Kronik

Vi skal støtte børn med forældre bag tremmer og indrette systemet på deres præmisser

Der er brug for et særligt hensyn til børn, hvis forældre er varetægtsfængslet, både fra det nære netværk, men også fra fængselssystemet. Det er i barnets interesse, at adgangen til mor eller far er kontinuerlig, stabil og på barnets præmisser
Familierummet på Enner Mark Fængsel i Horsens.

Familierummet på Enner Mark Fængsel i Horsens.

Morten Pape

Debat
26. november 2022

I mit arbejde som psykolog møder jeg sommetider børn, som har en mor eller far i fængsel. Børnene fortæller om en hverdag, som er slået i stykker, en vaklende tillid til voksne og en frygt for både fars eller mors – men også sin egen fremtid.

Jeg oplever en stor forskel mellem de børn, hvis forældre er dømt, og dem, der har en far eller mor, der stadig sidder varetægtsfængslet.

Den dømte mor eller far har fået sat en tidsfrist for sit fravær fra familien. Fremtiden er trods alt mere forudsigelig, rammerne ofte mere åbne og strukturerede, og den indsatte kan fortælle sit barn om en rammesat hverdag med arbejde og nye ’venner og fritidsaktiviteter’. Den dømte kan i højere grad planlægge livet med familien efter løsladelse. Der er større mulighed for behandling, uddannelse, aktiviteter og endda – for nogle – udgang til besøg hos børnene.

Den varetægtsfængslede har kun de ’hvis’er, som midlertidigheden i arresten rummer at give videre til sine børn: Hvis jeg bliver langvarigt dømt, eller ’hvis’ jeg skal afsone her eller der, ude eller hjemme, lukket eller åbent. Denne uvished danner ofte unødvendige og langt mørkere fantasier om fremtiden hos børnene. Og for nogle af de børn, jeg møder i mit arbejde, varer denne varetægtsfængslings midlertidighed alt for længe. Det påvirker barnets kontakt og tilknytning til faren eller moren, som selv befinder sig i en tilstand af konstant og forlænget vagtsomhed med hensyn til fremtiden.

Omskiftelighed rammer børnene

Ofte er besøg, korrespondance og kontakt til konstant forhandling under en varetægtsfængsling, og det er op til politiets og anklagerens løbende vurdering, hvorvidt den indsatte mor eller far har mulighed for at få besøg eller breve fra sine børn. Men denne sommetider pludselige omskiftelighed rammer børnene hårdest, da det opleves som et svigt, at mor eller far ikke svarer på deres breve eller kan modtage dem til besøg. Samtidig kan kvaliteten af de besøg, der er mulige, ofte svinge, afhængigt af hvilke eller hvor mange betjente, der er på arbejde. Der er en mangel på kontinuitet, hvor usikkerhed er det eneste, der er sikkert.

Samtidig fortæller flere børn, at de kommer i tvivl om, hvorvidt de overhovedet kender deres mor eller far længere. En kriminel handling var slet ikke en mulighed i deres forestilling om en, de er i meget nær familie med. Andre er nervøse for, om de selv vokser op og bliver kriminelle, eller at deres venner og klassekammerater vil se anderledes på dem, når de er i familie med en, der er. Og en usikker ramme om kontakten med mor eller far bag tremmer forstærker ofte et negativt billede af mor eller far og dermed af børnenes selvbillede.

Retten til familieliv

Vi har ofte en ret sort-hvid holdning til kriminalitet og forældreskab, når vi konfronteres med spørgsmål om kriminelles ret til familieliv. For kan man overhovedet være en god forælder, hvis man er kriminel? Og burde en fængsling ikke samtidig indebære et tab af rettigheder til familieliv og samvær? Vi ved, at det med den rette støtte er muligt både at være en god forælder under og efter et kriminelt liv og bryde den sociale arv og traumevandring, som børnene er i risiko for at udvikle.

Min erfaring som psykolog for samfundets mest udstødte har lært mig, at mange, som vælger en kriminel løbebane, uanset om der er tale om bandekriminalitet, voldsrelateret eller personfarlig kriminalitet eller radikalisering, bærer på uopdagede og derfor ubehandlede traumer. Mennesker, der har begået kriminalitet, beskriver ofte det kriminelle liv som en kulmination på et liv på kanten af samfundet.

Samtidig mangler de forståelse af deres egne indre og mentale udfordringer. Mange fortæller, at de tidligt har tilegnet sig en ’slå først’-mentalitet for at beskytte et sårbart selv mod flere traumer og mod at blive mere udstødt, eftersom et kriminelt liv trods alt giver en følelse af identitet. Men at de samtidig i deres forældreskab aktivt og bevidst vælger at handle modsat det, de selv blev udsat for – både hjemmefra og fra samfundet. Det er ikke altid, at det lykkes, men de fleste er villige til at gøre det bedste for deres børn ud fra samme idealer og modeller som de fleste af os andre.

Gensidigt smertefuldt savn

Børnene fortæller om forældre, som i samværet med dem er nærværende, kærlige, lyttende og åbne – også i øjeblikke, hvor livet er surt, og følelserne løber løbsk. Når forældrene skal i fængsel, hører jeg, at de forsøger at forberede barnet på savn og fravær, at de tager ejerskab over deres handlinger og de konsekvenser, de nu skal tage af deres valg. Og både barn og forældre beskriver et gensidigt smertefuldt savn.

