Et fremtidsministerium skal bekæmpe kortsynetheden og repræsentere ufødte generationer

Fredag den 2. december i år var UNESCO’s første officielle fremtidsdag. En dag, der har til formål at sætte fokus på at arbejde strategisk med fremtiden. Og det har vi brug for.

Vi skal have skabt et mere fremtidsorienteret embedsværk, der kan tænke langsigtet, og som besidder kompetencerne og har de organisatoriske rammer til at gå flere forskellige fremtider i møde. Vi skal proaktivt kunne agere på fremtidsscenarier frem for først at reagere på fremtiden, når den indtræffer.

Det globale samfund ender igen og igen i situationer, der tydeliggør, at vi skal blive langt bedre til at adressere potentielle fremtider. Både for at være bedre forberedt til at imødekomme udfordringer såsom pandemier og klimaforandringer, men også for aktivt at kunne forme ønskede fremtider og se muligheder. Der er brug for et paradigmeskifte.

Kortsigtethed og fremtidsangst

Verden er indrettet til kortsigtethed. Vores politikere jagter genvalg hvert fjerde år, virksomheder jagter gode kvartalsregnskaber, og mængden af tilgængelig information har gjort selv vores koncentrationsevne mindre. Det strukturelle fokus på kortsigtede resultater kan være skadelig.

For det første kan det føre til mangel på strategisk planlægning og beslutningstagning. Ved kun at fokusere på umiddelbare mål og bekymringer kan vi forsømme at foregribe potentielle langsigtede konsekvenser af vores handlinger. Dette kan resultere i beslutninger, der måske giver fordele på kort sigt, men som i sidste ende kan være skadelige.

For det andet kan kortsigtethed føre til manglende investeringer på vigtige områder som for eksempel forskning og udvikling, uddannelse og infrastruktur. Disse investeringer er ofte nødvendige for vækst og succes på lang sigt, men de giver måske ikke umiddelbart afkast.

Det er ikke blot en hæmsko, men en reel trussel.

Derfor skal vores grundlæggende tankegang ændres, både hos den almene borger og hos beslutningstagerne. Vi skal bekæmpe den tiltagende kortsynethed og fostre en langsigtet tilgang i stedet. Det gør vi ved at implementere fremsyn, procesrammer og involveringsdemokrati, som alle skal være understøttet af de rigtige kompetencer og værktøjer. Kun på den måde kan vi forme morgendagen mere levedygtigt.

Kompetencemæssigt skal vi have skabt det, vi kalder ’anticipatory governance’, altså fremtidsorienteret statsvirke. Som det også fremføres af blandt andre UNESCO, EU og OECD, skal nutidens regeringsførelse sigte på at tilpasse sig og forme usikre fremtider. Det dækker mere præcist over en systematisk applicering af værktøjer og metoder som for eksempel ’strategic foresight’ – altså at arbejde strategisk og aktivt med fremtidens udfordringer og muligheder – i hele regeringsstrukturen, inklusive den politiske analyse og beslutningstagning.

Ydermere skal denne tilgang understøttes af et samfund, som forstår sig på idéen om flere fremtider og kan engagere sig i at formulere og skabe dem. Det er det, UNESCO kalder ’futures literacy’; at skabe fremtidsfærdigheder og -forståelse i det brede samfund. Herigennem kan vi skabe deltagerdemokrati omkring de potentielle fremtider og ikke mindst adressere den stigende fremtidsangst, især blandt unge. Forskning viser nemlig, at unge bliver mere optimistiske i forhold til fremtiden, når man giver dem fremtidsfærdigheder.

Politisk repræsentation for ufødte

I vores optik er første skridt i denne retning at implementere fremtidsfærdigheder i vores uddannelsessystem og få fremtiden på skoleskemaet. Herigennem kan vi give især børn og unge egenskaberne til at udforske, forstå og agere på potentielle fremtider – deres egen såvel som vores fælles.

Et fremtidsorienteret embedsværk er en oplagt mulighed for at udforske deltagerdemokrati i forhold til udarbejdelsen af nationens fremtidsplaner og tiltag – det, vi i vores felt refererer til som ’participatory futures’.

