Kronik

Vold mod kvinder skal bekæmpes med behandling til voldsmænd. Det er dem, der kan stoppe volden

I dag er det FN’s Internationale dag til bekæmpelse af vold mod kvinder. Det er et faktum, at denne vold er et kønnet problem, og derfor bekæmper vi det bedst ved at sætte ind med feministiske behandlingstilbud til voldsmændene
Kvinde på krisecenter i København. Det er vigtigt, at hjælpe ofrene for volden, men det er ikke hele løsningen.

Kvinde på krisecenter i København. Det er vigtigt, at hjælpe ofrene for volden, men det er ikke hele løsningen.

Ulrik Hasemann

Debat
25. november 2022

Det er svært at forudsige, hvad en statsminister skal stå frem og undskylde for om 50 år. Hvem har vi som samfund forvoldt en stor uret, som vi skylder at tage ansvar for?

En statsminister vil passende kunne sige undskyld til de mange, der lige nu er udsat for vold i deres hjem. Jeg tror nemlig, at man i fremtiden vil se tilbage på den manglende indsats mod partnervold og tænke: Hvorfor gjorde vi ikke meget mere?

Den 25. november er FN’s Internationale dag til bekæmpelse af vold mod kvinder. Og sådan en er der brug for. En undersøgelse fra VIVE fra 2022 viser for eksempel, at 29 procent af kvinder i Danmark har været udsat for partnervold – fysisk, psykisk eller seksuel – mindst én gang siden 15-årsalderen.

Politikere og myndigheder ved, at tusindvis af kvinder og børn udsættes for vold. De kender omfanget, og de kender konsekvenserne. Som samfund ved vi endda også meget om, hvordan vi kan bekæmpe volden. Men vi handler ikke i tilstrækkelig grad – langtfra.

Fokus på gerningsmændene

Hvor skal vi starte? Mit bud er at øge indsatsen rettet mod gerningsmændene og at sætte ind med behandling af dem.

Vi skal se på volden, som den er. Det er oftest mænd, der udøver vold mod kvinder. Og kvinderne udsættes for vold, fordi de er kvinder. Volden er således et ligestillingsproblem, og vi kommer den ikke til livs, hvis vi ikke har det med som et væsentligt aspekt i bekæmpelsen.

I sit udspil til en ny handlingsplan mod partnervold og partnerdrab har den netop afgående regering sat fokus på behandling af voldsudøvere som en central indsats til at forebygge partnervold. Det er et vigtigt skridt. Men det er ikke lige meget, hvilken behandlingsmodel et sådant behandlingstilbud baseres på.

I kvindebevægelsen – herunder på krisecentre og blandt kønsforskere – har man længe argumenteret for, at det er vigtigt, at der anvendes en feministisk behandlingsmodel i arbejdet med voldsudøvere. 

Det betyder, at man skal anse vold som en kønnet ligestillingsproblematik og have et fokus på køn, magt og kontrol i analysen af, hvad der har udspillet sig mellem udøveren og hans nære relationer – specifikt hans hustru og børn. Det åbner for en tilgang, der forsøger at skabe en holdningsændring hos manden ved at udfordre en eventuel ansvarsfraskrivende og voldslegitimerende tankegang.

Et godt eksempel er voldsmænds hyppige henvisninger til, at de »ikke kan styre sig«. Men det kan de jo i mange andre tilfælde i livet og over for mange andre mennesker. De kan endda ofte ’styre sig’ i det offentlige rum og udskyde volden, til de er inden for hjemmets ’trygge’ rammer. Man skal lære at udvide det rum, hvor man kan »styre sig’, så det også inkluderer hjemmet og over for de nære relationer.

En samfundsændring

Hvis man arbejder med kønsdiskrimination og hierarkier i behandlingstilbud og fokuserer på, at mænd skal tage ansvar for den vold, de udøver i familien, åbner det desuden for en kønspolitisk og kulturel forandring i samfundet. Det sender et signal om, at fokus ikke skal være på ofrenes handlinger, men på udøvernes gerninger.

