Som præst oplever jeg ofte ældre mennesker, som gerne vil dø. De har levet deres liv, og nogle undrer sig over, at Vorherre ikke vil tage dem. Det bliver næsten en straf fortsat at skulle leve.
Jeg ser det som min opgave i størst muligt omfang at gøre livet attraktivt, minde om at se hver dag som et nyt friskt pust og om at se frem til børne- og oldebørns mærkedage. Men man kan være træt af livet. Det er bare ingen begrundelse for at institutionalisere en dødshjælp. Tværtimod.
Myter og misforståelser
Der er mange misforståelser omkring ’aktiv dødshjælp’.
En af dem er, at mennesker holdes i live mod deres vilje. Men enhver har ret til at fraskrive sig behandling.
En anden er, at folk dør i smerte. Men næsten alle terminale sygdomme kan smertelindres. For 100 år siden ville jeg måske være gået ind for det, da døden var et ubegribeligt smertehelvede, ligesom også mange raske gik med daglige smerter, som vi i dag ikke kan forestille os.
En tredje myte er, at ’passiv dødshjælp’ ikke må finde sted. Men en døende patient må gerne smertelindres, selv om dette medfører fremskyndelse af dødstidspunktet.
Hvis vi indfører "ret" til aktiv dødshjælp, kan jeg se en ret stejl rutsjebane, der lynhurtigt vil kunne føre til "pligt" til aktiv dødshjælp - fordi:
- Det er det billigste for pensionssystemet
- Det er det billigste for sundheds-, pleje- og behandlingssystemet
- Det er det mest behagelige for de pårørende, der vil blive fri for at være vidner til deres kæres affældighed
- Det vil være en klar fordel for arvinger
- Der vil blive mindre pres på boligmassen, når nogle ejere og lejere forsvinder ud af markedet
Der er for mig at se en klar zone, hvor det absolut ikke giver mening at livsforlænge, men alene at give lindring i den sidste tid (og her har jeg selv skrevet behandlingstestamente: Nej tak til meningsløs behandling)
Og der er en lige så klar zone, hvor det at nægte livsforlængende behandling vil være at sidestille med drab.
Men der ER også en gråzone, hvor konflikterne nemt kan komme til at stå i kø:
Og hvilket sygt, gammelt, affældigt menneske vil være i stand til at stå imod her?
Så derfor et klart NEJ TAK til aktiv dødshjælp herfra!
Jeg ser for mange farer ved en glidning til tidligere tiders tænkning om "De stærkeres ret".
Og hvis nogen tænker, at det kan jeg jo sagtens sige:
Jeg er Region Midtjylland DYBT taknemmelig for en ny hjerteklap - og Silkeborg kommune for formidabel genoptræning.
Uden det, ville jeg måske stadig være i live, men stærkt svækket.
I dag var jeg til sidste efterkontrol i Skejby. alt ser fint ud - men:
"hvis klappen bliver utæt igen, og det sker en gang imellem, kan vi... om 10 år... og..."
Her er mit svar: Om 10 år er jeg 86 år - og SKAL der så egentligt pilles så meget ved det?
Efter min opfattelse er den nuværende retstilstand i klar strid med menneskerettighederne. Det burde til enhver tid være den enkeltes eget frie valg om hun eller han ønskede at slutte livet. Og ethvert krav om helbredsmæssige indikationer i den anledning burde ikke accepteres, kun en vis sikring af, at den pågældende træffer sit valg i fuld frihed.
Mange ældre er nået dertil, at de synes de har levet deres liv og ikke ser, at livet har mere at byde. Verden forandres jo hele tiden og ikke alle forandringer opleves nødvendigvis som positive af gamle på samme måde som af unge. Hvorfor skal disse ældre dog tvinges til at leve videre i en verden, som de ikke mere føler er deres?
Derfor burde det være en menneskeret at få udleveret en pille eller en sprøjte, der sikrede at vedkommende kunne forlade denne verden når han eller hun ønskede det.
Povl Clasen
13. december, 2022 - 22:41
Forholder du dig til det pres, hin enkelte kan være udsat for?
F.eks.: Jamen, hvis du ikke er tilfreds med plejen, omsorgen, behandlingen, din bolig, din pension, familiens nærvær, whatever...
... jamen så kan du da bare tage din pille...! VI gider eentligt ikke forholde os til det...
Friheden tiil livet overgår den enkeltes vilje? Denne problemstilling har bl.a. Belgien og Schweiz gennemtænkt, med resultatet at tillade aktiv dødshjælp! Hvilke præmisser har disse lande lagt til grund for deres konklussion? Den enkeltes frihed til livet, må vel også indeholde friheden til døden!
