Valgkampen skortede ikke på debat om de offentligt ansatte, deres løn, og hvorvidt der skulle være flere eller færre af dem. Men i virkeligheden var store dele af de debatter hypotetiske. Det reelle spørgsmål burde have været: Hvordan får vi flere unge til at vælge fag som for eksempel lærer og pædagog? For fortsætter den nuværende udvikling, bliver det ikke et valg mellem flere eller færre. Det bliver et valg mellem færre og meget få.
Derfor kan man håbe på, at et kommende regeringsgrundlag også kommer til at handle om, hvordan vi indretter vores uddannelsessystem, så det bedst muligt tager hånd om den mangel på arbejdskraft, som vi kommer til at se mange steder på det danske arbejdsmarked.
Børnene først
Her bør de små børn påkalde sig særlig interesse – ikke mindst hvis vi vil gøre noget ved den mistrivsel blandt børn og unge, som står centralt på den politiske dagsorden. Det er efterhånden bredt accepteret, at der skal sættes ind, når børnene er små, hvis vi skal ruste dem til et stadig mere komplekst samfund.
Derfor var mange pædagoger og forældre glade, da den daværende S-regering i 2019 valgte at indføre minimumsnormeringer i landets daginstitutioner. Problemet med aftalen er blot, at det er småt med ledige pædagoger. Faktisk viser tal fra Beskæftigelsesministeriet, at der var 2.280 forgæves rekrutteringer i Region Hovedstaden i perioden fra december 2021 til maj 2022. Fremtiden ser heller ikke lys ud, eftersom antallet af ansøgere til landets pædagoguddannelser har været nedadgående siden 2016.
Minimumsnormeringer er et konkret eksempel på, hvad der sker, når vi ikke tænker i helhedsplaner på tværs af ministerområder. Fine tiltag med gode intentioner kan ikke blive virkelighed, fordi planerne ikke tager højde for virkelighedens kompleksitet. Det er ikke nok at beslutte på Christiansborg, at der skal være flere pædagoger i dagtilbuddene. Man skal have hele kredsen omkring dagtilbuddene fra Kommunernes Landsforening (KL) til Uddannelses- og Forskningsministeriet med, så vi får etableret de rekrutteringsveje, der gør det muligt at uddanne flere pædagoger.
Lige nu venter vi på, at Danmark får en ny regering. Og man må forstå på fungerende statsminister Mette Frederiksen (S), at det stadig kan tage noget tid, fordi man går grundigt til værks. Det er en rigtigt god nyhed – og det vil være fantastisk, hvis den tilgang bliver videreført, når Folketinget og regeringen for alvor skal i gang med at realisere de politiske ambitioner. Der skal tænkes hele vejen rundt, fra en styrket pædagoguddannelse til løn- og arbejdsbetingelser, så flere har lyst til at blive i faget og arbejde fuldtid.
Og så handler det også om at skabe bedre vilkår for meritpædagoguddannelserne, som aktuelt lykkes med at tiltrække både nye og etablerede kræfter. Det er både dem, der ønsker at lave et sporskifte i livet til fordel for arbejdet med små børn, og det er dem, som har stor erfaring med praksis, som har behov for en større faglig ballast. Men der er brug for, at vi i højere grad at understøtter merituddannelserne og de fleksible og attraktive uddannelsesveje ind til pædagoguddannelsen, som de tilbyder.
Samarbejde på tværs af ministerier
Skal det lykkes at få flere ind i pædagogfaget, kræver det et stort samarbejde på tværs af ressortministerier. For eksempel vil en helhedsorienteret tilgang også kræve deltagelse af Børne- og Undervisningsministeriet. Alt for få unge med en studentereksamen vælger pædagoguddannelsen. Der er brug for at se på, hvordan man kan gøre det almene gymnasium mere studieforberedende end universitetsforberedende og give de unge på gymnasierne et større kendskab til professionerne og deres virkeområde.
På samme måde er der brug for et større samarbejde mellem kommuner, regioner, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Professionshøjskolerne om at skabe bedre karriere- og specialiseringsmuligheder inden for det pædagogiske arbejdsområde. Det vil sige bedre muligheder for – efter endt professionsuddannelse og erfaring fra praksis – at videreuddanne sig og efterfølgende varetage specialiserede funktioner og opgaver inden for for eksempel inklusion, tidlig indsats, idræt og sundhed, natur og bæredygtighed og så videre.
