplanen.

Der har aldrig været talt så meget om psykiatri som nu. Og det burde vel være en god ting?

Dårlige definitioner

Problemet er det, vi faktisk vil betegne som misinformation. Vi mener, at psykiatrien som system grundlæggende misinformerer befolkningen om psykisk lidelse. Denne misinformation videreføres i lærebøgerne i psykiatri, og derfor kommer mange psykiatriske behandlere til at misinformere deres patienter.

Misinformationen stammer fra psykiatriens syn på, hvad det vil sige at lide psykisk. Ifølge det, vi kalder den sygdomscentrerede model, som er psykiatriens praksis- og forskningsgrundlag, udvikler psykisk lidelse sig til sygdom, når vi lider nok.

I denne psykiatriske model vil ’nok lidelse’ sige, at man scorer tilstrækkelig højt på en række symptomer. Men for alle psykiatriske diagnoser gælder det, at ’symptomer’ udelukkende er øjebliksbilleder af tanker, følelser og adfærd. Der findes ikke en eneste psykiatrisk diagnose, som vi kan scanne os frem til, måle i blod eller signalstoffer, eller på anden vis registrere med klassiske lægefaglige undersøgelser.

Systemtro psykiatere vil ofte indvende, at der findes forskning, der peger på hjerneafvigelser, kemiske ubalancer i hjernen og deslige. Problemet er, at det, forskerne ’peger på’ på baggrund af de seneste 40 års forskning, videnskabeligt set ikke er andet end uholdbare, vage indicier. De er nemlig forankret i de diagnostiske klassifikationssystemer DSM-3 og ICD-1, der netop definerer psykiatriske lidelser som en samling af symptomer, og som har været videnskabeligt problematiske siden deres undfangelse, og stadig er det. Og fordi symptomerne som før nævnt er øjebliksbilleder, er definitionerne derfor også uklare og flydende.

Psykiatrisk forskning er ikke irrelevant, men forskning guidet af diagnoser, som er dårligt og vagt definerede, fører logisk nok til dårlig eller vag forskning.

Myndighederne misinformerer

Misinformationen består i, at myndighederne i sine udmeldinger til offentligheden hævder, at nogle diagnoser forårsages af en kemisk ubalance, selv om summen af videnskab på området ikke understøtter denne hypotese.

På sundhed.dk, som drives af regionerne, kommunerne og Sundhedsministeriet, kan man for eksempel læse om »den kemiske ubalance, som findes i de fleste tilfælde af depression«. Det er et problem, at den offentligt tilgængelige og tilsyneladende pålidelige information om psykiske lidelser ’vælger side’ i en videnskabelig debat, som ikke er afgjort, og hvor der mangler beviser for afgørende påstande.

I forlængelse heraf formidles psykofarmaka ukritisk som ’medicin mod sygdom’. Men psykofarmaka, der påvirker ubalancer og hjerneafvigelser, kan ikke siges at være ’medicin mod sygdom’, så længe vi ikke kan pege på ubalancer eller hjerneafvigelser som lidelsens årsag.

For at afgøre, om præparaterne gavner, må vi i stedet sidestille alle deres effekter, skadelige som virksomme, og tage bestik af effekten på den lidende. Og her er psykofarmaka bredt set ikke overbevisende virksomt sammenlignet med placebo i effektstudier. Derimod er de skadelige effekter af psykofarmaka omfattende og kan være farlige.

Præparaterne må altså i bedste fald betragtes som ’dæmpende midler’. Kemisk dæmpning kan godt give mening, hvis en lidende person er uden for kontakt eller til fare for sig selv eller andre. Men det er langtfra sådan, præparaterne præsenteres for de lidende og for befolkningen, og det er et problem.

Lægerne tager sig af de gale

Vi kan altså ikke registrere de psykiatriske diagnoser ved hjælp af klassiske lægefaglige undersøgelser. Diagnoserne er videnskabeligt set upålidelige og dårligt definerede, og de psykiatriske interventioners formål er pr. definition symptomreduktion, som samtidig indebærer risiko for væsentlige skadevirkninger.

Jamen, hvorfor har vi så en lægefagligt ledet psykiatri, som hovedsageligt arbejder ud fra en biologisk sygdomsmodel? Primært fordi det historisk set var læger, der tog sig af de gale. Men dét er ikke længere grund nok til at beholde en monofaglig tilgang.

Det er et demokratisk problem, at det er så svært at løbe denne debat i gang. Forfatterne til denne kronik har i årevis forsøgt at gøre opmærksom på de grundlæggende problemer, men vi mødes i reglen af en blank afvisning fra toppen af psykiatrien, eller med politiske skuldertræk.

Men debatten om psykiatrien er så meget mere end en fagkamp. Det er en kamp om, at vitale systemer i samfundet skal baseres på den bedste videnskab – ikke på én fagstands ønske om at beholde magten og definitionsretten. Teoretisk og praktisk forskning viser, at vi kan gøre det meget bedre, og det bliver tydeligt, når man ser på statistikker over psykiatrien, som den er lige nu:

Næsten 700.000 danskere er på psykofarmaka, 71 procent af voksne med psykiatriske diagnoser er uden arbejde, og 50 procent af dem, der var i arbejde, da de blev indlagt, er ikke i arbejde seks måneder efter psykiatrisk indlæggelse. Den danske psykiatri anvender alt for meget tvang, hvilket vi er blevet kritiseret for af FN. Samtidig er det så uattraktivt at være psykiater i psykiatrien, at kommunerne er nødt til at betale millioner af offentlige kroner til de vikarbureauer, hvor psykiaterne i stedet finder arbejde. Hvilken konklusion kan man drage af det?

Et nyt og bedre system

Den åbenlyse konklusion er, at det psykiatriske system i Danmark hviler på et hult og misinformeret fundament. Dette retfærdiggør et voksende ønske, både blandt psykologer og kritiske psykiatere, om at udvikle og afprøve en tilgang, der ikke er baseret på en biologisk eller sygdomscentreret model. Et system, som ikke ser psykisk lidelse som en mangeltilstand, men langt overvejende som meningsfulde, forståelige menneskelige reaktioner på det liv, folk lever.

Sådanne tilgange repræsenteres blandt andet af Åben Dialog, Stemmehørernetværket, den traumeinformerede tilgang og modellen ’Power Threat Meaning Framework’.

Erfaringer fra eksempelvis tilgangen Åben Dialog i dens oprindelige finske form og fra traumeinformerede tilgange understøtter, at et bedre funderet system ikke behøver at blive dyrere end tilsvarende psykiatri. Samtidig er det relevant at spørge sig selv, hvor længe vi har råd til at beholde et dårligt begrundet system, der har givet Danmark den tvivlsomme ære at være det OECD-land, der førtidspensionerer flest på grund af psykiatriske diagnoser, og hvor reintegration i samfundet og på arbejdsmarkedet alt for sjældent lykkes.

