CO₂-afgifter er en del af en progressiv klimapolitik. Men de skaber en ulige fordeling

Vi står på tærsklen til en ny tids politik, hvis vi mener alle de gode intentioner om grøn omstilling seriøst. Hvor vi groft sagt indtil videre har haft mest fokus på vedvarende energi og anden forsyningspolitik, skal vi i fremtiden gøre brug af politikker, der direkte ændrer, hvordan vi producerer og forbruger.

Det første afgørende skridt var sommerens aftale om CO₂-beskatning, hvor reformen placerer Danmark blandt landene med de højeste CO₂-afgifter – på trods af, at regeringen og det brede flertal bag valgte den mindst ambitiøse af tre skitserede modeller. Senest har både Klimarådet og De Økonomiske Vismænd anbefalet, at vi går videre endnu og inkluderer landbruget.

Blandt mange eksperter og især økonomer er CO₂-afgifter det mest foretrukne politiske redskab, da det i en lærebogsfaglig logik burde være det mest effektive og mindst forvridende redskab. For ved hjælp af økonomiske incitamenter kan aktørerne selv handle i overensstemmelse med deres egen viden og præferencer.

Men CO₂-afgifter har også en mørk side. De bliver ulighedsskabende, når de i deres praksis bliver en forbrugerafgift, hvilket har de største konsekvenser for folk med lave indkomster.

Hvis CO₂-afgifter bliver vores primære politiske redskab i den grønne omstilling, bliver især dem med lave indkomster tvunget til at ændre levevis, mens den øvre middelklasse og opefter måske i højere grad kan forbruge lige så klimatosset, som de (fortsat) har lyst til.

CO₂-afgifters ulige fordeling

Det kan forstærke en tendens til, at den grønne omstilling skaber nye og polariserende holdningsskel på tværs af indkomst og uddannelse. Vi ser allerede tendenser til, at miljø og klima måske kan blive en ny tids konfliktskabende værdipolitik. Og hvis spørgsmålet om økonomi i forhold til klima løber samme vej, som vi ser med værdidebatten, kan det politiske klima blive giftigt.

CO₂-afgifters regressive fordelingsprofil kan naturligvis ændres ved en optimal fordeling af indtægterne fra disse afgifter. Det kan eksempelvis være målrettede ydelser eller fradrag, hvilket vi tidligere har set i form af såkaldte ’grønne checks’ til at kompensere for elafgifter.

Det ændrer dog ikke på, at dem, der så at sige bærer den grønne omstilling via ændret adfærd, bliver dem med de smalleste skuldre. Det kan blive et problem for legitimiteten og den folkelige opbakning til den grønne omstilling. Internationalt er der allerede eksempler på, at forslag om miljø- og klimaafgifter er blevet reduceret eller helt skrottet, når de mødes af folkelig modstand.

Med spørgeskemaeksperimenter søsat i slutningen af 2021 har min kollega Troels Fage Hedegaard, ligeledes lektor ved AAU, og jeg fundet, at CO₂-afgifters ringe opbakning i befolkningen især skyldes, at lave indtægter eller mindre velstillede klasser er meget påvirkede af CO₂-afgifters fordelingsprofil.

Vi præsenterede forskellige respondenter for nogle scenarier, hvor CO₂-skattereformer varierer i deres konsekvenser for henholdsvis bunden, midten og toppen i indkomstfordelingen. Når respondenterne blev præsenteret for scenarier, hvor de samlede effekter af en CO₂-skattereform var mere omfordelende, var det især blandt de mindre velstillede, at holdningerne blev langt mere positive – sammenlignet med andre deltagere med samme baggrund, der i stedet blev præsenteret for et scenarie, hvor man ikke kompenserer for de regressive CO₂-afgifter.

Folkelig opbakning er nødvendig

Opmærksomhed på fordeling og kompensation kan således gøre meget for at løse legitimitetsproblemet hos den brede befolkning og være med til at sikre en bevidsthed om, at vi fortsat er i samme båd. Det kan dog fortsat diskuteres, hvorvidt afgifter og incitamenter har en grænse.

Direkte indgreb og regulering af de mest klimatunge former for produktion, forbrug eller markedsføring kan synes at være utraditionelt hårdhændede politiske metoder. Spørgsmålet er dog, om ikke sådanne tiltag kan være mere retfærdige end den tvang, man i praksis gennemfører fra bunden ved at lave om på borgernes indtægtsgrundlag.

Den gode nyhed er dog, at den overordnede vision om, at vi skal leve mindre forbrugstungt, faktisk har bred opbakning både i vores egen og andre nylige undersøgelser fra eksempelvis Concito. Danskerne er klar til politikere, der tør gøre debatten om grøn omstilling til mere end et højteknologisk væksteventyr.

Faren i debatten om CO₂-afgifter er dog stadig, at rene fornuft- og faktatunge argumenter om situationens alvor let kan maskere, at den grønne omstilling også har konsekvenser for fordeling og klasseinteresser.

Vi bør derfor undgå det, som noget af litteraturen kalder for en dobbelt uretfærdighed, som betyder, at nogle politiske instrumenter kan ramme de fattigste hårdest, på trods af at det først og fremmest er de velstillede og eliten, der driver de samlede udledninger op.

Kristian Kongshøj er lektor ved Aalborg Universitet