Denne artikel er delt af Nene La Beet

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Nene vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Kronik

Camus og Houellebecq viser os, hvorfor vi ikke slår syge mennesker ihjel

Ingen kan være uberørt af den efterhånden meget omtalte dokumentar om Preben, som må rejse til udlandet for at dø. Men før vi konkluderer for hastigt, bør vi lytte til, hvad de franske kulturpersonligheder har at sige om aktiv dødshjælp
Hele tre personer ligger for døden i Michel Houellebecqs seneste roman, ’Tilintetgøre’.

Hele tre personer ligger for døden i Michel Houellebecqs seneste roman, ’Tilintetgøre’.

Guillaume Pinon/NurPhoto/Getty Images

Debat
27. december 2022

Preben får sin vilje i DR1-serien »På tirsdag skal jeg dø«. Ingen kan være uberørt af den gribende fortælling. Preben og hans nærmeste er uden tvivl afklarede med dokumentarens indhold og budskab. Og Anders Lund Madsen har skabt et dokumentarisk kunstværk, der samtidig er et indlæg i debatten om retten til aktiv dødshjælp. Preben må rejse til udlandet for at få hjælp til at dø.

Mange af os seere har været tæt på døden, og hver og én har en forskellig historie at fortælle: Det var for tidligt i livet, det kom som et chok, det trak for længe ud. 

I Danmark har man ikke ret til at få hjælp af læger eller andre til at dø. Meningsmålinger viser, at et flertal i befolkningen er uenige i lovgivningen. Men Etisk Råd og et flertal af politikerne mener stadig, at de samfundsmæssige konsekvenser af en lovændring vil være uoverskuelige på lang sigt – der refereres til en ’glidebane’.

Etisk Råd påpeger, at der er forskel på at hjælpe med at dø (når døden allerede er det eneste perspektiv) og at hjælpe til at dø (når døden er ønsket, fordi livet synes ubærligt). Altså passiv og aktiv dødshjælp. Det lyder som to forskellige situationer, men kan man skelne?

Ifølge læge og tidligere formand for Etisk Råd Ole Hartling er det absolut muligt for en læge at skelne mellem de to situationer. Men måske mangler der reel oplysning om de aktuelle muligheder for hjælp.

Og mens vi så hver især bokser med at få udfærdiget vores livstestamente – hvad nu hvis, vil jeg, kan jeg, hvad siger partneren og børnene, har jeg styrke? – står spørgsmålet om samfundets lovgivning tilbage. Og her må døden anskues fra andre vinkler.

Erkendelsen af døden

Ifølge antikkens filosoffer kan man kun erkende livets mening, hvis man holder sig døden for øje. I nyere tid handler Camus’ eksistensfilosofi i høj grad om at vælge livet aktivt, eller, hvis det ikke er muligt, at vælge selvmordet.

Men også hans tidlige værk Den lykkelige død handler om livets mening. Her udspiller den eksistentielle samtale sig mellem hovedpersonen Mersault – ikke at forveksle med Meursault fra Den fremmede, omend de ligner hinanden – og en bekendt, Zagreus, som er rig, men lam.

På et tidspunkt bliver samtalen alvorlig, og Zagreus siger:

»Kun én ting er vigtig: Kan man retfærdiggøre det liv, man lever. Jeg kan ikke se, hvordan jeg skulle kunne retfærdiggøre livet med mine lemlæstede ben.«

»Nej, det kan jeg heller ikke,« sagde Mersault uden at se på Zagreus.

Zagreus brød ud i en mild latter. »Tak, du giver mig i hvert fald ingen illusioner. Og dog er der noget, som jeg må sige,« og han tav alvorlig. Mersault kom hen og satte sig over for ham.