Det er en kompleks og nuanceret opgave at sikre børnene den bedste start på livet. Det kræver, at mange aktører fra hver deres position går sammen og er fælles om børnene.
Hvis Danmark skal være verdens bedste sted at være barn, så kræver det et fælles ryk. Vi har brug for, at politikere på tværs af partier og ministre på tværs af ressortområder laver en langsigtet og helhedsorienteret plan, som løfter hele det pædagogiske område. Og som motiverer og inspirerer flere unge, men også ældre, til at vælge Danmarks største og på mange måder vigtigste uddannelse.
Annegrete Juul er dekan for det Pædagogiske og Samfundsfaglige Fakultet på Københavns Professionshøjskole
Stina Vrang Elias er administrerende direktør i tænketanken DEA
“Det er en kompleks og nuanceret opgave at sikre børnene den bedste start på livet. Det kræver, at mange aktører fra hver deres position går sammen og er fælles om børnene.”
Det lyder lidt som et arrangeret ægteskab i en regnbuefamilie…
Nå nej, familien er jo tabu i det socialdemokratiske institutionssamfund.
Når man selv er en hammer, så ligner alle problemer søm..
"Vi har brug for, at politikere på tværs af partier og ministre på tværs af ressortområder laver en langsigtet og helhedsorienteret plan, som løfter hele det pædagogiske område. Her er nogle bud på, hvad der bør indgå i den"
Joe, det lyder da meget godt...
Er HELT enig i, at den der med minimumsnormeringer er fugle på taget. Lyder godt, men hvad så herefter...?
MEN:
Den der med helhedsorienteret planlægning...
Det lyder altså for mig som østtysk tænkning før 1990 - og inden alle de sektorer, I indtænker, har afleveret hver deres (for dem at se ganske omfattende) for jer at se detailplaner er kommet frem til at indgå i helhedsplanen, vil vi måske være nået frem til de aktuelle børnehavebørns pensionsalder...
God arbejdslyst!
Og Gud være med børnene!
Tak for det indspark.
Ja der skal e n helhedsplan til og de nødvendige penge med.
Men minimumsnormeringerne var en god begyndelse - Nu er spørgsmålet desværre bare om den nye blå Mette også har opgivet den vedtagelse.
Det er langt hen ad vejen de samme udfordringer, der karakteriserer sygeplejerskernes og pædagogernes udfordringer :
Lav løn, manglende anerkendelse af fagligheden på feltet, manglende forståelse for hvor krævende omsorgsarbejde er, manglende mulighed for fuldtidsbeskæftigelse og for stort arbejdspres fordi der mangler kollegaer.
"Vi mangler en pædagogisk helhedsplan"
Under denne overskrift skriver en direktør fra DEA og en dekan fra Københavns Professionshøjskole i Information: "det er en kompleks og nuanceret opgave at sikre børnene den bedste start på livet" og "hvis Danmark skal være verdens bedste sted at være barn, så kræver det et fælles ryk"!
Alligevel lykkes det de to akademikere fuldstændigt at se bort fra børns livsvilkår! Det er ikke første gang, at denne blindhed optræder, når de akademiske kræfter er på spil.
Ikke ét ord om at børn henslæber små 8 timer i gennemsnit i daginstitutionen - hver evig eneste dag året rundt!
Ikke et eneste ord om det kolossale udviklingspres børn udsættes for stadig fremskynding af børnehave start (mange steder 2,9år).
Ikke et ord om fremskynding af skolestart - nu kaldet forårssfo (mange steder 5,3år). Et strukturelt pres på barnets udvikling som der INGEN belæg er for udviklingspsykologisk!
Ikke et ord om de massive erhvervsinteresser (bl.a. fra LEGO), der invaderer pædagogikken især på - ja rigtig gættet: Københavns Professionshøjskole!
Ikke et ord om den allestedsværende skolificering af barndommen, der som bekendt eroderer al pædagogisk arbejde med omsorg, livsduelighed og indflydelse på eget liv.
