For nylig offentliggjorde Danmarks Statistik den årlige opgørelse af indkomstuligheden i Danmark. Nyheden om, at uligheden i 2021 var den højeste nogensinde målt i Danmark, bredte sig hurtigt og er siden blevet diskuteret i Information og en række andre landsdækkende medier.
Konklusionen om den rekordhøje ulighed er baseret på en stigning i gini-koefficienten, der afspejler en større indkomstulighed i det pågældende år. Når vi som samfund interesserer os for ulighed, handler det dog ikke kun om indkomstforskelle i snæver forstand. Det er oftest forskelle i livsvilkår i bredere forstand, der anses som uretfærdige – specielt hvis de skyldes udefrakommende omstændigheder.
Men gini-koefficienten siger ikke meget om eksempelvis ulighed i uddannelse, fremtidsudsigter eller sundhed. Om gini-koefficienten stiger eller falder, giver således langtfra et dækkende billede af ulighed, hvorfor den opstår, og hvilke konsekvenser den har. Det er derfor vigtigt at få nuanceret den nye rekord i ulighed. Selv om gini-koefficienten er et udbredt mål for ulighed, er det centralt at stille skarpt på dens begrænsninger.
For det første påvirker adgang til ydelser som gratis behandling i sundhedsvæsenet og uddannelse i høj grad uligheden, men er ikke medregnet.
For det andet er rekorduligheden udtryk for et øjebliksbillede uden hensyntagen til forskelle i fremtidsudsigter eller indkomstsikkerhed.
Og for det tredje fokuseres der kun på ulighed i indkomst og ikke på forskelle i andre aspekter såsom uddannelse, helbred, eller hvilke muligheder forældre kan give deres børn.
Velfærdsstaten fremtidsforsikrer os
Den danske velfærdsstat er kendetegnet ved et relativt højt niveau af omfordeling af ressourcer. En væsentlig del af omfordelingen foregår via skatter og overførselsindkomster og er medregnet i den offentliggjorte gini-koefficient. Dog foregår en betragtelig omfordeling også gennem gratis adgang til offentlige serviceydelser som dagtilbud, uddannelse og behandling i sundhedsvæsenet. Hvis man medregner disse forhold, er den beregnede ulighed lavere, fordi udgifter til serviceydelser i højere grad går til personer med lave indkomster.
Herudover fungerer velfærdsstaten også som en forsikring: et sikkerhedsnet, hvis man i fremtiden bliver ledig eller syg. Dette er særligt vigtigt for grupper med lave indkomster og formuer, men afspejles heller ikke i gini-koefficienten. Inddrages den samlede omfordeling og forsikring, er niveauet af ulighed i Danmark således lavere, end den officielle opgørelse giver indtryk af.
Livsvilkår og velfærd handler imidlertid ikke kun om, hvad vi har i dag, men også om vores fremtidsudsigter. Disse betragtninger fanges heller ikke, når uligheden opgøres i indkomstforskelle i et enkelt år. Studerende er eksempelvis blandt lavindkomstgrupperne, når indkomstulighed opgøres. Men studerende på landets universiteter kan forvente en høj indkomst i fremtiden. Selv om pengene måske er små i studietiden, vil dette hurtigt ændre sig for de fleste. Økonomiske ressourcer og livsmuligheder er derfor langt mere end et øjebliksbillede.
Men hvad kan vi så sige om udviklingen i ulighed, hvis vi skal forsøge at inddrage forskelle i fremtidsudsigter? Et nyere studie, som jeg selv er medforfatter til, fokuserer på den samlede velfærd, man som ung i Danmark kan forvente gennem hele livet. Studiet viser, at størstedelen af unge i Danmark har udsigt til en bedre økonomisk situation gennem resten af livet end deres forældre havde, da de var på samme alder.
