Professorerne Jørgen Albæk Jensen, Jens Elo Rytter og Jørn Vestergaard har den 7. november til Folketinget fremsendt en redegørelse i Minksagen under emneoverskriften »Retlig vurdering af spørgsmålet om statsminister Mette Frederiksens ansvar i Minksagen«. Heri konkluderer de, at der ikke er grundlag for en rigsretssag mod Mette Frederiksen.
Men indholdet af redegørelsen giver os anledning til at rejse følgende spørgsmål, som vi har fremsendt til Folketinget, og som vi finder af afgørende relevans for validiteten af redegørelsens overordnede konklusion.
Udelader civilret
Redegørelsen omfatter ikke den retlige vurdering af spørgsmålet om statsminister Mette Frederiksens eventuelle ansvar i Minksagen i forhold til ministeransvarslovens § 9.
Det konkluderes på side 30, at Mette Frederiksen ikke vil kunne dømmes efter Ministeransvarlighedsloven. Ifølge ministeransvarsloven kan en minister dømmes, hvis denne har handlet strafbart (§§ 5 og 6) efter den strafferetlige skala og/eller ifølge § 9 efter den civilretlige skala. Sidstnævnte er som bekendt strengere for ministeren, idet der skal mindre til at fastslå et sådant ansvar i forhold til den mere ansvarskrævende skala under det strafferetlige.
Civilretligt gælder der i det danske samfund for samtlige borgere den grundregel, at ukendskab til lovgivningen ikke er fritagende for ansvar, ignorantia nocet, og i særlig grad hvis ens egen adfærd har fremkaldt den pågældende uvidenhed.
Således er der mulighed for at statuere ansvar for ministeren for statskassens økonomiske tab allerede i tilfælde af, at ministeren i sin adfærd har handlet skyldigt. Dette gælder ifølge den civilretlige og dermed lempeligere såkaldte ’culparegel’, der også omfatter lavere grader af uagtsomhed end grov.
Hvis et flertal i Folketinget beslutter sig for at nedlægge en sådan påstand, skal Rigsretten tage sagen til påkendelse. I redegørelsen er der set bort fra § 9, og man har samtidig helt undladt at begrunde, hvorfor § 9 er holdt udenfor, endda på trods af at denne bestemmelse netop giver mulighed for, at ministeren »ville kunne dømmes efter ministeransvarsloven«, som redegørelsen ellers netop angiver som sit emne.
Det oplyses ikke i redegørelsen, hvorfor forfatterne har valgt at udelade det civilretlige område, uagtet dets ansvarsskala lettere ville kunne føre til, at der under en rigsretssag vil kunne ske domfældelse.
Mogens Jensens ansvar
Muligheden for at drage daværende fødevareminister Mogens Jensen til ansvar ved en rigsretssag og de mulige implikationer heraf for Mette Fredriksen er ikke omfattet af redegørelsen.
I indledningen til redegørelsen fremgår det, at forfatterne baserer sig på Minkkommissionens beretning af 30. juni 2022, hvori daværende fødevareminister Mogens Jensens adfærd er beskrevet som særdeles belastende.
Herom oplyses det, at han »… afgik tidligt i forløbet som minister på grund af kritik«. Men det oplyses ikke, hvorfor han holdes uden for redegørelsen. Ifølge Ministeransvarlighedsloven indebærer det som bekendt ikke en fritagelse for det strafferetlige og/eller civilretlige ansvar, at man går af som minister. At man tager det politiske ansvar på sig, absorberer ikke det juridiske ansvar. Som i andre sager, hvor der er flere muligt skyldige, kunne en rigsretssag mod Mogens Jensen i øvrigt føre til, at der under retssagen kommer yderligere oplysninger frem, som giver retten, Folketinget og alle andre mulighed for at vurdere, hvad der egentlig foregik, ud over det som Minkkommissionen har kunnet skaffe sig oplysninger om.
Forceret beslutningsforløb
Hvorfor kan en statsminister gå fri for ansvar for alvorligt skadeforvoldende beslutninger, der er forårsaget af et unødvendigt forceret beslutningsforløb?
