»Manglende ligeløn skyldes ikke diskrimination på arbejdsmarkedet.« Sådan lyder påstanden i en kronik af Pernille Knudsen fra Dansk Arbejdsgiverforening i Information den 16. december 2022. Men hvis det ikke er diskrimination, at fag med mange kvinder notorisk er dårligere lønnet end fag med mange mænd, så ved jeg ikke, hvad vi skal kalde det.
Pernille Knudsen fremhæver selv, at skævhederne i høj grad skyldes forskellige uddannelses- og jobvalg, men uligheden opstår jo netop på grund af, at visse fag bliver diskrimineret. Ikke på individniveau, men på et strukturelt plan.
Den strukturelle uligeløn ses ved, at arbejde, der historisk har været varetaget af kvinder, værdisættes lavere end fag, hvor arbejdet primært udføres af mænd. Den store synder er Tjenestemandsreformen, der for over 50 år siden lagde grunden for lønhierarkiet mellem de offentlige fag. Når det af samfundet blev vurderet rimeligt tilbage i 1969, skyldes det blandt andet, at mændene typisk havde forsørgerpligten i familien.
Måske var kvinderne dengang tilfredse med at blive forsørget af deres mænd – jeg tvivler. Jeg ved dog, at den tid for længst er forbi. Kvinder vil tjene deres egne penge, og de ser selvfølgelig ingen grund til, at de skal lønnes dårligere, fordi de vælger et fag med mange kvinder.
I dag har vi da også en ligelønslov, der sikrer, at arbejdsgiverne ikke må gøre forskel på kvinder og mænd, der udfører arbejde af samme værdi. Dog forhindrer den ikke de store forskelle i lønnen mellem fag med mange kvinder og fag med mange mænd.
Uligelønnen er veldokumenteret
Uligelønnen forstærker en række andre problemer, og man skal have fulgt dårligt med, hvis man ikke kan se de udfordringer, den strukturelle uligeløn giver for arbejdsmarkedet og rekrutteringen til velfærdsfagene. Det gælder eksempelvis i forhold til manglen på sygeplejersker.
Når vi sygeplejersker har strejket hele fem gange, er det fordi, vi mener det. Lønnen står simpelthen ikke mål med det ansvar og de livsvigtige og komplekse opgaver, vi står med. Vi kan jo også høre, hvad andre tjener – og ellers kan vi læse det i statistikkerne.
Lønefterslæbet i de kvindedominerede fag er veldokumenteret. Blandt andet viser en analyse fra Oxfam IBIS, at det i runde tal koster to millioner kroner på livslønnen – efter skat – at vælge et kvindefag frem for et mandefag. Eksempelvis tjener en sygeplejerske cirka 5.000 kroner mindre om måneden end en skolelærer.
Et lønløft er nødvendigt
Pernille Knudsen kommer også med en anden vild påstand: »Det er centralt at forstå, at lønforskellen mellem kønnene ikke er noget, der kan løses med lovgivning eller lønløft til særlige områder.« Hvorfor, om jeg må spørge? Argumentationen mangler, og den er da også svær at finde. Men heldigvis er der da også mange politikere, der har set, at det er nødvendigt at handle politisk.
Pernille Knudsen peger også på det kønsopdelte arbejdsmarked, og ikke ulige løn, som udfordringen. Det skal vi arbejde på at gøre noget ved, skriver hun. Den er vi med på. Sygeplejersker vil gerne have flere mandlige kolleger. Jeg må dog advare mod at tro, at en anden kønsfordeling vil gøre nogen som helst mere tilfreds med lønnen. Om der så var 90 procent mænd i sygeplejefaget, ville det stadig være dårligere lønnet end sammenlignelige fag, der traditionelt har været mandefag.
I øvrigt vil jeg opfordre Dansk Arbejdsgiverforening til at spørge de unge, hvad der betyder noget, når de skal vælge uddannelse. Svaret er blandt andet løn. Det er det, der nævnes først af flest, viser en analyse fra Tænketanken DEA. Og det gælder i lige så høj grad for de gymnasieelever, der overvejer at læse en af de fire store professionsbacheloruddannelser, som for alle andre.
Så lad os kalde tingene det, de er. Uligeløn er selvfølgelig diskriminerende, uanset om det er på individniveau eller strukturelt. Og lad os finde løsninger, som rent faktisk løser problemet. Det gør et lønløft.