Ulighed i social arv
Stigningen i den forventede velfærd gennem de seneste generationer hænger i høj grad sammen med en højere indkomstsikkerhed og bedre lånemuligheder. Det betyder dog ikke, at uligheden er faldet over generationerne. Tværtimod. At det er blevet lettere at låne penge, er især kommet personer med lange uddannelser og højere forventet indkomst til gode.
Et tilsvarende resultat ses også for uligheden i sundhed – endnu et aspekt, som ikke er afspejlet i gini-koefficienten. I gennemsnit kan en 30-årig i dag forvente at leve længere end tidligere årgange kunne, da de var 30 år. Men forskellene i denne restlevetid er steget på tværs af uddannelses- og indkomstniveauer. Alle samfundsgrupper oplever altså i gennemsnit et bedre helbred end tidligere, men stigningen er størst for ressourcestærke personer. Forskellene i helbred handler dog i høj grad om forskelle i adfærd og livsstil. Ikke alene om indkomstforskelle.
Den stigende ulighed ses også i den sociale arv. Flere forskningsresultater viser en stigende ulighed, når fokus flyttes til forskelle blandt børn alt efter deres familiebaggrund. Roden til de forskelle, der opstår gennem livet, plantes tidligt. Og igen ser vi samme mønster: Uddannelses- og indkomstniveauet er i gennemsnit steget for alle grupper i samfundet, men de er steget mest for dem med ressourcestærk baggrund.
Der er store sammenfald i alt fra uddannelse og indkomst til helbred og sociale forhold. Det er altså oftest de samme grupper, der klarer sig henholdsvist bedst og dårligst på alle disse parametre.
Allerede i børnehavealderen ses markante forskelle i sproglige færdigheder på tværs af familiebaggrund. Videre igennem barndommen og ungdommen kommer ulighed i høj grad til udtryk gennem forskelle på succes i uddannelsessystemet, men også gennem, hvem der eksempelvis kommer ind i en kriminel løbebane. Senere giver uligheden sig til udtryk på arbejdsmarkedet, på familiestiftelse, og i hvilke områder man bosætter sig. Og endeligt manifesterer uligheden sig i helbredsforskelle sidst i livet.
Potentielle muligheder
Det er en politisk afvejning, i hvilken grad større ulighed er rimelig, fordi nogle grupper oplever større fremgang i livsvilkår og fremtidsudsigter end andre. Men diskussionen om udviklingen i uligheden og dens konsekvenser bør nuanceres og handle om mere end gini-koefficienten alene.
Omfordeling gennem skatter og overførselsindkomster er for eksempel blevet mindre over de seneste 20 år. Og man kan påvirke årets indkomstforskelle ved hjælp af mere omfordeling og derved opnå en reduktion af gini-koefficienten. Men dette vil ikke nødvendigvis ændre ved de egentlige årsager til uligheden. Samtidigt kan man også forestille sig politikker, der øger uligheden på kort sigt, men løfter samfundet på længere sigt. For eksempel arbejdsmarkedsreformerne i løbet af 1990’erne, som blandt andet mindskede adgangen til og niveauet af nogle ydelser og var med til at lægge grunden for den lavere ledighed og de mere robuste offentlige finanser i de efterfølgende årtier.
Vil man i stedet ændre andre aspekter såsom ulighed i uddannelse, fremtidsudsigter og sundhed, er effekterne af øget omfordeling af indkomst mere tvivlsomme i et land som Danmark, der allerede omfordeler meget. Selv om vi har fri adgang til uddannelser og behandling i sundhedsvæsenet, ligner de danske forskelle i uddannelse og sundhed i høj grad de forskelle, der ses i lande med større selvfinansiering og mindre omfordeling af indkomst. Det er oftest de mest ressourcestærke, der er bedst til at navigere i velfærdsstatens rammer og de muligheder, der tilbydes.