Samtidig lykkes det de to skribenter at forholde sig fuldstændig ukritisk til undervisningen på pædagoguddannelsen, hvor fag som psykologi og pædagogik er erstattet af moduler. Hvor de kreative fag glimrer ved deres fravær. Hvor de studerende bliver masseundervist med 40 - 60 studerende pr. forelæsning - måske ikke ligefrem det mest kvalificerende for relationsarbejde.
Ib Jensen med lidt god vilje kan kommentaren læses som en kritik af netop den manglende normerings indflydelse på barnets hverdag og det samme kan siges om uddannelsen.
Ja det er komplekst og jeg læser også indlægget med kritiske øjne og det der især faldt i øjnene var at hele barndommen skal ske med "gavn og pligt og ansvar" for samfundets til en hver tid s behov.
Som gammel uddannet pædagog og nu pensionist fra 70-73 så kan jeg kun tilslutte mig Ib Jensens kritik og ikke mindst i fraværet i de kreative fag i uddannelsen i dag.
Jeg tror det vil være utænkeligt i dag at en klasse har drama og gymnastik samt værkstedslære og snag/musik ud over de mere teoretiske og ja nødvendige fag.
Det at være en klasse med rimelig faste lærere og de grundige dialoger og diskussioner med højt til loftet, er vist en mangelvare i dag, og ja jeg blev vist en god pædagog som nu i dag kan møde gamle forældre på gaden m.v. Gad vide om det ville være dyrere?
Det kan godt være at jeg er dum - men der står - "Børnene først
Her bør de små børn påkalde sig særlig interesse – ikke mindst hvis vi vil gøre noget ved den mistrivsel blandt børn og unge, som står centralt på den politiske dagsorden. Det er efterhånden bredt accepteret, at der skal sættes ind, når børnene er små, hvis vi skal ruste dem til et stadig mere komplekst samfund." -
Det eneste jeg her kan læse kritisk er sætningen -"hvis vi skal ruste dem til et stadig mere komplekst samfund" - Her kan spørges hvordan rustes og til hvad - til erhvervslivet eller til en god tilværelse .
Ellers er det i mine øjne mere hvordan, der skaffes de manglende pædagoger som kommentaren drejer sig om.
Det vigtigste ministerium oplægges forfattere mangler er finansministeriet.
Alle de andre ministerier og deres løsninger styres med hård hånd derfra.
Og der er den ideologiske holdning stadig benhård neoliberal markedsfundsmentalisme.
Dvs det er det frie marked, større arbejdsudbud og skattelettelser der løser alle problemer.
Forøvrigt er omsorgsarbejde et kald og noget, der tiltaler personer, der ikke kan klare konkurrencesamfundet. Så det behøver ikke ordentlig betaling. Folk der er innovative og klarer konkurrencesamfundet, tjener nok til at nyde skattelettelserne og er selvfølgelig i stand til, at betale for kvalitativ børnepasning, samt au pair.
For b-holdet er opbevaring som arbejdsrobot til erhvervslivet nok?
Og selvfølgelig hænger tingene sammen.
Manglende acceptabel løn, der både økonomisk og udtalelsesmæssigt fra politikernes side viser disrespekt overfor faget.
Det kunne også værre den lave løn, der gør, folk ikke har råd til at bosætte sig i Region Hovedstaden.
Det hænger selvfølgelig så også igen sammen med politikernes omdannelse af billige almene boliger til dyrere privatudlejede boliger.
Oveni kommer årevise besparelser, der har givet kollegamangel med medfølgende stress.
De årevise besparelser på uddannelsen.
Et miljø hvor man presser børnene igennem så hurtigt som muligt mhp på blefrit og skoleklar. Dvs pres istedet for understøttende pædagogik til hvert enkelt barns eget tempo. Hvem magter det, når ens interesse er børn.
Så helt naturligt vil alle de forringelser, politikernes disrespekt og den dårlige løn føre til mangel på uddannet personale.
Det kræver noget af et mirakel, at løse alle de ting. Især fordi vores politikere, udover at være dybblå, stadig hænger fast i new public managementidiologien, der har sat steroider på kassetænkningen.
Og den danske kassetænkning er alle moders hyrde, for at se, at alle ting hænger sammen.