Når vilje optræder, kan der være konflikt med omgivelserne. Der er situationer, hvor et sygdomsforløb er forudsigeligt, ex.Parkinson, paralysering fra hals og nedefter osv. og her skal den ramtes frihed til døden respekteres. Alternativet er at tvinge/holde personen fanget, mod sin vilje, til døden indtræffer. Det kan et civiliseret samfund ikke tillade sig/være bekendt overfor individdet. Rejsen til et udland koster ca. 30 t.kr, for selv at bestemme!
Jeg synes, at alle har ret til at begå selvmord. Men man har ikke ret til at bede andre mennesker om at slå sig ihjel. Det er muligt, at der er læger, som har meldt sig til den funktion, men jeg ønsker ikke den slags læger.
Jeg er med i Røde Kors' vågetjeneste, hvor vi tager ud og sidder hos mennesker, når de er uafvendeligt døende. Når alt håb om behandling er ude. Jeg har enkelte gange oplevet, at folk var en lille smule urolige, men det er mit indtryk, at man får virkelig god smertebehandling. Selv om det er på plejehjem eller i eget hjem. Og jeg synes, man skal udvikle den behandling. Og så skal man acceptere, at vi alle skal dø.
Vi skal alle dø og hvis man ikke finder det værdigt at ligge som en grønsag, bør man have ret til at dø inden den situation indtræffer.
Det er ikke døden der er kunstig, det er vores skræk for at indse den skal ramme os alle
Der er intet der forhindrer syge eller gamle i at stoppe med at tage medicin eller endnu mere effektivt, at stoppe med at indtage væske.
Altså.. så længe de er i stand til at træffe sådan en beslutning.
Så ja, helt enig i at et behandlingstestamente er en rigtig god overvejelse værd. Mens man kan.
Der er faktisk syge og gamle der får knust medicin i maden. Ellers vægrer de sig ? Det har jeg medvirket i årevis . Men at de modsætter sig medicinen er jo en måde at at sige fra på. Det respekteres bare ikke
Medvirket til . Skulle der stå
Det er trist læsning, erik pedersen.
Præstens ret og pligt logik er en anelse særlig:
Der er ret til abort i DK (inden for en tidsgrænse), og læger nægter (pligten til) at udføre indgrebet
Der er ret til for homoseksuelle at blive kirkeligt viet og flere præster nægter (pligten til) at udføre denne
Kvinder har ret til at blive præster i DK og flere mandlige præster nægter (pligten til) at anerkende dette
Præstens ret til at udføre sin gerning som han vil, afhænger af at en menighed forpligter sig til at ansætte ham
Det lyder som om smertelindring, som fremskynder døden (passiv dødshjælp) er acceptabel afhængigt af intentionen.
Behandlingstestamente og fremtidsfuldmagt er rettidig omhu
Man kan ikke engang lade vinduet stå åbent natten over på de nye supersygehuse
Ja, man kan altid stille spørgsmålet om det er blevet for vanskeligt at begå selvmord, siden nyere tids diverse velmente forebyggende indsatser har gjort det vanskeligere, hvis ikke umuligt, fx. at skyde sig selv, gasse sig i køkkenovnen, springe ud fra en jernbanebro eller springe sig selv i luften. Der er selvfølgelig altid drukedøden eller hængning, men i min optik er det skræmmende muligheder - selv om den næstsidste efter sigende skulle være både smertefri og smuk. Jeg tvivler nu.
Personligt har jeg altid været mest facineret af bombe-løsningen og det har intet med terror at gøre - som i absolut intet, tvært imod. Jeg hører til en stort set retskaffen generation, der bare var heldig nok til både at have læst og set filmatiseringen af Scherfigs "Den forsvundne fuldmægtig", altså fortællingen om den grå fuldmægtig Theodor Amsted, der afslutter sit stilfærdige småborgerlige - og forbryderiske liv - ved at hensynfuldt og forholdsvis elegant at springe sig selv i luften på Amager Fælled, kun efterladende et mørkt krater i jorden. Er dog usikker på om løsningen nu også er helt så ren i virkeligheden, som filmen antyder?
Da jeg for nogle år siden, helt uden aktuel intension om at gøre alvor af noget, googlede efter opskrifter på en Amsted-bombe, gik der mindre end end time før en seks mand stor og kamplædt patruljeenhed holdt i gaden, hvor jeg bor. Det kan selvfølgelig være et tilfælde, helt uden forbindelse til min netaktivitet, men nok til at jeg ikke har haft lyst til at google efter bombeopskrifter siden. Derimod er jeg så småt begyndt at indstille mig på en alt for lang og ydmygende alderdom.
