Hvad er et forlags ansvar, når det gælder indholdet i dets publikationer? Det er et alvorligt spørgsmål i en tid med fake news, hvor selv Facebook nu stræber mere ihærdigt efter sandfærdigt indhold.
Spørgsmålet tages op i Steffen Groths kritik den 2. december af Bent Jensens selvbiografi, Modløber, som er udgivet af Gyldendal, og dagen efter af Informations journalist i et interview med Gyldendals forlagschef, Michael Jannerup.
Generelt får forlagschefen undveget kritikken, med henvisning til at Jensen har skrevet en erindringsbog, og at han har ret til at formidle sine følelser og argumentere for dem. Få vil være uenige i det.
Men Jannerup får også mere end antydet, at der kan være begrænsninger i denne ret. De er altså bare ikke relevante i denne sammenhæng, må man forstå – idet han to gange anfører, at der ikke er »udokumenterede påstande« i værket.
Men det er forkert.
Løsagtigt
Flere gange i bogen argumenterer Jensen i strid med faktiske kendsgerninger. Der er talrige små og store fejl. Og der er adskillige usande, kulørte påfund, som formentlig skal øge underholdningsværdien.
Bogen er blevet anmeldt rosende af folk, som har sympati for Bent Jensen og derfor ikke lader til at have efterprøvet dens indhold med kritisk sans. Det er mit indtryk, at forskere, som kunne levere saglig kritik, er ligeglade med Bent Jensen, som har mistet en del agtelse i akademiske kredse. Desuden hævner han sig efter kritik med personlige angreb.
Det er også en meget tidskrævende opgave, hvis man vil udsætte bogen for grundig kildekritik. Det bliver nemt lidt nørdet, når man skal grave i detaljerne, hvor djævlen som bekendt ligger.
Og alt dette trives Bent Jensen fint med. Den mest sandsynlige årsag til hans håndtering af bogen er, at han selv er ligeglad med kritik, så længe hans sympatisører er glade. Anden forklaring kan jeg ikke finde på hans, for mig, iøjnefaldende løsagtighed med kendsgerninger og retvisende beretninger.
Kedeligt
Jeg vil nødigt kede læserne, så min gennemgang af udokumenterede påstande vil blive begrænset til nogle få. Jeg fokuserer på et kapitel, hvor han beskæftiger sig med tre retssager, som jeg har ført imod ham, og hvor han til sidst tabte ved Højesteret.
Hans groveste påstand bringes på side 279 i bogen. Med henvisning til vidneudsagn af to ledere i PET står der: »PET’s klare opfattelse også under Henning Fodes og Mikael Lyngbos ledelse 1984-1988 var altså, at Dragsdahl var KGB-agent.«
Det er en opsigtsvækkende påstand, idet Jensen faktisk blev dømt for at have kaldt mig »KGB-agent«. Påstanden medførte straf, mortifikation og godtgørelse. I bogen gentages anklagen så alligevel, blot nødtørftigt sminket. Og sminken er falsk.
I den virkelige verden, altså retssagernes, havde den daværende chef, Henning Fode, ikke den holdning, som Jensen tillægger ham. Tværtimod.
Det er korrekt, at jeg kaldes agent i nogle PET-dokumenter, men i Østre Landsret sagde Fode netop, at det var »engagerede« menige medarbejderes opfattelse og »ikke udtryk for PET’s opfattelse«. Han oplyste også, at PET ikke kunne se, at mine artikler reproducerede oplysninger fra KGB. Lyngbo, som var vicechef, kommer ikke ind på dette, men fortæller dog, at menige medarbejdere havde stor frihed, når de skrev interne dokumenter.
Per Larsen, den operative chef i en stor del af 80’erne, erkender også, at PET ikke kunne »føre bevis for, at Jørgen Dragsdahl videreformidlede oplysninger eller synspunkter fra KGB«. Når nogle medarbejdere skrev, at jeg var agent, gav de udtryk for deres »subjektive opfattelse«, og PET har »aldrig fundet beviser herfor«.
Det er korrekt, at en tidligere chef, Ole Stig Andersen, kalder mig påvirkningsagent. Det var ham, der oprindelig fik indledt en efterforskning, men han forlod PET, før resultaterne forelå, og han har ikke siden haft indsigt i PET’s arbejde. Højesteret tillagde ikke hans vidneudsagn vægt.
