Alt for længe har forældre været overladt til sig selv i en ulige kamp mod techindustrien

Danmark er gået med på digitaliseringens præmisser som blinde, og vi har ubevidst tilladt en digital verden, hvis afledte effekt er stigende inaktivitet, manglende fysisk-social kontakt og elendige søvnvaner. Vi bør som samfund tage det meget alvorligt og sikre en kultur, der understøtter det gode børne- og ungeliv.

Vi ved fra sundhedsstyrelsen egne opgørelser, at under 25 procent af unge mellem 11-15 år lever op til sundhedsstyrelsens anbefalinger for fysisk aktivitet. Under pandemien kunne SDU påvise at de unges fysiske aktivitetsniveau var faldet til, at dette gjaldt for under 12,6 procent.

Statistikker fra Institut for Folkesundhed viser, at under 13 procent af 15-årige ses regelmæssigt fysisk efter skole. De unges søvn er blevet afkortet mere end en time og er præget af dårligere søvnkvalitet med langt flere opvågninger – en direkte konsekvens af de unges digitale brug.

Og prisen er til at få øje på. Vi har tilladt en digital kultur, hvis mest iøjefaldende konsekvens er, at børn og unge mistrives og har svært ved at finde retning og mening i deres tilværelse. Børn og unge har i dagens Danmark europæisk rekord i det, man kan kalde rekreativ skærmbrug med et gennemsnitligt forbrug på 35 timer ugentligt. Det vil sige skærmbrug, som primært består i at scrolle ned ad sit sociale mediefeed, se YouTube eller sidde i et loop af 20 minutters runder i Fortnite.

Men denne kommercielle udnyttelse af menneskers tid og opmærksomhed er ikke en naturlig konsekvens af den digitale udvikling. Dette er 100 procent en menneskelig velovervejet beslutning om, hvordan digitale platforme skal tjene deres penge.

Vi tappes for data

Med den digitale udvikling er menneskers tid og opmærksomhed blevet et middel til at opfylde økonomiske målsætninger. Vi mennesker ses af techindustrien ene og alene som det objekt, hvorfra viden bliver tappet og solgt med det eneste formål at sikre en øget økonomisk omsætning til den pågældende digitale platform. Og techindustrien skyr ingen midler i forhold til at eksponere vores børn og unge for blandt andet pornografisk materiale, selvskadende indhold blandet med søde hundevideoer. Blot for at fastholde dem længst muligt på lige præcis deres platform – med det ene formål at høste data til videresalg.

Denne techindustri består af en række store aktieselskaber og er i sin grundessens kommerciel. Derfor tager industrien intet hensyn til og har ingen som helst interesse for menneskers eksistentielle og livsvigtige behov. Mennesket er objektet, og vores viden, interesser og socioøkonomiske status er produktet, som handles og eksproprieres uden hensyntagen til vores værdier som familier, som samfund og som mennesker.

Det er efter vores mening også her, at der opstår store sammenstød i debatten om skærme, fordi der for en række fagfolk fortsat eksisterer en tro på, at internettet er et neutralt sted fyldt med ideer og videndeling. Men det er ikke længere virkeligheden og har faktisk ikke været virkeligheden siden 2002, da Google første gang begyndte at få blik for, hvor mange penge der er i overvågning af dets brugere, og derved fundamentalt ændrede internettets spilleregler. Fra et sted, hvor nettet var frit – til langsomt at udvikle sig til det, der kendetegner nettet i dag – et sted, hvor digitale platforme lukrerer på menneskers tid og opmærksomhed.

I udgangspunktet er der implementeret et nyt økonomisk system på samtlige digitale platforme, hvor mennesket ikke engang længere kan siges at være ’forbrugeren’. Vi er ej heller, som mange ofte fejlagtigt siger, ’produktet’. Vi anses ene og alene som det objekt, platformen tapper for rådata – som gensendes til os i form af kampagner, reklamer eller annoncer.