Fælles for de fleste børn til indsatte er de mange grumme fantasier og skræmmebilleder omkring det sted, hvor deres forældre nu opholder sig. Uanset forbrydelse, straflængde eller fængslets adresse spørger de: »Tror du, min mor er ensom? Er min far ked af det? Tror du, de andre er søde ved ham? Bliver hun slået, låst inde, får de mad, hvor sover de, savner de mig?« Mange børn tegner en mørk fangekælder, hvor far eller mor er kædet fast til væggen, omgivet af rotter og onde vagter, når jeg beder dem vise, hvor de forestiller sig, mor eller far befinder sig.

Når et barn samtidig mødes med en usikkerhed om mor eller fars fremtid i arresten og muligheden for en stabil og forudsigelig kontakt eller – endnu værre – ikke har mulighed for at besøge dem i arresthuset, bliver fantasierne om både forbrydelsen og fængslet uoverskueligt tunge for et barn at bære. Og uanset hvor mange pædagogiske videoer, pjecer eller brochurer de får, kan det generelle billede af et fængsel eller arresthus ikke opveje, at barnets virkelighed er blevet slået i stykker. De har brug for at se det, og de har brug for, at deres egen mor eller far, som rent faktisk sidder der, fortæller og beskriver, hvordan det ser ud. Og hvordan de havnede der.

Behandling af traumer

Der er derfor brug for et særligt hensyn til børn, hvis forældre er varetægtsfængslet både fra det nære netværk, men også fra systemet omkring de fængslede. Kontakten mellem mor, far og barn bør og kan opretholdes uanset de retlige processer eller det omgivende samfunds behov for at straffe en kriminel. Det er i barnets interesse, at adgangen til mor eller far er kontinuerlig, stabil og på barnets præmisser. Især da en dom og den adskillelse, dommen indebærer, i forvejen er voldsomt indgribende i et barns hverdag og virkelighed.

Der er også brug for, at de varetægtsfængslede får adgang til udredning og behandling af eventuelle traumer eller andre psykiske udfordringer, støtte i deres forældreskab og hjælp til at bearbejde deres egne reaktioner på situationen, så de kan være den bedste udgave af den omsorgsfulde far eller mor, de drømte om at være. Midlertidigheden må ikke trækkes i langdrag, og der bør være et kontinuerligt hensyn til børnene på den anden side af murene.

Helena Lund er psykolog ved DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nårjeg læser kronikken, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om vi lever i et land med ubegrænsede ressourcer?

Eva Schwanenflügel

@ Jacob Nielsen

Når jeg læser din kommentar, kan jeg ikke lade være med at spekulere på, om vi har læst den samme kronik?

Hvad mener du med, at vi lever i et land med ubegrænsede ressourcer, når der fortælles om børn der sørger og får angst?
Skal de ikke have hjælp fra en psykolog, eller samvær med deres forældre?

I Danmark varetægtsfængsler man alt for meget og alt for længe:

"I Danmark sidder tusindvis af mennesker bag tremmer.
Cirka hver tredje er ikke dømt. Ikke endnu i hvert fald. De sidder varetægtsfængslet, imens de venter på, at deres sag bliver behandlet.
Det gør Danmark til et af de lande i Europa, hvor varetægtsfængslingerne sidder løsest.
I Norge og Sverige, eksempelvis, er det kun cirka hver fjerde indsatte, der er varetægtsfængslet.

“Ingen ved rigtig, hvordan vi er havnet i en situation, hvor vi varetægtsfængsler mere end de lande, vi plejer at sammenligne os med.
Det er heller ikke sådan, at vi opklarer flere forbrydelser end andre lande af den grund.

Men når sådan en trend først har sat sig, er den utroligt svær at bryde,” siger Eva Smith. 
“Folk, der bliver varetægtsfængslet, er ikke dømt skyldige – endnu i hvert fald – og skal i princippet betragtes som uskyldige. Derfor bør man kun varetægtsfængsle, når det er strengt nødvendigt.”

https://www.zetland.dk/historie/s81ELPR9-a8l4v9jA-6f4c3

Det kunne i princippet være enhver, hvis telefon var koblet til en bestemt sendemast, i hvis nærhed der foregik en forbrydelse, som blev fængslet fordi de ikke havde et alibi.
Eller det kunne være en ægtefælle eller kæreste til en kriminel, der varetægtsfængsles præventivt, uden yderligere beviser for at de har gjort noget ulovligt.

Et studie fra Rockwool fonden viser, at varetægtsfængslede i Danmark – altså folk, som sidder indespærret uden at have fået en dom (endnu) – oplever store økonomiske og personlige konsekvenser, selv hvis de aldrig bliver fundet skyldige i den forbrydelse, de er mistænkt for.

I al den tid (der kan gå over et år) skal børnene lide afsavn.
Det skal de også, hvis deres forældre bliver dømt, men så kan de i det mindste besøge dem.

Hvad er det egentlig, du kritiserer, Jacob?

erik pedersen, Inger Pedersen, Rasmus Kristiansen og Dagmar Holdensen anbefalede denne kommentar