Hvordan skal man tage hul på debatten om forældreinvolvering uden at lyde som et utaknemmeligt brokkehovede? Det er jo først og fremmest dejligt, at der efterhånden findes så mange, der gerne vil arrangere diverse begivenheder og aktiviteter for vores børn.
Men vi kommer ikke uden om, at der er et stort men. Mængden og involveringsgraden er simpelthen ved at tage pusten fra mange af os forældre. Det er jo ikke den enkelte begivenhed, som er problemet. Det er antallet af begivenheder og særligt arrangementer, der kræver forældrenes konstante involvering, som kører os flade.
Årsbegivenheder er blevet ugentlige
Lad mig give jer et indblik i virkeligheden for en almindelig familie. Jeg har en pige i tredje klasse og en dreng i sjette klasse. De går begge til én sportsgren. Ikke to eller tre, men én. Min dreng går til fodbold og min pige til springgymnastik. Herudover går min pige i SFO efter skole, og min knægt er tilmeldt en klub for de lidt større elever. Umiddelbart meget standard for en familie i Danmark, vil jeg antage.
Problemet er, at vi som samfund er kommet til et punkt, hvor der er en forventning om, at når der eksempelvis er Halloween, så skal det fejres både i skolen, i SFO’en, i klubben, til fodbold og til springgymnastik. Og Halloween er jo blot ét enkelt eksempel ud af mange i løbet af året.
Hvorfor er det så et problem? Fordi der jo nærmest ingen grænser er for, hvad vi forældre skal medarrangere, koordinere, medbringe, indkøbe, indbetale og køre frem og tilbage til.
Lad mig skynde mig at sige, at for os er det ikke pengene, der er et problem. Det er tiden. For det kræver større mængder af tid konstant at skulle få hele kabalen til at gå op i forhold til alle disse arrangementer. Det er hver uge, ofte flere gange om ugen, at der er arrangementer ved siden af almindelig skole, SFO, klub og fritidsaktiviteter. Da jeg selv var barn, var der ét, måske to af sådanne arrangementer. Om året vel at mærke. Det vil helt konkret sige, at hvad der tidligere var årsbasis for begivenheder er blevet konverteret til ugebasis, hvilket er ret tankevækkende i sig selv.
Min familie hører til de såkaldte ressourcestærke og velfungerende familier. Det får mig til at tænke på: Hvad så med alle de andre? Hvad med de familier, som ikke har det sociale og mentale overskud til at køre med i ræset? Og hvad med dem, som har fire eller måske fem børn. Hvad gør de? Vi taber simpelthen folk, både børn og voksne, med den måde, det hele er skruet sammen på. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt. Det bør ikke være normen, at man nærmest skal have superkræfter for at kunne følge med.
Informationsoverload
Når det så er sagt, så kommer hele informationsdelen. Aula er kilde til stor personlig frustration og forbandelse, må jeg desværre erkende. Aula bliver efterhånden nærmest kørt som et socialt medie, hvor man kan efterlyse, når poden har mistet sin ene gummistøvle, eller søge inspiration til den gode gave til klassekalenderen i december. Dette er selvfølgelig ud over gaver til nissevennerne i begge klasser, som også skal have gaver.
Herudover modtager vi generel information fra kommunen, skolelederen, SFO-lederen, mellemtrinslederen, klasselæreren, andre lærere, kantinen og teknikteamet til Aula. Vi bliver simpelthen overloaded med informationer i en sådan grad, at vi har enormt svært ved at skelne mellem de vigtige og mindre vigtige ting fra informationsstrømmen. Og jeg tror, at det er de færreste af os, som har et sted mellem 30 og 45 minutter hver aften til at sidde og trevle os igennem beskedmængderne.
Og det stopper ikke engang her. For klubben har også fået en app, SFO’en har en app, til fodbold har de en fællesside, og springgymnastik har en Facebook-side. Så Aula er efterhånden blot ét blandt mange medier, vi skal holde os opdaterede på for at sikre, at vi ikke misser noget. I værste fald går det ud over vores børn, som står og mangler noget, ikke er tilmeldte eller ikke har det rette udstyr med på dagen – for eksempel at have skøjter med eller penge til at leje dem, når klassen skal på skøjtetur.
Fritidsaktiviteter er heller ikke bare fritidsaktiviteter længere. Begge mine børn går på helt almindelige hold, som ikke har snært af elitesport over sig. Fodbold er i gennemsnit tre gange om ugen, og springgymnastik er to gange om ugen med nogle opvisninger oveni. Det synes jeg også er voldsomt. Hvad er der blevet af, at man gik én gang om ugen, og at det ’bare’ var for hyggens skyld?
