Tiden kalder på klimahandling fra centralbanker og finanstilsyn. Værktøjerne findes allerede

»Vinduet lukker! Verden er ikke på vej til at nå Parisaftalens mål, og de globale temperaturer kan nå 2,8 grader celsius ved udgangen af århundredet.«

Det er sådan FN’s klimaprogram, UNEP, beskriver situationen i sin seneste klimarapport.

Det er ifølge FN ikke længere realistisk at nå målet om at holde den globale temperaturstigning på under to grader. Den konklusion kom til at tegne rammerne omkring både klimatopmødet COP27 i Egypten for nylig og også biodiversitetstopmødet COP15 i Canada, som netop er afsluttet.

I rapporten kommer der også en kraftig opfordring til verden: Alle dele af vores samfund skal omstilles – også den finansielle sektor. Der er akut brug for at tilsynsføre, og for at regulatorer som centralbanker og finanstilsyn begynder at sætte bæredygtige regler for sektoren.

Trussel mod stabiliteten

Centralbankerne må anerkende, at klimaforandringerne truer den finansielle stabilitet. Blandt centralbanker og finanstilsyn er der, trods stigende interesse vedrørende klimaændringer, en fortsat manglende handling i forhold til at fastsætte nye rammer, der kan mindske finansiering af økonomiske aktiviteter, som leder til høje drivhusgasemissioner og samtidig fører til tab af biodiversitet.

Det er en adfærd, der truer selve det lovmæssige mandat, som centralbanker er sat i verden for: nemlig at sikre, at der er prismæssig og finansiel stabilitet. For et ustabilt klima og et øget tab af biodiversitet vil også føre til øget ustabilitet på finans- og pengemarkederne – det er der ikke nogen tvivl om længere.

Centralbanker og finanstilsyn bør i det lys aktivt være med til at dæmpe den globale klimakrise, der også truer vores økonomi.

Det kan de gøre ved blandt andet at korrekt prissætte de risici for klima og biodiversitet, som de største udledere skaber. En ny tilgang ville smitte af på hele den finansielle sektor og tilskynde en grøn omstilling af økonomien. Det kapitale råderum ville stige på sigt, da et stabilt klima også fører finansiel stabilitet med sig. En sand win-win-win-situation for både klima, biodiversitet og økonomi.

I en krisetid kan vi miste blikket for, hvordan klimaændringer og tab af biodiversitet påvirker prismæssig og finansiel stabilitet, eller glemme, at der hver dag er økonomiske aktiviteter i gang, der skubber os i den forkerte retning mod olie, gas, kul og skovrydning.

Vi har ikke gjort nok for at undgå klimaforandringerne. Heller ikke blandt centralbanker og finanstilsyn, hvor man hidtil har satset på øget gennemsigtighed samt på at integrere miljø- og klimahensyn i de traditionelle finansielle modeller. Dette har bare ikke haft effekt, og det er tid til at tænke i nye baner.

De traditionelle modeller viser kun, hvor stor en finansiel risiko der er ved investeringen, den tager ikke højde for de konsekvenser, den økonomiske aktivitet har for klima og biodiversiteten. Modellerne bygger på data fra tidligere år, og dermed forholder de sig ikke til fremtidige risici.

Det svarer til, at man kører bil, men kun ved at bruge bakspejlene.

På den baggrund har Verdensnaturfonden (WWF) udviklet et nyt økonomisk værktøj, der kan hjælpe centralbanker og finanstilsyn med at deltage aktivt i den grønne omstilling. Værktøjet indeholder en liste over de mest klima- og biodiversitetsskadelige økonomiske aktiviteter. Listen bygger på en bred videnskabelig konsensus om, at fossile brændstoffer og skovrydning er de primære drivkræfter for klimaændringer og tab af biodiversitet.