»Hør her,« gentog Zagreus »og se på mig. Jeg får hjælp til at gå på toilettet. Og bagefter vasker man mig og tørrer mig. Og hvad værre er, jeg betaler en for at gøre det. Og alligevel vil jeg ikke gøre det mindste for at forkorte dette liv, som jeg tror så meget på. Jeg ville endog acceptere det, der er værre; at være blind, stum, hvad som helst, hvis bare jeg kan mærke denne dunkle og glødende flamme inden i mig, som er mig, mig, som lever. Jeg vil bare takke livet for at have tilladt, at den stadig brænder.«

Camus vælger at omarbejde denne tekst til romanen Den fremmede, som på sin vis har samme tema. Derfor udkommer Den lykkelige død først efter hans død i 1971, på dansk i 1972.

Et overraskende budskab

Ud over at døden er essentiel for forståelsen af livet, siger en civilisations forhold til døden også noget helt fundamentalt om den civilisation. Det mener i hvert fald den franske forfatter Michel Houellebecq.

I hans seneste roman, Tilintetgøre, lægges der an til en spændende krimi. Flere attentater finder sted rundt om i verden, blandt andet på en privatklinik for sæddonation i Aarhus. Internettet angribes, og man ser en minister blive halshugget i en fake news-video. Romanens hovedperson, som arbejder tæt på regeringen, bliver involveret i beslutninger om sagen og dens håndtering i pressen.

Spændingen stiger, og alle elementer peger i retningen af en ægte Houellebecq-intrige, hvor samfundets sårbarhed, magtens løgnagtighed og individets dvaskhed sættes til skue.

Men, da nogle private forhold kalder hovedpersonen hjem til familien, siver intrigen lige så stille ud af romanen. Vi får intet at vide om, hvordan det går, hverken med den politiske situation, som udspiller sig på samme tid, eller med forbrydelserne og straffen.

Hovedpersonens liv tager hele scenen, vi følger hans ægteskabs op- og nedture, og den ellers så resignerede og følelseskolde hovedperson, som vi kender fra forfatterens tidligere romaner, begynder at involvere sig i familiens liv og gøre noget for andre. En hidtil utænkelig udvikling i det houellebecqske univers.

Hvad er det så, som kan fylde og give mening til den godt 700 sider lange roman? Sygdom, terminal sygdom. Hele tre personer ligger for døden, mister evnen til at klare sig selv og bliver afhængige af andre. Houellebecq udpensler forskellige sygdomsforløb og viser, hvor forskellige rammerne for de terminale forløb kan være.

Budskabet synes at være, at kun omsorg og kærlighed er vigtige. Hvis man får kærlighed, hvis man formår at modtage og give kærlighed, så har livet mening. Uanset, om man er fysisk hjælpeløs eller ej. 

Om to af de døende personer hedder det: »Mens Prudences far sad og betragtede bølgernes bevægelser, sad hans egen far og betragtede grenværkets bevægelser.«

Og Houellebecq lader hovedpersonen konkludere: »Paul havde indtryk af, at hans far var lykkelig, under alle omstændigheder tillod de nuværende fysiske omstændigheder ham at få en så behagelig afslutning på livet som muligt, og ethvert liv, tænkte Paul, er mere eller mindre en afslutning på livet.«

Et noget overraskende budskab fra en forfatter, som med stor energi har påvist, hvordan det moderne menneske har mistet evnen til kærlighed.

Houellebecqs kamp

I foråret 2021 blev der fremsat et lovforslag i det franske parlament, som sigtede på at gøre det lovligt at få aktiv dødshjælp – retten til »en fri og selvvalgt afslutning på livet«.

Et flertal i befolkning gik ifølge opinionsmålingerne ind for forslaget, men Houellebecq kastede sig ud i en kamp imod forslaget.

For de mange, som går ind for aktiv dødshjælp, er begrebet værdighed centralt, en værdig død. Også for Houellebecq er værdighed afgørende, men for ham viser tilhængernes brug af begrebet vores civilisations forfald. Fra oprindeligt at være en moralsk eller menneskelig egenskab, man kan stræbe efter, bliver begrebet nu reduceret til noget fysisk, kropsligt. 

