Under overfladen af det skandaløse VM i Qatar gemmer sig potentiel indsigtsfuld viden om den måde, vi i Danmark formidler det fremmede på.
Når man beskæftiger sig med VM, er det snart sagt uundgåeligt at navigere uden om betegnelsen ørkenstat. Mens Qatar velsagtens består mestendels af ørken, er ørken-prædikatet på ingen måde tilfældigt.
I den postkoloniale teori, hvor man for længst har betragtet kulturbegrebet som det nye racebegreb, taler man om såkaldte naturaliseringer: Afrikanerne hører til i junglen, grønlænderne i snelandskabet og qatarerne altså i ørkenen. Naturaliseringer gør historien til noget uforanderligt og afstedkommer et statisk syn på de fremmede som folk, der altid har gjort, som de gør i dag.
I bogen Orientalism fra 1978 skriver Edward Said, at Orienten, forstået som alt det, der ligger uden for Vesten, er en forestillingsverden, hvormed Vesten skaber sit eget selvbillede. Det er således i mødet med den historieløse, uciviliserede, (kollektivt) religiøse qatarer, at vi danner ideerne om den historietunge, demokratiske, frisindede og sekulære europæer.
De historieløse
Mens postkolonial teori kan være en abstrakt størrelse, er de danske meningsdanneres Qatar-retorik langt mere håndgribelig.
DR’s populære studievært Tina Müller udtalte for nylig i Radio4, at Qatar var et »historieløst land«. Jeg undredes og spurgte straks Google til råds, hvorefter jeg hurtigt kunne afkræfte: Qatar har gudhjælpemig en historie, sågar dateret til det første århundrede e.v.t., da den romerske forfatter Gaius Secundus for første gang skrev om et folk ved navn Catharrei.
Også journalist Amalie Bremer sparer sjældent på skældsordene, når hun udgyder sine holdninger om VM-værterne: »Fuck dem«, tweetede Bremer i oktober og tilføjede, at hun ville få en blodprop, hvis nogen forsøgte at intellektualisere Qatar-debatten. (Nogle bør tjekke Bremers tilstand øjeblikkeligt).
I selskab med Müller og Bremer ville fodboldanalytiker Benjamin Leander, da han i forrige uge til sine mere end 19.000 Twitter-følgere skrev, at »nidkære mænd i kjoler« skulle respektere udlandsjournalisten Rasmus Tantholdts arbejde, efter at en video afslørede, at qatarske delegerede nægtede Tantholdts kamerahold at filme i offentligheden. De delegerede bar den muslimske thobe – bestemt ikke kjoler.
Det største problem med Qatar-debatten er dog hverken Müller, Bremer eller Leanders orientalistiske skildringer og kulturelle stereotypiseringer.
Nej, det største problem er utvetydigt, at vores medier for sjældent belyser, hvad der egentligt ligger til grund for det qatarske regimes handlinger. Med andre ord så nedprioriteres konteksten ofte til fordel for fordømmelsens hurtige fristelser.
Hele billedet
Kun i meget begrænset omfang beskæftiger vi os med de historiske, politiske og religiøse faktorer, der har formet magthaverne i Qatars øjensynligt vage moralkodeks, der danner – skulle jeg mene – fundamentet for den uværdige behandling af landets mange migrantarbejdere.
Dette manglende kontekstuelle fokus tegner et billede af Qatar, der udelukkende handler om regimets magtbegær og pengegriskhed.
Men er, spørger jeg, den grådige higen efter penge og magt virkelig det hele billede?
Eller giver det faktisk mening at undersøge, hvordan qatarernes religionsfortolkning påvirker landets førte politik? Eller hvordan Qatars fortid som et land undertrykt af skiftende kolonimagter, har formet qatarernes selvforståelse? Eller, endnu bedre, hvordan den heftige vestlige Qatar-kritik harmonerer med, at Qatar betragtes som et af Golfens mest progressive stater?
Når alt kommer til alt, er det dog vigtigt at understrege det væsentligste:
VM-slutrundens største og vigtigste historie handler om migrantarbejdernes horrible arbejdsvilkår og de qatarske magthaveres propaganderede sportswashing. Det skal fremhæves – endda med to tykke streger under.
Men når vi er færdige med vores fordømmelse, bør vi benytte denne gyldne mulighed for at tage et opgør med, hvordan vi i Danmark beskriver det fremmede. Den danske formidling af Qatar bør naturligvis ses i forlængelse af orientalismen og den vestlige mediedækning af den muslimske verden, der i årtier har bygget på kulturelle stereotypiseringer af Den Uciviliserede Anden.
