Forestil dig, at du lider af dårligt hjerte og har brug for rådgivning omkring, hvordan du undgår hjertekomplikationer. Ville du foretrække, at denne hjælp kom fra en autoriseret læge med seks års universitetsuddannelse og mange års efteruddannelse eller fra en personlig træner med et kursus i kardiotræning?
De fleste ville næppe tøve med at fravælge den personlige træner og med rette forholde sig kritisk, hvis denne begyndte at rådgive om hjerteflimmer eller en udvidet hjertemuskel. Ideelt set ville samme kritiske sans komme til udtryk, når det kommer til den psykiske velvære. Realiteten er dog en anden.
Inden for den kliniske psykologi er det desværre en alt for almindelig problemstilling, at ufaglærte psykoterapeuter, coaches og influencere tilbyder behandling og terapi for komplekse mentale problemstillinger.
Vores behov for at skrive dette udsprang af, at en influencer med 120.000 følgere en weekend proklamerede, at hun skulle på kursus i tre en halv måned og blive »mega kognitiv coach«. Blot tre uger senere var budskabet, at nu kunne man booke sig ind til et forløb hos hende i metakognitiv terapi. På tre uger er vedkommende gået fra ikke at vide, hvad den terapeutiske retning overhovedet hedder til at tilbyde kurser og terapi inden for den.
Rydder op efter andres rod
Som klinisk psykolog er ens arbejde at hjælpe mennesker med deres psykiske udfordringer og diagnoser. Det er omstændigt, svært arbejde for både psykolog og klienter. Det kræver en stor indsats og vedholdenhed fra begge parter og en villighed til konstant at nå de små, men betydningsfulde delmål for at få det bedre.
Desværre oplever man som psykolog alt for ofte, at ens arbejde består i at rydde op efter det rod, som mennesker uden de rette kompetencer har påført sårbare mennesker, der længes efter at få det bedre. Ved sygdomsbehandling er en god huskeregel, at jo længere tid en problemstilling eksisterer, desto mere kompleks vil den blive. Denne regel gælder i høj grad også inden for det psykologiske felt, hvor psykisk sygdom eller mentale udfordringer har en tydelig udviklingskurve.
Der kommer alt for mange klienter med problemer, der har stået på i så lang tid, at lidelsen er eskaleret til at være langt tungere og mere kompleks, end den nogensinde havde behøvet at være. Tit er en af årsagerne til, at tingene eskalerede, netop at klienten har gået hos ’behandlere’, der på ingen måde har kunnet magte opgaven og derfor unødigt har forlænget og forstærket problemet.
Lige så ofte støder man på klienter, der på den ene side er desperate efter at få det bedre, men som på forhånd har givet op. De fortæller, at de fik det værre af tidligere behandling, at de føler håbløshed, og at de ikke tror, at de kan hjælpes grundet tidligere behandlingers fiaskoer. Denne ’nocebo’-effekt resulterer i, at klienter oplever mindre tiltro og måske ligefrem modstand eller håbløshed over for fremtidige behandlinger. Til tider kan den fejlbehandling, udnyttelse eller forfladigelse af deres problemstillinger ligefrem være årsag til helt nye problemstillinger.
Andre klienter har måske været heldige nok at støde på en behandler, hvor samtalerne er behagelige og virker lindrende. Her er problemet, at der hurtigt kan opstå en situation, hvor en klient går fra at søge behandling til at søge lindring i en facon, der bliver afhængighedsskabende.
Når det kommer til psykisk sygdom og mentale udfordringer er der sjældent nogle hurtige løsninger, men en befriende samtale kan give en umiddelbar følelse af effekt til trods for risikoen for at ende som evighedspatient, der overlever på at blive lindret for sin smerte frem for at blive behandlet for den.
Psykoterapeuter og andre pseudobehandlere producerer i realiteten ofte undgåelse eller eskapisme, som det også kaldes. Dette er ikke bare dybt uetisk, men også at anse som en kraftig eskalering af sygdommen. Ud over at eskapisme grundlæggende er en sygdomsvedligeholdende faktor, så skaber det et væld af ekstra udfordringer for den næste behandler, der ikke bare skal varetage en problemstilling, men også bryde igennem et veletableret adfærdsmønster, der modarbejder det at forholde sig til problemet.