I overgangen til et kontekstbaseret system ville vi samtidig kappe de problematiske bånd til medicinalindustrien én gang for alle. Vi skal udvikle en god dansk model for en bedre og helt anderledes psykiatri. Og burde psykiaterne egentlig ikke bifalde udviklingen af et velbegrundet systemisk alternativ, når man ser på, hvor dårlige resultater den sygdomscentrerede tilgang har præsteret? Hvad risikerer man? At vi har ret?

Jonas Vennike Ditlevsen er selvstændig psykolog og debattør

Peter C. Gøtzsche er professor emeritus og direktør

Marianne Lassen er lærer

Linda Callesen er relationel traumeterapeut

Birgit Signora Toft er ph.d. og rådgivende farmaceut

Anders Sørensen er ph.d. og psykolog

Annette Jacobsen er psykolog og specialist i psykoterapi

Olga Runciman er selvstændig psykolog

Herluf Dalhof er pensioneret praktiserende læge

Helle Lengsholm er sygeplejerske

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjørn Pedersen

Jeg savner virkelig at psykiaterne kommer med et svar til de efterhånden mange psykiatri-skeptiske indlæg, der har været bragt i Information de seneste år.

Ikke fordi jeg stoler på psykologernes skøn, men fordi jeg bare er træt af kun at læse hvad nogle, der ikke er psykiatere, antager skulle være hvad de fleste psykiatere i Danmark tænker på og tror på.

For ER det overhovedet sandt, at de fleste danske psykiatere stadig tror på, at psykiske lidelser har med "kemisk ubalance" at gøre? Resten af kritikken i kronikken er dokumenteret, og velkendt andetsteds fra, men ikke påstanden om at kemi-hjerne-ideen er udbredt blandt psykiatere. At det står på sundhedsministeriets hjemmeside, er vel ikke ensbetydende med at dem der arbejder i "felten" ikke er kommet længere?

Så psykiatere, en smule faglig formidling, tak? Eller skal nogle psykologer stå for formidlingen af jeres fag?

Christian Skonberg, Klaus Lundahl Engelholt, Fie Ankjer Nielsen, Colin Bradley og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

Man kan undre sig over at det nuværende psykiatriske system med et så uvidenskabeligt fundament og så dårlige resultater kan overleve så længe. Mit gæt er at det både skyldes massive interesser fra medicinalindustrien, men også en hel del dedikerede medarbejdere

Estermarie Mandelquist, Rasmus Kristiansen, Morten Balling, Steffen Gliese, Alan Frederiksen, Eva Schwanenflügel, Martin Christensen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Martin Christensen

Tak for en udmærket beskrivelse af de herskende forhold i psykiatrien.

Husker at jeg for cirka 20 år siden talte med en overlæge fra gerontopsykiatrien, der på det tidspunkt i samtalen fortvivlet udbrød: "Vi er tilbage på det stade hvor behandlingspsykiatrien befandt sig, da den såkaldte antipsykiatriske kritik begyndte."

Anne M. Berg, Steffen Gliese, Mogens Holme, Katrine Marie Christiani, Alan Frederiksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Tænker, at der er alt for meget somatisk tænkning i det psykiatriske felt, og det er som jeg ser det, desværre stigende. Ligeså har en stor del af personalets uddannelse basis i somatikken.

Steffen Gliese, Mogens Holme, lars søgaard-jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Som privatpraktiserende psykolog oplever jeg det direkte pinligt , at høre om den psykiatriske behandlingsform , om amatøragtige indlæggelsesforløb og med selvmord som de indlagtes foretrukne løsning på deres livskriser.Autoriseret psykolog Nils Grangaard Olesen

Karen Møller E., Rasmus Kristiansen, Carsten Troelsgaard, Fie Ankjer Nielsen, Alan Frederiksen, Steffen Gliese og Katrine Marie Christiani anbefalede denne kommentar

Jeg er en af de utallige, der har lagt krop og sind til de behandlingsformer, der tilbydes i Danmark. I adskillige dekader har jeg troligt spist de tilbudte piller og vandret rundt i diagnosesystemet med dets firkantede bokse, som jeg havde svært ved at passe ind i. Til sidst blev det for meget, for jeg fik det værre og værre, og afvisningerne stod i kø, når jeg bad om hjælp.
Efter nogle skrækkeligt desperate valg, som jeg heldigvis overlevede, forlod jeg troen på psykiatrien, trappede ud af medicinen og fandt mig en tålmodig psykoterapeut, der var i stand til at lytte. Endelig kunne jeg begynde at lære de grundlæggende livsfærdigheder, jeg manglede, herunder at forholde mig til de følelser, der det meste af mit liv havde været gemt af vejen med medicinens hjælp.
I dag ved jeg, hvem jeg er og hvorfor mit liv har formet sig, som det har, men psykiatrien har i den grad været med til at forsinke min udvikling.
Jeg siger ikke, at "one size fits all" eller at psykofarmaka bør forbydes, men der er utrolig vigtig info og forståelse at hente i dialog og relationsarbejde. Mennesker er ikke ens, og behandlingstilbud skal nødvendigvis tage udgangspunkt i individets behov. Psykiske lidelser har i min optik (altid?) en årsag og må ikke bare dulmes på ubestemt tid med medicin, for så kan de virkelig ligge og ulme under overfladen og lave langt større ravage.
Psykiatrien står overfor en enorm opgave. Måske så stor, at vi hellere skal se på det som samfundets - din og min - opgave. Alene kan vi ikke meget, men sammen kan vi en masse.

Estermarie Mandelquist, Knud Ejstrup Larsen, Morten Balling, Colin Bradley, Jeanne Löwe Lindberg, Karen Møller E., Anne M. Berg, Rasmus Kristiansen, Carsten Troelsgaard, Kurt Nielsen, Fie Ankjer Nielsen, Helle Bovenius, Alan Frederiksen, Eva Schwanenflügel, Morten Olsen, Jes Thomsen, fin egenfeldt, Steffen Gliese, Mogens Holme, lars søgaard-jensen, Pernille Elholm og Steen Ole Rasmussen anbefalede denne kommentar

Og det kan koges ned til de ufornuftige valg, der blev truffet, da man gjorde dansk medicin afhængig af lægemiddelindustrien i 90erne. Det operative begreb her er 'industrien', der afløste en farmakologisk praksis, der faktisk kunne tage udgangspunkt i den enkelte patient, i hvert fald på sygehuset.
Som så ofte var psykiatrien rambuk for denne udvikling med opdagelsen af 'lykkepillerne'. Hvad har det ikke ført til på andre sygdomsområder?! Det er meget længe siden, det medicinske område kunne klage over at være negligeret til fordel for kirurgien.
Men vi vidste jo - før psykofarmaka tog over - at det var samtaleterapi, der var den bedste og mest virksomme kur! Så lad os for Guds skyld vende tilbage til det. Jeg glæder mig over, at mine venner med psykiske problemer i ungdommen primært måtte ty til terapi fremfor piller - det har utvivlsomt hjulpet dem.