Udsagnet om PET’s opfattelse af mig er desuden i lodret modstrid med Højesterets mortifikationsdom, hvorved Jensen blev tilpligtet til at anerkende, at det var med urette og ubeføjet, når han eksempelvis i et udsagn, Højesteret benævnte udsagn 12, havde påstået, at »PET betegnede ham som agent«.
Gyldendals advokater kan ikke have læst Højesterets dom med henblik på at beskytte mig som offer, men blot på at berolige Gyldendal om, at forlaget kunne udgive bogen uden selv at risikere strafansvar.
Der er mange flere eksempler på udokumenterede påstande om dommen. Min daværende sagfører, Rene Offersen, har beskrevet nogle på sin facebookside, og der er flere i Steffen Groths føromtalte kommentar.
Sjusk med mening
Afslørende for Bent Jensens stil er desuden et utal af småfejl, som umiddelbart kan virke ubetydelige – men set i sammenhæng afslører de udbredt sjusk og ond vilje.
Det hævdes således, at jeg blev »fyret« fra Information i 1990. Faktisk forlod jeg Information i 1995, da Weekendavisen gav mig et bedre tilbud. Det hævdes, at den forhenværende operative leder Niels Schmidt var »souschef i PET under Dragsdahls overvågning«. Men han var gået af i 1983, før overvågningen blev indledt. Schmidt oplyste også, at han derfor ikke havde kendskab til min sag, men alligevel anvender Jensen ham til støtte for sine påstande.
Og så er der de skønlitterære kneb. Informations tidligere chefredaktører Peter Wivel og Vibeke Sperling skal »småfnisende« have fortalt retten, at de selv havde haft KGB-kontakter. Og da jeg under afhøring i byretten i Svendborg bliver noget grådkvalt, skal retsformanden have forladt sit høje sæde og givet mig servietter til at tørre øjne og næse. Begge dele er, sammen med flere lignende indslag, pure opspind. Men det gør da teksten mindre nørdet.
Nogle småfejl er dog slet ikke helt uskyldige. Det spillede en central rolle i retssagen, at Bent Jensen i Jyllands-Posten var blevet citeret for, at arkiverne viste, at jeg var agent. En af avisens journalister, Jette Elbæk Maressa, sagde, at hun havde citatet på bånd og i givet fald ville fremlægge det i retten. Men, skriver Jensen, »da det kom til stykket, viste det sig, at båndet slet ikke eksisterede«.
Reelt beskylder han her tre journalister for falsk forklaring i retten. Det må da om noget betegnes som en udokumenteret påstand, men Gyldendal har måske dokumentation? Journalisterne oplyste alle i Østre Landsret, at de havde citatet på bånd og desuden havde en båndudskrift. De har over for mig bekræftet, at de står ved deres vidnesbyrd.
Småfnisende
Gyldendal må da have vidst, at der var stor risiko for udokumenterbare påstande, når man slog trykkeriets døre op på vid gab for, at en lovovertræder kunne udgive sit forudsigeligt helt uholdbare syn på Højesterets domfældelse af ham for overtrædelse af straffeloven og på offeret for forbrydelsen?
Gyldendal var i tillæg til Højesterets dom blevet varskoet fra forskningsverden om, at der var grund til at tænke sig om, før forlaget igen lukkede øjnene, når Jensen trådte ind i trykkeriet.
Hans store koldkrigsrapport, Ulve, får og vogtere fra 2014, som Gyldendal også udgav, var fyldt med fejl, hvad jeg har redegjort for i historikernes blad Arbejderhistorie. Bogen blev i Historisk Tidskrift anmeldt af den fremtrædende norske historiker Helge Pharo, som afsluttede med denne salve mod Gyldendal:
»Kanskje det viktigste spørsmål vi kan stille i ettertid er: Hvordan kunne et slikt verk bli bestilt og effektuert? Hva har forlagets rolle vært? Som veileder for en master- eller doktorgradstudent ville jeg sagt, slik bør du ikke skrive om du vil bli historiker. Til forlaget: har det ikke sett noen rolle for seg selv?«
Jørgen Dragsdahl er tidligere journalist på Information
Hvor er det langt ude, at denne Bent Jensen stadig spøger.