Konklusionen om den stigende ulighed er ikke forkert. Men ulighed målt ud fra personers årlige indkomst fanger ikke de egentlige faktorer bag den stigende ulighed i Danmark og risikerer derfor at afspore diskussioner om ulighed fra at omhandle den ulighed, der oftest optager os. Hvis målsætningen er at ændre uligheden i livsvilkår betydeligt, vil det givetvis kræve mere langsigtede indsatser på tværs af mange forskellige områder. Og det vil kræve, at vi ikke kun retter blikket mod gini-koefficienten, når vi måler ulighed.
Rasmus Landersø er forskningsprofessor ved Rockwool Fondens Forskningsenhed.
"Nyheden om, at uligheden i 2021 var den højeste nogensinde målt i Danmark, "
Det må så glæde rigtigt mange at huspriserne faldet dramatisk og at ligheden derfor stiger.
Ja, trods alt, Nils Bøjden, det er jo også det soleklare bevis på, at huspriserne alene stiger, fordi folk har adgang til 'billige' penge, når inflationen i øvrigt er fraværende i samfundet.
I det øjeblik, prisudviklingen normaliseres eller endog forøges usædvanligt, kommer boligpriserne ned på et realistisk niveau igen.
Det er nok meget tabu at nævne, men en del af uligheden hænger også sammen med den individuelle arbejdsindsats, som jo består af både vilje og evne til at arbejde samt lidt held.
@Niels Bøjden, og aktiekurserne
Overraskende at alt ikke kan sammenfattes i et enkelt tal.
Professor Landersø går her hårdfint på line mellem det deskriptive og det normative - og som samfundsforsker burde han - mener undertegnede - være lidt mere klar i sine formuleringer. At Gini-koefficienten på en række parametre er utilstrækkelig er en ting, men at den også udgør et sammenligningsgrundlag over 30 år og er udgangspunktet for debatten er noget andet, og det burde Landersø forholde sig eksplicit til.
Forskerne bør huske på, at politikerne bruger forskernes debat om og kritik af Gini-koefficientens mangler polemisk og politisk - da EL fx var en del af oppositionen brugte man de officielle Gini-ulighedstal mod den daværende Løkke-regering, men da man så blev støtteparti, vendte man på en tallerken og betvivlede pludselig samme tals udsigelseskraft (S har de facto dyrket præcis samme talgymnastik).
Vi undlod i Danmark i mange år af uransagelige årsager at opgøre og indregne formuer i de officielle ulighedsstatistikker fra Danmarks Statistik (hvorfor de reelt var ubrugelige) og vi er først nu langsomt ved at kunne opgøre og inddrage formuer, hvorfor Gini-koefficienten hidtil har været det eneste officielle tal, alle kunne og burde forholde sig til.
Derfor vil det ikke alene være en ulykke for debatten, men også en ret problematisk mangel på afklarethed af grænserne mellem det deskriptive og det normative, hvis forskerne - og særligt folk med så stor udsigelseskraft som folk fra Rockwool-fonden - nu lægger deres primære videnskabelige etos i at afskriver Gini-koefficienten (Danmarks meget ufuldkomne, men reelt eneste officielle ulighedsparameter) så at sige midt i en højspændt politisk debat om ny regering og den omfordelende velfærdsstats fremtid.
Som samfundsforsker kan men IKKE gemme sig bag naturvidenskabens etos, men må altid og hele tiden gøre sig klart, at man taler ind i en politisk virkelighed. Det betyder ikke, at man ikke kan sige noget med autoritet som samfundsforsker - langt fra - men det betyder, at man skal gøre sig tanker om, hvordan ens autoritet bliver brugt, og på det punkt, synes jeg, at Landersø i den grads skylder os mere klarhed over de normative aspekter i hans skrive og mindre uafklaret "neutralitet" udsagnene .
Debat og debat. Imens debatten foregår på dette akademiske, uvedkommende niveau, bliver forskellene ikke udlignet. Erasmus Montanus om igen.
Citat "For det første påvirker adgang til ydelser som gratis behandling i sundhedsvæsenet og uddannelse i høj grad uligheden, men er ikke medregnet."
Adgangen og mulighed til sundsyddelser er blevet forringet igennem de sidste mange år.
