Kristoffer Moos og Claus Heldals kronik den 7. december – »Pseudoterapeuter har fripas til at fuske med folks helbred« – bedriver nedladenhed og generaliseringer på et ekstraordinært niveau.
Gudskelov findes der også psykoterapeuter: Dem, hvis uddannelse ikke er akademisk, men kan sammenlignes med mesterlære. Jeg er med i nogle patientgrupper, hvor flere fortæller om rigtigt gode erfaringer med netop ikkepsykologuddannede psykoterapeuter. For eksempel efter forløb med psykologer og psykiatere, der har slået fejl eller været utilstrækkelige.
Utilstrækkeligheden skyldes blandt andet en for klinisk tilgang, hvor fokus er på testning, diagnoser og udredning blandt traditionelle psykologer og psykiatere. Der findes naturligvis dygtige psykologer, men det menneskelige sind er en kompleks størrelse, og derfor er det vigtigste ofte den menneskelige relation og kvaliteten af det (terapeutiske) relationelle møde.
I mit eget tilfælde oplevede jeg på et psykiatrisk ambulatorie en patologiserende, diagnosefikseret, distanceret tydetolkningstilgang, og da jeg gjorde indsigelser, blev jeg mødt med arrogant bedrevidenhed fra diverse behandlere – psykiatere og psykologer – som jo har lange akademiske uddannelser bag sig.
Min ikkepsykologuddannede psykoterapeut skulle virkelig »rydde op efter andres rod«, for nu at bruge et citat fra kronikken, efter dette traumatiske forløb med behandlere, der ikke evnede det menneskelige møde, og som ikke respekterede min egen selvindsigt og refleksionsevne. Den psykoterapeut, der reddede min røv – eller mit hoved, var i øvrigt ansat i hospitalspsykiatrien, ligesom mange psykoterapeuter er det i sundhedssektoren. Skulle disse ansatte have »bluffet« sig – endnu et postulat fra kronikken – til en ansættelse?
Psykologtitlen blev først beskyttet i 1990’erne, og inden da var der mange, som anså også denne faggruppe for at være uvidenskabelige »charlataner« – som Moos og Heldal nu kalder psykoterapeuterne. Derfor er det på høje tid også at beskytte psykoterapeuttitlen, så brugere af ydelserne kan sikre sig nogenlunde.
Men det skal ikke være et enten-eller, for der er brug for begge faggrupper. Tiden for psykologernes monopol har nået vejs ende.
Gitte M. Rasmussen er cand.mag.
Tak for et godt og nødvendigt svar til en usædvanelig uinformeret og unuanceret kronik, som jeg ikke synes gør noget godt for psykolog-standens omdømme.
Psykoterapeuter reddede mit liv. Jeg blev siden selv psykoterapeut. Det gør en verden til forskel om behandleren selv har været i behandling, som element i uddannelsen. Det havde mine og det har jeg. Det er for mig den vigtige forskel skulle jeg igen få brug for hjælp. Jeg arbejder ikke mere som psykoterapeut, men trives på bedste vis udenfor behandlingssystemet. Tak til de to Psykoterapeuter. Vh Finn.
Kunne ikke være mere enig!
Og har selv haft lignende oplevelser. Hvad jeg blev mødt af da jeg selv blev syg af modbydelige læger og sygeplejersker. Og psykiatere. Fx. blev jeg via sundhedsforsikringen sendt til en times samtale ved en psykiater som bl.a. spurgte mig om jeg hørte stemmer fra væggen!!! Og hans rapport var smækfyldt med fejl!! Men det kostede mig dyrt!!!
Nu skal man huske på, at psykiatri er nederst på lægernes rangstige, så ud over de få ildsjæle, som vælger det af virkelig interesse, så vælger langt fleste det, fordi de ikke kan komme ind i andre specialer.