Men igen, hvis man ikke har de rigtige forbindelser til narko-underverdenen og ej heller modet til hverken at kaste sig i havnen på en kold vinterdag eller ud fra et tårn, mens man endnu har friheden til at gøre det, så er man jo ligesom henvist til at tage tingene som de kommer, ikke sandt? Det eneste jeg glæder mig over, i forbindelse med mit eget forfald, er at jeg ikke har fået børn; så de slipper i det mindste.
Vi har fri abort, så hvorfor må vi ikke få adgang til aktiv dødshjælp, når livet bliver ubærligt?
Else Marie Arevad
Hvem vil du pålægge byrden at aflive dem, som beder om det?
Henrik Gade Jensen’s artikel er skrevet med hjerne og hjerte. Jeg skal ikke gentage ovenstående kloge argumenter mod eutanesi. (Dødshjælp)
Til gengæld vil jeg beskrive en sygehistorier fra mit eget lægeliv, til glæde for dem der tror de kan forudse tidspunktet for livets afslutning.
For ca. 25 år siden stillede jeg en cancer diagnose hos en 65 Årig mand med metastaser til lunger, knogler og lever. Forventet rest levetid ifølge statistikken var 12 til 24 måneder.
Den pågældende mand er nu 92 år gammel, præget af sin høje alder men uden tegn til kræft. Han har haft et godt liv i de forløbne 25 år.
Forløbet har lært mig at være ydmyg over for liv og død.
Hele mit arbejdsliv har jeg bestræbt mig på at følge læge løftet:
Helbrede,, hvis ikke muligt da lindre også selv om det skulle og afkorte livet.
Det er hvad jeg har uddannet mig til, jeg kommer aldrig til at aflive et menneske
I en dokumentar om en satankult på Anholt er der en beskrivelse af en mand, der en meget kold (nytårs) nat begår selvmord ved at drikke en flaske naps og lægge sig til at sove ved sin elskedes gravsted. Han vågner selvfølgelig ikke op igen.
Flaske snaps skulle der stå.
"Susan Rydahl-Hansen er sygeplejerske og professor emeritus i klinisk sygepleje på Aarhus Universitets Institut for Folkesundhed. Gennem en lang karriere har hun ved selvsyn oplevet mange ældre patienter, der døde ganske kort tid efter at have erklæret en manglende livslyst."
»Hvis de virkelig ønsker at dø, kan de finde på at hive sonder og drops ud og lade være med at spise, og så kan det gå rigtig stærkt ned ad bakke. Det er ikke selvmord, men de hjælper døden på vej. Der kan altså følge en dødelig adfærd af dødsønsket,« siger Susan Rydahl-Hansen."
"Bernard Jeune, lektor på Dansk Center for Aldringsforskning ved Syddansk Universitet, mener også, at man kan fremprovokere døden, hvis man ønsker det.
»Det kan man eksempelvis gøre ved at lave være med at spise. Det hænder, at meget gamle og skrøbelige mennesker beslutter sig for at dø, og at det lykkes inden for få uger."
"Måske er evnen til at holde fast i livet analog med evnen til at give slip, men det er indtil videre ren spekulation, for der findes ingen konkret forskning i fænomenet. Og det kommer formentlig heller ikke til at ske."
https://videnskab.dk/krop-sundhed/kan-man-beslutte-sig-for-at-doe
Lise Lotte Rahbek, læger foretager aborter hver dag. Skulle de så ikke kunne hjælpe håbløst syge til at få fred?
Det er en menneskeret at håbe på fred. Men hjernens funktion er ikke tilstrækkelig velforstået, til at man kan garantere, at det vil "ikke-føles" på samme måde som dyb narkose.
Det pudsige er, at et flertal af fremtidsforskere i dag tror, at forskellen på mennesker og maskiner på sigt vil forsvinde.
Og de bliver ikke beskyldt for at være skøre eller religiøse.
Vil disse menneske-maskiner så kunne kaldes døde eller levende ?
Påstanden om, at en dag i fremtiden vil dødens tyranni ophøre - og i yderste konsekvens - ethvert menneske, der nogensinde har levet, potentielt genoplives (det er jo bare et puslespil af atomer) synes at have sneget sig under ateismens radar.
Else Marie Arevad
"Lise Lotte Rahbek, læger foretager aborter hver dag. Skulle de så ikke kunne hjælpe håbløst syge til at få fred?"
At pålægge læger at slå andre mennesker ihjel.. det synes jeg er en problematisk vej at gå.
Er det alle læger, du gerne vil have til at aflive eksisterende liv, eller er det kun nogle få udvalgte, som vil skulle indtage denne funktion og udvikle sig til at blive tilstrækkeligt kolde i røven til at have aflivning som levevej?