Spørgsmålet har sammenhæng med, at der blev truffet beslutninger på et forkert grundlag om overordentligt vidtgående og indgribende foranstaltninger over for borgere i samfundet.
I redegørelsen refereres til Minkkommissionens beretning, hvoraf det fremgår, at et digitalt møde i regeringens koordinationsudvalg fandt sted sent om aftenen den 3. november 2020, og at Mette Frederiksen som mødeleder tillod, at mødet blev påbegyndt – og uden pauser gennemført – få minutter efter, at mødematerialet i den endelige version var fremsendt til mødedeltagerne.
Det vil sige, at der gennemførtes et møde vedrørende et omfattende og intensivt indgreb over for borgere i det danske samfund, uden at mødedeltagerne havde fået mulighed for at gennemgå beslutningsgrundlaget.
Herom anføres det i redegørelsen: »Det kan ikke med rimelig sikkerhed fastslås, at det alvorligt ville kunne bebrejdes Mette Frederiksen som groft uagtsomt, at KU-mødet den 3. november 2020 blev tilrettelagt og gennemført på en måde, der alt andet lige vil kunne betegnes som uhensigtsmæssigt.«
Ministeransvarlighedsloven bygger på det grundprincip, at enhver minister, herunder en statsminister, befinder sig i et af statsmagtens allerøverste embeder, og som sådan har pligt til at sikre, at blandt andet møder om indgribende beslutninger finder sted fuldt forsvarligt. Hastværk er ikke nogen undskyldning, og slet ikke, når der ikke kan påberåbes nogen form for såkaldt nødret. Hastværket er så at sige et selvskabt problem, der afspejler bagsiden af viljen til at vise handlekraft.
Det fremgår af Minkkommissionens beretning, at der ikke var et sagligt behov for absolut at træffe beslutningen under de skete omstændigheder, og pressemødet blev afholdt den følgende dag klokken 16.00. Som en undskyldende omstændighed anføres det i redegørelsen at »tværtimod kan det med rette konstateres, at intentionen bag statsministerens direkte involvering i sig selv var anerkendelsesværdig. Det kan med andre ord ikke alvorligt bebrejdes Mette Frederiksen, at hun tog styringen som mødeleder«.
Juridisk er det ikke blot civilretligt, men også strafferetligt, oplagt, at den form for adfærd er klart uagtsom, og formentlig også, hvad der strafferetligt set er afgørende, groft uagtsom.
En statsminister er ikke berettiget til at sætte sig ’ved rattet’ og samtidig ignorere almindelige forsigtighedsprincipper af basal karakter, således som for eksempel at de, der skal træffe en vigtig beslutning, herunder én selv, har sat sig ind i den tilvejebragte information.
Civilretligt vil en formand eller anden mødeleder i for eksempel et selskab, en fond eller en forening klart blive ansvarlig for skadegørende handlinger ved en beslutning truffet som følge af uvidenhed påført ved en hasteproces, der har afskåret tilstrækkelig forberedelse af beslutningen.
Standsede ikke nedslagtningen
Statsministerens undladelse af at standse nedslagtningerne behandles heller ikke i redegørelsen.
I redegørelsen er det uklart og nærmest underbelyst, hvorfor der ikke er behandlet og taget stilling til statsministerens passivitet, efter at hun angiveligt den 8. november 2020 blev bekendt med, at der ikke var fornøden lovhjemmel.
Således som redegørelsen er forfattet, får man indtryk af, at formuleringerne skyldes et ikke eksplicit udtrykt ønske hos forfatterne om ikke at tage klar stilling til, om der på den nævnte dato eksisterede eller ikke eksisterede en handlepligt hos statsministeren til at standse de nedslagtninger, som da var sat i gang.
Samlet set er det vigtigt og retssikkerhedsmæssigt betryggende, at Folketinget skaffer sig fuld og dækkende viden om også de punkter, vi her har redegjort for, inden tinget træffer beslutning om det videre forløb i Minksagen. Man må undres såre over den manglende saglige grundighed hos tre så lærde personer.