Desværre er der fortsat mange, der argumenterer for, at digitale platforme er en naturlig del af ungdommen. Ja, at ungdommen er digital. Vi har sågar hørt argumenter som, at forældre og fagpersoner ikke skal være bagstræberiske, og at problemerne vil forsvinde, hvis blot de voksne interesserer sig for, hvad børnene laver digitalt. Eller at konflikterne om det digitale handler om en generationskløft, hvor forældre ikke forstår deres børns nyvundne digitale interesse. At børn har ret til kulturel deltagelse på digitale platforme, og det er formynderisk og paternalistisk at sætte begrænsninger herpå.

Disse konklusioner er i bedste fald forfejlede og mangler forståelse for, at de digitale platformes bagvedliggende forretningsmodeller gør vores børn og unges liv til adfærdsdata med det ene formål at forbedre techindustriens kontrol over dem. Eller sagt på en anden måde: Vi har ubevidst solgt store dele af vores børn og unges frie vilje og liv til techindustrien.

Kontakt skaber trivsel

Vores bekymring som psykolog og læge opstår, fordi vi ikke kun fokuserer på, hvad der er sjovt at lave nu og her. Vi interesserer os for at skabe et trivselsfremmende miljø med plads til meningsfulde aktiviteter i tæt kontakt med de mennesker, der har betydning.

Og her hører vi et afsavn. Børn og unge ønsker at bruge tid med deres far og mor i håndboldhallen, de ønsker at være mere sammen med deres heste, de ønsker at lege eller hænge ud med deres venner, de ønsker at være tætte med deres forældre. De ønsker et liv, hvor de kan fordybe sig i lektier, et liv, hvor de er udhvilede, når de kommer i skole, og hvor naturen får en større plads.

Derfor er vi også medlemmer af netværket Tech og Trivsel, fordi vi er optaget af at give friheden tilbage til børnene, så de frit kan udleve den barndom, som giver dem de bedste betingelser for et fyldestgørende og meningsfuldt liv. Vi ønsker at give friheden tilbage til de unge, så de selv kan forvalte deres ungdom, med alt hvad det indebærer.

Alt for længe har forældre været overladt til sig selv i en ulige kamp mod en milliardindustri. Alt for længe har det været børnenes ansvar at skulle kæmpe mod selvsamme milliardindustri for at leve et godt og sundt børne- og ungeliv.

Vi ønsker at mindske det ansvar, børn og unge har for, at hver en handling, de foretager, skal udfordres af en techindustri, som kræver deres tid og opmærksomhed. Vi ønsker, at politikerne i Danmark skal turde at regulere en techindustri, som er ude af kontrol.

Hvis ikke dette sker, er prisen for os alle mærkbar, men for børnene og de unge er den katastrofal.

David Madsen, autoriseret psykolog og børnesagkyndig

Cecilie Aalund Federspiel,  læge i almen praksis

Indlægget er skrevet på vegne af Netværker Tech og Trivsels medlemmer:

Morten Baggesen, repræsentant for techkritiske forældre

Jesper Balslev, forskningskonsulent, ph.d. og medstifter af Analogiseringsstyrelsen

Morten Fenger, klinisk psykolog, ph.d. og specialist i psykoterapi

Louise Klinge, børne- og skoleforsker, ph.d., medlem af Børnerådet

Nicola Nyhave, autoriseret psykolog, specialist i børnepsykologi

Mie Oehlenschläger, stifter af Tech & Childhood, ekstern lektor i Nye Medier, medlem af Etisk Råd

Katrine Pedersen, specialist i digital kultur, stifter af Tech & Childhood, ekstern lektor på ITU

Imran Rashid, læge og Health Director i Lenus

Heidi Als Ringheim, sexolog, parterapeut, medstifter af Mediesundhed for børn og unge

Bent Meier Sørensen, professor på CBS

Dorte Ågård, selvstændig klasseledelsesforsker, ph.d., tidl. seniorrådgiver AAU