Det er den tid på året, hvor fitnesscentre får nye medlemmer, i takt med at nytårsforsæt bliver formuleret, og mål bliver sat. Man vil smide kilo, strammes op, blive tynd og have sixpack.
Men over vintermånederne falder træningsfrekvensen. Til ens overraskelse har man ikke nået sine mål, selv om et utal af ’broscience’-videoer på YouTube og instagramopslag fra såkaldte influencere har givet den præcise opskrift på, hvordan man når dem. Men hvad er det egentlig, man så gerne vil opnå?
Hvorfor vil man gerne smide kilo, strammes op og blive tynd? Fordi man bliver flottere, lykkeligere, mindre ensom eller måske finder kærligheden? Fordi man bliver sundere? Mere fit?
Mange kender måske følelsen af at være i fitnesscentret og gå i stå ved et løbebånd eller nyttesløst stirre på en eller anden maskine – alt imens man står og forhandler med sig selv om, hvorvidt man har ventet et passende antal minutter til at køre endnu en runde. Eller måske står man og leder efter noget musik at lytte til i sine høretelefoner for ikke at kede sig ihjel, mens man brænder kalorier af – muligvis mest af alt, fordi man ikke rigtig ved, hvorfor man træner.
Ideen om kroppen
Dette spørgsmål har drevet vores forskningsprojekt, hvori vi har gennemført et kultursociologisk studie af fitnesskultur i Danmark. Her har vi udført feltarbejde i CrossFit-bokse, interviewet medlemmer og trænere og dykket ned i kropskulturens historie. Vores overordnede konklusion er, at fitnesskulturen handler mindre om kroppen og mere om selve ideen om kroppen.
Filosoffen Peter Sloterdijk har med sin sans for det perfide analyseret en central idé i det moderne samfund: Du må forandre dit liv. Det skal du gøre ved at arbejde for at overkomme dig selv og dine begrænsninger for at blive til noget andet og noget bedre. Og denne idé finder vi fuldt udfoldet i ethvert træningscenter, i selvhjælpsbøger, inspirational talks og mange podcasts.
Blandt andet ved hjælp af disse medier kræver det moderne samfund altså, at den enkelte kan blive til en bedre udgave af sig selv.
Dette spidsformulerede filosoffen Friedrich Nietzsche i sit ofte misforståede begreb om overmennesket: Det menneske, der overkommer sin menneskelighed, bliver ikke bedre end de andre, optimeret eller mere fit. Overmennesket formår blot at ’blive den, de er’ i den forstand, at man tilføjer karakter til sin person ved at leve i overensstemmelse med værdier, man selv har sat.
Hertil er Sloterdijks argument, at ideen om at overkomme og forandre sig selv ikke kun tilhører det nye moderne samfund eller er forbeholdt filosofien. Han argumenterer for, at denne idé gennemsyrer hele vores vestlige kultur og allerede opstod i Antikken hos blandt andre Aristoteles. For Aristoteles handlede det om at blive mere dydig, hvilket man blev gennem en proces, hvor man ved at blive teknisk dygtig også ville blive et mere etisk menneske. For den dydige er virtuos, hun har nemlig forandret sit liv.
Det er omtrent også på dette tidspunkt, at nogen rømmer sig og indvender, at der jo bare er tale om en neoliberal styringsteknik.
Men med henvisning til Foucault, så er selvforandringen, disciplinen, askesen og den enkeltes ansvar for sin egen udvikling redskaber til at fastholde den enkelte som en evigt selvoptimerende produktivitetsmaskine. Her er den enkelte tilpasset en benhård markedslogik i konkurrencestaten, hvor det ikke kun er arbejdskraft, vi sælger, men hele vores væren.
Derfor må det forstås, at vi bør være kritiske og mistænksomme over for sundheds- og fitnessdiskurser, som i sidste ende er midler til social kontrol, og som udskammer alle, der ikke passer ind i det strammeste sæt af kropsidealer.
