Læserbrev

DTU Offshore støtter fossilindustrien. Vi bør fokusere på udfasning og ikke udvinding

DTU Offshore Center har syv forskningsprogrammer, der optimerer udvindingen af gas og olie, mens kun ét program forholder sig til nedlukning af fossil energi. Det er både kontraintuitivt og giver DTU et medansvar i greenwashing
DTU Offshore Center bedriver forskning, der understøtter fossilindustriens fortsatte udvinding af olie og gas

DTU Offshore Center bedriver forskning, der understøtter fossilindustriens fortsatte udvinding af olie og gas

Claus Fisker

Debat
2. december 2022

Vi er på vej mod en verden, der er 2,8 grader varmere, og der er brug for omgående reduktioner i klimagasudledningerne. På COP27 har Dan Jørgensen lige talt for udfasningen af fossile brændsler. Alt imens man på DTU Offshore Center bedriver forskning, der understøtter fossilindustriens fortsatte udvinding af olie og gas.

Centret er finansieret af TotalEnergies, Noreco Oil og Nordsøfonden, hvoraf førstnævnte er en af verdens mest udledende virksomheder. TotalEnergies og Noreco Oil er de to største olie- og gasproducenter i Danmark.

I DTU Offshores styregruppe er halvdelen af pladserne optaget af folk fra TotalEnergies. Centrets teknologiudvalg sikrer, at viden og teknologi fra alle forskningsprojekter kan overføres til industrien, og otte af dets ti medlemmer er fra olieindustrien. Centret har ti forskningsprogrammer, hvoraf syv fokuserer på at optimere udvindingen af gas og olie, mens kun ét program forholder sig til nedlukning af olie- og gasfelter.

Vi ved, at afbrænding af fossile brændsler er den primære årsag til klimakrisen, så når der bedrives forskning for olie- og gasindustrien, der i høj grad er fokuseret på udvinding frem for udfasning, bidrager DTU dermed til den nuværende krise. Som samarbejdspartner til TotalEnergies og Noreco spiller DTU samtidig en rolle i den greenwashing, der foregår i olie- og gasindustrien, som forsinker afviklingen af den klimaskadelige industri.

Derudover bliver forskningsfriheden, som allerede er under pres, truet, når institutioner som DTU tager imod fondsmidler fra olieindustrien for at spille »en central rolle inden for energiomstillingen«. Det er kritisabelt og paradoksalt. For ville vi acceptere, at tobaksindustrien finansierede forskning i sundhed?

Kontrakten mellem DTU Offshore og fossilindustrien udløber i 2024 – med mulighed for forlængelse. Videnskaben er klar: Den fossile æra må slutte, hvis vi skal undgå, at ’rigtig slemt’ bliver ’meget værre’. Så kære DTU. Hvornår har I tænkt jer at vikle jer ud af fossilindustriens spind og komme over på både videnskabens og klimaets side? En beskeden start kunne være at droppe forlængelsen af kontrakten med fossilindustrien.

Nikoline Borgermann, Laura Horn, Lukas Kluge og Fernando Racimo er klimaaktivister i Scientist Rebellion

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Henrik Jepsen

Jeg venter spændt på DTU’s svar.

Det kunne være interessant om forfatterne også ville grave lidt i statens interesser i den sorte energisektor.

"Nordsøfonden er den danske stats olie- og gasselskab og er med til at sikre forsyningen af energi og råstoffer samt skaffe indtægter til statskassen."

Det er helt fint at vi investerer i nye energi former bl.a. vind og solenergi, men indtil vi rent faktisk kan erstatte gammeldags energi, skal vi søge efter at bygge videre på dette område også.
Når I investerer i ny energi eller besparelser for den sags skyld, så vil der helt automatisk blive brugt mindre fossil energi end tidligere.
Så stop med forbud og straf, men gør det attraktivt at investere i lokale energi projekter. Så kommer omstillingen af sig selv, og på for staten en meget billigere måde.