Kommentar

Virksomheder bør lade sine medarbejdere på barsel være helt i fred

Nordea får ros for at invitere sine barslende medarbejdere ind på kontoret for at vende det seneste kvartals regnskab, men jeg forstår ikke begejstringen. Når du er på barsel, skal du have mulighed for udelukkende at fokusere på din familie
»Der skal simpelthen være plads til udelukkende at fokusere på det lille menneske i den periode, hvor man er på barsel,« skriver Katrina Gillies Rasmussen.

»Der skal simpelthen være plads til udelukkende at fokusere på det lille menneske i den periode, hvor man er på barsel,« skriver Katrina Gillies Rasmussen.

Emilie Lærke Henriksen

Debat
24. november 2022

Nordea bliver i disse dage hyldet på LinkedIn, fordi banken har inviteret kolleger, der er på barsel, ind på arbejdspladsen til en snak om regnskab, hvordan det går med at være på barsel, pasningsgaranti og om nye initiativer i banken.

I kommentarsporet på bankdirektørens opslag skriver adskillige medarbejdere fra Nordea, at det er et fantastisk initiativ, og at det er positivt, at dem på barsel ikke bliver glemt. Men da jeg læste opslaget på LinkedIn, blev jeg bekymret.

Må man ikke engang holde fri fra sin arbejdsplads, når man er på barsel? Hvorfor skal man høre om bankens regnskab, når man har et lille menneske derhjemme, man skal passe på?

Der er meget få tidspunkter i livet, hvor vi ikke skal forholde os til vores arbejde. Vi arbejder som aldrig før, og vi skal arbejde, indtil vi ikke kan arbejde mere. Når du er på barsel, skal du have mulighed for at trække stikket. Man skal ikke være opdateret på, hvad der sker i for eksempel bankverdenen, hvis man ikke har lyst. Der er flyttet et lillebitte menneske ind på matriklen, der vender op og ned på alting. Livet er forandret. For altid.

Der er meget store følelser på spil. Spædbørn tillader meget lidt søvn, alt er nyt, usikkert, fantastisk og skrøbeligt. Og for en kort periode kan forældre og det lille barn være i hjemmet, hvor der er helt ro på. Arbejdslivet er for en stund sat på pause.

Selvfølgelig går man glip af noget på arbejdspladsen, når man er på barsel, men det er der jo også en pointe i. Det er ikke meningen, at vi skal holde tråd i arbejdslivet, mens vi er på barsel.

Arbejdet kan vente

Danske børn tilbringer mange timer væk fra deres mor og far hver eneste dag, når de starter i institution, og de starter, når de er omkring 10-12 måneder gamle. Barslen er på den måde en lille tidslomme, hvor familien får ro, inden hverdagen i vuggestuen begynder. Børn og forældre får sjældent mulighed for igen at tilbringe så meget tid sammen, som de gør under barslen. Derfor er det vigtigt, at ens arbejdsgiver ikke forstyrrer barselsperioden med arbejde, der i min optik sagtens kan vente.

Jeg har været på barsel to gange, og jeg lover dig for, at jeg ikke en eneste gang undervejs i mine barsler bekymrede mig om regnskabet på min arbejdsplads. Det var, fordi at jeg vidste, at når min barsel var slut, så skulle jeg nok blive sat ind i tingene igen.

Bankdirektøren fra Nordea, der havde inviteret til arrangementet, skriver i sit opslag, at det er vigtigt, at banken ikke glemmer de mange kolleger, som er på barsel. Men selvfølgelig bliver man ikke glemt, fordi man er hjemme og passe sit lille barn. Hvorfor skulle man dog det? Medarbejderen, der er på barsel, er væk i 10-12 måneder. Det er en utrolig kort periode i et langt arbejdsliv.

Men kan man så ikke bare lade være med at møde ind på arbejdspladsen, når de inviterer til barselsarrangementer, kunne man spørge sig selv. Jeg formoder, at det er frivilligt, hvorvidt medarbejderne på barsel skal deltage eller ej. Men når din arbejdsplads inviterer til den slags, så støtter man jo gerne op. Det kan være svært at sige nej tak til bankdirektøren. Især når du ikke har været inde på din arbejdsplads i en periode. Selv om det er frivilligt, forstyrrer arbejdspladsen med unødvendige tanker og bekymringer i en periode, hvor det lille barn bør være i fokus. Og det er ikke okay.

Det grænseløse arbejdsliv

Arbejdet afgør i høj grad, hvem vi er. Det signalerer en bestemt status, og det bestemmer, hvem vi omgås med til daglig. Og så har vores arbejdsliv forandret sig meget de senere år. Hvis bare vi har en internetforbindelse og en telefon, kan mange af os arbejde overalt.

