Debat
28. december 2022
Hvad kan vi lære af dette annus horribilis?
For det første at krig mellem lande ikke er et overstået stadium. I Europa ser vi en gammeldags imperialistisk krig, hvor Vladimir Putin søger at udslette Ukraine som suveræn, uafhængig enhed. Hans mål er at sikre, at et demokratisk, markedsorienteret land, der søger tætte bånd til Vesten, ikke kan trives ved Ruslands grænser og statuere dette som eksempel over for sin befolkning.
I stedet for den hurtige lette sejr, han gik efter, måtte Putin konstatere, at hans egen hær var svagere end ventet og hans modstandere mere beslutsomme. Ti måneder senere fortsætter krigen uden nogen afslutning i sigte.
@Den Russiske Konføderation år 2023
En artikel som indeholder alle de svære udfordringer demokratierne, Europa og USA står overfor- mange tak for det.
Det er nødvendigt at få afsluttet krigen mellem Ukraine og Rusland. men hvorledes ?
Rusland har med overfaldet på Ukraine bragt den europæiske fredsordning fra 1945 i fare og sat alle Verdenssamfundets normer for normal opførsel over styr. Forholdet til Ukraine er ødelagt for årtier fremover. Enhver russer som viser sig i Ukraine vil ikke få en venlig modtagelse. Årtiers bånd mellem Rusland og Ukraine er slået itu med den brutale krig fra Ruslands side.
Ukraine kan ikke vinde denne krig, for det vil indebære, at Ukraine som nation var i stand til at besætte Rusland og vælte regimet i Kreml. Det er åbenlyst umuligt og det ville hvis muligt udløse en meget farlig situation for hele Verdensfreden. For hvad sker der, hvis Rusland med Vladimir Putins ord rives i stykker af Vesten, som påstået af ham. 6.000 Kernevåben som spredes til nye nationer, der kan ligge i indbyrdes krig med hinanden eller ligeså slemt, som kan true sig til indflydelse ved at udlevere Kernevåben og Kernevåben teknologi til terrorbevægelser og andre dubiøse regimer i Verden.
Det er et falsk narrativ, at Europa har nogen interesse i at sønderrive Rusland tværtimod, det må forhindres at Rusland kastes ud i et kaos som fører til fælles ulykke. Endnu en gang NATO er en forsvarsalliance og det er ikke NATO, som truer Rusland men Ruslands aktuelle udenrigspolitik som truer NATO landene de europæiske nationer og den frie Verden.
Ligegyldig hvad, så venter der på et eller andet tidspunkt et forhandlingsbord for enden af denne blodig og meningsløse krig.
Skal Krim være en del af Den russiske konføderation ?.
Hvordan beskyttes de russisk talende befolkningsgrupper i NATO medlemslandene ?
Hvordan beskyttes de russisk talende befolkningsgrupper i Ukraine ?
Hvor er vores smertegrænse for kompromisser og en fredsløsning. Umiddelbart vil jeg mene, at Rusland ikke må få noget ud af dette overfald og at de som minimum skal trække sig tilbage til frontlinjen pr Onsdag den 23 Februar 2022.
Hvad skal der gøres med de russiske krigsforbrydelser begået i Ukraine ? og nu skal vi passe på med ikke selv at blive for skinhellige, for var det ikke en krigsforbrydelse da de allierede under den 2. Verdenskrig smadrede 161 tyske byer og slog over 600.000 civile ihjel mænd kvinder og børn selvom tyskerne med alle deres krigsforbrydelser havde lagt i kakkelovnen til dette hævntogt. Målet med luftbombardementerne fra de allieredes side som for 80 år siden også ramte utallige italienske byer Genova, Milano, La Spezia, Napoli, Palermo, og Rom var at skabe store interne flygtningestrømme som ville få det italienske fascistiske og tyske nationalsocialistiske styre til at bryde sammen. Er det ikke den samme medicin af terror, som nu anvendes af russerne mod den ukrainske civilbefolkning ?
Det er nødvendigt at give en forhandlingsløsning en chance og den indbefatter forhandlinger med Den Russiske Konføderation om det sikkerhedsarrangement som på længere sigt kan bringe den nuværende krig til ophør.
Det er ikke i Europas sikkerhedspolitiske interesse at male Rusland op i et hjørne hvor det kan ende med at Kina annekterer den østlige del af Rusland for at forhindre USA i at få indflydelse over Kinas nordlige grænse og hvor utallige urolige og ustabile republikker vil opstå i den midterste del af Rusland med islamisk baggrund og indflydelse samt et vaklende rest Rusland som strækker sig fra Ural bjergene og til de europæiske nationer. Det kan aldrig være et mål, det er et mareridt for alle parter, hvis Rusland ikke som nation holdes samlet og intakt.