Alt for længe har vi haft vores blik stift rettet på offeret, og på hvordan vi kunne hjælpe personen på den anden side af volden. Det er selvfølgelig et vigtigt arbejde, som vi i krisecentrene udfører hver eneste dag, og det skal vi blive ved med. Men uanset hvor mange vi hjælper, er det ikke ofrene, som kan stoppe volden. Det kan kun voldsudøverne.

I den nye handlingsplan mod partnervold og partnerdrab lægges der op til, at indsatser rettet mod udøvere skal have fokus på de psykologiske sammenhænge og årsager til, at man har udøvet vold. I et dansk perspektiv har vi tradition for at skabe indsatser på baggrund af psykologiske årsager, men det må og kan ikke stå alene.

Det er vigtigt, at vi også har fokus på vold som en kønnet ligestillingsproblematik. For hvis problemet individualiseres, og centrum for behandling bliver på den enkeltes barndom og psyke, nedtones de strukturelle forklaringer på, hvorfor mænd er voldelige i deres nære relationer. Alt for meget fokus på afvigelser som årsag til vold fjerner fokus fra voldelige mænds ansvar for deres vold og fra det, de får ud af det. Der er heller ikke dokumentation for, at folk alene er voldelige, fordi de har psykiske problemer eller personlighedsforstyrrelser

Som direktør for Dansk Kvindesamfunds krisecentre får jeg dagligt et indblik i, hvordan vold mod kvinder udfolder sig. Volden er normaliseret og legitimeres i høj grad gennem kønnede og kulturelle forventninger til kvindekønnet. En stor del af volden, herunder undertrykkelsen af kvinder, hviler på traditionelle normer og kønsroller. Det har feministiske kønsforskere understreget i flere årtier.

Som direktør ved jeg, at det ikke er tilfældige problematikker, volden opstår ud fra. Det handler om at kontrollere: Hvordan hun gør rent? Hvordan hun laver mad? Hvilket tøj hun går i? Hvordan hun drager omsorg for børnene? Hvor meget kontakt hun har til andre? Hvornår og hvordan tilfredsstiller hun ham seksuelt?

De kulturelle forventninger er med til at fastholde kvinderne i underdanige positioner, der tillader, at dominans og magt udøves gennem vold. Dem mangler vi fortsat et opgør med. Det kan udøverbehandling med en feministisk behandlingsmodel ikke klare alene, men det kan det bidrage til.

Tilgodese børnene

Behandlingen af voldsudøverne vil og skal også tilgodese børns behov og rettigheder.

Selv om det internationalt har været svært at måle behandlingsmetodernes effekt, viser forskningen, at behandling til mænd, der bruger vold, forbedrer børns og unges liv. På krisecentrene ser vi, hvordan børnene lider, fordi de står i en svær livssituation. Det er skadeligt for børn at vokse op i en familie med vold. Derfor skal børns behov og rettigheder være i fokus, når vi udvikler behandling til forældre, der bruger vold i familien.

Ved mistanke om at børn udsættes for vold i hjemmet af en forælder, skal behandlingsforløb i langt højere grad anvendes for at understøtte barnets sikkerhed og et liv fri for vold.

Udøverbehandling kan altså blive et vigtigt led i at nedbringe vold, men selvsagt kun hvis det anvendes i et stort omfang. Man kan ikke forlade sig på kun at hjælpe de mænd, der selv opsøger hjælpen. Det kræver en særlig indsats fra myndighederne.

Myndighederne skal være bedre til at opdage volden og handle på den – både med hjælp til ofrene og med behandlingstilbud til udøverne. For eksempel bør der i fremtiden være en mere effektiv og målrettet henvisning til udøverbehandling, når politiet har været ude til voldsepisoder i hjemmet. Det samme skal være tilfældet ved familie- og børnesager i kommunen, i familieretshusene og børnehusene. Praktiserende læger og andre sundhedsfaglige personer såsom jordemødre kan også bidrage til opsporingen, så indsatsen kan komme i gang.

I Dansk Kvindesamfunds Krisecentre har vi i dag inviteret til en debat på Christiansborg om behandling af voldsudøvere og vigtigheden af et kønnet perspektiv på partnervold. Vi håber, at debatten kan skubbe på udviklingen, så en statsminister ikke får det at undskylde for i fremtiden. 

Maria Søndergaard er direktør i Dansk kvindesamfunds krisecentre

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her