Sundhedspersonale må få befolkningen til at forstå, at vi er urimeligt afhængige af tillæg

I Danmark har vi tradition for ikke at snakke særlig højt om, hvad vi tjener. Samtidig har vi et lønsystem i det offentlige, der er sat sammen på en ret kringlet måde, så det nærmest kræver en økonomisk uddannelse at gennemskue det.

Det har jeg måtte sande ved flere tilfælde, når snakken alligevel er faldet på løn med venner eller familie. Her har det ofte vist sig, at der er en helt forkert opfattelse af, hvordan min og alle mine kollegers løn i det offentlige skal forstås. At vores tillæg skal ses som en fast del af lønnen, noget, vi kan regne med hver måned, for sådan er det bare at arbejde i vores fag.

Lever af vores tillæg

Når jeg har haft de her snakke, er det som regel med personer, der arbejder fra 8-16 mandag til fredag og har fri alle weekender og helligdage.

Og ja, min løn kan da sikkert godt måle sig med deres, men samtidig har jeg de seneste elleve år arbejdet næsten hver anden weekend, de fleste juleaftener og utrolig mange aftener eller nætter, hvilket har en stor indflydelse på, at jeg får det, jeg vil kalde en nogenlunde løn i forhold til det ansvar, jeg har, når jeg går på arbejde.

Som offentligt ansatte, i hvert fald på sundhedsområdet, får vi en grundløn, når vi arbejder på hverdage og i dagtimerne. Arbejder vi ud over det, får vi et tillæg som kompensation for ikke at kunne være hjemme sammen med kæreste, børn, eller hvad vi måtte have derhjemme, og for ting, som vi går glip af ved at skulle arbejde uden for de normale tider.

Det, der også ligger i de her tillæg, er en kompensation i for eksempel nattillægget for den øgede risiko, man lever med, hvis man arbejder meget om natten. Natarbejde øger risikoen for kræft og hjerte-kar-sygdomme. Derfor er der et ekstra højt tillæg for at arbejde om natten.

Skræller vi alle de her tillæg væk, så er lønnen for en social- og sundhedsassistent, en sygeplejerske, en pædagog eller en ergoterapeut i det offentlige lige pludselig ikke så god, for så står vi kun tilbage med vores grundløn.

Problemet er, at vi er nødt til det

Når jeg har snakket om det her med mine venner og min familie, har svaret ofte lydt, at jeg jo vidste, at der ville være arbejde på alle tider af døgnet, så hvis jeg ikke kunne leve med det, hvorfor så vælge det fag?

Men det er ikke det, at jeg skal arbejde på skæve tidspunkter, der er problemet. Det er, at jeg er nødt til det for at få en anstændig løn. Hvis jeg kun havde dagvagter, ingen weekender og ingen helligdage, så ville jeg have svært ved at få min økonomi til at hænge sammen. Og jeg sidder hverken med en dyr husleje eller et billån.

Jeg synes, det er dybt problematisk, at man som faggruppe er nødt til at skulle arbejde på denne her måde, fordi grundlønnen ikke er høj nok. Men jeg synes også, det er et problem, at der er så mange andre, der ikke kan gennemskue, hvordan vores løn er skruet sammen. For det betyder, at viljen til at ændre på det kan ligge på et meget lille sted.

Få befolkningen med

Men vi skal ikke bare finde os i det. Lige nu er der en mangel på sundhedsfagligt personale som aldrig set før, og det skal vi udnytte til vores fordel. Når tiden kommer, hvor der skal forhandles om vores løn, vil vi kræve at få en højere grundløn, for det tror vi på kan være med til at løse rekrutteringsudfordringerne.

Men måske skal vi først ud og oplyse befolkningen, så vi har lettere ved at få deres opbakning, hvis det ender i en storkonflikt. Jeg tror, at hvis man havde vidst noget mere om belægget for sygeplejerskernes krav sidste år, så havde der også været en større opbakning generelt. Det ville måske have fået mere omtale i medierne, og regeringen havde måske tøvet mere med at gribe ind og afbryde konflikten.

Derfor er det vigtigt at have befolkningen med. Men det er svært, så længe der stadig hersker uenighed om, hvorvidt vi får en god løn eller ej.

Rikke Riis Jensen er social- og sundhedsassistent