Med en sådan liste over klima- og biodiversitetsskadelig økonomisk aktivitet er det oplagt at udvikle retningslinjer og handlingsplaner for at undgå disse, men det er værd at bemærke, at ingen centralbank i verden endnu har udviklet eller brugt et sådant værktøj.

Tid til at handle

WWF’s nye rapport og det tilhørende værktøj støttes af over 90 andre organisationer og økonomer. Heriblandt UNEP, Gode Penge, The European Environment Bureau, Mellemfolkelig Samvirke, professor i økonomi Steve Keen og tidligere udenrigs-, finans- og skatteminister Mogens Lykketoft.

Værktøjet er inddelt i tre analytiske niveauer: økonomiske aktiviteter, virksomheder og undersektorer. Hvert niveau kan bruges til at give enten en mere generel eller mere detaljeret risikovurdering. Med den rapport har den finansielle sektor nu fået et bud på, hvordan der kan opbygges lister over de klima- og biodiversitetsskadelige økonomiske aktiviteter, der udgår fra virksomheder og sektorer.

WWF’s liste er det seneste værktøj, som centralbanker og finanstilsyn har fået stillet til rådighed for at handle på klima- og biodiversitetskrisen. Værktøjet skal være med til at styre os mod en mere bæredygtig og modstandsdygtig økonomi. En økonomi, hvor målet om stabilitet holdes inden for en ramme, der fastholder det klima- og miljømæssige niveau, som menneskehedens og planetens overlevelse afhænger af.

Et farvel til ’vent og se’-pengepolitikken er sat i scene. Økonomien er dybt forankret i det naturlige miljø. Det finansielle systems modstandskraft og prisstabilitet afhænger af intakte og fungerende økosystemer, men det, som de pengepolitiske forvaltere gør for at begrænse to klimakriser, er imidlertid utilstrækkeligt og stort set ineffektivt.

»Naturen er det, som sikrer, at økonomien trives,« har Frank Elderson fra Den Europæiske Centralbanks bestyrelse sagt. Hans pointe var, at det er afgørende, at dem, som er ansvarlige for pengepolitik og finansiel regulering, handler selvstændigt for at imødegå markeds-, samfunds- og klimasvigt.

Pengepolitikken skal sætte rammerne, som sikrer en grøn omstilling af den finansielle sektor. Derfor er det en tragedie, at de konventionelle risikomodeller stadig bruges flittigt. Modeller, hvor klimapåvirkninger og tab af biodiversitet først anses som finansielle risici, når de har passeret det vendepunkt, der gør dem uafvendelige.

Særligt bekymrende bliver de forældede modeller i lyset af nyere undersøgelser, der peger på, at vi sandsynligvis står foran to klimavendepunkter: Afsmeltningen af Grønlands indlandsis og Amazonas skovrydning, som vil blive udløst tidligere end forventet. Det betyder, at der ikke er tid til at vente, og at de kommende år er afgørende.

Ledelserne i centralbankerne følger fortsat en ’vent og se’-tilgang, alt imens de regionale klima- og biodiversitetkriser er ved at løbe løbsk. Vi ser nu de økonomiske konsekvenser af de australske skovbrande, der kostede landmænd op mod fem milliarder australske dollar. Og af tørken i Californien, der indtil videre har kostet knap to milliarder amerikanske dollar og ført til tabet af 14.000 arbejdspladser.

COP27 blev ikke det politiske vendepunkt, der var brug for.

Dog blev COP15 en gamechanger for biodiversiteten, ligesom Paris var for klimaet. Der er stadig meget at gøre, men med denne aftale svinger momentum den rigtige vej, så længe vi følger op med handling.

Centralbankerne har mandatet til at gøre det, for også den økonomiske stabilitet står på spil. Naturen og klimaet er grundlaget for at sikre fremtiden for vores planet og dermed også vores økonomi.

Ivo Mugglin er senior sustainable finance advisor 

Emil Samuelsen er cand.soc med speciale i green central banking