Så skal der i øvrigt også lige sælges lodder for velgørenhed og for at skaffe penge til gymnastikforeningen og sælges bambussokker for at være med på klimabølgen, når vi samler ind til fodboldholdet. Jeg synes sådan set, at det i sin essens er okay, men jeg står af, når der er en forventning om, at hver pige skal sælge lodder for 1.000 kroner. Hvis man så opnår målet hurtigere end de andre, så får man lige en håndfuld mere. Vi snakker om piger mellem syv og ni år. Så I kan jo godt gætte, hvem der hænger på den i sidste ende.
Forældreinvolvering skaber stress
Stress er en voksende lidelse i vores samfund, og der er en åbenlys sammenhæng mellem stress og forældreinvolvering. Begge forældre arbejder fuldtid. Effektivisering og Lean-optimeringer på arbejdspladserne har gjort, at der er fuld smæk på. Hele tiden. Mange forældre beskriver en arbejdsdag, hvor de ofte ligger vandret, fra de møder ind, til de går hjem.
Når os forældre så rammer matriklen derhjemme ved 17-tiden, så er vi trætte, for vi har været i gang siden klokken seks. Nu skal der så køres til sportsaktiviteter, legeaftaler, der skal arrangeres mad, og der skal ordnes praktiske gøremål. Og så er der den obligatoriske læsetid. For hvert barn skal jo gerne læse minimum 20 minutter hver dag. Det skal selvfølgelig også lige passes ind.
Det skaber stress, når der er alt for meget pres på hverdagen. Så når folk bruger argumentet om, at det er et prioriteringsspørgsmål, så er det betydeligt lettere sagt end gjort, skulle jeg hilse og sige.
Jeg oplever selv, at børnene higer efter at være med i de fællesskaber, som udspringer af fritidsklubber og idrætsforeninger, så hvis du tager det fra dem, føler de sig holdt udenfor. Som forælder er den svær at have på sig, derfor vil man som forælder naturligvis gå langt for at støtte op om en god social kultur, hvor der er mulighed for, at alle kan være med. Især i en tid, hvor der netop er et udtalt fokus på social trivsel, ensomhed og børns stigende mentale mistrivsel.
Der hvor jeg for alvor bliver bekymret, er i forhold til fremtiden. For jeg frygter, at der blot kommer endnu flere ting, som kræver forældreinvolvering fremadrettet.
Mit indlæg er ikke en kritik af enkelte institutioner, men en strukturel kritik. Det er et opråb og en henstilling til, at tempoet og ambitionsniveauet sættes ned på alle leder og kanter. Ligesom mængden af informationer og behovet for involvering skal nedskaleres betydeligt, ellers risikerer vi at brænde ud.
Der er gevaldigt brug for, at vi forældre har muligheden for at gå mere helhjertet og entusiastisk ind i tingene. Det er jo det, som vi allerhelst vil. En lavere grad af forældreinvolvering og informationsoverload vil kunne være med til at få en smule langsommelighed tilbage, hvilket vil være til gavn for børn såvel som voksne.
Louise Messeri er PMO-konsulent
Jeg kan kun være 100% enig. Jeg kan genkende det hele fra mit eget liv, også med 2 børn, i hhv. 0. og 4. klasse, der begge dyrker fritids aktiviteter 4 dage om ugen ved siden af skolen. Det føles mere som at overleve end at leve det meste af tiden.
Nogen må se at blive voksne og sige nej tak uanset de andre forældres reaktioner og også for at tage noget af presset fra dem som politikerne kalder funktionelle analfabeter.
Det lyder, ærlig talt, som et helvede - den i indlægget beskrevne hverdag.
For hvis skyld gør I det?
“Jeg oplever selv, at børnene higer efter at være med i de fællesskaber, som udspringer af fritidsklubber og idrætsforeninger, så hvis du tager det fra dem, føler de sig holdt udenfor. Som forælder er den svær at have på sig,”
“Især i en tid, hvor der netop er et udtalt fokus på social trivsel, ensomhed og børns stigende mentale mistrivsel.”
Er alt, hvad børn higer efter, nødvendigvis det bedste for dem?
Kunne den mentale mistrivsel mon hænge sammen med et fortravlet liv og postulerede fællesskaber?
“ En lavere grad af forældreinvolvering og informationsoverload vil kunne være med til at få en smule langsommelighed tilbage”
Den mest interessante sætning i indlægget.
Langsommelighed… “Få langsommelighed tilbage”.. Hvordan kan mindre forældreinvolvering få langsommelighed tilbage?
Langsommelighed i livet generelt? Som i at give sig selv (og sine børn) tid til at mærke sig selv?
Som at gå i stedet for at tage bilen? Som at lave mad fra bunden i stedet for hel eller halv-fabrikata?