Men indvendingen ville ikke desto mindre være et udtryk for en vulgær læsning af Foucault. For i den franske filosofs senere værker finder vi en idé om at arbejde på sig selv, som var man et kunstværk – altså give ny form til sig selv igennem selvarbejde. Den sene Foucault forstod dette som en etik, der tidsligt rækker langt ud over det neoliberales og det modernes epoke.
Sundt eller usundt
Krydsklip til en krop i gang med et dødløft på 300 kilo. Et lag af fedt dækker et korpus af effektive muskler. Nogle af disse styrkeløftere har vi interviewet som en del af vores studie. En af dem sagde med et stort grin: »Der er jo ikke noget sundt over powerlifting. Vi spiser vildt meget mad og løfter tungt. Det har altid været en modkultur. Vi gør det, fordi det er fedt. Ikke for at blive sunde.«
En anden beskrev powerlifting som »sødmælk, kage og tunge, tunge løft«. Her er en kultur, hvor forholdet til kroppen meget nemt kan beskrives udefra som usundt i form af et BMI, der sprænger alle sundhedsstyrelsens anbefalinger i forsøget på at blive stærkere.
Men at beskrive noget som usundt kræver et begreb om sundhed. Sådan et begreb er aldrig fri for politik, normer og kulturelle fantasier om, hvad det sunde bør være. Eller for den sags skyld kommercielle interesser. Sundhed er et etisk begreb. Men at være fit er ikke i sig selv er udtryk for at være sund. Det udtrykker kun, at man med en direkte oversættelse fra engelsk ’passer’. Spørgsmålet er så, hvilken forestilling og forventning man passer til.
Nu er der sikkert flere stemmer, der rømmer sig. Fordi kampen om at definere den sunde krop og selve ideen om sundhed deler vandene. Der kæmpes om fedt. Om undervægt og overvægt. Om den rigtige træning, kost og evidens. Om autoriteten til at være den, der kan udsige, hvad der er sundt.
For os at se er det en kamp om det gode liv og dermed en etisk strid. Her kan man med fordel stille sig selv spørgsmålet: Når vi som moderne mennesker aktivt forfølger at forandre vores liv og kroppe, i hvilket og hvis ideal er det da, at vi spejler og måler os selv? For er det virkelig vores eget pres eller et udefrakommende gældende sundhedsideal? Og hvis kampen om sundhed i sidste ende handler om retten til at forvalte eget liv, betyder det da ikke, at vi kæmper om retten til at forme vores krop, som var den et kunstværk?
Idealerne styrer os
Så når det er tid til at trække i dit nye træningstøj, som du har fået i julegave, er det værd at stille spørgsmålet om, hvad der egentlig driver dig. Måske er spørgsmålet om målet med træningen mindre vigtigt end spørgsmålet om meningen med den.
Hvis målet er at smide nogle kilo fedt, hvad er da meningen? Hvis du ikke nyder at træne, altså hvis du ikke grundlæggende er fornøjet ved at udføre de bevægelser med din krop, som din træning foreskriver, hvad er så meningen med at gøre det? Eller hvorfor vil du gerne gøre dig selv stærkere, end du er? Er du ikke allerede stærk nok til det liv, du lever?
Her husker styrkeløfteren med sødmælken os på, at vedkommende løfter tungt for fornøjelsens skyld. Og nede i det lokale fitnesscenter træner nogle da også for at se ud på en bestemt måde. En af de CrossFit-trænere, vi interviewede sagde også: »Jeg har været ambulancefører. Jeg har set mange kroppe, der ikke fungerer. Jeg træner for at have en krop, der fungerer, når jeg bliver gammel.«
Med afsæt i vores studie mener vi, at ideen om livet og kroppen som noget, der bør forandres via træning, er en vigtig tanke at have med sig i sine overvejelser om nytårsforsæt. For om vi træner for at holde kroppens funktionalitet ved lige, for fornøjelsens skyld eller for at opnå et æstetisk udtryk, så former vi alle vores krop, som var den et kunstværk. Spørgsmålet er blot, i hvis billede den formes.
Thomas Burø, Jannick Friis Christensen, Linea Munk Petersen og Stefan Schwarzkopf er forskere ved Copenhagen Business School, og Milo Solberg Bjerrum er træner.