Knud Ejstrup Larsen, Lise Hougaard, Mogens Holme, Rasmus Kristiansen, Helle Bovenius, Alan Frederiksen, Eva Schwanenflügel, Morten Balling, Steen Obel, Jane Jensen og fin egenfeldt anbefalede denne kommentar
ulrik mortensen

"... var samtaleterapi, der var den bedste og mest virksomme kur! ". Gælder ikke svær
depression Gliese. Læs f.eks. forfatteren Peter Øvig Knudsens beretninger:

https://www.information.dk/kultur/2019/05/peter-oevig-hold-kaeft-egentli...

Her kunne jeg skrive en lang kommentar om at jeg er 99,99% enig med forfatterne til artiklen her, men jeg har skrevet det hele tidligere:

https://www.information.dk/debat/2022/11/nedsaet-ungeraad-saa-kan-vaere-...

https://www.information.dk/indland/2022/08/magnetterapi-kan-hjaelpe-depr...

https://www.information.dk/indland/leder/2022/08/aars-ventetid-paa-prakt...

https://www.information.dk/moti/2022/08/ved-daarlig-soevn-usundt-naeste-...

https://www.information.dk/debat/2022/07/nej-ved-elektrochok-ingen-bivir...

https://www.information.dk/debat/2022/04/autismediagnose-gav-noegle-haan...

https://www.information.dk/debat/2022/04/afhaengige-antidepressiv-medici...

Og jeg kunne blive ved.

Lad mig opsummere, hvis du ikke gider læse alt det jeg har skrevet:

Hvis f.eks. fru Olsen er ked af at hr Olsen er død, skal vi så give hende et lægeordineret partydrug (med alvorlige bivirkninger), for at give hende en kortvarig lykkerus, indtil effekten hurtigt aftager, og afløses af bivirknigerne?

Skulle vi ikke i stedet, hvis vi overhovedet vil hjælpe hende, sætte os ned og lade hende fortælle os, hvordan hun har det? Vi kan ikke genoplive hr Olsen, men hvem bilder sig ind at det hjælper at sende hende hjem med et glas piller ingen kan bevise effekten af?

Når ca. halvdelen af Planetens ungdom i undersøgelser giver udtryk for at de tror at klimaet vil blive enden på menneskeheden, eller når næsten 3/4 af dem siger at det påvirker deres tanker om at få børn, er det så de unge, som lider af en "kemisk uballance" i hjernen, eller er det en reel (og dermed berettiget og sund) reaktion på en fucked up Verden? Kan vi medicinere os ud af det?

Estermarie Mandelquist, Peter Aarslev, Jeanne Löwe Lindberg, Mette Johansson, Mogens Holme, Rasmus Kristiansen, Steffen Gliese, Helle Bovenius, Alan Frederiksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Here we go again. Lad os se om de selv bestaltede psykiatri kritikere kommer denne gang med noget nyt, eller om det er den samme gamle plader.
De lægger ud med "Vi mener, at psykiatrien som system grundlæggende misinformerer befolkningen om psykisk lidelse. " OK. Det har vi hørt før. Mange gange. Alligevel bliver man ret spændt hver gang! Bliver det denne gang vi endelig komme til at høre hvad det rigtige svar på psykens gåde er? For når man så eklatant og skråsikre viser sig klar til at affeje en hele 200 år gammel disciplin, så formoder man, at det er fordi de selv har knækket koden og fundet de vises sten, og står klare med deres alternative forklaring på hvorfor mennesker kan blive syg i sindet? Og hvad vi kan gøre ved det?
Nåh!
I stedet bliver de selv misinformerende. "Ifølge det, vi kalder den sygdomscentrerede model, som er psykiatriens praksis- og forskningsgrundlag, udvikler psykisk lidelse sig til sygdom, når vi lider nok."
Pludder. Hvilken Christmas cracker blev den plukket fra?
Men selv når man skyder bare helt vildt ved siden af og uden at selv have en klar definition af hvad det er man skyder efter kan man alligevel helt tilfældigt ramme noget interessant. Sætningen "at man scorer tilstrækkelig højt på en række symptomer" er trods alt sigende for en beklagelig tendens psykiatrien har udviklet her på de sidste par årtier til at lade sig hypnotisere af af en lokkende men desværre nok falsk løfte om at kunne neutralisere interviewer bias ved overforbrug af semistrukturerede spørgeskemaer, til at erstatte det reelle arbejdsslid psykiatrien traditionelt bestod i ved at bruge måneder og år på at lære patienten at kende, med kollegiale supervision til at sikre netop at risikoen for bias og relationelle blindepunkter blev holdt til et minimum. Den bedste psykiatri er en særblanding af kunst og videnskab og kan ikke undvære noget af delene.
Ok. Hvad har vi så mere? Gab! "Kemisk ubalance" bladiblah "vage indicer", "summen af videnskab på området ikke understøtter denne hypotese" - de sædvanlige. Hvilken hypotese var den nu igen? Ah! Dopamin hypotesen. Jo rigtig nok den blev aldrig til en teori meget mindre et styks aktuel viden. Det er derfor man har hypoteser. Man bemærker nogle korrelationer man ikke umiddelbart har en direkte kausal forklaring på, så lader man dem stå som hypoteser og håber at finder kausaliteten længere henne ad vejen. Dopamin hypotesen er for længst blevet efterladt mens korrelationen ses fortsat. Dopamin og psykose fænomener har et eller andet med hinanden at gøre tilsyneladende, men relationen er langt mere komplekst end som så. Men det forhindre ikke at psykoser kan dæmpes med dopamin blokerende stoffer. Ja det er symptom behandling. Er det skamfuldt? Vi gør det samme med kræft, som vi også stadigvæk ikke har en fyldestgørende videnskabelig forklaring på. Vi forlænger livet med 10 - 20 år nogle gange uden at egentlig kurere sygdommen. Skulle det være værdiløst?
Jeg fatter ikke den obsesssion med at en behandling ikke må sigte på at være symptomlindrende, især hvis den er en farmaceutisk behandling. Nogle gang ville det være den bedste man kan gøre for en patient, i en bestemt situation og vil være nok til at vende en uheldig udvikling i en mere fornuftig retning. Se eksempelvis denne TV2 optagelsen fra 2012 der fortæller bl a. om Martin Steincke Pedersens oplevelse med psykose.
"Men dét er ikke længere grund nok til at beholde en monofaglig tilgang." Historiske set er det ikke rigtigt at psykiatrien har været så monofagligt, og samlet set hvis der medregnes social psykiatrien er den heller ikke i dag. Det er kun på hospitalerne over de sidste par årtier hvor der er blevet satset mere på det lægefaglige og det kan muligvis delvis forklares med mere fokus på dobbeltdiagnoser og komorbiditeter, og en politisk ønske om at rykke på statistikkerne for psykiske syges overdødelighed. Men jeg giver forfatterne kvalificeret ret - der er ikke evidens for at en enkelt dominerende faglig tilgang er en positiv ting i psykiatrien. Alt peger på tværfagligheden, som nøglen til det bedste mulige fungerende psykiatriske system.
"Hvilken konklusion kan man drage af det?" [at millioner af kroner fosser ud af kommunekasser - og såmænd også regionale kasser - til vikararbejde fordi fastansatte ikke kan skaffes] Tjah! Det siger sig selv mon ikke? Arbejdsvilkårene er blevet så hårde at ingen kan holde til disse jobs. Det har vi sagt i et årti at det ville komme til at ske, hvis ikke der blev investeret i medarbejdernes arbejdsforhold, hvilket inkluderer anskaffelsen af en korrekte afmålt sengekapacitet samt bedre personale normering og aflastning af vagtarbejde.
Men gutterne her synes ikke at flere penge er løsningen. (I hvert fald ikke flere penge til os, der allerede er op til halsen i arbejdsbyrden, men de ville nok ikke selv siger nej til en klækkelig håndsrækning til at eksperimentere lidt med deres lille projekt) Hvad så er løsningen? Den holder de desværre tæt ind til kroppen. Vi får det ikke at vide her hvad den magiske formel er. (Ligesom vi heller ikke i forgående 20 lignende artikler fra Jonas og venner fik det at vide.)
Suk! Jamen så må vi bare kæmper videre med hvad vi har indtil der kommer en dag hvor vi bliver lukket ind i den hemmelige privilegerede sekt hvor alle svarene findes. Eller de bliver lækket. Ja, vi får et par buzzwords med på vejen. De mætter desværre ikke. Åben Dialog (allerede i gang i DK de sidste 20 år - men åh nej nok ikke den ægte finske model måske fordi - surprise suprise den var udviklet til Laplandsk forhold og kan derfor ikke direkte eksporteres til de noget anderledes danske forhold), stemmehører netværk - igen måske ikke gennemtænkt på national plan men alligevel mindste 20 år gammel i DK, traumainformeret - ok godt lad os prøve det, Power Threat Meaning Framework - no thank you - on your own with that one, vi har ikke brug for at den skal sive ind i dansk psykiatri, så patienter kan oplæres i at blive offergjort i stedet for at blive empowered som samarbejdspartnere der kan lære at finde og bruge redskaber, der gradvis kan skaffe dem et bedre liv via mestring af de symptomer, der gør livet besværligt.
Konteksbaseret - Jonas yndlings buzzword p.t. oversat til almindelig dansk hedder det 'baggrund'. Ja - vi ville så gerne have langt bedre tid til netop det. At opbygge billedet af patienten med sin baggrund, som oftest hjælper gevaldigt med forståelse. Det kræver flere kolleger, bedre ressourcer, frihed fra den evindelige optagethed med hvordan vi får plads puslespillet til at gå op. Frihed fra besnærende men urealistiske goder, som udrednings og diagnose garantier, friheden til at give ting den tid det tager til at skabe ro, bygge relationer, strikke personlig tilpassede løsninger sammen med patienten. Tid koster penge desværre hvor mondænt det end ellers måtte lyde.
Af uransagelig grund er Jonas banden ikke meget for vi skal få dem, selvom det ville betyde vi kunne flytte psykiatrien mere i den retning, de synes psykiatrien skulle gå. Det er godt nok svært nogle gange at forstå deres rationalitet.