Buster Emil Kirchner er journalist, kandidatstuderende på Center for Afrikastudier og stifter og leder af udviklingsorganisationen Mbete Youth Football Project
Da skribenten nu er journalist må han da vide at almen viden om emner journslister kloger sig på er en sjældenhed. Det gør nu ikke regimets behandling af migranterne bedre.
send en journalist hvorhen i verden - historien er skrevet på forhånd
send en pressefotograf med og der kommer ikke noget nyt ud af det
send dem til Grønland - eksempelvis
det bliver bare være - selv om det er en del af Rigsfælleskabet
finn larsen
Spændende indlæg. Jeg har hørt Edward Saids bog "Orientalism " omtalt flere steder. Senest i Rune Lykkebergs interessante bog "Vesten mod Vesten".
Rune Lykkeberg skriver: "Saids bog Orientalisme - vestlige forestillinger om orienten fra 1978 blev et hovedværk for kulturkritik af Vesten og den humanistiske forskning i kolonialisme og postkolonialisme. "Orientalisme" blev kort efter udgivelsen et udbredt kritisk begreb, en omfattende inspiration til postkoloniale studier og en ideologikritisk læsestrategi, man kunne bruge over for dem, som kritiserer Mellemøsten, Islam eller forhold i den tredje verden generelt" (side 253).
Nej, Buster Emil Kirchner, ”Den danske formidling af Qatar” er ikke en ” forlængelse af orientalismen og den vestlige mediedækning af den muslimske verden”. Den beskrivelse af Qatar, vi har set i medierne ifm. VM, er en beskrivelse, som alle tilhængere af frihed verden over kan tilslutte sig, om det så drejer sig om ytringsfrihed, religionsfrihed, politisk frihed, kønsfrihed eller frihed til at organisere sig i fagforeninger. Ingen af de friheder findes i Qatar eller nogle af de andre stater i det område.
Du skriver også: ”Kun i meget begrænset omfang beskæftiger vi os med de historiske, politiske og religiøse faktorer, der har formet magthaverne i Qatars øjensynligt vage moralkodeks…” Hvis du spørger Qatars borgere, så vil du formentligt fra 99% af dem få svaret: ”Vores moralkodeks er bygget på Koranens ord og profetens sunna”. Om Qatars forfatning siges således: ”The tenets of the Constitution are based on Qatar’s affiliation to the Arabic world and the teachings of Islam.”
Og så er jeg endnu ikke ifm. beretningerne fra Qatar stødt på noget om, at slaveri først blev ophævet der i 1952 efter hårdt pres fra FN, eller at køb og brug af børnejockeyer ned til 3 år til kamelvæddeløb først blev forbudt i 2005, igen kun efter hårdt pres udefra.
Hvordan passer den slags beretninger ind i Edward Saids fortolkning af orientalisme?
Seniorforsker Helle Malmvig på diis.dk:
"Qatar er kommet i hele verdens søgelys. Slavelignende forhold hersker blandt de mange migranter, der bor i landet, og tusindvis er døde alene for at bygge overdådige fodboldstadions, som Qatar ikke selv kan bruge når VM slutter om et års tid. Det trækker berettiget kritiske overskrifter og lægger et nødvendigt internationalt pres på kongedømmet."
"Men i den ophedede debat smides der rundt med orientalistiske stereotyper og fejlagtige sammenligninger. Qatar kaldes rask væk for ”islamisk sharia-diktatur” og ”middelalderlig ørkenstat” og placeres i samme superskurkeklasse som Muhammed bin Salmans Saudi Arabien eller Bashar al Assads Syrien."
"Men da Qatars daværende emir Sheikh Hamad ibn Khalifa al Thani kommer til magten i 1995, satte han sig for at fremtidssikre Qatar og vriste det ud af Saudi- Arabien skygge. Al Thani ville investere de astronomiske olie- og naturgasressourcer fornuftigt, i modsætning til Saudi-Arabien, som han mente blot havde ødslet oliepengene væk. Strategien var at skabe et ”Mellemøstens Norge” med en veluddannet og oplyst befolkning, at diversificere økonomien og opbygge en moderne stat, som er vellidt og anset internationalt."
"Men det er TV-stationen Al Jazeera som i 2000’erne for alvor satte Qatar på landkortet. Al Jazeeras betydning er svær at overdrive. Satellitkanalen, der blev lanceret i Doha i 1996, var med til at skabe en hel ny arabisk offentlighed, hvor meninger kan brydes og flere stemmer komme til orde. Lidt fortegnet kan man sige, at nyheder i den arabiske verden før i tiden bestod af en form for topstyret enhedskommunikation fra de diktatoriske regimer ned til befolkningen."