I en kronik i Le Figaro den 6. april 2021 skrev forfatteren (egen oversættelse):

»Til sidst vil jeg tabe mit hår, mine tænder, mine lunger vil hænge i laser. Jeg vil miste mine kræfter, blive impotent, måske inkontinent, måske blind. Efter nogen tid når mit fysiske forfald er nået til et vist punkt, så vil jeg selvfølgelig sige til mig selv, at jeg ikke mere har nogen værdighed.«

Men den »værdighed« giver Houellecq altså intet for, til gengæld betyder det noget at være værdsat af andre. Han fortsætter:

»Vi har alle mere eller mindre behov for at føle os nødvendige for nogen, elskede, værdsatte, beundrede, hvad mig angår er det muligt. Og sandt nok, det kan man også miste, men det er der så ikke noget at gøre ved. De andre spiller her en helt afgørende rolle. Jeg kan sagtens se for mig, at jeg selv beder om at dø, i håbet om at de andre svarer ’Nej, nej, nej, bliv hos os’. Det ville lige være min stil.«

Så Houellebecq spiller bolden tilbage – hvad er egentlig et værdig liv?

Tove Overgaard er cand.mag. i fransk og geografi og pensioneret gymnasielærer

Nene La Beet læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Følg disse emner på mail
Jimmy Marquardsen

Elefanten i rummet, er det spørgsmål som ikke bliver stillet i debatten om aktiv dødshjælp: Findes der et liv efter døden?

Jeg vil gætte på, at de fleste (hvis ikke alle?) blandt dem som er modstandere af aktiv dødshjælp, ikke tror på et liv efter døden. Og at en af forudsætningerne for deres modstand, er denne tro.

Min skepsis i forhold til aktiv dødshjælp handler mere om, at nogle kan komme til at føle sig forpligtet til at ønske dødshjælp fordi de føler/oplever, at de er en belastning for familien eller samfundet.

Min egen oplevelse er, at man let kan blive påvirket af andre, især hvis man i forvejen ikke har det godt.

Carsten Bjerre, lars søgaard-jensen, Tove Overgaard, Erik Karlsen, Lise Lotte Rahbek, Morten Balling og Inge Lehmann anbefalede denne kommentar
Jimmy Marquardsen

Birthe Drews

Må jeg spørge dig om du tror på et liv efter døden?

Tove Overgaard skriver "Camus vælger at omarbejde denne tekst til romanen Den fremmede, som på sin vis har samme tema. Derfor udkommer Den lykkelige død først efter hans død i 1971, på dansk i 1972."
Men da Camus døde i en bilulykke den 4. januar 1960, vil jeg foreslå en lille ændring:
"Camus vælger at omarbejde denne tekst til romanen Den fremmede, som på sin vis har samme tema. Derfor udkommer Den lykkelige død først i 1971, 11 år efter hans død; i 1972 blev den oversat til dansk."

Søren Kristensen

Man kan vel udlede af Houllebecq filosofi at to kriterier skal være tilstede, før aktiv dødshjælpe er forsvarligt, dels at den døende oprigtigt og for egen regning ønsker at dø og dels at de pårørende også ønsker det - omend de måske kun ønsker det for at opfylde den døendes ønske.

Argumentet mod aktiv dødshjælp, som vi hører hele tiden, og som formodentligt også ligger til grund for Houllebecqs såvel som etisk råds reservation, om at man aldrig helt kan vide om den døendes ønske er påvirket af de pårørendes (herunder plejepersonalets) holdning, er og bliver et skinproblem - hvis man ellers accepterer præmisen om at ingen ønsker at leve i verden hvor man alligevel er uønsket. Med andre ord, hvis du kan overtale dine omgivelser til at give slip på dig burde der ikke være noget problem i selv at give slip, hvis det er det du vil. Så hvorfor egentlig ikke bare få det gjort - muligt?

Louise Lyndgaard

Denne artikel er mærkelig akademisk spekulation. Begges argumentation er utydelig. Selvfølgelig skal vi have aktiv dødshjælp. Alt andet er inhumant