Som i at bruge tid sammen som familie i stedet for at jage rundt efter hver sit livs-projekt?
Hvad er langsommelighed og hvornår har vi mistet den?
Jeg kunne skrive en bog som kommentar til det her indlæg. Det skal jeg spare jer for.
Af ren nysgerrighed må jeg bare spørge om 2 ting til:
“For hvert barn skal jo gerne læse minimum 20 minutter hver dag”
Det foresvæver mig, at folk taler meget om, hvor lang tid børnene bruger i skolen. Er det en meget kættersk tanke, at de skulle bruge 20 minutter om dagen på at læse i skolen, når det nu alligevel er dér, de opholder sig det meste af dagen?
Hvad laver en PMO-konsulent? Har det noget med “langsommelighed” at gøre - eller snarere det modsatte?
Du er ikke et utaknemmeligt brokkehovede. Det er skolen, som ikke gider gøre sit og spilder tiden med uendelig emails, istedet for at tage sig af vore børn. Vi har 3 børn, men fanden i det om ikke min kone og jeg hver dag får 4 emails hver, 4 emails, som om der kan være nyheder fra skolen vi skal forholde os til dagligt. Der er der overhovedet ikke. Vi snakker med vores børn hver dag, de skal skal nok fortælle os, hvis der er sket noget vigtig. Det gør der forresten næsten aldrig. Den endeløse støm emails kommer fra lærer, lærerinder og informationsmedarbejdere, som ikke er optaget af andet end at råbe se mig se mig, ser I hvor dygtig jeg er? Og jeg tænker, jeg kan se at du er optaget af at skrive emails istedet for at passe dit job.
Jeg tror ikke at lærere generelt oplever en kæmpe lyst til at skrive e-mails eller orientere curling forældre, de vil hellere undervise. Men jeg har siddet i bla. skolebestyrelser og fritidshjemsbestyrelser, været kontaktforældrer, og jeg ved, at presset for at blive orienteret om stort og småt er enormt fra forældrenes side. Ligesom behovet for synliggørelse og aktiviteter er det. Du er som lærer også nødig at holde fester og events for at synliggøre dig selv. Der er noget der hedder budget. Desuden så står der jo i loven, at du skal orientere, ikke at gøre det, er lig med en fyreseddel, så at give undervisere, pædagoger skylden er noget vrøvl! Det må være rart, at have penge nok, så er det ikke det, man kalder et luksusproblem?
Jeg tror ikke at lærere generelt oplever en kæmpe lyst til at skrive e-mails eller orientere curling forældre, de vil hellere undervise. Men jeg har siddet i bla. skolebestyrelser og fritidshjemsbestyrelser, været kontaktforældrer, og jeg ved, at presset for at blive orienteret om stort og småt er enormt fra forældrenes side. Ligesom behovet for synliggørelse og aktiviteter er det. Du er som lærer også nødig at holde fester og events for at synliggøre dig selv. Der er noget der hedder budget. Desuden så står der jo i loven, at du skal orientere, ikke at gøre det, er lig med en fyreseddel, så at give undervisere, pædagoger skylden er noget vrøvl! Det må være rart, at have penge nok, så er det ikke det, man kalder et luksusproblem?
Jeg er enig i, at det lyder voldsomt med så mange krav fra skole og børnenes fritidsinteresser. Og jeg synes helt klart, at man burde skære ned. Der skulle også gerne bare være en dagligdag for børnene. Nu, lyder det til, at der hele tiden skal ske noget. Er det virkelig lærere og andres ønske? Det har jeg svært ved at tro. Så man må tage en diskussion om, hvordan man får fjernet det meste af det og får skabt en normal hverdag.
Men jeg synes også, at indlægget mangler den del, som er at der her er to forældre med meget anstrengende fuldtidsjob. Måske skulle man skære ned der? Jeg er ikke tilhænger af at gøre det til et individuelt problem, for det er et systemisk problem, at så mange mennesker lever en stor del af deres voksne liv på den måde.
David Zennaro du kommer ind på noget.
Det er derfor, at koner i USA står for det logistiske arbejde ved skolegang og man derfor ser så meget ned på eneforældre og forældre, hvor begge skal arbejde fuldtid.
Og vores politikere er jo altid glad for amerikansk kultur, så de prøver, at indrette vores samfund på samme måde. Derfor nok de indretter med de samme amerikanske krav til forældrene. Bortset fra de har glemt, at de stadig kræver fuldtidsarbejde af begge forældre for erhvervslivets skyld og Danmarks konkurrenceevne.
Og der er skoler i Danmark, der kræver hjemmelæsning derhjemme.