Bjørn Elmquist er advokat
Christian Harlang er juridisk rådgiver
Hvor mange ulovlige nedslagtninger var der i gang, da statsministeren blev bekendt med at der ikke var lovhjelm?
Er det ikke mere sådanne oplysninger , der er væsentlige.
Ligeledes hvorfor sagde Fødevareministeriets departementschef ikke på mødet, at der ikke var lovhjelm. Det er da det største mysterium i sagen.
Hvis statsministeren havde nølet og flere mennesker var døde, mon så ikke kritikken havde haglet ned over hende.
Statsministerens hensigt var sikkert god; men hun havde stadig en pligt til at sikre et holdbart beslutningsgrundlag. Barbara Berthelsens reaktion på de hollandske indikatorer burde suppleres af en sagkyndig vurdering.
Måske det skulle droppes nu i medierne? Selv med en juridisk baggrund er man nærmest lægmand i en så teoretiseret debat om hjemmel, ministeransvar, møder og deres forberedelse, nødret, overset lov om dyrehold og meget mere. De pågældende medieprofilerede jurister burde måske holde deres eget interne møde om det over en forlænget weekend på Svinkløv til næste sommer? At kaste de her juridiske vurderinger ud til offentlig debat og splid efterlader udelukkende langt de fleste til politisk betonede ønsketænkninger og fordomme med deraf følgende underminerede respekt for ærværdigheden i den juriske sfære. Eller er der ganske enkelt i virkeligheden bare banal interesse i at skabe "sager"?
TAK til de to kronikører for en klar stillingtagen til problemet. Ok, måske var kronikken lidt vel indviklet i jura-sprog, men hvis man kan forstå den 'dialekt', var den temmelig klar.
Jeg har aldrig været minister, men jeg har adskillige direktør-stillinger i den private industri i bagagen.
Det er ALTID direktørens ansvar at sikre sig, at beslutninger er lovlige, i orden, forsvarlige osv. - også i krisesituationer. Der kan naturligvis ske fejl, men så kan man som direktør vise (f.eks. ved mødereferater, mails etc), at man har gjort sit for at gøre 'det rigtige'.
For at koge kronikken ned til en Maggi-terning: De regler, der gælder for direktører i det private gælder også for ministre.
Til Maggi-terningen hører vel også, at i ministerierne er der den arbejdsdeling , at det er det ministerium ,der har sagen, der skal sørge for at forslaget har lovhjelm eller kan få det.
Rolf Andersen, mon ikke snarere Harlang og Elmquist på lidt mærkværdigvis udskiller “civilretligt ansvar” fra sagen i sin helhed ved at henvise til paragraffen om erstatningsansvar? Sidstnævnte må dog også baseres på spørgsmålet om eksempelvis grov uagtsomhed som i Ministeransvarlighedsloven i dens helhed, og dermed er vi lige vidt og i øvrigt tilbage ved den redegørelse, de tre andre jurister tidligere skrev. Måske de tre med rette derfor ikke beskæftigede sig yderligere med §9?
Men du kan så i klarsyn redegøre for dét?
Iøvrigt, i sagens kerne, så er Harlang og Elmquists påstand om et “unødvendigt forceret beslutningsforløb” meget diskutabelt, men dén tur i debat-manegen er vist allerede taget ulideligt mange gange.
Glimrende kronik, hvor der følges op på Transparency Internationals kritik af de facto-frifindelsen af både statsministeren og alle rigets topembedsmænd.
Ministeransvarsloven er med den nuværende retstilstand og sagens stilling fuldkommen overflødig, når ingen reelt drages til ansvar for en grundlovsstridig beslutning, der har kostet hver dansker - fra nyfødt til olding - minimum 4000 kr. og som har skadet tilliden til Christiansborg hos en stor del af befolkningen.
Lige netop spørgsmålene om det forcerede beslutningsforløb og den manglende standsning af nedslagtningen har fået lov at drukne i den hellige og almindelige forargelse over, at nogen tillader sig at stille spørgsmål til de stakkels magthavere, som jo var så pressede i situationen, og som jo ikke i sin iver for at hjælpe hele verden kunne forventes at have tid til at agere rationelt.