"Efter Al Jazeera er næste skridt i Qatars moderniseringsproces uddannelse. Qatar får en lang række amerikanske eliteuniversiteter såsom Georgetown, Northwestern og Texas Am til at slå sig ned i den nybyggede universitetsby, og senere er britiske og franske universiteter også kommet til. Ud over at uddanne Qatars egen befolkning, er ideen, at studerende fra den arabiske og sydøstasiatiske verden, som ellers er rejst til Vesten for at uddanne sig, nu kan gøre det i regionen selv."
"Og Qatar har netop været stærk på freds- og mæglerdiplomatiet. I stedet for som Saudi Arabien at føre stedfortræderkrige i Yemen, Libyen og Irak, har landet med stor succes mæglet i konflikter mellem for eksempel de palæstinensiske fraktioner, i Libanon, Darfur og senest med Taliban. Så sent som i september roste den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinken Qatar til skyerne for at have hjulpet med at evakuere tusindevis af amerikanske statsborgere ud af Afghanistan, og senest har USA udpeget Qatar til at være USA’s diplomatiske repræsentant i Afghanistan i stedet for USA selv!"
"Samtidig har Qatar sørget for at have gode relationer til USA’s fjender —fx Iran, Taleban og det Muslimske Broderskab. For at kunne mægle og forhandle skal landet stå på god fod med de fleste, og Qatar har sågar forbindelser til Israel – ulig mange andre mellemøstlige stater. Samtidig har emiren også massivt støttet de folkelige oprør i den arabiske verden og kravene om grundlæggende forandring. Qatar har kaldt liberalisering og modernisering af den arabiske verden for en nødvendighed, ikke bare gennem dækningen på Al Jazeera, men også i taler, ved offentlige begivenheder, og til internationale demokratikonferencer i Doha selv, ofte til stor irritation for de siddende regimer i Kairo og Riyadh."
"I det førende internationale forskningstidsskrift International Affairs peger en gruppe forskere på at et land, der forfølger blødmagtsstrategien, skal have 100 % troværdighed og pinlig orden i eget hus, ellers risikerer staters blød magt at blive til afmagt."
"Troværdigheden og integriteten går tabt. En stat, der forfølger blød magt, skal altså kunne tåle at blive kigget ekstra efter i sømmene. Qatar ville med VM gerne lukrere på den vilde opmærksomhed, som fodbold og masseunderholdning giver. Derfor står landet nu på den internationale scene badet i rampelyset, og så kan verdensoffentligheden få øje på alle pletterne; udnyttelsen af migrantarbejderne, diskrimination mod kvinder og homoseksuelle. Det foregik også alt sammen før, Qatar fik VM værtskabet, men dengang var rampelyset netop ikke helt så kraftigt. "
"Den hårde kritik af Qatar er med andre ord både et resultat af at landet ikke har kunnet leve op til sin egen soft power-strategi, men også at vores egen hjemlige debat er præget af orientalistiske stereotyper og fejlagtige sammenligninger. Landene i golfen bliver hurtigt skåret over en kam, og de nemme referencer til ”stenrige ørken sheiker” skygger for forskellene. Qatar og Saudi-Arabien ligger langt fra hinanden, og Saudi-Arabien har de sidste årtier været et modbillede snarere end et forbillede for Qatar. "
"Qatar er langtfra et mønsterdemokrati, men heller ikke den store superskurk, som kongedømmet lige nu gøres til."
https://www.diis.dk/publikationer/hvorfor-traekker-qatar-saa-negativ-opm...
Alan Frederiksen.
Hvad er formålet med alle dine citater fra Helle Malmvig? Er det et forsøg på at forklare, at landet Qatar faktisk ikke er så slemt hvad angår frihedsrettighedder, som nogle vil gøre det? Er det et forsøg på at forklare, at vores vestlige tolkning af frihedsrettigheder måske misforstår, hvad frihed egentlig er?
Er det et forsøg på at fortælle, at Qatars herskere måske er ved at forlade lovgivning baseret på sharia, og at de på denne måde er ved at forberede befolkningen på, at fremtidens lovgivning vil være baseret på menneskelig viden og fornuft uden hensyntagen til, hvad koranen og profeten måtte have skrevet, sagt og gjort?
https://www.bt.dk/vm/jakob-illeborg-vi-har-vaeret-alt-for-sort-hvide-i-v...
Vi skød os selv i foden. Vores spillere formåede kke at distancere sig fra den massive påvirkning fra deres telefoner, og de blev til lus mellem to negle, til mus med frygt og apati.
I denne uge så vi, at alt der foregår syd for grænsen er peanuts sammenlignet med vores mistrivsel blandt de unge. Øv, for et mediesamfund, øv for et sygt samfund, som vi ikke formåede at høste frugterne af, men pissede på. Vi så en generation blive offer. Vi så chokket. Vi så lammelsen. Apatien, stressen.