Viggo Okholm, Christian Skonberg, erik pedersen, jens christian jacobsen, Marianne Rosenkvist , ulrik mortensen og Henning Kjær anbefalede denne kommentar

Tak til @Bjørn Pedersen, nej selvfølgelig passer psykiaterne ikke til disse - for at sige det ærligt - nogle gang ubegavede karikeringer af hvad danske psykiatere og dansk psykiatri er. Men for det meste, ulige disse kritikere, har fagfolk i feltet ofte for travlt til at brug tid på disse uinteressante diskussioner. Det er fint at kritisere psykiatrien, og det ville være finere endnu hvis man kunne fatte at problemerne meste stammer fra sundhedsstyrelsens og finansministeriets politik snarere end lægefaglige sygdomsbegreber, men man bemærker hver gang at kritik er alt de har. De er selv udover kritik fordi de har ikke noget selv at byde ind med, der kunne kritiseres. Man hører de samme tre/fire buzzwords kortnævnte - Åben Dialog, Traumaorienteret terapi og revolutionen i Trieste, og så er resten overladt til din fantasi om hvordan du ville bygge en troværdig og bæredygtig national dækkende psykiatrien ud af det til at erstatte og forbedre det vi har.
De fleste psykiatere mig bekendte, og lige som jeg selv gør, bekender sig til en stress/sårbarheds model af psykisk sygdomme, hvilket er pragmatisk i det at den efterlader døren åben til at både genetisk, neuroudviklings og neurofysiologisk forhold endnu ikke opdaget, samt psykodynamisk og sociopsykologisk forhold kan have betydning for et menneskes psykisk tilstand.
Havde vi blot mere tid og mindre caseloads bedre efteruddannelse flere kolleger og en mindre obstruktiv og kassetænkende admin tilgang kunne den psykiatri vi praktiserer komme til at ligne meget mere den kritikerne siger den bør efterligne.

@Colin Bradley

Hvis jeg nu var af den gamle skole, og oprettede en privat klinik, hvor jeg "behandlede" anoreksi med LSD under bæltefiksering i et neonoplyst lokale, ville du så mene at det skulle jeg da have lov til? Hvad hvis jeg påstod at Coca Cola kunne helbrede kræft?

(jvfr. dit link til historien om Martin)

Mogens Holme, Alan Frederiksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@@Colin Bradley

Her er en anden historie om, hvad psykiatrien engang troede var en god behandling:

https://www.dr.dk/nyheder/indland/hundredvis-af-danskere-blev-behandlet-...

Hvor mange mennesker i psykiatrien er det nu man tvangsbehandler ud fra psykiatriens egne subjektive kriterier?

Man behandler ikke med LSD længere, fordi man indså at det var forkert at gøre. Jeg er med på at mennesker kan komme så langt ud at man er nødt til at gribe dem, men det drejer sig næppe om de 700.000 danskere man behandler med piller man ikke kan forklare virkningen af, og som ikke er signifikant mere effektive end kalktabletter.

Hvis man alligevel er ude på et gedigent skråplan af løgn, fordi man ikke vil indse eller indrømme at man tager fejl, så kan jeg anbefale at gå over til kalktabletterne. De ødelægger ikke nogen eller noget.