Medikamenter og behandlinger er blevet udtaget til selvbetaling, mens overførselsyddelserne, hverken er fulgt med lønstigningerne eller inflationen.
Ligeledes er der mangel på personale, hvorved det kun er folk med penge, der kan købe privatbehandling, dvs ikke folk afhængige af det hullede sikkerhednet. Fakta, der kan læses i de almindelige medier.
Det vil selvfølgelig også tage tid før forringelserne vil kunne begyndes aflæst i statistikkerne, hvilket passer dem der mener vi ikke har ulighedspropblemer i Danmark godt.
Så her er uligheden også steget, sammen med ginikoefficienten.
Citat "Herudover fungerer velfærdsstaten også som en forsikring: et sikkerhedsnet, hvis man i fremtiden bliver ledig eller syg." "Inddrages den samlede omfordeling og forsikring, er niveauet af ulighed i Danmark således lavere, end den officielle opgørelse giver indtryk af."
Altså et sikkerhedsnet, der hverken er fulgt med lønstigninger eller inflationen, hvor man kan læse at syge og handicappede oveni ydelsen kan se frem til krav og hjælp, der har taget Kafka og catch 22 som forbillede.
En forsikring hvor ydelsen faldt med 50 %, mens betalingen var den samme? Er ginikoefficienten blevet mere end 50% dårligere?
Så her er der også øget ulighed ud over ginikoeeficienten.
Citat "Allerede i børnehavealderen ses markante forskelle i sproglige færdigheder på tværs af familiebaggrund" her viser forskning også hvor vigtigt adgang til kvalificeret personale i den alder er. Ordentlig pasning fører til fremspring på 1 til 2 skoleår. Men selv her, er der sket fald i normeringer gennem flere år, der nu ikke kan indhentes mere. Til stor ulighedsskabende skade for de børn, der havde behov for at udligne den sociale arv.
Altså også øgning af ulighed ud over ginikoefficienten.
Citat " Samtidigt kan man også forestille sig politikker, der øger uligheden på kort sigt, men løfter samfundet på længere sigt. For eksempel arbejdsmarkedsreformerne i løbet af 1990’erne, som blandt andet mindskede adgangen til og niveauet af nogle ydelser og var med til at lægge grunden for den lavere ledighed og de mere robuste offentlige finanser i de efterfølgende årtier."
Igen det er reformerne og ikke konjukturerne eller arbejdsgivernes vilje, der afgør om man kommer i arbejde.
Igen ignoreres også den skade forældres arbejdsløshed, når pengene mangler, gør på børns sundhed hele livet frem. Det var derfor vi havde ekstra stor hjælp til børnefamilier tidligere.
Dvs igen ulighed, der har sammenhæng med lønindkomst.
En forringelse af sikkerhedsnettet og især en øgning af uligheden for de syge og handicappede, der ikke kan honorere de urealistiske krav og bliver straffet økonomisk. Tænk engang som syg/ handicappet har man også typisk flere udgifter, men nu færre midler.
Og er spørgsmålet ikke om "forbedring" af samfundsøkonomi pga mere brutal behandling af syge og handicappede vitterlig løfter et samfund?
Citat 'Studerende er eksempelvis blandt lavindkomstgrupperne, når indkomstulighed opgøres. Men studerende på landets universiteter kan forvente en høj indkomst i fremtiden."
Her trækkes så ynglingseksemplet af stalden, vores studerende hører også med og så er det selvfølgelig ikke så slemt. Det ignorerer, at hovedparten af de studerende stadig har formuende forældre, der kan hjælpe og dem der bliver syge/ handicappet, er så få, at det ikke gør noget.
Citat "Det er en politisk afvejning, i hvilken grad større ulighed er rimelig, fordi nogle grupper oplever større fremgang i livsvilkår og fremtidsudsigter end andre. Men diskussionen om udviklingen i uligheden og dens konsekvenser bør nuanceres og handle om mere end gini-koefficienten alene."