Ingen faglig kontrol
Men findes der ikke gode psykoterapeuter? Jovist, lige så vel som der med sikkerhed også kan findes personlige trænere med en ubegribelig evne til at bluffe sig til den helt rigtige rådgivning om hjertekomplikationer. Har du lyst til at være dén, der satser på, at lige netop den rådgivning, du modtager, rammer rigtigt, eller ville du foretrække lidt mere tyngde end et heldigt skud i tågen?
Denne tyngde og sikkerhed styrkes vedvarende i det klinisk-psykologiske felt, hvis man vel at mærke har uddannet sig til psykolog ved, at man løbende modtager supervision af sit arbejde og sin faglighed af andre psykologer. Denne kontrol af fagligheden har netop til hensigt at sikre klienten mod både kvaksalveri og udnyttelse, hvilket er en essentiel del af at sikre klientens ve og vel.
Blandt psykoterapeuter og andre selvudnævnte eksperter er der ingen lignende kontrol af kvalitet og etik. Titlen psykoterapeut er ikke en beskyttet titel, og ingen af de såkaldte uddannelser til psykoterapeut er offentligt godkendte eller offentligt kontrollerede for indhold eller substans.
Skulle man tillade sig at satirisere yderligere, kunne man anfægte, hvorvidt en uddannelse med et timeantal og pensum, der ikke engang svarer til ét semester på universitetet, kan kaldes en fireårig uddannelse – men det vil vi lade være op til den enkelte at vurdere.
Vi tillader os dog at stille os undrende over for, at disse mennesker tydeligvis godt ved, at feltet kræver en vis tyngde – fire års uddannelse lyder immer væk bedre end ’sporadisk weekendkursist’ – men samtidig ikke nænner at gøre sig tilnærmelsesvist nok umage til at opnå denne tyngde.
Politisk respons
Der findes et væld af ord, man kunne bruge om den type mennesker, der postulerer at være kyndige inden for noget uden at have belæg for det. Endnu flere ord kunne bruges om mennesker, der velvilligt praktiserer denne ’kyndighed’ over for sårbare mennesker, der ikke har en chance for at gennemskue konsekvenserne. Et er dog sikkert: Konsekvenserne af den slags menneskers virke er en af de mest hyppige problemstillinger, man som klinisk psykolog skal rydde op i.
Det må i øvrigt forventes, at så længe behovet for psykologisk behandling fortsat vokser, vil oprydningsarbejdet efter pseudobehandlere følge med. Mange sygdomme og problemstillinger kunne være undgået, afhjulpet eller behandlet langt hurtigere, hvis klienterne var gået til fagligt kompetent behandling, før de lod en charlatan spille bongotromme på deres frontallap.
Vi vil inderligt gerne se Dansk Psykologforening gøre mere for at passe på vores psykisk sårbare. Vi vil gerne se bare en smule selvransagelse fra mennesker, hvis arbejde består i at plagiere psykologfaget. Vi vil ydermere gerne se noget politisk respons på denne udnyttelse af psykisk sårbare.
Og til slut vil vi opfordre dig som læser til at passe på dig selv og dine kære. Støt dem ikke bare i at finde behandling, men også reel og fagligt ansvarlig behandling.
Claus Heldal er klinisk psykolog
Kristoffer Moos er ph.d.-studerende i onkologi
Det er helt ufatteligt, at alle disse alternative metoder uden videre anvises af sagsbehandlere, der intet ved om spørgsmålene.
Man bør faktisk ikke gå ud over folk med grundige, anerkendte uddannelser, i det offentlige system.
Måske skulle psykiatere overveje, at deres tilgang til psykisk sygdom med dens ensidige fokus på medicin ikke løser mange menneskers problemer. Og netop her er et stort hul i det offentlige sundhedsvæsen.
Jeg ved ikke, hvad en onkolog har med dette at gøre, men jeg ville aldrig gå til sådan en med psykiske problemer.
Hvor mange mennesker forlader en klinisk psykologs praksis med mærkaten 'helbredt'?