I dag er der mange mennesker, der har et arbejdsliv, hvor grænserne for, hvornår man holder fri, og hvornår man er på arbejde, er flydende. Vi er altid til rådighed. Når arbejdet ikke automatisk stopper, når man træder ud ad døren på sin arbejdsplads, kræver det, at vi selv aktivt vælger at holde fri. Men det kræver også, at vi har en arbejdsplads, der respekterer privatlivet.

Jeg mener ikke, at Nordea respekterer privatlivets grænser, når de inviterer til barselsarrangement. Det er måske også svært som arbejdsplads at vurdere, hvornår medarbejdere egentlig har fri, når vi hele tiden stiller os til rådighed mere eller mindre frivilligt?

Hvem er egentlig interesseret i den her form for arbejdskultur, hvor vi aldrig nogensinde kan lukke computeren helt ned? Jeg er i hvert fald ikke. Jeg vil argumentere for, at der er nogle tidspunkter i livet, hvor vi har brug for, at vores arbejdsplads træder i baggrunden. Der skal simpelthen være plads til udelukkende at fokusere på det lille menneske i den periode, hvor man er på barsel.

Katrina Gillies Rasmussen er journalist

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

LinkedIn er en lang række af rygklapperier og selvpromoveringer. Det har du lagt mærke til, ikke?
Brug din barselstid på det lille menneske - og lad LinkedIn ligge.

Jonas Efternavn, Martin Jensen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Tænk, jeg synes det er et glimrende tiltage at tilbyde en forælder på barsel at holde kontakten til arbejdspladsen - så længe, det bare er et TILBUD, og at det er OK at sige nej tak til tilbuddet.

Alle mennesker er forskellige.

Jeg husker engang jeg var direktør for et mellemstort selskab, og jeg havde en medarbejder (single) med et lille barn, en dreng på ca. 3 år. Drengen blev syg, og kunne derfor ikke komme i børnehave. Min medarbejder spurgte mig, om hun kunne tage drengen med på arbejde, fordi hun savnede det sociale samværd med sine voksne kolleger.

Selvfølgelig kunne hun det. Naturligvis arbejdede hun ikke 100%, og mange af hendes kolleger (inkl. mig) brugte også lidt tid på at lege med drengen.

Man skal ikke undervurdere det sociale samværd på en arbejdsplads.

Men som sagt: Mennesker er forskellige og har forskellige sociale behov .. og det tager en ansvarlig chef alvorligt.

.... fortsat: Det ville da også kun være dejligt, hvis en stolt forælder kom forbi på arbejdspladsen og stolt viste sit helt nye afkom frem.

Så kan det da nok være, der går en times tid med det ... gange det antal kolleger, der bruger tid på det, men det henter vi nok ind igen. Den sociale kontakt med arbejdspladsen og kollegerne er altså også vigtig.

Citat: " Hvem er egentlig interesseret i den her form for arbejdskultur, hvor vi aldrig nogensinde kan lukke computeren helt ned? "

Kære Katrina, det er der ikke nogen, der er interesseret i.

Som sagt: Jeg har arbejdet meget internationalt med forskellige tidszoner, og somme tider har jeg siddet sent om aftenen og arbejdet. Så har jeg fået en mail, som jeg synes 'Katrina' burde kigge på næste dag. Men jeg har da ALTID sagt til mine medarbejdere, at jeg ikke forventer, at de sidder og læser arbejdsmail om aftenen.

Hvis der VIRKELIG er noget, der ikke kan vente til næste dag, så vil jeg nok ringe. Jeg tror situationen er sket 2-3 gange i løbet af mine 30+ år som leder.

Så kære Katrina, jeg tror du misforstår Nordeas tilbud til medarbejderne som 'An offer you can't refuse". Det behøver ikke nødvendigvis være sådan ... og hvis du føler at det er et tilbud uden mulighed for at sige nej, bør du tale med din chef og/eller din tilligsmand.

Jeg har også selv oplevet kvindelige kollegaer, der SELV bad om at holde kontakt til arbejdspladsen og som endda kom ind med den nyfødte og viste frem.
Det var meget hyggeligt.

Sjovt nok har jeg ikke oplevet nogle mænd, der har bedt om det samme - mig selv inklusive. Jeg syntes, at det var federe at blive hjemme med børnene ;)

Et tilbud fra arbejdsgiver skal klart være TOTALT frivilligt - og det skal ikke genfremsendes igen og igen eller lægges som "møder" i kalenderen, som medarbejderen kan acceptere (kom nu, mulle, spis den skovsnegl...) - ja, der er mange måder at lægge direkte eller indirekte pres på medarbejderne.

Enig med Lise Lotte - hvad h.len laver hun på Linkedin med mindre det er for at søge andet job i barselsperioden?