Dorthe Boe Danbjørg er næstforkvinde i Dansk Sygeplejeråd
Jeg er bange for, at sygeplejerskerne må forklare sig bedre. Folk får konstant, som modargument, serveret den gennemsnitlige løn, som jo øjensynligt er ganske rimelig - fordi sygeplejerskerne selv i overenskomstforhandlingerne har nedprioriteret grundlønnen - og dermed måske også udfordret accepten af de rammer, sygeplejeområdet selvfølgeligt indebærer med skiftende vagter, ligesom mange andre fag i dag må acceptere: det er ikke noget ekstraordinært, men en integreret del af de herskende vilkår.
Mit indlæg skal ikke ses som modstand over højere løn på et vitalt område i samfundet, men en klar indsigelse imod det hierarki, som sygeplejerskerne selv med åbne øjne har medvirket til at skabe indenfor faget. Dét er jeg arg modstander af, at man gør.
Så vidt jeg ved, er dyrlægeuddannelsen i udpræget grad blevet en udannelse for kvinder. Ser man også her en nedgang i lønniveauet? Kunne være interessant at undersøge.
Jeg finder det underligt, at denne diskussion er italesat som en diskussion om køn. Det kan godt være, at sygeplejerskefaget traditionelt har været et kvindefag. Men hovedsagen er vel, at der ikke er så mange som vælger den vej, som der er brug for, og det må vi gøre noget ved så balancen genoprettes. At der så argumenteres for lønforskellen ved at sammenholde den overfor et anden kvindedomineret fag, lærerfaget, er jo absurd.
Det er vel mere absurd, at de politiske bestemte lønrammer fra Tjenestemandsreformen ikke er justeret - eller ingen gang politikkerne kan se, at det er den bedste måde at få flere til at blive eller søge ind til disse fag er at ændre lønrammerne og forbedre arbejdsmiljøet.
Hvor svært bør det være?????
Selvfølgelig skal løn og arbejdsforhold reguleres til det punkt hvor mænd og kvinder finder det attraktivt at gå ind i disse erhverv. Problemet er at det er som at styre en 8 spandet hestevogn. Kan man hæve lønnen i de gruppe der er mangel på, uden alle andre bliver møgsure? Kan man regulerer lønnen, så den samlede offentlige gruppe ikke bliver lønførende overfor den private. Så hvis spørgsmålet er "hvor svært kan det være" er svaret - jo, det er skide hamrende svært.
Der er intet galt med sygeplejerskernes gennemsnitlige løn. Den ligger 37.000 - 42.000 kr. pr. måned alt efter anciennitet. At kalde det for en urimelig løn har ingen gang på Jorden. Så bliver det ofte nævnt danske sygeplejesker flygter til Norge. Det er der så nogle hundrede årligt, som gør. Efter 6. måneder som vikar i Norge, oftest Trondheim i nord Norge, kommer de så hjem til Danmark i gen efter endt eventyr. Jeg var kæreste med en sygeplejeske i 1985, som havde været på turen. Så det har en lang tradition. Under corona nedlukningen var der travlhed for nogle sygeplejerske. Men langt fra alle. På Rigshospitalet var der eksempler på sygeplejesker, som fik omkring 600 kr. i timen for ekstra corona vagter. 90.000 kr. før skat om måneden.
Hvis der er nogen, som er dårligt lønnet, så er det landets SOSU medhjælper og assistenter. De er oven i købet tvunget til at arbejde på deltid med 30 timer om måneden. De mennesker har virkelig fortjent en bedre løn.
Jeg tror ikke sygeplejerskerne skal forvente den store opbakning i befolkningen.
Hvor mange gange har sygeplejerskerne rejst spørgsmålet om grundlønnen ved overenskomstforhandlingerne?
Ydermere, Jesper Johannsen, har sygeplejerskerne tidligere under perioder med massiv arbejdsløshed overtaget arbejdsfunktioner, som ellers var sygehjælpernes - og som de i dag endnu bedre uddannede SOSUer sagtens ville kunne varetage.
En meget hurtig undersøgelse viser, at en privatansat bager, med en 4 årig uddannelseder, hovedsalig arbejder nat og morgen tjener: "Minimums- og maksimumsbåndbredde for kollegaers løn i Bager- og konditorarbejde, ekskl. industri - fra 17.619 kr. til 33.714 kr. per måned - 2022." med en 37 timers uge. Så meget kommer jo an på hvem men sammenligner sig med!