Hvad vil det i grunden sige at blive 'helbredt', sådan i klinisk-psykologisk forstand?
Måske onkologen kan svare? :D
Psykologer og psykiatere ved stort set intet om den menneskelige psyke, og deres behandling af sindslidende er derefter. Medmindre at de har studeret, og har personlig erfaring med, transpersonlig psykologi og brugen af psykedeliske stoffer, og deres behandling er derefter.
Måske er det også en del af forklaringen på, hvorfor folk søger andre alternativer?
Med aktiv ptsd opsøgte jeg en klinisk psykolog. Jeg vidste på det tidspunkt intet om ptsd og behandling af traumer - det gjorde hun heller ikke! Min tilstand blev markant forværret.
Jeg opsøgte senere en veluddannet psykoterapeaut med speciale i traumeterapi. Det har helt bogstavligt reddet mit liv.
Det centrale problem i kronikken er spørgsmålet om hvornår noget er psykisk ”behandling”.
Deres eneste svar er at det er noget andet end ”lindring”.
Denne skelnen mellem behandling og lindring er muligvis hentet fra kræftområdet, hvor den har et solidt lægevidenskabeligt grundlag.
'Helbredelse' forekommer ikke.
Inden for det psykiske område kan man ikke helbrede folk for velbeskrevne sygdomme.
Man kan indkredse nogle af deres psyko-sociale problemer og hjælpe med at finde holdbare løsninger.
Man kan dæmpe deres ubehagelige oplevelser. Det er det psykiaterne gør med deres stoffer.
Og man kan hjælpe dem til at forholde sig til deres smerte på en måde der gør den mindre belastende, så de generelt kan blive mere velfungerende.
# Claus Heldal
Du har en pointer, tre-ugers kursus er ikke tilstrækkeligt til at kvalificere ret meget. Slet ikke på nogen måde.
Når det så er sagt, syntes jeg jeres argumenter lyder så utroligt tomme, når den ene er studerende i onkolog (hvad har det lige med psykologi at gøre, der kan bære denne arktikel ?), og du, som psykolog, slår dig op på at kunne hjælpe med så uendelig lang en liste af psykiske udfordringer, at man næsten må antage, at du er altvidende indenfor behanlingsmetoder og problemområder. M.a.o. det du anklager psykoterapeuter og coaches for, at praktisere uden reel faglig viden.. ja, det gør du selv.
Dårlig ide at kaste med sten, når man selv bor i glashus. I underminerer denne meget vigtige diskussion ved netop selv at praktisere det, i prædiker mod.
Metoder:
Eksistentiel terapi
Kognitiv terapi
Systemisk terapi
Narrativ terapi
Områder:
Depression/tristhed
Sorg og tab
Livskriser
Livsændringer
Skilsmisse og brud
Parforholdsproblematikker
Jalousi
Anger Management
Pårørendeproblematikker
Personlig udvikling
Problematikker i forbindelse med seksualitet
GAD (Generaliseret angst)
Angst/Panikangst
Fobier
Social fobi
OCD (Obssesiv-Kompulsiv Tilstand)
Søvnforstyrrelser
Stress
Lavt selvværd
Spiseforstyrrelser
Identitetskriser
Perfektionisme
Mindfulness
Misbrug
Eksamensangst
PTSD
Meningsløshed
Manglende motivation
Samarbejdsvanskeligheder
Supervision
Forældrekriser
Ensomhed
Familieproblematikker
Isolation
De fleste psykoterapeuter, som praktiserer, har mange uddannelser bag sig.
Samt løbende egenterapi, supervision og videreuddannelse.
Psykoterapeuter fra gode uddannelser har langt mere praktisk træning end psykologer. Medmindre psykologen selv har taget en psykoterapeutuddannelse.
Og det er der mange, der gør.
For et er søkort at læse, et andet skib at føre.
Der er ofte godt samarbejde mellem psykologer og psykoterapeuter.
På tide, at dette samarbejde også sker officielt.
Faktisk rydder psykoterapeuter også op efter psykologer.