Trods skolereformen blev, der i den ene skole jeg kender til, krævet en times samlet lektielæsning hver dag med læsning efter skole, inklusive 20 minutters stillelæsning og sidning hver morgen fra 1 klasse og op i skolen. I en anden var kravet 30 min hjemmelæsning hver dag i de første klasser.
Det er ikke et spørgsmål om valg mere, det er frivillig tvang.
Politikerne forlanger fuldtidsarbejde for Danmarks konkurrenceevnes skyld og det er ikke alle arbejdsgivere, der er så fleksible, at man må arbejde på nedsat tid eller bare 37,5 t.
Der er også eksplicitte krav i vores samfund for, at forældre skal involvere sig, få børnene til at lave lektier, gå til bevægelse osv. Kommunen, lærerne og politikerne kigger skævt til dem, der fravælger og det skal nok noteres.
Og forældrene får også at vide, at det er deres skyld, hvis børn ikke bevæger sig nok og dermed evt. bliver tykke, ikke lærer at spise sundt, fordi man ikke laver mad sammen med dem i hverdagen.
Det kræver en større formue og anden social status end den artiklens forfatter har, for at kunne modsætte sig dagens frivillige tvang i Danmark
Og vi bliver set ned på fordi vi siger fra overfor diverse aktiviteter.
Og så vil jeg påpege at der er rigtig meget forskning der peger på at børn også skal lære at der ikke sker noget - de skal lære at kede sig - det skaber/fremtvinger fantasi samt øger deres evne til at selvregulere.
Børn som udsættes for konstant aktivering - hver fridag, weekend samt efter skole mm. har en højere tendens til at komme op i “High arousal” - har svært ved at regulere sig ned igen og udvikler til sidst ADHA lignende adfærd og dermed stress. Vi har ALDRIG haft så mange ADD og ADHD diagnoser som nu allerede i børnehave og 0 klasse niveau. Og man har fundet frem til at det kommer frkonstant over aktivering fra forældre og institutioner samt alt for store klasser og grupper i institution -og et konstant behov for at leve op til sindssyge krav og levestandarder fremvist på sociale medier.
Digitalisering på godt og ondt.
Jeg er helt enig i indlægget - Godt og ekstremt relevant skriv.
uha jeg har fået så mange drag over nakken for at mene netop dette !
Det er vel et spørgsmål om, også, at forældrene ikke skal leve med i alt, hvad deres børn foretager sig. Jeg følte selv fra meget ung, at jeg var nødt til ligesom at bremse mine forældre i at blande sig for meget i mit liv udenfor hjemmet, hvilket i retrospekt fik den uheldige konsekvens, at de delvis heller ikke var til at få i tale om det, hvor det betød noget for mig at dele. Men sådan er der jo noget i alle familier.
Det var fint med halvårlige forældremøder, det var fint at blive kørt til mine aktiviteter ude på landet, men det var ligesom det.
Jeg savner kontaktbogen....
Jeg har for et stykke tid siden skrevet noget lignende her i debatten på information.
Jeg tog netop udgangspunkt i min kontaktbog fra 7 klasse, hvor der vel var en 6-8 beskeder for et helt år.
Det får vi på et par dage herhjemme, bare på Aula.
Det kan godt være, at lærerne heller ikke kan se ideen i de mange beskeder, så må de da stoppe med at sende dem.
For hver besked om dårlig trivsel, husk at læse med dem, gode råd til madpakken og nu er der ikke flere spidse blyanter, ja der bliver der læsset på min tvivl om at læreren rent faktisk er den voksne i klassen.
Så dig dog stop istedet for at gå med de mest usikre forældre der vil blande sig i hvorfor guldklumpen ikke spiste sin leverpostej mad i tirsdags. Der står intet sted i skolelivet, om hvor detaljeret en lærer skal informere forældrene.
Børnene bliver også pisse usikre på sig selv og egne evner når nu de ikke må gøre egne erfaringer, men bliver overvåget hele dagen lang.
Skolelivet = skoleloven
Thomas Andersen med flere:
Ret kritk det rigtige sted hen med blandt andet hensyn til mængden af information fra lærerne.
Det er ikke lærerne, der har stået for og bestemt, hvor stor mængden af information skal være.
Med hensyn til lektier var det et vigtigt argument for den såkaldte reform af Folkeskolen i 2014, at eleverne ikke længere skulle lave skolerelateret arbejde derhjemme. Det skulle alt samme foregå i skoletiden. Derfor forlængede man skoledagen voldsomt.
Kort og godt skal kritikken sendes højere op i systemet, op til det sted hvor beslutningerne træffes.
@Hans
Hvor i folkeskoleloven står der at forældre skal informeres dagligt og med så små ting som en blyant skal spidses, en drillenisse har været forbi og nu er der sat nye bænke op på legepladsen?