Lise Hougaard, Mogens Holme, Rasmus Kristiansen, Alan Frederiksen, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@Morten Balling - Jeg forstår desværre ikke hvad du siger, men interessant nok når du selv bringer det på banen er man igen for nyligt begyndt at interessere sig for behandlinger med hallucinogener. Især psilocybin tror jeg nok nogen ville påstå har en god virkning på PTSD. Jeg kan ikke svare dig fordi jeg forstår overhovedet ikke hvor du vil henne med cola og kræft og hvad det kunne have at gøre med en ung mand der ellers ville have begået selvmord, som fik slået sin psykose ned på en psykiatrisk afdeling vha antipsykotisk medicin.

erik pedersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Min pointe hovedsageligt var at artiklens forfatters kritik ikke er bedre end hvad de selv kan bidrage med af et brugbart alternativ, men den er svær at skimte synes jeg. Jeg ville nærmeste mene de har næsten ikke noget at have deres kritik i, og det er nok forklaringen på at få i den etablerede system er interesseret i at gå i dialog med dem, fordi de eneste de gør er at forsøge at skubbe modstanderen over i et defensiv hjørne hvor de kan hovere over at de ikke giver det perfekte svar de forlanger, men når man vender sagens gang om således at de kommer under spotlyset og skal forsvare deres foretrukne model så krakelerer de og det løber ud i sandet. Så pot calling the kettle black basically. De er ikke de første i psykiatriens historie der mente det kunne gøres bedre uden medicin, og det er en sandhed med modifikationer at Laplands Åben Dialog ikke bruger medicin, ligesom litteraturen om Trieste også dokumenterer brug af medicin i heftige doser i nogle tilfalde.
Hvis bare de kunne komme med et konkret og gennemtænkt model til hvordan en bedre psykiatri i DK kunne se ud ville de pludselig blive interessant at gå i dialog med, men hver gang jeg har opfordret dem til at gøre det ender de med at blive sure på mig og gå deres fornærmede vej.

erik pedersen, Marianne Rosenkvist og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar

Hvor har jeg dog tit ønsket, at jeg havde kunnet formulere mig så klart som forfatterne her, for guderne skal da vide at det har været en længe ønsket klargørelse af forskellen mellem psykiske og fysiske problemer.
Og hvor har jeg dog reddet mange klienter ud af risikoen for at få smidt en masse psykofarmaka i hovedet og alligevel komme ud på den anden side med livet i behold.

Lise Hougaard, Alan Frederiksen, Mogens Holme og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Der er en privilegieblindhed i indlæg som disse. Der beskæftiger sig kun med de bedst fungerende brugere af psykiatrien.

Der findes altså også mennesker med svære psykoser som ser syner hver dag og som aldrig kan leve et normalt liv. Der findes mennesker med intelligens under 20 IQ, som ikke bliver mentalt ældre end 1 til 2 år. De kommer aldrig ud i det almene samfund, så den kender folk generelt ikke til. De har ikke en gang et sprog.

De her patienter har brug for, at vi forsker endnu mere i somatiske grunde til lidelserne.

Men den slags mindre pæne patienter kan man ikke tage med i sine overvejelser, når man mener at psykiatri bare er mennesker, som er lidt kede af det nu og da. Og at lidt samtaleterapi med en psykolog kan fikse alt.
Det er beskæmmende.

Colin Bradley, ulrik mortensen, erik pedersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Som Felskov skriver ovenover slår Peter C. Gøtzsche & hele koblet af anti-psykiatriske psykologer åbne døre ind. Igen-igen. Det er vist længe siden psykiatere påstod, at depression var serotonin-betinget og også længe siden at psykiatere påstod, at deres diagnosesystemer var både valide og reliable.
PS. De af kronikørerne foreslåede 'alternative' behandlinger af psykiatriske lidelser mangler evidens for behandlingseffekt - sjovt nok. Jeg har i al fald ikke kunnet finde andet end små studier af patient-oplevede og behandler-bekræftede korttidseffekter. Men på længere sigt?
PPS. For nemt i kommentarfeltet at køre frem med den der 'medicinalindustri'-udskamning. Hvis en pille har bedre effekt end bivirkninger skal man naturligvis tage den.
PPPS. OPUS-behandling af debuterende psykotiske lidelser bygger i øvrigt på tværfaglig behandling. Og der findes psykodynamiske ambulatorier overalt i landet. Så Gøtzsches sort-hvide skræmmekampagner skyder forbi. Igen-igen.

ulrik mortensen, Colin Bradley og erik pedersen anbefalede denne kommentar

BIG PHARMA RULES

Jeg er hverken aut. psykolog eller psykiater og jeg ved intet om behandling af meget psykisk syge/udfordrede. MEN jeg har efterhånden de senere år set og hørt så meget - særligt på udenlandske ikke-mainstream-medier - omkring BIG PHARMA og deres gøres og laden, om deres formaliserede samarbejde og fællesøkonomi med div. statsadministrationer (hvor skattekroner har det med at trille lige så fint ned i lommerne på BIG PHARMA), hørt om hvordan politikere og læger er "købt og betalt" af BIG PHARMA, hørt om hvordan BIG PHARMA opleves at kunne trække medicingodkendelser som var det slik i en automat, hørt om, hvordan BIG PHARMA betaler for den åh så evidensbaserede forskning og for at få offentliggjort åh så evidensbaserede forskningsresultater, så det passer som fod i hose ift. at kunne tjene endnu flere penge. Og sådan kunne vi blive ved.

Det med at betale sig til forskningsresultater, der fører et godt salg med sig, ja selv Novo gør det. Jeg så en video, hvor en læge (Dr. Suneel Dand) henviste til noget diabetes-medicin, hvor Novo havde sponsoreret forskning og forskningsresultater, der legitimerede og gav godkendelse. Et præparat, som så blev heftigt markedsført og flittigt udskrevet til patienter - for så efter et par år så måske ikke lige at være så godt alligevel ..... men $ var da heldigvis for Novo gavmildt trillet ned i foret. Hvis det er korrekt, så er de jo bare én af så mange andre medicinalvirksomheder, der gør det samme. Ja selv Bill Gates er også gavmild ift. at sponsorere forskning og forskningsrapporter - at tænke sig ...

Igen: jeg er hverken læge eller psykolog/psykiater, MEN jeg ved, at BIG PHARMA er skabt for at tjene penge - og jo flere syge, der er og som tillige kan fastholdes som langtidssyge på alverdens medicine, jo større overskud er der til aktionærerne. Det samme gælder også de meget store private hospitalskoncerner, der glædeligt gør folk endnu mere syge, så der skal foretages dels en masse dyre undersøgelser og efterfølgende behandlinger , som folk som flest jo slet ikke kan betale.

@jens christian jacobsen et al

Der lader til at være bred konsensus om at depression ikke skyldes en kemisk ubalance i hjernen (manglende serotonin i synapserne). Så langt så godt.