Er han understøttet af lyssky elementer, som har mulighed for at påvirke Gyldendal?
Eller har dumheden sænket sig over samme forlag, så Bent Jensen har formået at besnakke redaktørerne?
Trist.
Man kan være ansvarlig for noget overfor nogen. Gyldendal har valgt at påtage sig en opgave og har dermed et ansvar. Dragsdahl har sin opfattelse af, hvad ansvaret omfatter, men det halter lidt med oplysning om, hvem ansvaret er overfor?
Torben Kjær Andersen.
Det halter da overhovedet ikke.
Bent Jensen har fået dom i højesteret for at komme med falske beskyldninger og falske oplysninger.
Når han så fremturer med dem, så begår han uretten/kriminaliteten en gang til, nu med Gyldendal som medhjælp/medskyldig.
At Bent Jensen er professor i historie gør ikke sagen bedre.
At han er mere eller mindre betalt og understøttet af lov-og-orden-partiet DF gør heller ikke sagen meget bedre.
I et land, der bryster sig af at være meget lidt korrupt, er sådan en sag ikke køn.
Tak til højesteret for at skære igennem.
Grue: Du omtaler Jensen; jeg spurgte blot, hvem Gyldendal er ansvarlig overfor?
Torben Kjær Andersen.
Gyldendal er om noget ansvarlig for at udgive noget, som der ikke er belæg for, løgn, som ovenikøbet er faldet dom over.
Undskyldningen med, at det er hans erindringer, holder ikke rigtigt.
Han lyver om et andet menneske offenligt, og det er altså ikke lovligt.
Nogle debatter ender næsten uvægerligt som skærmydsler om, hvem der er ulv, får eller vogter, og når ”denne Bent Jensen” er indblandet, er det 100% sikkert. Og det er lige så sikkert som amen i kirken, og som når Naser Khader tidligere udtalte sig om islam.
Ejvind Riisgård har på sin hjemmeside, jernesalt.dk, talt om kampen mellem Bent Jensen og Draghsdahl og om venstrefløjens ukritiske holdning til socialismen/stalinismen i USSR. Som han selv skriver:
”Sådanne nytteløse diskussioner viser blot dybden af uenigheden mellem de eksisterende fortolkningsfællesskaber, og måske i virkeligheden også at disse slet ikke bunder i uenighed om videnskabelig objektivitet, om brugen af militære midler til forsvar for demokratiet eller om forståelse og tolerance over for anderledes adfærd, tænkning og religion, men i en forskellig opfattelse af hvad frihed er og hvor meget det egentligt kræver at opretholde den.”
Bent Jensen og venstrefløjen havde forskellige opfattelser af, hvor frihenden skulle findes, og hvad der krævedes for at opretholde den. Store dele af venstrefløjen har stadig i dag problemer med at erkende, at den valgte den forkerte side.
og apropos henvisning Pharao så:
https://www.google.com/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=&ved=2ahUK...
Mener man, at Jørgen Dragsdahl har haft en ukritiske holdning til socialismen/stalinismen i USSR, kan man passende (gen)læse den samling af Dragsdahls artikler fra 1977 og til 1990, som forlaget Eirene udgav i 1992:
Jørgen Dragsdahl, Gensyn med Den kolde krig, Eirene 1992, 141 sider.
Anklager mod JD kan passende dokumenteres med henvisninger til tekster fra denne bog.
Der er vel forskel på at være ukritisk i sine artikler - sådan husker jeg nu ikke det JD skrev og fortalte - og så at være nærmest KGB-agent som BJ bliver med at fremturer med.
Hvis man gør sig den ulejlighed at læse noget af det Dragsdahl har skrevet, så forholder han sig kritisk og til tider meget kritisk i forhold til Sovjetunionen, alene af den grund er det yderst usandsynligt at han skulle være KGB-agent.
Anderledes forholder det sig med Bent Jensen. Hans sympatier for Putin og Putins Rusland er han først nu begyndt at gøre op med. Kan det tænkes, at Bent Jensen har en fortid som FSB-agent?????