@Rolf Andersen.
Mærkeligt at du - som erfaren mand med flere direktørstillinger i den private sektor -ikke kender forskellen på Staten/Regeringen, Folketinget - og den private virksomheds ansvar, opgaver, funktioner og eksistensbegrundelse
Der er ret meget "hvis,såfremt og ifald" i minksagen,men det er jo netop grunden til at vi overhovedet har domstole.
Så måske er det bare på tide, at gå direkte til rigsretten og få slået fast hvad der er rigtigt og forkert.
En statsminister skal under ingen omstændigheder være hævet over loven.
Annette München,det er mindst lige så mærkeligt at du ikke kan forstå,at loven også gælder for statsministere
Hvorfor tror du at de skriver under på at overholde grundloven?
Annette Munch,beklager at stavekontrollen lavede ulykker i dit navn.
@ Peter Meyling.
Hvordan kan du læse hvad jeg mener om lovgivning og statsministre?
Er det en fælde eller en "stråmand" ved at du pådutter mig et synspunkt jeg ikke taler om.
Min pointe er at Statens eksistensbegrundelse er forskellig fra den private virksomheds.
Man kan læse Ministeransvarlighedsloven her:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/1964/117
Her lyder det ifølge Ministeransvarlighedslovens § 9, som Bjørn Elmquist og Christian Harlang refererer til, at:
"Med hensyn til erstatningsansvar i anledning af ministres handlinger gælder de almindelige regler om erstatning for skade forvoldt af personer i statens tjeneste."
Det lyder mere som en generel regel om, at hvis en minister eller tjenestemand forsætligt eller som følge af uagtsomhed skader andre borgere økonomisk eller måske på anden vis, så kan de holdes ansvarlige.
Den holder nok ikke i forbindelse med minksagen, med mindre man mener, at på grund af størrelsen af erstatningerne til minkavlerne og tempobonusserne, eller statskassens økonomiske tab som Elmquist og Harlang kalder det, er hver enkelt skatteborger blevet personligt økonomisk skadet. Selvom den økonomiske kompensation der blev givet til minkavlerne, såvidt jeg ved ikke bare var Mette Frederiksens ansvar, men noget der var nogenlunde bred enighed om i Folketinget. Jeg tror ikke det kan holde til en rigsretssag. Bjørn Elmquist og Christian Harlang griber virkelig efter halmstrå i det her tilfælde.
Citat "Det er ALTID direktørens ansvar at sikre sig, at beslutninger er lovlige, i orden, forsvarlige osv. - også i krisesituationer."
Den vil jeg se, før jeg tror på den.
Nogen der husker straf for direktørerne efter alle de hvidvasksager i bankerne. Collstrupgrunden, Grindsted, Bechbeton, EFI, Amagerbanken osv.
"Hvorfor kan en statsminister gå fri for ansvar for alvorligt skadeforvoldende beslutninger, der er forårsaget af et unødvendigt forceret beslutningsforløb?"
Da sagen, som bekendt, omhandlede en dødelig virus med potentiale for vidtrækkende internationale og mulige livstruende konsekvenser for rigtig mange mennesker, blev processen selvsagt hektisk. Nogle beslutninger kunne nærmest ikke træffes hurtigt nok. så altså, inden der indledes en både dyr og tidskrævende rigsretsag var det måske på sin plads at få klargjort om beskrivelsen "unødvendigt forceret" er dækkende - eller om der i virkeligheden mere var tale om en kalkuleret beslutning (omend ulovlig skulle det vise sig), som i en større sags tjeneste (landets omdømme og rigtig mange menneskeskæbner) i situationen blev anset for at være en både nødvendig og rigtig beslutning.
Måske en spogkommission kunne elaborere på spørgsmålet og derved spare landet for en både en dyr og tidskrævende rigsretsag, samt flere artikler om minksagen, i hvert fald i den nærmeste fremtid/juletid.