Spørgsmål:

- Hvad er det så man prøver at opnå med SSRI (Selective serotonin reuptake inhibitors)?

- Hvorfor er det at sundhedsmyndighederne stadig påstår noget andet?

Hvis du vælger at svare at pillerne skam virker, men at man blot har et problem med at forklare hvordan, så:

- Hvorfor er det at "effektiviteten" af SSRI (40-50%), siges at være bevist, når placebo også ligger på 40-50%?

Der er ingen signifikans, og så skal man, hvis det skal være videnskab, forkaste sin hypotese. Det gør man tydeligvis ikke, selv når det er bevist at pillerne ikke virker.

- Hvorfor det?

Steffen Gliese, Mogens Holme og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar

@Colin Bradley

Du skriver: "Især psilocybin tror jeg nok nogen ville påstå har en god virkning på PTSD."

I rest my case. WTF?!?

Klaus Brusgaard

Hvordan er det på nogen måde mulig at påstå at psykisk sygdom ikke drejer sig om kemisk ubalance. Vi er biologi, biologi er kemi.
Skizofreni er tydeligt arveligt og dette uafhængigt af opvækstforhold med et miljømæssigt komponent; altså noget med gener (ca. 50%) og dermed kemi.
Angst er arveligt med et genetisk bidrag på 30%, igen uafhængig af opvækstforhold.
Depression har et klart arveligt komponent ca. 40% hos kvinder og ca. 30% hos mænd. Det drejer sig om meget komplekse multifaktoriellesygdomme.
Ikke at jeg er vild med farmaka. Men at sige at vi er andet end kemi er fuldstændigt vildt.

Alan Frederiksen

På youtube ligger der en interessant video med Dr. James Davies fra 2021 Mental Health, Capitalism and the sedation of a nation. Jeg kan desværre ikke udgive mit indlæg hvis jeg linker til det.

Alan Frederiksen

Hvordan forklarer Colin Bradley at transkønnethed var en psykiatrisk diagnose indtil 2017?

Alan Frederiksen

Hvordan forklarer Colin Bradley at transkønnethed var en psykiatrisk diagnose indtil 2017?

@Klaus Brusgaard

"at sige at vi er andet end kemi er fuldstændigt vildt"

Personligt ville jeg gå skridtet videre og sige at vi alle er bygget op af partikler, at du er din hjerne, og din hjerne er dig. Adskillige forsøg viser at din hjerne foretager valg, op til flere sekunder før det epifænomen vi kalder vores bevidsthed tager valget. Din hjerne er en "computer". Den beregner information, og det er det vi oplever som f.eks. bevidste valg.

Jeg ville også sige at jeg er enig med f.eks. Robert Sapolsky, når han siger at menneskelig adfærd er udløst af mere end en faktor, såsom en kombination af genetik, miljø, kost, ændringer i hjernen, mm.

Du er jo ekspert på området, så hvis vi forestillede os at depression var linket til et eller flere specifikke gener, og det kun var arveligt i 30-40%, samt at vi antog at dårligt humør var noget "negativt" for dine overlevelsesevner, ville evolution så ikke udrydde depression lige så hurtigt, som den ville udrydde en menneskelig mutation, der blev født med en tredje arm i panden? Hvor langt "ned" i dyreriget tror du vi skal før vi ikke længere kan finde noget vi mennesker ville tolke som "depression"?

https://www.psychologytoday.com/us/blog/animal-minds/202110/do-animals-g...

Viggo Okholm, Steffen Gliese og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar

@Alan Frederiksen

"På youtube ligger der en interessant video med Dr. James Davies fra 2021 Mental Health, Capitalism and the sedation of a nation. Jeg kan desværre ikke udgive mit indlæg hvis jeg linker til det."

https://youtu.be/J67gd2YtX1A

Jeg kan også anbefale alle at se denne video med Dr. James Davies, hvor han forklarer om hans arbejde med at finde ud af, hvordan DSM manualen og alle diagnoserne kom til Verden. Det er så langt fra videnskab man kan komme uden tarot kort og pyramideenergi:

https://youtu.be/6JPgpasgueQ

Hans Ditlev Nissen

Der kan ikke være mange i dag der tror, at det, de gør i psykiatrien, bygger på 'hård' evidens.
Nogle psykiatere oplever at nogle af deres patienter får det bedre af nogle af stofferne. Derfor fastholder man at de kan virke. Selv om de ikke nødvendigvis gør det, og der ikke er overblik over forholdet mellem virkningen og de langsigtede bivirkninger.
Jeg har selv brugt enkelte alternative behandlingsformer der virkede efter hensigten. Derfor ved jeg at de bestemte tilgange kan virke. Selv om de ikke altid gør det, og der ikke kan findes en videnskabelig forklaring.
Det er cirka der psykiatrien er i dag.

Nyheden om psilocybin kunne man læse i et ritzau-telegram
https://www.information.dk/telegram/2022/11/psykedeliske-stoffer-faar-ny...

@Alan Frederiksen
Jeg ville mene transkønnethed er et socialt fænomen og bestemt ikke en psykisk sygdom så jeg kan ikke forklare det har været i diagnose manualen. Det skulle det aldrig have været. Men der observeres rimelig høj komorbiditet for trans med især autistspektrum problemer forstår jeg så det har måske været en del af forklaringen.

@Colin Bradley

"Hvis bare de kunne komme med et konkret og gennemtænkt model til hvordan en bedre psykiatri i DK kunne se ud ville de pludselig blive interessant at gå i dialog med..."

Well, vi kunne starte med en model som ikke inkluderede partydrug behandlingen.

Jeg har selv siddet og krammet en 8-årig dreng, som var gået amok med en knust flaske, indtil han blev rolig igen. Hans problem var ikke at hans hjerne eller hans tanker fejlede noget. Hans problem var at hans mor drak, og efterlod ham uden mad i dagevis, for så at vende hjem og love at hun aldrig ville gøre det igen. Det løfte kunne hun ikke holde.

Da jeg endelig slap ham, havde vi siddet så længe at han nærmest var faldet i søvn. Da han mærkede mig løsne grebet, vendte han sig i refleks og spyttede mig i hovedet. Hans ansigtudtryk og desperation, da han indså at han havde spyttet på en af de få voksne som prøvede at "hjælpe" ham, forfulgte mig mange år efter, selvom jeg selvfølgelig viste ham at det ikke havde ændret på at jeg var der for hjælpe ham.