Jeg kan da godt forstå, at psykologerne gerne vil være de eneste legitime behandlere af folks lidelser, og derfor gerne vil se fx psykoterapeuter delegitimeret. Det er vist artiklens formål. De gode behandlere, jeg har gået hos, har ikke været psykologer, men har haft dybdegående psykoterapeutiske uddannelser. Jeg har også gået hos psykologer, men deres behandling har været overfladisk. Selvfølgelig er der gode psykologer, men det er langt ude at afskrive psykoterapeuter (der jo bl.a. reguleres af Psykoterapeutforeningen).
Kronikken synes at udtrykke en overraskende grandiositet/selvsikkerhed hos en behandler, der ellers skulle kunne forholde sig qua sin uddannelse mere kritisk til sig selv og sit "felt". Mon ikke en cand. psych. ´s første opgave, når træningen til psykoterapeut eller klinisk psykolog begynder, er at skynde sig at glemme - sætte i parentes - alt det teori, fornuft og forstand hun har tilegnet sig på universitetet. Så kan hun lærer sine fornemmelses evner og sin følelses sensitivitet at kende og øve sin evne for at læse sine medmennesker med sine 7 sanser (se, høre, lugte, føle, mærke, gætte, Fantasere). Disse egenskaber trænes marginalt på universitetet og er nødvendige for enhver behandler, når dennes empati, introspektion i sig selv og i sin klient sættes på prøve i et behandlingsforløb.
Måske ville det også betyde, at psykoterapeuten/klinikeren ( der nogen gange er cand. psych. før han bliver terapeut) kunne lærer sig en vis beskedenhed.
Det er vist almindeligt anerkendt blandt professionelle terapeuter (inkl. kliniske psykologer), at en terapeut, der tror han er færdiguddannet er en slags charlatan.
I øvrigt går jeg ind for en statslig uddannelse af terapeuter, hvor mennesker med relevante uddannelser, ingen nævnt- ingen glemt, bør kunne optages evt. kvalificerer sig til optagelse med tillægs uddannelser. Jeg ville nok insisterer på, at akademisk uddannede ansøgere med overvejende teoretiske kvalifikationer, skulle supplerer med et 2-årigt babyobservations seminar efter den engelske model (Esther Bick). I England og flere andre Europæiske lande er et sådant forløb obligatorisk i de fleste anerkendte terapeutiskes uddannelser. Et krav af flere til optagelsesudvalg, censorkorps og ledelse på en sådan uddannelse kunne være, at medlemmer skulle være fyldt 75. (sic)
Vi svigter vore terapeuter og vore klienter ved ikke at have en statslig højt kvalificeret terapi uddannelse og efteruddannelse, der kan træde i stedet for de vel mere end 30 private uddannelser - ingen nævnt, ingen glemt - der fortiden tilbyder sig på det fri marked stort set uden nogen kvalitets kontrol udover den frie markedsmekanisme og et par fagforeningers tilsyn, der er styret af økonomi og privat-interesser.
Efter mange års erfaring både som klient hos psykologer, psykoterapeuter samt alternative behandlere, og som selv uddannet behandler indenfor dette felt, må jeg udtrykke min stærke uenighed med skribenten af denne artikel. Jeg anerkender at kliniske psykologer har en vis mængde viden om dette område. Om de er gode terapeuter afhænger af flere ting. Vigtigst af ALT om de har gået i egen terapi. Om de har prøvet noget på egen krop i form af udfordringer i livet, herunder fx en svær opvækst, skilsmisse, ensomhed eller nogen andre udfordringer, som deres klienter står med og har brug for hjælp til. Man kan kun hjælpe mennesker igennem en krise, hvis man selv har været der, og således har den erfaring der skal til for at kunne hjælpe personen videre i livet.
Derfor vil jeg til hver en tid anbefale dem som har brug for hjælp, at gå til en terapeut, som har den fornødne viden om pågældende problem, helst både i form af teori og praksis.
En autodidakt, selvlært terapeut kan endda være den bedste terapeut! Dette har jeg selv prøvet hvor jeg var klient hos en såkaldt intuitiv naturterapeut, i gamle dage ville man nok have kaldt hende "heks" og brændt hende på bålet i øvrigt.