Man kan med rette blive rasende på den russiske diktator Vladimir Putin, men hvis Rusland presses op i en krog risikerer vi en efterfølger til Vladimir Putin som er endnu mere uberegnelig end Vladimir Putin selv og en efterfølger, som får Rusland til at udvikle sig til en større model af Nordkorea, hvor al udenrigspolitik handler om at true naboerne med atomvåben og missiler og at holde befolkningen indespærret i en gigantisk KZ-lejr Nordkorea selv.
Må der med tiden vise sig en eller anden fornuftig person i Kremls omegn, som indser, at det her vanvid må stoppe. Det er helt synligt, at krigen ikke nyder den store begejstring blandt de almindelige russere, men at de er tvunget af omstændighederne den massive forfølgelse af oppositionen til at tie og håbe på at krigen dør hen af sig selv.
Jeg vedlægger her Præsident/ Diktator Vladimir Putins pressekonference afholdt den 21 December 2022 om Ruslands krigsmål for år 2023 i krigen mod Ukraine.
På Pressekonferencen deltager ligeledes Sergei Shoigu Ruslands Forsvarsminister og Valery Gerasimov den øverstkommanderende for det russiske overfald på Ukraine.
Jeg tror godt vi kan tåle at høre vores modstanderes synspunkter uden at tro på alt indholdet fra dem. Det er i sidste ende forudsætningen for at forstå de skridt, der skal tages for at afslutte den forfærdelige krig.
https://www.youtube.com/watch?v=Xi8h6fXieVU
VH
KFK
Mon ikke løbet er kørt for den russiske stormagt som den var før?
Og duer det med at genoprette en tidligere tilstand af tilsyneladende stabilitet, når den åbenlyst er brudt?
Kunne en fredsaftale mon indeholde, at FN gennemfører helt frie folkeafstemninger i de omstridte områder, og at både Rusland og Ukraine respekterer resultatet?
(Jeg mener, denne idé allerede er fremført - vist nok af en ældre USA-politiker - men den bliver åbenbart ignoreret).
Kære Jan og Arne
Tak for gode pointer kommentarer og for det helt rigtige forslag fra starten af Arne inddrage FN og anvende folkeafstemninger i de omstridte områder. Ingen gjorde sig umage i år 1991 med at undersøge, hvor bør grænsen mere præcist løbe mellem Rusland og Ukraine. Krim har historisk været en meget vigtig del af Rusland. Hvis Rusland skal afstå Krim, så ville det svare til, at DE krævede af Danmark at 1864 Kongeå grænsen den skulle vi acceptere. Det er helt udenfor skiven: Det er no go for russerne at acceptere en genindlemmelse af Krim i Ukraine punktum.
Jan - dit spørgsmål er meget relevant - men vi er nød til at indse, at en ydmygelse af Den Russiske Konføderation er en meget risikabel affære for os alle. En nation med Kernevåben som er trængt op i en krog og det er Rusland ved at være, det kan ende i det utænkelige krigen eskalerer gradvist til en direkte konfrontation mellem NATO, Ukraine på den ene side og så Den Russiske Konføderation på den anden side.
Rusland har et arsenal af Kernvåben på minimum over 4.400 Kernevåben ladninger. Det er ikke utænkeligt, at Rusland vil ty til Kernevåben, hvis de indser, at den konventionelle krig i Ukraine den taber de med et brag. Anvendes Kernevåben i Ukraine er der risiko for at konflikten løber løbsk og at NATO så at sige presses af krigslogikken til at angribe de russiske styrker i Ukraine, og på Krim og i selve Rusland.
Den russiske forsvarsdoktrin er helt klar og tydelig: Angribes Den Russiske Konføderation og er dennes eksistens på spil, så vil de svare igen med Kernevåben. Et missil vil kunne udslette hele Sjælland og gøre halvdelen af Danmark ubeboeligt.
Bryder Den Russiske Konføderation sammen, så vil det set med europæiske briller være et absolut mareridt, fordi alene beholdningen af Kernevåben så vil indgå i diverse krige imellem de områder af den tidligere Konføderation, som vil følge som konsekvens af, at Rusland ydmyges brydere sammen og trues på nationens eksistens. Jeg vil aldrig støtte en sådan meget farlig politik. Den skæbne har det russiske folk ikke fortjent.