Det kan godt være du tror jeg er sådan et ufølsomt nazisvin. Det er jeg ikke. Af samme grund deltager jeg i denne debat. Jeg har set for mange mennesker blive ødelagt af psykiatrien, som den fungerer nu. Flere af dem er døde i dag.

jens christian jacobsen

@Morten Balling
Det er rigtig at behandlingseffekt af SSRI ikke er imponerende høj, men den er højere end for placebo. Det kan du læse mere opdateret om hos Poul Videbæk, der forsker i behandlingseffekter i depressionsbehandling.
PS. Når du nu mener at mennesker er kemi og molekyler undrer det, at du er så meget imod SSRI når alternativerne har en højst usikker effekt om overhovedet nogen på depression.
Hvis en type medicin har en virkning på nogen men ikke på andre er det ikke et argument for at stoppe al brug af denne medicin. Så ville eksempelvis megen cancerbehandling være ilde stedt.
I øvrig findes der ingen medicinske anbefalinger af let depression hos myndigheder i Danmark. Heller ikke hos Sundhedsstyrelsen.

@Morten Balling
Sikkert nogle bizarre udtalelser du kommer med. Hvad i alverden får dig til at tænke at jeg kunne tro du var et Nazi svin?
Din historie om den svigtede drenge er hjerte knusende og han må være en af dem Mette Frederiksen havde i tanke da hun indførte den nye lov om tvangsfjernelse. Jeg prøver at forbinde det til det emne vi egentlig diskuterer i denne tråd men kan ikke helt få det til at hænge sammen. Måske prøvet du at sige at moren til drengen var som hun var fordi hun var ødelagt af psykiatrien? Men det lyder mere til at hun var ødelagt af alkohol.
Uanset hvad tror jeg ikke på du er et Nazi svin.

@jens christian jacobsen

Hånden på hjertet Jens: Kunne det være at den manglende effekt af SSRI skyldes at man prøver at behandle, hvad man troede var serotonin mangel, med et stof, som hæmmer genoptaget af serotonin til cellen? Kunne det tænkes at bivirkningen, værende at man samtidig ødelægger den mekanisme, som står for genoptag til cellen, har langt større konsekvens for "patienten", end en evt. mikroskopisk her og nu effekt. MDMA fungerer bla. ved at denne mekanisme vendes, så den i stedet for at pumpe serotonin fra synapsen til cellen, i stedet begynder at pumpe mere serotonin ud i synapsen. Dette er et ekstremt komplekst biokemisk system vi ikke forstår helt, og dermed ikke bør begynde at rode rundt i, med mindre vi har styr på, hvad vi gør og hvorfor. Resultatet er bla. at hjernen holder op med selv at pumpe serotonin ud i synapsen og tilbage, når der vitterlig er behov for det.

Jeg har aldrig selv prøvet ecstasy (MDMA), men jeg har set andre tage stoffet, og det har helt klart en effekt. Det har LSD, kokain, amfetamin og psilocybin også. Spørgsmålet er om det har en "helbredende" effekt. Det har det absolut ikke som partydrug, men mennesker der tager det bliver (over)kærlige og ofte glade. Det damper af dagen efter, hvor man i stedet oplever dem få en form for "tømmermænd". Du ville aldrig give en "depressiv patient" en flaske vodka, selvom du sikkert ville kunne spore en "ikke imponerende høj" effekt på "patientens" humør lige når vedkommende havde taget en ordentlig slurk af flasken.

Følelser er relative. En af mine mange hobbyer har været at køre langt på veteran motorcykler. Når jeg så stod i Spanien med et beslag der var knækket, og motorcyklen ikke længere kunne køre, var jeg pænt langt nede i kulkælderen. Så gik jeg otte gange rundt om mig selv, røg en smøg, og fik en idé om, hvordan jeg midlertidigt kunne løse problemet med en rulle gaffatape og et stykke metal jeg fandt i vejkanten. Når jeg 10 minutter senere kørte afsted under blå himmel, omgivet af hvide bjerge og blomstrende oliventræer, var jeg "on top of the World". Man kan ikke holde humør på et konstant niveau. Det ved du fra psykologien. Vores følelser, såsom frygt, længsel eller glæde har en funktion. Når jeg f.eks. oplever et "Eureka moment", så ved jeg at min hjerne (mig), pumper dopamin ud i synapserne, for at belønne den selv. "Godt gået, klap dig selv på skulderen". Hjernen kan godt lide dopamin, og det motiverer den til at lede efter nye succesoplevelser.

Jeg kan godt finde Videbæks hjemmeside, men jeg kan ikke finde hans bevis for en signifikant effekt. I så fald vil jeg gerne se, hvilken evidens han bygger sin konklusion på. Har du et link?

Hvis ikke medicinen har en bevist effekt, så minder det fælt om en form for kvaksalveri. Det er et hårdt ord, og jeg snakker i dette tilfælde specifikt om SSRI, som har alvorlige bivirkninger. Det var det jeg hentydede til med Coca Cola som en kur mod kræft. Jeg må ikke stille mig op på et gadehjørne med en kasse Cola og sige at den kan helbrede alt fra hjerneblødninger til "ondt i sjælen"

I det hele taget troede jeg også at man var gået væk fra "sindsyg", som i "syg i roen", over "psykisk syg", til det mere bløde "psykiske lidelser". Hvad vil det sige at være syg? Det har vi ikke en klar definition af. En gravid kvinde med kraftige veer er f.eks. ikke defineret som værende "syg", men alligevel kan man dæmpe smerten med lattergas. Hvad er forskellen på en mild og en svær/klinisk depression?

@Colin Bradley

Vi kommer måske fra en forskellig baggrund, men i min Verden er "ufølsomme nazisvin" ikke et bogstaveligt udtryk for at man er nazist. Mere at man er ufølsom som en nazist. Beklager, hvis jeg forvirrer dig. Er der også nogle af dine patienter du ikke forstår?

Historien om drengen ligger tilbage i min ungdom og jeg er absolut ikke 50 længere :) Min pointe med historien var at jeg godt kan føle empati, men mere væsentligt at jeg ikke tror man havde hjulpet drengen ved at medicienere ham. Problemet var hans mor. Du tænker forhåbentligt at det har jeg ret i. Alligevel behandler man børn med "ADHD" med "medicin", samtidig med at man ikke kan forklare hverken "diagnosen" eller effekten af "medicinen", herunder partydrugget speed (amfetamin). Den diagnose har man f.eks. givet ca. 10% af alle børn i USA. Igen må jeg spørge WTF? Da jeg var barn kaldte man det "krudt i røven", og ja det var pisse irriterende for de voksne, at nogle børn ikke bare kunne finde ud af at sidde stille, mens en håbløs lærer forklarede om ligegyldige kongerækker eller at man før Columbus troede at Jorden var flad (det troede man iøvrigt ikke).

