Socialrådgivere og sygeplejersker er blandt de faggrupper, hvis arbejdskraft vi mangler, og desværre også nogle af de kommende fagfæller, vi hører om i medierne, som må forlade Danmark. Det er kontraproduktivt, når den nye regering vil øge arbejdsudbuddet, og når sundhedsvæsenet og professioner som min egen efterspørger flere kolleger. For at vi kan fastholde et robust og højt serviceniveau i vores velfærd, skal vi bruge den arbejdskraftreserve som flygtninge, der både kan og vil arbejde, udgør.
Derfor mener jeg, at vi bør give flygtninge, der har midlertidigt ophold i Danmark som følge af risiko for forfølgelse, dødsstraf eller en særligt alvorlig situation i eget hjemland, forlængelse af deres ophold i Danmark frem til tre måneder efter gennemført uddannelse. Dette skal gælde, hvis man kan fremlægge dokumentation for at have gennemført 70 procent af sin igangværende erhvervskompetencegivende uddannelse.
På den måde sikres det, at flygtninge, der er tæt på at blive færdiguddannede, kan gennemføre en uddannelse. Forslaget er til gavn for den enkelte og for Danmarks samlede økonomi. De tre måneders opholdstilladelse efter endt uddannelse giver nemlig mulighed for, at de, som er faglærte, kan nå at blive ansat inden for en branche med mangel på arbejdskraft, hvilket gør det muligt at søge om dansk opholds- og arbejdstilladelse via positivlisten.
Dog forbløffer lovgivere mig, når de bliver ved med at sætte en kæp i eget hjul ved ikke at benytte den arbejdskraftreserve, kommende faglærte flygtninge er. Eksempelvis argumenterer den nyudnævnte udlændinge- og integrationsminister, Kaare Dybvad, for at opholdsreglerne for flygtninge og udenlandske arbejdstagere bør skilles ad, da retten til humanitært ophold ikke bør afhænge af, hvorvidt man er til gavn for samfundet.
Men i tilfælde, hvor Udlændingestyrelsen alligevel vurderer, at en flygtning ikke længere har behov for beskyttelse, men er måneder fra at være socialrådgiver, social- og sundhedsassistent eller sygeplejerske, er det at kaste guld på gaden at bede dem om at forlade Danmark. Så hvorfor ikke udbygge en vej fra flygtningestatus til arbejdstagerstatus og samtidig imødekomme efterspørgslen efter kolleger i velfærdsprofessionerne?
Bushra Bashir Ali er socialrådgiverstuderende
Mange tak for dit konstruktive debatindlæg.