Men derudover mangler der også repræsentation for fremtidens generationer – børn såvel som de ufødte kommende generationer. Fortidens beslutningstagere var ofte langt mere optagede af eftertiden og eftermælet, end vi er i dag. Fremtidige generationer blev tænkt ind i beslutningerne, om end af varierende årsager. Vores beslutninger i dag, ikke mindst på klimaområdet, påvirker fremtidens generationer direkte, og de bør derfor repræsenteres i beslutningsprocessen.

FN’s generalsekretær, António Guterres, annoncerede sidste år det første store spadestik på denne dagsorden: FN’s ’Summit of the Future’ i 2024. Europa-Kommissionen og OECD har også råbt vagt i gevær på området, og sidstnævnte udgav i fjor en rapport, hvori Danmark opfordres til at styrke »anticipatory innovation governance approaches« – der kan oversættes til »foregribende innovationsstyringstilgange« – som netop kan understøtte eksperimentel innovation, fremsyn og fremtidstænkning.

Flere af vores nabonationer arbejder på implementeringsmodeller for dette, og nogle har allerede indført tiltag på ministerniveau. Vi skal naturligvis have Danmark med på denne vogn, så vi kan forblive blandt de globale frontløbere – dem, der sætter fremtidens dagsorden – på områder som innovation, bæredygtighed og undervisning.

FN estimerer, at der på globalt plan vil blive født cirka to milliarder mennesker de kommende 30 år. Som det er nu, har de endnu ufødte ingen politisk repræsentation. Det kan virke som en abstrakt tankeøvelse, men vi ved, at de en dag bliver til mennesker af kød og blod og med samme rettigheder som os. Er vi ikke forpligtet til at handle på deres vegne og give dem det bedst mulige samfund at blive født ind i?

Fremtidsministeriet

I så fald kræver det levedygtige organisatoriske rammer for fremtidstænkning og fremsyn. Det kan være som struktureret kompetenceudvikling og fremtidsorienterede strategiske processer i embedsværket eller som en fremtidsenhed under et ministerium. Men det kan også simpelthen være som et selvstændigt fremtidsministerium.

Et fremtidsministerium med tilhørende styrelser og embedsværk ville arbejde for at sikre, at politiske beslutninger og initiativer er bæredygtige og forbereder samfundet på fremtidens udfordringer såsom klimaforandringer, teknologisk udvikling og demografiske forandringer. Oprettelsen af et decideret ministerium vil sikre, at arbejdet med fremtidige udfordringer og visioner når videre end forblommede ord og skåltaler og kan udmønte sig i konkret politisk handling.

Samtidig kan det at placere fremtiden øverst i det politiske hierarki medføre, at et fokus på fremtidsfærdigheder, viden om fremtiden og planlægning vil forplante sig til det øvrige embedsværk, civilsamfundet og erhvervslivet. Diagnosen er klar. Vi tænker og handler for kortsigtet til de udfordringer, vi står over for både nationalt og globalt. Kuren kan være at forankre fremsynethed direkte hos den udøvende magt.

At tage progressive trin mod at skabe et langt mere fremtidsorienteret og -kompetent embedsværk vil sikre, at Danmark bedre kan komme på forkant med problemstillinger nede ad vejen. Så vil vi kunne agere frem for blot at reagere og i højere grad se usikkerheder som et aktiv. Dermed vil vi også fremadrettet sikre vores konkurrenceevne, bæredygtighed og ansvarlighed.

Således skal dette indlæg ses som en åben invitation til dialog fra Instituttet for Fremtidsforskning til den kommende regering og andre relevante interessenter, så vi i fællesskab kan udforske, hvordan ’anticipatory governance’ kan se ud i dansk kontekst. Det er i vores optik en nødvendighed, hvis vi ikke blot vil bibeholde det samfund, vi har i dag, men også vil finde nye løsninger til at forbedre det.

Jonas G. Mikkelsen er medlem af direktionen ved Instituttet for Fremtidsforskning