Min anbefaling vil være at gå efter anbefalinger fra andre, og eller bruge sin intuition til at finde frem til den rigtige terapeut for en selv. Fordi det er også meget individuelt hvilken terapeut som passer med den enkelte klient.
Således kan både en psykolog, psykoterapeut, RAB godkendt behandler, samt øvrige alternative behandlere være egnede terapeuter til den enkelte person og dennes udfordringer i livet.
Selv er jeg RAB godkendt behandler, dvs man har et vist niveau af uddannelse bag sig, og der er derfor en vis sikkerhed for at kunne tage hånd om klienten på samme måde som en klinisk psykolog er udtryk for det samme. Og her gælder samme regler som indenfor alle øvrige erhverv, hvor man kan finde dårlige læger og tandlæger, dårlige håndværkere osv.
Jeg mener ligeledes at der bør være mere respekt og anerkendelse begge veje, hhv indenfor psykiatri, kliniske psykologer, psykoterapeuter og hele den mere alternative verden, samt et bedre samarbejde herimellem.
Nok vigtigst af alt, mere anerkendelse af den alternative behandling, fordi det er her behandlingen for alvor kan virke i sin helhed. Blandt andet fordi man ofte her ser på hele mennesket, og ikke blot symptombehandler, og man arbejder på en varig heling af sin klient. Det vil til hver en tid være et samarbejde ml klient og behandler, derfor har klienten også et vist ansvar for sin behandling og "helbredelse" eller "heling" som måske er et bedre ord at beskrive det med. Da det også er et arbejde der kan tage mange år at udføre, og helingen foregår efter det enkelte menneskes tempo og sværhedsgrad af udfordringer. "Heling" fordi måske (og forhåbentlig) får man det bedre, men måske tager det tid, og måske bliver man aldrig 100 procent perfekt helet. Intet i verden er perfekt. Vi skal nok hellere tale om det perfekt uperfekte. Fordi med de sår og skrammer vi får pådraget os igennem livet, det er især her vi udvikler os som mennesker. Det er her vi lærer om taknemmelighed og ydmyghed. Det er her vi lærer at elske, og blive elsket, det er her vi lærer at størst af alt er kærligheden.
Men først skal vi igennem det svære. Der er en mening med det hele. Og intet er forkert at gøre.
Jeg håber inderligt at den alternative verden, og de alternative behandlere i fremtiden vil få langt mere anerkendelse og respekt, måske og forhåbentligt, blive en del af lægevidenskaben, således at det kan bruges af alle, og at man kan blive henvist af egen læge til en alternativ behandler, ligeså vel og på samme vis som man i dag kan blive henvist til en psykolog eller psykiater. Hvorfor dog lade tusindvis af års erfaringer med alternativ medicin og behandling gå til spilde, fordi man højner en lægevidenskab, der kun er 100 år gammel, til sammenligning. Det må være logik for alle. Hvem er det mon der sidder på magten de forskellige steder. Opdraget på universiteter og lignende. Indoktrineret med viden, der højst er et par hundrede år gammel. Nok bliver vi klogere med tiden, men intet kan erstatte en lægevidenskab, der har tusinder eller 10-tusinder af års erfaringer. Dertil en lille side information, det er veldokumenteret at psykofarmaka ikke har en reel effekt på fx depression. Kun psykisk effekt, på den måde at forstå at ved at tage en kalk pille, kan denne udrette mirakler. Til gengæld er der MANGE skrækkelige bivirkninger der i mange tilfælde kan tage livet af mennesker. I modsætning til naturmedicin og behandling, der har langt større succes med at hele mennesker, og ja lindring er her en af de effekter medicin og behandling kan give. Derudover kan en stærk lindring finde sted samt hhv hurtig bedring, og stærk forbedring af tilstand, endda en komplet heling. Vel at mærke, HELT UDEN BIVIRKNINGER.
Vi bør få endevendt hele den nuværende lægevidenskab, hele den alternative lægevidenskab, begges behandlinger, resultater, bivirkninger, og herefter vurdere bedste effekt af de 2 alternativer. Herefter kan det måske blive en realitet at den alternative verden kan komme til orde, og blive en del af de reelle tilbud til alle borgere i Danmark. Herunder tilskud til netop de alternative behandlingsformer. Som både på den korte og den lange bane, er det der virker.