Noget som de fleste også påpeger i debatterne, som ikke er politikere eller forskere, der mener det ikke er så slemt.
Men alle argumenterne i artiklen ændrer ikke på, at ginikoefficienten er en relativ god tilnærmelse for sammenligningen af forbindelsen af uligheden med de muligheder størrelsen af lønindkomst giver. Derudover er det en enhed vi har lange tidsserier for.
De fleste her på information kan ikke genkende, at de områder som, der nævnes udover ginikoefficientem, selvfølgelig også er vigtige, ikke også har set en øget ulighed.
Dem det er gået hårdest ud over og har set de største forringelser de seneste 30 år, er de syge og handicappede. De grupper har også færrest børn.
De fleste andre er kun midlertidigt på kontanthjælp.
Dvs vi taler om et mindretal, hvor man kan have mistanke om, at de forsvinder i det store gennemsnit, når man ser på sundhed, forventet levealder og social arv. De mindretal, der har brug for den største hjælp fra samfundet.
Hvor er f.eks. statistikken for udviklingen af forventet levealder for psykisk syge de sidste 30 år?
Hvordan har dødeligheden udviklet sig for folk på overførselsindkomst, som ikke er SU eller folkepension?
Hvorfor er disse tal ikke tilgængelige?
Bliver disse grupper ikke skjult i de andre forhold, der nævnes i oplægget, fordi disse grupper er en del større ?
Og med tanke på inflationenens nuværende effekter på overførselsindkomstmodtagerne er det en mærkelig artikel at komme med nu.
Den nuværende ginikoefficient i Danmark falder sammen med mennesker, der ikke har råd til varme, medicin, el, mad og transport.
Og duh selvfølgelig er det et politisk valg.
@ Inge Lehman
Tusind tak for din gennemgang !
Jeg orkede desværre ikke at kaste mig ud i det..
Men her er nogle oplysende artikler om psykiatrien og beskæftigelsessystemet.
Dødsfald i psykiatrien:
"Psykiatrien kræver lige så mange dødsfald som corona"
https://www.altinget.dk/artikel/sundhedsaktoerer-psykiatrien-kraever-lig...
"Psykiatrien afviser hver fjerde henvisning"
https://www.dr.dk/nyheder/indland/psykiatrien-afviser-hver-fjerde-henvis...
"Overlæger: Vi udskriver psykisk syge for tidligt hver uge"
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-07-16-overlaeger-staar-frem-om-prikk...
Dødelighed og forøget sygelighed for folk i Jobcenteret:
"Forfatter: Alt for mange borgere dør kort tid dør efter kort tid på førtidspension"
https://www.altinget.dk/artikel/forfatter-til-politikerne-faa-skrevet-re...
"Mange dør efter kort tid på førtidspension"
https://arbejderen.dk/indland/mange-doer-efter-kort-tid-paa-pension/#gsc...
"Jobcentre gør sygemeldte mere syge"
https://sind.dk/nyheder/ny-undersoegelse-jobcentre-goer-sygemeldte-mere-...
"Dårligt helbred er en markant årsag til at folk er på kontanthjælp"
https://socialraadgiverne.dk/daarligt-helbred-markant-aarsag-folk-paa-ko...
Eva Schwanenflügel tak for linksene!
"@Niels Bøjden, og aktiekurserne"
Jeps. Alle de der har spinket og sparet til pension får en lang næse. Alle de der får pension fra det offentlige får en kæmpegevinst. Den ulighed må vi få bekæmpet!! Offentlige pensioner skal selvfølgelig derfor fastsættes efter pensions afkast index fra private.
Eller skal de uligheder ikke bekæmpes?
"vJa, trods alt, Nils Bøjden, det er jo også det soleklare bevis på, at huspriserne alene stiger, fordi folk har adgang til 'billige' penge, når inflationen i øvrigt er fraværende i samfundet."
Så når det nu ikke er adgang til billige penge og huspriserne falder skal lejere vej stige i leje for at udligne forskellen?