@ Inge Lehmann - 05. december, 2022 - 12:03
Du skriver:
"Nogen der husker straf for direktørerne efter alle de hvidvasksager i bankerne."
https://www.dr.dk/nyheder/penge/sidste-punktum-sat-i-roskilde-bank-sag-t...
og: "Danske Bank afsætter 14 milliarder kroner, der skal bruges på at betale en bøde i forbindelse med bankens store hvidvasksag."
https://nyheder.tv2.dk/business/2022-10-27-danske-bank-goer-klar-til-gig...
... nu var mine direktør-stillinger i industrien, og ikke i finansverdenen, men alligevel.
Tro mig, en ansvarlig bestyrelse vil ALTID holde øje med, om en direktion holder sig inden for 'grænsen'.
Hvis vi skal fortsætte sammenligningen med det private erhvervsliv, kan man vel sætte lighedstegn:
Direktionen = Ministrene
Bestyrelsen = Folketinget
Mette Frederiksen er ikke direktør i en privat virksomhed.
Hun er først og fremmest politiker, valgt på holdninger og visioner.
Til at hjælpe sig har hun sine embedsfolk. Der er disse, der klæder ministeren på til at forvalte politik og visioner, så loven overholdes m.v.
Man kan ikke drive staten, som en privat virksomhed. Det er jo en absurd sammenligning.
Det er hverken semantisk dybdeanalyse eller processuelle svigt, der er problemet, men derimod det ganske simple: hvorfor tog man sig/ fik man ikke tid til at høre andres mening, f. eks. ved læsning af det famøse bilag med alternativer, eller ved at høre relevante eksperter om validiteten af risikovurderingen. Det gjorde man ikke, fordi beslutningsprocessen var forceret g dermed reelt kortsluttet. Og ansvaret for, at vores øverste organer handlede på den måde kan findes i den organisatoriske baggrund, skabt af Frederiksen.
Rolf Andersen er vist i færd med at foredrage om "forretningsministerier"
@Inge Lehman
"Citat "Det er ALTID direktørens ansvar at sikre sig, at beslutninger er lovlige, i orden, forsvarlige osv. - også i krisesituationer."
Den vil jeg se, før jeg tror på den".
Nu er Roskilde Banks direktør lige dømt til at betale hundredevis af millioner i forbindelse med krakket under finanskrisen, så en gang imellem sker det dog.
https://www.information.dk/indland/2022/12/haard-dom-roskilde-bank-direk...
@ Jørn-Erik Rasmussen - 05. december, 2022 - 17:19
Næeh, jeg er såmænd bare ved at fortælle om, at når man påtager sig et ledelsansvar, så HAR man - sjovt nok - ledelsesansvaret. På godt og ondt.
Og hvis man ikke vil stå ved dèt ansvar ... tjaa, så ???
Angående Roskildedirektøren en enlig svale gør ingen sommer og det er kun for en snæver gruppe, der kan få erstatning. Bestyrelsen gik forøvrigt fri.
Danske Bank skal betale bøde, men hvor mange af de involverede skal i fængsel?
Nu synes jeg, du flytter målstangen i forhold til din kommentar. Det var direktørerne, ikke bestyrelserne, du talte om, og du ville se det, før du troede det... Og jeg gav dig et eksempel;)
I øvrigt, er det, i Roskilde Banks tilfælde, staten via financiel stabilitet, der får erstatningen. Altså os alle sammen.
Der er mange juridiske spidsfindigheder, som man kan tærske langhalm på i den sag. Gefundenes Fressen for politiske kommentatorer og andet godtfolk.
Til gengæld er det forbløffende, så lidt opmærksomhed man giver dem, det til syvende og sidst handler om:
https://www.information.dk/debat/2021/11/mens-taler-smser-hjemmel-taler-...
Christoffer Gertz Bech er det ikke et lidt paradoksalt og ret problematisk argument lige her?
Altså at det var "godt for minkene", at man slog dem alle sammen ihjel og smed dem i et hul i jorden?
Jeg er med på, at minkavl er dyrplageri, men hvordan kan det forsvare den her form for indgriben? Og i øvrigt har Socialdemokraterne jo på intet tidspunkt keret sig om dyrevelfærden.