Som afsluttende kommentar, har jeg stor respekt for den behandling af fx cancer som den foregår på hospitalerne idag. Den redder mange liv men dog ikke alle liv og den tager også nogles liv grundet det er gift i sig selv som man får ind i kroppen. Her kan alternativ behandling, og fx omlægning af ens kost og levevis udføre mirakler. Jeg kender mennesker, der er blevet helbredt for cancer ad denne vej. Samt blot en lille tilstedeværelse af håb og tro på noget højere end menneskeheden, dette ser jeg som vejen fremad.
De bedste ønsker for os alle i 2023, som måske bliver det år hvor alting vender, lyset sejrer og trænger ind og igennem der hvor der er brug for det.
Kærligst AK Heal the world
At fuske med folks mentale helbred!!! Undskyld at jeg spørger så bramfrit, men er det ikke lige præcis hvad hele psykiatrien har gjort i årtier?
Det kunne godt ligne, at indlægget handler om nedgøre psykoterapeuter og andres faglighed of udråbe sin egen som den eneste sande med det formål at få politisk handling, hvilket nok ikke kun er af hensyn til klienterne, men at psykoterapeuter har overtaget noget af deres arbejde, som så at sige tager nogle kunder. Forfatterne bruger hele tiden vendingen "ufaglærte". Det er snedigt, fordi I og med de to åbenbart ikke anerkender nogle af de uddannelser som de omtalte terapeuter har gået på, er det altså ufaglærte mennesker. Det kan helt sikkert skræmme en del mennesker, som læser indlægget. Selvom argumentationen er yderst tynd. Dertil kører de alle psykoterapeutuddannelser over en kam og fremlægger meget begrænset, hvad uddannelserne handler om. Deres præmis for indlægget er, at går man til fx psykoterapeut, er der risiko for, at klienten "Ofte" får det meget værre, og så skal klienten på hårdere arbejde og til en rigtig ekspert fra Uni. Altså indebærer fx psykoterapeuter en stor risiko. Det bliver eksemplificeret med en case fra en Influencer. At det er eksemplet, de fremhæver, som får bærret til at flyde over er et svagt argument for, at der er et problem. Forfatterne nævner, at de "ofte" oplever det som psykolog. Men her er altså tale om én enkel psykolog. Der er intet som underbygger, at det er et generelt problem, selvom det måske er det. Og kunne det samme ikke være sket ved en psykolog? Men psykologen ønsker ud fra viden om sin egen uddannelse og faglighed at tage patent på hele fagligheden inde for sit område og tilmed har evnen til at vurdere alle dem, som ikke er psykologer, hvad de ikke kan. En undtagelse tyder dog på at være ph.d. studerende i onkologi :)
Derudover er tonen i indlægget vred og skrevet på ryggen af en meget høj hest, som ikke er særlig tiltalende fra en psykolog, som gerne skulle kunne se sager fra flere sider og taler med mennesker til daglig.
Hilsen en kandidat i retorik (Altså faglært i forfatternes forstand, fordi det er fra universitetet).
I gamle dage brugte man ordet "sindsyg". Forfatterne til artiklen her bruger i stedet det nyere og mere politisk korrekte "psykisk syg", men det udtryk er man egentlig også gået væk fra, og har i stedet valgt det endnu mere politisk korrekte "psykisk lidende".
Et mere korrekt udtryk ville være "psykisk afvigende". Jeg ved det ikke, men et godt bud på, hvorfor man ikke benytter det udtryk kunne være at "afvigende" ikke er "Inkluderende".
Det drejer sig ikke om "sygdom". Vi kan ikke engang definere, hvad en sygdom er. Tilsvarende ved vi stadig relativt lidt om, hvad en bevidsthed er. Menneskers hjerner er forskellige og det er hjernen som er årsagen til, hvem vi er som person, hvordan vi tænker, hvordan vi føler, og frem for alt, hvordan vi fremstår, set med alle de andres øjne. Vi ved at en tumor i hjernen, eller en hjerneblødning, kan medføre ændret adfærd og personlighed hos patienten, men vi kan ikke se på et MRi scan af en hjerne, og så forudsige, hvordan personen er, eller hvad personen tænker eller føler.