@Jer begge to (et al)

Ja, hvordan kan jeg dog sige at vi består af partikler, uden at tro på kemiske ubalancer i hjernen? Jeg siger ikke at man ikke ville kunne påvirke en hjerne med kemi. Det synes jeg ovenstående tydeliggør. Det jeg opponerer imod er, at man ikke aner, hvad man laver. Så bliver det farligt for dem i kalder "patienter", og som i begge gerne vil hjælpe. Drop medicin og find på noget andet, indtil man har styr på mekanismerne. Det har man ikke endnu. Langt fra.

jens christian jacobsen

@Morten Ballong.
Dit sort/hvide univers fremmer ikke en dialog om et vigtigt emne. Derfor afslutningsvis herfra:
Poul Videnbæk udtaler (i et interview sidste år i anledning af åbningen af en ny forskningsenhed i effekt af depressionsbehandling):
'"Jeg ser mig selv som en brobygger mellem den meget biologiske og tekniske tilgang til psykisk sygdom og en mere psykologisk tilgang. Der er vi virkelig bagefter. Jeg kan rigtigt godt lide samarbejdet mellem forskellige faggrupper. Dels samarbejdet med somatiske kolleger i forskellige specialer, men i lige så høj grad samarbejdet mellem psykiatere og psykologer."
Se, det er et helt andet perspektiv end I anti-psykiatere anlægger: Moderat og i erkendelse af, at effektive behandlinger altid er kombinationsbehandlinger. Et beskedenshedsperspektiv som det ville klæde Gøtzsche m.fl. at antage ud fra den stærkt svingende og meget beskedne evidens, der er af deres egne forslag til alternative behahndlinger.
Og jeg kan ikke dy mig: Videbæk forsker i øvrigt også i ECT-behandling af bl.a. depressioner. Et nyt emne I kan kaste jer over - det er jo en 'indgreb' hjernen? Og hva' mæ evidensen? Og bivirkninger? Og elektro-industrien, der tjener penge på udstyret?

@jens christian jacobsen

Både Colin og du efterlyser dialog? Helt sikkert! :)

Alan Frederiksen og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne kommentar
Hans Ditlev Nissen

Lige en detalje: Colin Bradley skrev i går 23:42
”Men der observeres rimelig høj komorbiditet for trans med især autistspektrum problemer forstår jeg så det har måske været en del af forklaringen.”

Enten ved han ikke hvordan han skal bruge ordet komorbiditet, eller også mener han ikke det han skriver.
Komorbiditet betyder at en patient får flere diagnoser samtidig.
Hvis ”autistspektrum problemer” her er den ene diagnose, hvad er så den anden?
Det må jo være ”trans”.
Det kunne også være en fortalelse, hvis han, uden selv helt at være klar over det, alligevel opfatter transkønnethed som noget der kalder på en form for psykiatrisk hjælp.

Det ville blive lettere for de ansatte i psykiatrien, med deres forskellige faglighed, at gå ind i en reel dialog med patienterne og os andre, hvis de vænnede sig til at bruge det almindelige sprog i stedet for deres eget fremmedgørende lingo. (Det ville sikkert også blive mere klart for dem selv hvad de tænker.)

@Hans Ditlev Nissen
haha! Ja selvfølgelig! Du har ret. Der findes unormalt høj prævalens af autismespektrum forstyrrelser blandt folk der identificerer sig som transkønnet. Ville være mere korrekte. Når nu vi ved at transkønnethed ikke er en sygdom. Ikke for at sige de ikke har brug for hjælp - bare ikke psykiatrisk hjælp.

Tak for tænksomme og både skarpe og saglige indlæg.
Jeg kan læse flere er professionelle og uden at være "skudsikre" i deres antagelser
Tak for det. Min elskede hustru har en diagnose og får medicin og har fået det i mange år.
Men med en form for "ideer" om at andre ud fra klare oplevelser som barn og perioder med indlæggelse for mange år siden, så ligger disse tanker og tolkninger om sammenhænge stadig dybt og stadig en noget grundlæggende skepsis og utryghed omkring psykiatrien og ikke mindst for en angst for igen at møde andre patienter samme sted.
Men vi snakkede forleden om (lige nu er det efterår med typisk efterårssortsyn)
om man som person selv kan bestemme sine tanker og konklusioner og tolkninger?
Bestemme over hjernen. Jeg lider ikke af det samme og tror reelt at hun overfortolker sammenhænge, men kan jeg sige som "rask" at hun tager fejl og som hun siger: jeg kan ikke bestemme over hendes hjerne :).
Men hun lider, men er indstillet på selv at det dæmper sig igen og jeg har valgt ikke at gå bag hendes ryg og spørge ind hos de personer der er i fortolkningen om sandheden.
Gælder det om bare at lytte til tanke ruden at kritisere?

@Viggo Okholm

Har vi overhovedet frie valg?

Meget tyder på at vi ikke har, og at virkeligheden/Universet er deterministisk. At alting, også processer i vores hjerner er styret af "cause and effekt". Den tanke skæmmer mange, og pt. foregår der en interessant debat i fysikken som bunder i dette emne. Her har man to teorier som begge passer ekstremt godt med forsøg man laver, men de siges ikke begge to at kunne være sande samtidig. Det kan de dog godt, bare med den lille hage, at så skal man opgive troen på det frie valg. Det er der mange fysikere som ikke vil. I lang tid skræmte den tanke også mig.

Men! Hvad vil det sige at vælge frit? I filosofien siger man, at for at vælge frit, skal kunne have valgt noget andet. Hvis du vælger at spise pizza, skulle du også kunne have valgt at spise pasta.

Dog! Hvis du vælger pizza, så er det alternative valg af pasta noget ikke-eksisterende. Du (din hjerne) valgte og du valgte ikke det du ellers kunne have valgt. Din hjerne beregner information, og den process er 100% deterministisk. Fri vilje er både en iillusion, og samtidig giver begrebet meget lidt mening.

I videoen her taler fysikeren Sabine Hossenfelder om determinisme og frie valg. Noget af fysikken er lidt langhåret, men tro mig, Sabine regner sjældent forkert, og det er hendes konklusioner som er interessante.

https://youtu.be/ytyjgIyegDI

Hils din hustru, fra mig og sig at hun har ret. Hvis hun synes det er deprimerende at man ikke har fri vilje, så er det sundt at prøve at tænke over, hvad fri vilje overhovedet er for noget. Hvad er konsekvensen af ikke at have fri vilje? Ingenting. Det har vi aldrig haft, og alligevel har vi levet og taget valg hele tiden. Det er det din hjerne gør. Den beregner (fysisk) information, og foretager valg. Du er din hjerne, og det du opfatter som din bevidsthed er en form for "film" du oplever, og som tidsmæssigt optræder efter at du/hjernen har tænkt og valgt.

Nogle ville sige at så havde vi ikke noget ansvar, når vi ikke valgte vores handlinger frit. Det er ikke sandt. Vi dømmes stadig af vores omgivelser, også selvom de har lige så lidt fri vilje som vi selv har. Det ved vi/hjernen godt, og det lægger den med i beregningen, når den vælger om du skal spise pizza eller pasta.