Jeg peger selv på den desværre meget sandsynlige kinesiske invasion af det østlige Rusland ( Stillehavs regionen ), fordi kineserne ikke vil tillade USA at få magt og kontrol med hele Berings strædet og adgangen fra Stillehavet til Arktis. Så har vi allerede opskriften på en 3. Verdenskrig med USA på den ene side Kina på den anden side og Rusland som slagmark.
På længere sigt behøver Europa en eller anden sikkerhedsmæssig forståelse med Den Russiske Konføderation og på længere sigt ( efter Vladimir Putin ) en genopbygning af relationerne mellem Europa og Rusland svarende til tiden under Mikhail Gorbatjov. Klima fødevareforsyning relationer i den tredje verden, forholdet til det totalitære Kina er alle faktorer som objektivt taler for at finde en eller anden sikkerhedspolitisk modus vivendi med Den Russiske Konføderation også selvom vi ikke har sympati for regimet i Kreml. Det havde vi jo heller ikke i 1970´erne sympati for de russiske kommunistiske diktatorer fra den gang i Sovjetunionens dage.
Vi skal have denne konflikt denne forfærdelige krig lukket ned i år 2023, for konsekvenserne af at lade den løbe er uoverskuelige og forfærdelige. Russerne har nu opgivet at tvinge Ukraine ud af USA´s interessesfære med den helt igennem tåbelige beslutning om at tilbyde Ukraine et NATO medlemskab i år 2008.
De russiske mål nu er at sikre, at Det Azovske hav forbliver 100% under russisk kontrol derfor modellen med anschluss og besættelse af de 4 oblaster, som i følge Folkeretten ubestrideligt tilhører Ukraine. Desuden vil Rusland nu søge at ødelægge Ukraine fuldstændig, så landet ender som en tysk ødemark anno 1945, hvor befolkningen lever som stenalder mennesker i jordhuler og byerne er helt forladte og ødelagte. Det er perspektivet nu, og jo længere krigen varer des mere ødelægges og destrueres Ukraine fra en ene ende til den anden. Vi skal have lukket ned for denne katastrofe: Intet land ingen nation kan rejse sig igen fra en sådan ødelæggelse og vi har ikke de økonomiske midler til at gennemføre en genopbygning som den USA stod i spidsen for med Marshall hjælpen efter den 2. Verdenskrig.
Her vedlægger jeg et interview med John Mearsheimer, om perspektiverne i den nuværende # Ydmygelses politik overfor regimet i Kreml #. Der kan være nok så mange moralske begrundelser for denne politik, men risikoen er alt for stor. Træd ALDRIG på en stormagt Rusland, som er på vej ned ad bakke og som sidder på et krudtlager af Kernevåben. Det russiske narrativ med den 2. Verdenskrigs forfærdelige forbrydelser fra tysk side mod det russiske folk ligger så dybt, at russerne i dag køber ind på Vladimir Putins argumentation og fordrejning af krigens omstændigheder. Den tyske forsigtighed er begrundet med dette forhold.
Arne - Dit forslag ja det skulle jo være fremsat umiddelbart efter år 2008. Det er den helt rigtige model men jeg er desværre i tvivl om: vi ikke nu har passeret tidspunktet for, at en sådan model kan forhandles på plads. I Ukraine er raseriet over de russiske krigsforbrydelser en hindring og i Rusland bliver de nationalistiske toner mere og mere skingre. Men dit forslag er den eneste fornuftige og saglige løsning.
John Mearsheimer interview på UnHerd om Krigen i Ukraine:
The West is playing Russian roulette:
https://www.youtube.com/watch?v=HBiV1h7Dm5E
VH
KFK
Hertil er at svare: Jeg har tit hørt "intet varer evigt". For imperiernes vedkommende og i og for for internationale "ordninger" gælder dette. Det britiske, det franske, det nederlandske, det portugisiske, det spanske er på nær enkelte levn borte, på lidt over 100 år eller mindre, såvel som det østrigske eller endda det danske (hvis det var stort nok til at kaldes "imperium"?)
Så måske er turen kommet til anden runde af det russiske? Selvom der var problemer og farer med opløsningen af disse imperier er det jo ikke sikkert at det havde været en fordel at give dem livredder assistance. At det er de der styres og måske ikke længere finder sig i det der er nærmest til at afgøre sagen må være rimeligt. Kommunistpartiet i Kina har styret omtrent så lang til som i Rusland. Gør de sig fortjent til at fortsætte århundredet ud?