Brugte vi udtrykket "psykisk afvigende", ville det åbne en sand Pandoras æske. Hvor går grænsen for, hvor afvigende vi vil acceptere at andre mennesker er, før vi tvinger dem til at ændre adfærd? Vi ville også være nødt til at spørge os selv, om det var os selv, der var rationelle. Vi kunne hurtigt overbevise os selv om at vi i hvert fald var normale. Et eksempel er at stort set alle økonomer (siger de) tror på fortsat vækst i et lukket system. Er det ikke en vrangforestilling, som minder lidt om skizofreni? Skal vi så behandle alle økonomerne? Næppe.
Forfatterne til artiklen her, fremstiller terapi som værende baseret på videnskab og et håndværk man skal lære. Det er ikke helt sandt. Hvis en patient har en infektion, så kan vi i dag (ofte) behandle med antibiotika. Det kan vi fordi vi kender og forstår mekanismen i, hvordan bakterier og antibiotika fungerer. Vi aner ikke, hvordan bevidsthed fungerer. Der er dermed heller ikke nogen form for konsensus omkring, hvordan man behandler "psykisk afvigende", og der er mange forskellige terapiformer, så chancen for at en lægperson vælger en "fupterapeut" fra universitetet er stor. Det samme gælder for en psykolog, som vælger en anden psykolog til supervision. Man vælger typisk en man deler tro med.
Fælles for stort set alle de terapiformer psykologien disker op med er samtale. Der er noget som tyder på at det er den som virker. Mennesker har godt af at sige højt (og høre selv), hvordan de har det. Det er endnu bedre, hvis der er en som gider lytte, og forholde sig til det man taler om.
Jeg er ret overbevist om at nogle vil synes jeg simplificerer psykologien og terapien ned til det banale. I så fald: Hvad er det man "helbreder"? Hvordan virker det?
Vh. Morten , ("Master of Science")
Morten Balling
08. december, 2022 - 11:40
Jeg har lagt mærke til, at når jeg ændrer min bevidsthedstilstand, så ændrer verden sig, eller når verden ændrer sig, så ændres min bevidsthedstilstand, eller begge dele på samme tid. Pointen er at jeg har lagt mærke til ændringen. Mange gange.
Jeg ved ikke hvor langt væk videnskaberne om den menneskelige bevidsthed er fra at kunne forklare det fænomen. Men jeg vil tro at de er så langt væk, at de ikke engang vil acceptere det som værende et virkeligt fænomen. De vil naturligvis bortforklare det som værende en vrangforestilling. Og det siger jo noget om hvilket bevidsthedsmæssigt udviklings niveau de selv befinder sig på.
@Jimmy Marquardsen
Nobelprisen i fysik i år blev givet til tre fysikere, som alle er skarpe fortalere for fri vilje. De havde egentlig ikke bevist noget, for de havde overset en forudsætning. Den er at vi som mennesker kan foretage frie valg. Dvs. at en videnskaber i et laboratorium kan vælge at foretage en måling, men at de også har muligheden at lade være.
I fysikken har man to teorier, som begge ser ud til at være sande, når man sammenholder dem med det man observerer. De siges at modsige hinanden, og specielt den ene, kvantemekanikken, kaldes mystisk. De kan dog bringes til at fungere samtidig. Det "eneste" man så skal give afkald på er fri vilje. Det "vil" man ikke :)
At foretage et valg og at foretage et "frit" valg er på mange måder det samme. Efter at du har taget valget, er det "frie" ligegyldigt, med mindre du har en tidsmaskine, så du kan rejse tilbage i tiden og ændre dit valg. Det "frie" er dog vigtigt, hvis man skal kunne argumentere for en form for "ansvar". Det siger man i hvert fald ofte, selvom vi på trods af manglende fri vilje, ville stille til ansvar som vi altid har gjort.
https://youtu.be/ytyjgIyegDI
Bevidsthed er et følsomt emne.
Morten Balling
08. december, 2022 - 15:32
Åh fri mig fra den frie viljes viljesløshed, fordi kun hvis jeg kan gøre mig fri af den frie vilje, vil jeg virkelig være fri. ;o)
Information bragte den 7. december et debatindlæg ”Coaches, influencere og pseudoterapeuter har fripas til at fuske med folks mentale helbred” skrevet af klinisk psykolog Claus Heldal og ph.d.-studerende i onkologi Kristoffer Moos. Indlægget blev 13. december på sober vis imødegået af Ingrid Ann Watson og Sanne Rimpler, der henholdsvis er formand og næstformand i Foreningen af Danske Psykoterapeuter.
Som Watson og Rimpler påpeger, så er Herdal og Moos’s indlæg en uspiselig ret af æbler, pærer og spegepølser – eller mere præcis noget gedigent vrøvl.
De to herrer boltrer sig med floksler og hjemmelavede stråmænd: ”pseudoterapeuter”, “ufaglærte psykoterapeuter”, ”selvudnævnte eksperter”, ”charlatan”, ”kvaksalveri”, ” bluffe” m.m., og det får mig til at undre mig over, hvad en ph.d.-studerende i onkologi ved om psykoterapi på et professionelt plan? Eller skal Moos bare nævnes, for at Herdals vrøvl får lidt mere ”faglig” tyngde?
Jeg har arbejdet som psykoterapeut og sexolog siden 1986 og har haft adskillige hundrede klienter gennem min praksis, herunder ikke så få psykologer, psykiatere, læger – og bortset fra en mand, der stormede ud fra en parterapi, fordi han ikke fik ret i nødvendigheden af at kontrollere ægtefællen, så har jeg aldrig fået klager over mit arbejde.
Når jeg kigger på klinisk psykolog Claus Heldals hjemmeside, så slår det mig, at der stort set intet står om ham, jo han er til stadighed 45 år, og har gået på universitetet, hvilket ikke er ensbetydende med, at man lærer en disse om menneskelig kontakt, til gengæld får man nok læst en del bøger og får skrevet nogle opgaver.
Det undre mig osse, at en klinisk psykolog ikke er i stand til at skille skæg fra snot, og især undrer det mig hvad, der får ham til at følge en amatør, der vil være ”mega kognitiv coach”. Ja det er ubehjælpsomt, og det minder mig om, hvordan en tidligere formand for Dansk Psykologforening i lighed med Claus Heldal harcelerede over psykoterapeuter og, at psykoterapeuter ikke kendte til DiffentialEdiagnostikken (sic!) – hvilket måske er godt for automekanikere. Den gode formand mente nu nok Diffentialdiagnostikken.
På et punkt er jeg enig med Claus Heldal, man skal se sig godt for inden, at man vælger sig en behandler, og her er et par gode råd:
Alt for mange psykoterapeuter, sexologer og psykologer arbejder med folk uden, at de selv har fået bearbejdet deres egne problemer grundigt - med fare for, at de så (endnu nemmere) kommer til at arbejde - ikke med klientens problemer - men med deres egne problemer.
Spørg! Så undersøg psykoterapeutens, sexologens eller psykologens forudsætninger og erfaringer, og det er OK at spørge om det - hvis han/hun ikke vil svare på det, så lad være med at tage vedkommende.
En universitetsuddannelse som psykolog er ikke ensbetydende med, at man kan arbejde som psykoterapeut eller sexolog. Det kræver psykoterapeutisk uddannelse oven i den grunduddannelse, som universitetsuddannelsen er - og supervision kan ikke erstatte egenterapi.
Og endelig er det godt at vide, hvad der virker i psykoterapi:
1) klientens motivation
2) kontakten mellem psykoterapeut og klient
3) den psykoterapeutiske metode
4) uddannelse (psykoterapeutens, sexologens, psykologens eller psykiaterens)
- i den rækkefølge.
Claus Heldal skriver ikke noget om sin egenterapi på sin hjemmeside, så ham ville jeg ikke vælge.
PER HOLM KNUDSEN
PSYKOTERAPEUT & SEXOLOG